Capitano della squadra svedese, Fredrik Ekelund, med bogstøtteguldsejrstrofæ.
Lørdag. Kampen om femtepladsen mod englænderne skal spilles kl. 10.30. Jeg har fået for mig at vi skal tjekke ud i dag, men anfører Blæsbjerg siger at vi kan blive på hotellet til om søndagen, så vi kan
sove længe efter afslutningsfesten i aften.
Fint nok.
Jeg vælger at spise youghurt med fuglefrø på til morgenmad, for eventuelt at kunne sætte bedre af på mine flade, sorte gummisko og måske lave bare en enkelt superflyvende mirakelredning. Det var jeg jo kun tæt på i går.
Mest glæder jeg mig til at få kampen overstået og gerne uden at skulle trækkes i dage, uger og måneder med en eller anden fysisk kalamitet. Pudsigt nok er jeg lidt hæs, og det skal vise sig at blive værre i løbet af kampen.
Inden jeg går hen til stadion, besøger jeg et helseapotek nær hotellet og køber en dåse piller med fiskeolie, vitaminer og mineraler samlet i en enkelt kapsel. Når jeg er på tur prøver jeg altid at købe ét eller andet som vil få mig til at huske tilbage. Det kan være tøj eller ting eller andet. Og
denne gang blev det sundhedssektoren. 199 svenske kroner.
Det er sjovt at sludre med de andre landes spillere. Alle virker meget åbne
og glade, og har lige præcis den blanding af glæde og ambition i forhold til det at spille de her “landskampe” som gør turneringen
levende og spøjs. Alle spiller for at vinde – jovist – men de fleste tager
resultatet med et hælspark, trods alt.
Vi driller svenskerne med at de bruger oversættere, mens vi stiller op
med skønlitterære forfattere, i hvert fald fra starten af turneringen.
Alle vores skader har gjort det nødvendigt at udvide begrebet lidt, så vi
f.eks. i den sidste kamp har Tipsbladets udsendte journalist med og og andre glade godtfolk. Det er nødvendigt, for vi er efterhånden en flok vingeskudte vikinger. Men der er også friske nye kæmper i alle størrelser, f.eks. digteren Nicolaj Stochholm, der giver den gas op og ned ad højre langside.
Tyskerne driller svenskerne med at de bruger en finsk statsborger. Der
er masser af godmodigt gøgl på tværs af holdene, og det er lige præcis
meningen med hele øvelsen.
Englænderne har været i byen det meste af natten, men de ville jo ikke være sig selv hvis de ikke stillede op som om de kom direkte fra udvalgte katolske kostskoler. De spiller nydeligt kombinationsfodbold, sat i scene af min paneldebatkollega, Financial Times-klummeskriveren m.m. Simon Kuper på midtbanen. Det er også ham som med en meget følt og velplaceret flad inderside ovre ved min venstre stolperod bringer dem foran 1-0 lige inden pausen.
Skuddet er ikke hårdt og jeg burde være hoppet efter den.
Fuglefrø…my ass.
Det var vist ovenikøbet solsikkefrø, som om det ikke er varmt nok i forvejen.
Vi strider imod så godt vi kan og har gode afslutninger, bl.a. på overliggeren (Jeppe Brixvold, tror jeg) og prøver at give dem
noget at tænke over.
Men trætte er vi godt nok, og Lars Frost er overtræt af at jeg, for det meste, sparker bolden højt op i luften når jeg skal skille mig af med den.
Han har et formidabelt temperament, og er ikke bleg for at skælde sig selv ud efter en kokset aflevering med enorme udladningsråb og lyn
i øjnene bag stålbrillerne.
Jeg er ret følsom over for den slags udadvendthed, og på et tidspunkt får jeg nok af hans (synes jeg) negative bølger og rødglødende udfald, som ikke kun rettes mod ham selv.
Jeg råber til ham…alt hvad jeg overhovedet orker:
– Nu må du kraaaaftedeme holde din kæft, maaaaand og opføre dig ordentligt!
Han virrer med sine rødkrøllede lokker og giver mig en omgang tilbage.
Senere prøver han med sarkasme og taler til mig som om jeg er fatsvag.
Samtidigt kæmper han røven ud af bukserne, så jeg roser ham også højlydt og klapper larmende med mine enorme målmandshandsker.
Lige da vi er ved at få skovlen under englænderne, bliver Lars og jeg straffet for vores dødssyndige rasen.
Et småhoppende indlæg i lav højde fra højre side er på vej hen mod mig. Lars kan ikke se at det er mig, der er på vej frem mod bolden, så for at
undgå at en englænder kommer først kaster han sig frem med den ene
fod forrest, for at sparke bolden væk og ud til hjørnespark.
– Jeg haaaar…! – skriger jeg til ham – men det er for sent.
Lars prikker bolden forbi mine fremstrakte arme, der former en kurv som
aldrig får den frugt den havde tænkt sig. I stedet bobler bolden forræderisk
ind bag stregen til engelsk 2-0 føring.
Selvmål.
Kampen er reelt afgjort, og jeg kan ikke lade være med at more mig over
at det lige netop er ham og mig, der misforstår hinanden.
Lars og jeg tager en sludder om råberiet efter kampen og er gode
fodboldvenner igen, også selvom vi ikke er enige om indholdet.
Jeg vil jo hellere have at vi taber bolden midt på banen, i stedet for at komme til at servere bolden for fødderne af de andres angribere pga. træthed, eller mangel på teknik under pres – som det skete flere gange
i åbningskampen.
Lars mener omvendt at vi bruger for mange kræfter på at erobre bolden
på midten, når jeg bare tonser den højt op i luften.
FC Fodboldenglen tabte altså alle tre kampe, og det kunne ikke gå anderledes med alle vores skader undervejs. Ã
bningskampen mod svenskerne var desuden anden gang vi spillede en ellevemands-kamp
på stor bane. Vi plejer at spille syvmands-kampe på de mindre
baner med mindre mål, og uden off side.
Jeg går efter kampen over i frokostteltet med min madbillet, så jeg kan få een af de gode sandwich med pastasalat til. Der er to hvide telte. I det andet er der alle dagene en lang række samtaler mellem forfattere, men ingen af os danskere er inviteret som deltagere…pudsigt nok.
Sommerheden gør at der stort set ikke kommer nogen og lytter på. Tilskuere er der i det hele taget få af, og det er lidt synd for arrangørerne. Vi havde dog besøg af vores sportschief, Donna G.
Frokostteltet styres af en dansk kvinde, Mette, der har boet i Sverige i mindst ti år og har fået et par friske døtre med en svensk mand. Lissom mig er hun fraskilt, men den slags sker jo i de bedste familier. Mettes
cateringfirma står for frokosten, og hendes piger hjælper hende i dag
med at dele mad og svenskvand ud.
I teltet arbejder også en frisk og slank ung mand som taler bedre dansk
end de fleste folketingsmedlemmer, og jeg prøver med smil og trusler
at få ham til at spille med på holdet. Men han insisterer på at han er
svensker, så det bliver droppet. Han så ellers fristet ud, synes jeg.
Mette og hendes døtre, Matilda og lillesøster Nanna, taler både dansk og svensk, og jeg spørger dem om de kunne tænke sig at få besøg af mig
og min datter, Josefine, når jeg har hende i weekender og ferie. Hun og
Matilda er jævnaldrende, og skulle nok kunne finde på nogle skøre
ting sam
men. Den idé er de helt med på, så jeg skriver min mailadresse
i min seneste digtsamling, som jeg forærer Mette.
Jeg tror det er en god ting at have venner i andre lande, og for en pige som Matilda kan det måske være en oplevelse at have en kammerat i det land hendes mor er født og opvokset i. Jeg glæder mig til at besøge dem sammen med Finemusen, hvis de inviterer os.
Hovedmanden bag 2007 EURO WORD CUP, angriberen Fredrik Ekelund, giver jeg også en digtsamling, og skriver mange tak for det fine arrangement.
Der er også en Malmö-boghandler, Hamrelius, som har et hjørnebord i snakketeltet, og han får også en opløselig bog. Som tak får jeg et laangt foredrag om de danske bogforlag og deres måde at samarbejde på.
Sammen med holdkammeraterne ser jeg svenskerne hale en 4-2 finalesejr hjem mod de klogt spillende og kontrafarlige italienere, med det yderste af ligtornene og (desværre) et venligt skøn fra den svenske dommertrio – som enten ikke så at guds arm blev brugt ved Joakim
Forsbergs udligning til 2-2…eller også kom den til at sætte snusklumpen op i øjnene på tælling.
Det var en snöplig situation – og der blev bu’het en del af favoritterne i resten af kampen.
Svenskerne er rigeligt gode i forvejen til at vinde uden brug af ekstraordinære metoder…men så havde vi da noget at snakke om.
Italienerne klapper prisværdigt af svenskerne ved præmieoverækkelsen.
Det kan jeg lide at se. Der er sgu stil over de azurblå. Hædersmænd.
Jeg siger senere til een af italienerne, at da jeg var dreng blev jeg altid meget forurettet over de metoder sydlandske hold brugte for at vinde for enhver pris.
Jeg nævner Claudio Gentile (gentile = blid) som smadrede tandrækken på Lars Bastrup – plus alle de andre rævestreger, julelege året rundt og alle
de andre tricks og besynderligheder. Men nu bruger italienske og
spanske mere regelrette metoder, såsom taktisk snilde, udholdenhed
og viljestyrke. Faglighed.
Derfor er det dybt ironisk hvis den svenske angriber bevidst brugte armen, og lader som om han ikke gjorde det, for dermed at lægge ansvaret over på sine landsmand med fløjte og flag.
Nå…pyt-i-panna med det.
Jeg går hjem på hotellet og drikker kaffe og spiser knækbrød med
syltetøj, mens jeg ser kvindelandsholdet i håndbold miste VM- og OL-slutrunder med endnu en indsats under pari mod Ukraine. Ãmheden i
kroppen er så udtalt, at jeg ville kunne have en hobby som missilskjold uden at lægge mærke til det.
Aftensmaden skal indtages på Teateret HIPP, som om natten forvandles til en fancy natklub.
Jeg går vild flere gange, inden jeg finder vej.
Varmen er energifortærende, og jeg drejer rundt og rundt samen med bykortet. Da jeg endelig finder teateret er den sidste optræden ‘One alphabet, one ball’ godt i gang. En ung kvindelig lyriker reciterer et langt fodbolddigt hen over en film bag sig.
Hipp Teater er en fin gammel ombygget hippodrom, med en høj kuppel og en meget særegen atmosfære – lidt a la Ãstre Gasværk.
Hestene er åbenbart ikke helt væk endnu, for en meget emsig flue er ved at drive den spinkle englænder Graham Joyce til vanvid under oplæsningen af en ellers spændende novelle. Han prøver flere ganeg at klapse den på mikrofonen, og gør den til en del af sin optræden på en
forrygende fed måde. Jeg synes jeg kan huske at Graham spillede med gule solbriller i kampen som venstrekantspiller.
Der er også en god, moody sanger med en prægtig blues-stemning og ægte nordisk vemod henover sin egen sørgmodige guitarklimpning.
Til sidst vises en god og imponerende hurtigt sammenklippet film med højdepunkter fra alle kampene – og skægge interviews med udvalgte spillere. Til min rædsel ser jeg mig selv sejle rundt foran målet mens målene hagler ind, og jeg minder mest om en søpølse på LSD.
Jeg bliver interviewet, og siger høflige ting om at de andre var bedre end os. Jeg ligner et overkogt overdimensioneret hvidkålshovede i fjæset, men taler i det mindste et engelsk som er til at forstå.
Synet af mig selv som ufrivillig tumling gi’r mig lidt af et chok, og jeg dropper tanken om at sove endnu en nat på hotellet.
Nu vil jeg bare hjem på bjerget og græmme mig.
Fra scenen bliver det sagt at næste års turnering er i Italien i september.
Vi får skøn mad på en buffet med kød på små spyd, kartofler, peberrodssovs, lækre grøntsager og noget meget veltillavet laks.
Desserten er noget trifli-creme med friske bær. Mums.
Under spisningen kommer en ungarer hen til os og spørger om vi er friske på en turnering ved Balaton-søen til næste forår. Det mener vi nok at vi er.
Tipsbladets syvmands-hold har også udfordret os. Man kan vist læse om os i Tipsbladets midtuge-udgave i morgen.
Efter en enkelt øl og god kaffe siger jeg pænt farvel til gutterne. Vi er ikke så mange tilbage, da mange er rejst hjem til familien (og lægerne).
Hjemme på hotellet betaler jeg for min ene telefonsamtale med den ti-krone jeg fandt på fortovet. Den egentlige pris kendes ikke fordi systemet er gået ned – og jeg betaler den samme symbolske sum som Mikael Teschl blev afkrævet tidligere i dag.
Jeg var glad for at være med, og stolt over at de vil bruge mig.
Men jeg er bare ikke hverken fyrre eller tredive år længere.
Måske skulle jeg se at få skrevet noget mere (og især bedre) i stedet for at vælte rundt som en blind kejserpingvin på kokain?
Måske.
Jeg synes jeg har læst at Dennis Gade Kofoed er tildligere unionsmålmand på Bornholms U-16 hold. Hmm…måske skulle jeg foreslå Kim Anfører at vi prøver at få ham med i bruttotruppen.
Han er ung og lebendig…og så kan jeg sidde ude på bænken og skabe mig i stedet, mens vi banker snusen ud af munden på vore kære naboer, gi’r tyskerne een på blodpølsen og englænderne en gang vikingemassage.
Det var i hvert fald tre gode dage sammen med engledrengene.