Monthly Archives: juni 2007

God Nyhed, Dårlig Nyhed

Jeg er glad for at Højesteret har sendt nogle af varetægstfængslingerne fra gadekampene efter rydningen af Ungdomshuset tilbage til Landsretten med beskeden: DET’ EN OMMER!

Jeg er dybt bedrøvet over fyringerne på DR.
Det er en stor sejr for konformiteten, konservatismen og kommercialismen. 
Burger, burger og atter burger med godt med småsure pomser i lunken transdryppefedt, et stort splattemix af salatmayo og ketchup ud over det hele, og så lige en spand supersize iskold sukkervand ned ad nakken.

A’ sæijer walbekomm’!
 

Det var en svensk getingfälla

Klik på billedet og læs mere om hvepsefælden til 229 gule og blå kroner.   

Jeg kan ikke udpege en enkelt vinder.

Alle der nåede at indsende et svar i går har vundet et signeret ex. af min 2006-digtsamling Opløselige.

Send en mail (adressen står øverst i marginen til højre) med din adresse – så sender jeg aldeles sofort et ex. afsted til dig.

                   Tak for deltagelsen…og for jeres herlige svar.

Billedquiz! Vind lyrisk bordskåner! Billedquiz!

Er dette:                

A) En slags varmedåse til mænds ædlere dele?
B) En svensk hvepsefælde indeholdende eddike og sukker?
C) En lommelærke designet af Piet Heins ukendte halvfætter?
D) En luksusbeholder til urinprøver brugt på dyre privathospitaler?
E) Noget kunst som Bjørn Nørgaard fik til overs?
F) En reservebenzintank til konebiler?
G) En thermokande som har fået for meget Irish Coffee?
G) Noget helt syvende?

Skriv dit svar i kommentarfeltet – og vind en opløselig grå digtsamling som 
sagtens også kan bruges som varmeunderlag. Det bedste svar vinder. 

Teknisk Uheld

Jeg beklager.

Ikke alene er strømmen gået hjemme hos mig og i andre ejendomme i nabolaget…men en meget lille rettelse i een af malmø-teksterne fik bloggen til at kuldsejle og brede sig ud over hele skærmen.

Jeg kan ikke uden videre rette det i Internet Explorer her på biblioteket, så det må vente til jeg er tilbage i Opera, derhjemme.

Sorry.

UPDATE: Nu er strømmen på igen, og jeg har rettet artiklen op.

Tre dage i Malmø (3)

Capitano della squadra svedese, Fredrik Ekelund, med bogstøtteguldsejrstrofæ.

Lørdag
. Kampen om femtepladsen mod englænderne skal spilles kl. 10.30. Jeg har fået for mig at vi skal tjekke ud i dag, men anfører Blæsbjerg siger at vi kan blive på hotellet til om søndagen, så vi kan 
sove længe efter afslutningsfesten i aften.

Fint nok.

Jeg vælger at spise youghurt med fuglefrø på til morgenmad, for eventuelt at kunne sætte bedre af på mine flade, sorte gummisko og måske lave bare en enkelt superflyvende mirakelredning. Det var jeg jo kun tæt på i går.

Mest glæder jeg mig til at få kampen overstået og gerne uden at skulle trækkes i dage, uger og måneder med en eller anden fysisk kalamitet. Pudsigt nok er jeg lidt hæs, og det skal vise sig at blive værre i løbet af kampen.

Inden jeg går hen til stadion, besøger jeg et helseapotek nær hotellet og køber en dåse piller med fiskeolie, vitaminer og mineraler samlet i en enkelt kapsel. Når jeg er på tur prøver jeg altid at købe ét eller andet som vil få mig til at huske tilbage. Det kan være tøj eller ting eller andet. Og
denne gang blev det sundhedssektoren. 199 svenske kroner.

Det er sjovt at sludre med de andre landes spillere. Alle virker meget åbne
og glade, og har lige præcis den blanding af glæde og ambition i forhold til det at spille de her “landskampe” som gør turneringen 
levende og spøjs. Alle spiller for at vinde – jovist – men de fleste tager 
resultatet med et hælspark, trods alt.

Vi driller svenskerne med at de bruger oversættere, mens vi stiller op 
med skønlitterære forfattere, i hvert fald fra starten af turneringen.

Alle vores skader har gjort det nødvendigt at udvide begrebet lidt, så vi 
f.eks. i den sidste kamp har Tipsbladets udsendte journalist med og og andre glade godtfolk. Det er nødvendigt, for vi er efterhånden en flok vingeskudte vikinger. Men der er også friske nye kæmper i alle størrelser, f.eks. digteren Nicolaj Stochholm, der giver den gas op og ned ad højre langside.

Tyskerne driller svenskerne med at de bruger en finsk statsborger. Der 
er masser af godmodigt gøgl på tværs af holdene, og det er lige præcis
meningen med hele øvelsen.

Englænderne har været i byen det meste af natten, men de ville jo ikke være sig selv hvis de ikke stillede op som om de kom direkte fra udvalgte katolske kostskoler. De spiller nydeligt kombinationsfodbold, sat i scene af min paneldebatkollega, Financial Times-klummeskriveren m.m. Simon Kuper på midtbanen. Det er også ham som med en meget følt og velplaceret flad inderside ovre ved min venstre stolperod bringer dem foran 1-0 lige inden pausen.

Skuddet er ikke hårdt og jeg burde være hoppet efter den.
Fuglefrø…my ass.
Det var vist ovenikøbet solsikkefrø, som om det ikke er varmt nok i forvejen.

Vi strider imod så godt vi kan og har gode afslutninger, bl.a. på overliggeren (Jeppe Brixvold, tror jeg) og prøver at give dem 
noget at tænke over.

Men trætte er vi godt nok, og Lars Frost er overtræt af at jeg, for det meste, sparker bolden højt op i luften når jeg skal skille mig af med den.
Han har et formidabelt temperament, og er ikke bleg for at skælde sig selv ud efter en kokset aflevering med enorme udladningsråb og lyn 
i øjnene bag stålbrillerne.

Jeg er ret følsom over for den slags udadvendthed, og på et tidspunkt får jeg nok af hans (synes jeg) negative bølger og rødglødende udfald, som ikke kun rettes mod ham selv.

Jeg råber til ham…alt hvad jeg overhovedet orker:

– Nu må du kraaaaftedeme holde din kæft, maaaaand og opføre dig ordentligt!

Han virrer med sine rødkrøllede lokker og giver mig en omgang tilbage.
Senere prøver han med sarkasme og taler til mig som om jeg er fatsvag.
Samtidigt kæmper han røven ud af bukserne, så jeg roser ham også højlydt og klapper larmende med mine enorme målmandshandsker.

Lige da vi er ved at få skovlen under englænderne, bliver Lars og jeg straffet for vores dødssyndige rasen.

Et småhoppende indlæg i lav højde fra højre side er på vej hen mod mig. Lars kan ikke se at det er mig, der er på vej frem mod bolden, så for at 
undgå at en englænder kommer først kaster han sig frem med den ene
fod forrest, for at sparke bolden væk og ud til hjørnespark.

– Jeg haaaar…! – skriger jeg til ham – men det er for sent.

Lars prikker bolden forbi mine fremstrakte arme, der former en kurv som 
aldrig får den frugt den havde tænkt sig. I stedet bobler bolden forræderisk 
ind bag stregen til engelsk 2-0 føring.

Selvmål.

Kampen er reelt afgjort, og jeg kan ikke lade være med at more mig over
at det lige netop er ham og mig, der misforstår hinanden.

Lars og jeg tager en sludder om råberiet efter kampen og er gode 
fodboldvenner igen, også selvom vi ikke er enige om indholdet. 
Jeg vil jo hellere have at vi taber bolden midt på banen, i stedet for at komme til at servere bolden for fødderne af de andres angribere pga. træthed, eller mangel på teknik under pres – som det skete flere gange 
i åbningskampen.

Lars mener omvendt at vi bruger for mange kræfter på at erobre bolden
på midten, når jeg bare tonser den højt op i luften.

FC Fodboldenglen tabte altså alle tre kampe, og det kunne ikke gå anderledes med alle vores skader undervejs. Åbningskampen mod svenskerne var desuden anden gang vi spillede en ellevemands-kamp 
på stor bane. Vi plejer at spille syvmands-kampe på de mindre 
baner med mindre mål, og uden off side.

Jeg går efter kampen over i frokostteltet med min madbillet, så jeg kan få een af de gode sandwich med pastasalat til. Der er to hvide telte. I det andet er der alle dagene en lang række samtaler mellem forfattere, men ingen af os danskere er inviteret som deltagere…pudsigt nok.

Sommerheden gør at der stort set ikke kommer nogen og lytter på. Tilskuere er der i det hele taget få af, og det er lidt synd for arrangørerne. Vi havde dog besøg af vores sportschief, Donna G

Frokostteltet styres af en dansk kvinde, Mette, der har boet i Sverige i mindst ti år og har fået et par friske døtre med en svensk mand. Lissom mig er hun fraskilt, men den slags sker jo i de bedste familier. Mettes 
cateringfirma står for frokosten, og hendes piger hjælper hende i dag 
med at dele mad og svenskvand ud.

I teltet arbejder også en frisk og slank ung mand som taler bedre dansk 
end de fleste folketingsmedlemmer, og jeg prøver med smil og trusler 
at få ham til at spille med på holdet. Men han insisterer på at han er 
svensker, så det bliver droppet. Han så ellers fristet ud, synes jeg.

Mette og hendes døtre, Matilda og lillesøster Nanna, taler både dansk og svensk, og jeg spørger dem om de kunne tænke sig at få besøg af mig 
og min datter, Josefine, når jeg har hende i weekender og ferie. Hun og 
Matilda er jævnaldrende, og skulle nok kunne finde på nogle skøre 
ting sam
men. Den idé er de helt med på, så jeg skriver min mailadresse 
i min seneste digtsamling, som jeg forærer Mette.

Jeg tror det er en god ting at have venner i andre lande, og for en pige som Matilda kan det måske være en oplevelse at have en kammerat i det land hendes mor er født og opvokset i. Jeg glæder mig til at besøge dem sammen med Finemusen, hvis de inviterer os.

Hovedmanden bag 2007 EURO WORD CUP, angriberen Fredrik Ekelund, giver jeg også en digtsamling, og skriver mange tak for det fine arrangement.

Der er også en Malmö-boghandler, Hamrelius, som har et hjørnebord i snakketeltet, og han får også en opløselig bog. Som tak får jeg et laangt foredrag om de danske bogforlag og deres måde at samarbejde på.

Sammen med holdkammeraterne ser jeg svenskerne hale en 4-2 finalesejr hjem mod de klogt spillende og kontrafarlige italienere, med det yderste af ligtornene og (desværre) et venligt skøn fra den svenske dommertrio – som enten ikke så at guds arm blev brugt ved Joakim 
Forsbergs udligning til 2-2…eller også kom den til at sætte snusklumpen op i øjnene på tælling.

Det var en snöplig situation – og der blev bu’het en del af favoritterne i resten af kampen.

Svenskerne er rigeligt gode i forvejen til at vinde uden brug af ekstraordinære metoder…men så havde vi da noget at snakke om.
Italienerne klapper prisværdigt af svenskerne ved præmieoverækkelsen.
Det kan jeg lide at se. Der er sgu stil over de azurblå. Hædersmænd.

Jeg siger senere til een af italienerne, at da jeg var dreng blev jeg altid meget forurettet over de metoder sydlandske hold brugte for at vinde for enhver pris.

Jeg nævner Claudio Gentile (gentile = blid) som smadrede tandrækken på Lars Bastrup – plus alle de andre rævestreger, julelege året rundt og alle 
de andre tricks og besynderligheder. Men nu bruger italienske og 
spanske mere regelrette metoder, såsom taktisk snilde, udholdenhed 
og viljestyrke. Faglighed.

Derfor er det dybt ironisk hvis den svenske angriber bevidst brugte armen, og lader som om han ikke gjorde det, for dermed at lægge ansvaret over på sine landsmand med fløjte og flag.

Nå…pyt-i-panna med det.

Jeg går hjem på hotellet og drikker kaffe og spiser knækbrød med 
syltetøj, mens jeg ser kvindelandsholdet i håndbold miste VM- og OL-slutrunder med endnu en indsats under pari mod Ukraine. Ømheden i 
kroppen er så udtalt, at jeg ville kunne have en hobby som missilskjold uden at lægge mærke til det.

Aftensmaden skal indtages på Teateret HIPP, som om natten forvandles til en fancy natklub.

Jeg går vild flere gange, inden jeg finder vej.

Varmen er energifortærende, og jeg drejer rundt og rundt samen med bykortet. Da jeg endelig finder teateret er den sidste optræden ‘One alphabet, one ball’ godt i gang. En ung kvindelig lyriker reciterer et langt fodbolddigt hen over en film bag sig.

Hipp Teater er en fin gammel ombygget hippodrom, med en høj kuppel og en meget særegen atmosfære – lidt a la Ã˜stre Gasværk.

Hestene er åbenbart ikke helt væk endnu, for en meget emsig flue er ved at drive den spinkle englænder Graham Joyce til vanvid under oplæsningen af en ellers spændende novelle. Han prøver flere ganeg at klapse den på mikrofonen, og gør den til en del af sin optræden på en 
forrygende fed måde. Jeg synes jeg kan huske at Graham spillede med gule solbriller i kampen som venstrekantspiller.

Der er også en god, moody sanger med en prægtig blues-stemning og ægte nordisk vemod henover sin egen sørgmodige guitarklimpning.
 
Til sidst vises en god og imponerende hurtigt sammenklippet film med højdepunkter fra alle kampene – og skægge interviews med udvalgte spillere. Til min rædsel ser jeg mig selv sejle rundt foran målet mens målene hagler ind, og jeg minder mest om en søpølse på LSD.

Jeg bliver interviewet, og siger høflige ting om at de andre var bedre end os. Jeg ligner et overkogt overdimensioneret hvidkålshovede i fjæset, men taler i det mindste et engelsk som er til at forstå.

Synet af mig selv som ufrivillig tumling gi’r mig lidt af et chok, og jeg dropper tanken om at sove endnu en nat på hotellet.
Nu vil jeg bare hjem på bjerget og græmme mig.

Fra scenen bliver det sagt at næste års turnering er i Italien i september.

Vi får skøn mad på en buffet med kød på små spyd, kartofler, peberrodssovs, lækre grøntsager og noget meget veltillavet laks.
Desserten er noget trifli-creme med friske bær. Mums.

Under spisningen kommer en ungarer hen til os og spørger om vi er friske på en turnering ved Balaton-søen til næste forår. Det mener vi nok at vi er.

Tipsbladets syvmands-hold har også udfordret os. Man kan vist læse om os i Tipsbladets midtuge-udgave i morgen.

Efter en enkelt øl og god kaffe siger jeg pænt farvel til gutterne. Vi er ikke så mange tilbage, da mange er rejst hjem til familien (og lægerne).

Hjemme på hotellet betaler jeg for min ene telefonsamtale med den ti-krone jeg fandt på fortovet. Den egentlige pris kendes ikke fordi systemet er gået ned – og jeg betaler den samme symbolske sum som Mikael Teschl blev afkrævet tidligere i dag.

Jeg var glad for at være med, og stolt over at de vil bruge mig.
Men jeg er bare ikke hverken fyrre eller tredive år længere.

Måske skulle jeg se at få skrevet noget mere (og især bedre) i stedet for at vælte rundt som en blind kejserpingvin på kokain?

Måske.

Jeg synes jeg har læst at Dennis Gade Kofoed er tildligere unionsmålmand på Bornholms U-16 hold. Hmm…måske skulle jeg foreslå Kim Anfører at vi prøver at få ham med i bruttotruppen.

Han er ung og lebendig…og så kan jeg sidde ude på bænken og skabe mig i stedet, mens vi banker snusen ud af munden på vore kære naboer, gi’r tyskerne een på blodpølsen og englænderne en gang vikingemassage.

Det var i hvert fald tre gode dage sammen med engledrengene.

Tre dage i Malmø (2)

          
     Tysk skud, Morten Hansen svæver og Rasmus Nikolajsen ta’r bolden.

Fredag. Ved morgenbuffeten på hotellet hilser jeg på min tyske
målmandskollega Albert Ostermaier. Han er en flot fyr på fyrre år, høj,
mørkhåret og med syv metalskruer i anklen fra den skade han fik i
forrige WORD CUP-finale i Italien mod svenskerne som vandt 5-0.
Som fem-årig overrakte den tyske målmandslegende Sepp Maier ham
sine brugte målmandshandsker, og lige siden har Albert været målmand
i hjertet og på banen.

Under den kolde buffet på Stadsbiblioteket i aftes sludrede jeg også med
ham, og han havde set os tabe til svenskerne. Han rådede mig til at gå
mere ud og blande mig i spillet foran mit mål, så modstanderne ikke
kommer så tæt på før de afslutter.
Albert er lyriker og husdramatiker på Burghteater i Wien, og man kan
mærke at der rumsterer stærke følelser i ham.

Vi har mange skader på holdet og har hasteindkaldt mulige reserver,
som er så venlige at rykke ud med timers varsel fra København.
Selv Kristian Himmelstrup, hvis kone ellers er i gang med at føde, møder
op til en enkelt kamp – og vi har brug for ham.

Jeg er meget øm i kroppen, men et langt brusebad før kampen løser lidt
op på det hele. Klokken 10.30 går vi igang på stadion, og da holdene
giver hinanden hånden før kick off har tyskerne en miniflaske med
citronlikør til hver af os.

Det bliver et drama af en kamp.
Vi har skiftet gårsdagens selvmorderiske forsvarstaktik ud med en god
gammeldags sweeper i stedet for at holde fire mand på linje.
Og med hensyn til mig er der trods alt stadig lidt spræl i gamle Hansen.
Än lever liket – som det hedder på værternes sprog. Jeg går meget ud af mit mål og får dermed blokeret og forhindret en del tyske chancer, og præsterer sågar nogle deciderede redninger.

Og så kommer vi foran!

Rasmus Nikolajsen får et straffespark på grund af sin hurtige
boldomgang, og han sætter det lige hen over Alberts højre arm i
den ellers redningsbare mellemhøjde en meters penge fra stolpen.
Rasmus scorede også vores trøstmål mod svenskerne, og er
en umådelig fiks dribler med sine tynde ben.
Han bruger ikke benskinner.

1-0 til Danmark ved pausen…unglaublich.

I anden halvleg kæmper vi som besatte, men kræfterne rækker ikke.
Tyskerne har mange reserver, mens vi får nye skader oven i de gamle.
Midt i halvelegen udplaceres jeg af en godt set flad afslutning, ovre ved
min venstre stolpe…men jeg burde være hoppet efter den.

Få sekunder før tid, og efter vildt dramatiske scener med smertensbrøl
og sammenstød, og redninger og stolpeskud og knogleknasende
tacklinger, vælger bolden at hoppe lokkende lige foran en tysker i
halvcirklen uden for straffesparkfeltet.
Med et fint kontrolleret volleyspark sætter han den højt i målet til venstre
for mig…og ved gud om ikke jeg kaster mig efter den – og rører den med
fingerspidserne – uden at kunne forhindre dens videre bane ind over stregen.

Tysk orgasme – og dommeren fløjter kampen af få sekunder efter.

Sejren er fuldt fortjent, og vi er stolte over at have givet dem så god
modstand. Havde vi fået en snitter til, så ville vi have været til grin.
Vi døde med støvlerne på, gjorde vi sgu. De har ligget i træningslejr
i en uge før turneringen – mens vi dårligt nok anede om vi kunne stille
fuldt hold.
Der er ofte danske spillere som desperat giver tegn over til bænken
for at få en pause, men derovre ligger de få reserver i forvejen ned med
isposer på ankler, lår og knæ. Holdene kan skifte lisså meget ud de vil,
og så tit de vil, og det er en stor fordel for landene med store trupper
på 16-20 mand at de bare kan hælde friske gutter ind – lissom i ishockey.

Men vi er glade for at være med…selv om vi humper lidt.

Jeg får mange roser for min indsats, men kan kun tænke på hvorfor
fanden jeg dog ikke lettede røven efter den første afslutning – og hvorfor
pokker jeg dog ikke knyttede næven, så jeg bedre kunne redde den
sidste afslutning.

Men jeg er også lettet over at jeg trods alt kan byde ind med en lille smule.

Mine holdkammerater i forsvaret sælger sig dyrt for mig, når jeg fumler
rundt med bolden langt ude af målet. Lars Olrik får en på panden og Peter
Adolphsen redder en bold på målstregen…det gør han faktisk altid. Mikael
Teschl kommer også i vejen for meget, men han får en knæskade.
Rasmus ankelskades. Peter Højrup ankelskades. Anfører Kim Blæsbjerg
kan dårligt nok løbe med sin fiberskade fra åbningskampen. Niels Frank har
samme problem. Marius Nørup-Nielsen spiller, trods en smertefuld
ribbensskade – også fra åbningskampen…og han havde en øm tå i
forvejen. Elegante Steffen Boesen, som ellers gav alt i forsvaret mod
Sverige, må også hurtigt opgive at deltage på grund af en muskelskade i
låret.

Und so weiter.

Efter kampen vakler jeg via hotellet hen på Stadsbiblioteket, for at få
adgang til internettet i længere tid end de få minutter, man kan tillade sig
at optage den ene computer, som gæsterne kan bruge i hotelreceptionen.

Min mobiltelfon virker ikke i Sverige pga. det abonnement jeg har (M1) – så jeg har stor trang til at kommunikere med dem, jeg tænker på derhjemme.

En ganske bestemt lyd følger mig, og forfølger både mig og alle andre.
Det er studenter, som fejrer deres uddannelse ved at køre larmende rundt og rundt i gaderne i åbne cabriolet-biler. De dytter og båtter og
fløjter og skriger, og de første fem gange er det sjovt at opleve smukke unge menneskers eksamensglæde. Men derfra og de næste 140 gange
på en time er det kun irriterende. Man kan også høre dem når man sidder indenfor: hylene, hornene, hvinene. I Danmark klopser man
adstadigt rundt i hestevogne, eller en stor lastvogn, men her i Malmø er det en rædselsarmada af luksusbimmere, golfer, mørser og audier.

For mig som målmand er det en ekstra stikpille, at festfænomenet
kaldes ‘utspark’…en af målmandens arbejdsopgaver som jeg bestemt
ikke er verdensmester i.

Jeg finder en svensk ti-krone på fortovet og spytter på den, som min far
lærte mig at jeg skulle.

En pudsighed på Holmgatan tæt på mit hotel, er at i nr. 9 ligger der to
butikker som umiddelbart ikke kan siges at tjene samme sag. Til venstre
er det ‘Lilla Glassfabriken’ som fremstiller kvalitetsflødeis uden
farve- og tilsætningsstoffer – og i butikken til højre ligger Malmø-filialen af
den svenske foreningen for sukkersyge, Diabetesföreningen.

Aftensmaden skal indtages i Restaurant Brogata, og viser sig at være
köttbullar med tomatsalsa, marinerede grøntsager og en karry/tofu-salat
(tror jeg nok). Meget nyttigt. Dertil iskold fadøl, som jeg med glæde indtager.
Det er så sjældent jeg tillader mig selv at nyde alkohol, og derfor smager
det simpelthen også så engleskønt, når jeg gi’r mig selv lov. Her betaler
værterne oven i købet.
Arrangementet er i det hele taget imponerende godt.
Svenskerne har en evne til at være velforberedte, ordentlige og punktlige.

Der er saunavarmt i restauranten, og alligevel spørger j
eg Daniel Zimakoff
om vi ikke skal tænde fyrfadlysene på bordet. Jeg har altså hedeslag, men
Daniel har som sædvanligt en beroligende effekt på mig. Han er den
ældste på holdet og jeg den næstældste.

Vi skal efter middagen til en optræden i Victoriateatern, og mens vi venter
foran døren deler jeg de digte ud, som jeg altid har i min tegnebog.
Mine holdkammerater kigger let måbende på de små bitte hvide sedler,
som jeg har klippet ud fra en A4-side. Jeg er jo ikke ligefrem truppens
kendteste forfatter, så for flere af dem er det måske første gang de læser
noget af mig.

Det er de svenske arrangører som har tilrettelagt aftenens program,
i et show kaldet ‘Juggling with letters and ball’.

Indenfor i den lille varme sal, venter caféborde med ost og rødvin og
Maribo-dåseøl. Fornemt. På scenen kommer en mand frem i svensk
landsholdsdragt og begynder at jonglere med bolden, mens en pianist
spiller Erik Satie-musik, måske en af hans Gymnopédier.

Jongløren hedder Tomas Lundman – og er verdensrekordindehaver i at holde
en bold i luften…næsten sytten timer! Efter fem minutter er man imponeret.
Efter et kvarter er man forundret. Efter en halv time er man chokeret. Der
sidder vi hundrede spillere med ondt alle vegne, og ser en mand som med
et smil holder bolden i luften lisså længe han gider. Vildt provokerende. Jeg
kan næsten ikke holde det ud.

En cabaretsanger synger en smuk fransk sang og en nydelig kvinde synger
en jødisk sang. Der er oplæsninger på de seks landes sprog, og lyrikeren
Rasmus bliver sat til at læse noget prosa op – hvilket netop ikke var
meningen – men han får i stedet en Grundtvig-salme, og den
læser han så op med den ene hånd i lommen. Godt trick.

Og imens står Tomas Lundmann og jonglerer med bolden – mest på hovedet.
Det er grænseoverskridende. Jeg går i pausen, også fordi jeg har brug for at
være lidt alene, så jeg kan gennemføre lørdagens sidste kamp om femtepladsen.
Min krop har bestemt ikke lyst, men jeg vil.

Jeg går gennem de sommersmukke aftenstræder, og passerer det gamle
politihus på Davidshalltorvet. Fire lysblonde kvinder blænder med deres
typisk svenske skønhed, som næsten er for glat til at være smuk. Lige da
jeg har tænkt den tanke, får jeg øje på Kärleksgatan…tænk at bo i den.

Hjemme på hotellet skriver jeg fadbamsens skånedigt, og går i seng
med håbet om at kunne sove uden kramper. Natten forinden undgik jeg
kramperne, men sov dårligt. Receptionisten har heldigvis et par
brusepanodiler at sove på.

Heldigvis har jeg undgået skader, og lykkeligvis har jeg gjort lidt nytte på
holdet med mine blokeringer og redninger.

Det er okay.

(fortsættes)

Tre dage i Malmø

                                FC Fodboldenglen klar til kamp.

Torsdag. Kl. 12.30 sidder jeg på en bænk i Malmø med mine to muleposer og en sort rygsæk. Solen bager. Jeg spørger en morlille om bygningen bag os nu også er Rådhuset, og det er den. Der er bare så stille, synes jeg. Ingen går ud og ind ad den tunge dør, selvom torvet myldrer. Jeg ligner sikkert en flaskeagent.

Kl. 13.30 sidder jeg sammen med 120 andre fodboldspillende 
europæiske forfattere i rådhusets rigt udsmykkede festsal med kæmpelysekrone, og får serveret asparges med hollandaise til forret
og bagefter stegt rødspætte af tjenere iklædt hvide uniformer. 

Mera hvitvin?

Jeg har fået enkeltværelse, så i stedet for at pendle frem og tilbage vil jeg overnatte på Teaterhotellet, meget tæt på Koncerthuset og det lille 
hyggelige stadion, IP (Gamla Idrottsparken).

Kl. 16.30 skal vi på det EM-debuterende forfatterlandshold FC 
Fodboldenglen spille åbningskamp mod de svenske værter, der aldrig har tabt en kamp og har vundet turneringen de tre gange man har spillet om European Word Cup.

Da vi nærmer os stadion kan vi høre at man spiller det gamle fodboldhit
‘Vi er røøøøde, Vi er hviiiiide’ med Frank Arnesen som glad ælling. Det får mig til at føle mig velkommen og venligt modtaget.

Jeg siger til de andre, at lige nu er vi lisså tæt på at vinde titlen som de andre fem hold fra Sverige, Ungarn, Tyskland, Italien og England. Vi er i pulje med værterne og Tyskland.

Malmø har et nyere og meget større stadion, men det her er som at komme tilbage til drengeårene i tresserne. Træ-tribuner med åbne afsnit og lange bænke man kan sidde i rækker på. Banen er blød, grøn og saftig og velplejet. Der kan vel højst være fire-fem tusind tilskuere, 
og her er så hyggeligt at det er helt uvirkeligt.

Vi klæder om til de flotte og nye landsholdsdragter, og går sammen med 
svenskerne ud på banen. Vi bliver fulgt på vej af en gruppe små
fodbolddrenge som holder os i hånden, og ser op på os som om vi er 
rigtige landsholdsspillere. Min lille gut hedder TimTim og er højst ti år.
Han bor sammen med sine forældre fra Kosovo i bydelen Rosengård, hvor den indvandrede svenske megasuperstjerne Zlatan Ibrahimovic også 
voksede op sammen med sine forældre fra Kroatien og Bosnien.

TimTim’s far er taget med og jeg hilser på ham, så han kan tage et billede
af sin lille dreng sammen med den store danske målmand. Jeg kan se mig 
selv som lille håbefuld purk i TimTims’s glade øjne, og tænker tilbage
på dengang jeg oplevede den enorme ære at være bolddreng i 
Idrætsparken, med en hvid t-shirt påtrykt Paradiso på brystet med røde
svungne bogstaver. 
Den bomuldstrøje havde jeg i mange år bagefter.
Er Paradiso forresten ikke også noget med noget asparges?

Der afspilles nationalsange over højttalerne, sunget af et meget forsigtigt pigekor som vi næsten ikke kan høre på banen – så vi synger med i vores eget tempo. Det er, som det ofte sker, ikke den sædvanlige udgave med første vers og sidste del af fjerde vers, men det smiler vi bare af. Solen steger videre, og jeg føler mig som en del af noget meget, meget behageligt.

Kampens spænding forsvinder hurtigt, fordi vi forærer chancer til svenskerne på store sølvfade mage til dem fra rådhussalen, og ved pausen fører de 4-1. Alligevel synes jeg hele seancen er så ubegribeligt vidunderfuld at jeg bliver helt rørt. Min målmandsdragt har bløde puder på albuer og langs hofterne og alt er varmt, blødt og i klare farver.

Jeg bærer nr. 69 på ryggen for at mindes Ungdomshuset. Ikke fordi jeg vil hylde at man laver gadeoptøjer når man ikke får sin vilje, men fordi der er husrum hvis der er hjerterum.

I spøg foreslår jeg at vi på en eventuel udebanedragt får Faderhuset som tøjsponsor med logo på brystet og Ruth Evensens feje kontra i profiltegning. Måske kunne hun blive vores mentaltræner.

I anden halvleg mister vi modet, og svenskerne kan ikke stoppe. Vi taber 8-1, og det kunne være gået langt værre. Jeg redder nogle afslutninger, 
men er bestemt ikke tilfreds med min egen indsats. Skaderne begynder
at husere, og vi er i tvivl om vi kan stille op med bare en enkelt udskifter dagen efter mod Tyskland. Men det virker som om alle nyder at være 
med. Vi skal jo kun betale for togrejsen herover.

Jeg iler til Stadsbiblioteket (tilbygningen tegnet af Henning Larsen) for at
deltage i en paneldebat på engelsk om fodbold:

‘Football, a succesfull esperanto’? 

De andre i panelet virker langt klogere og mere intellektuelle
mig, så jeg prøver i stedet at få lidt humor med ind over – og får i glimt
lidt lys i øjnene på tilhørerne…som flest er de andre spillere, dvs. flest
mænd. 

Mødelederen (moderator) er en skarpsleben kvindelig professor fra Malmøs
Universitet, og hun indleder med at sige at ved de mange, mange andre
debatter hun har ledet i netop den samme mødesal, plejer der næsten kun at være kvinder til stede, men denne gang er det omvendt. 

Til sidst i debatten, som lider under at det skal være på engelsk, føler jeg trang til at komme med en observation fra mine mange kampe som fodbolddommer i København. Jeg siger, at når vi nu er så mange mænd samlet til debat, så vil jeg berette noget fra de mange kvindefodboldkampe jeg har dømt i København, og som mænd normalt ikke beflitter sig med.

Jeg spørger salen om de ved hvad kvindelige fodboldspillere bruger 20-30% af spilletiden med?

De duller hår (“fiddle and arrange their hair”).

Moderator’s øjenbryn rammer loftet med et feministisk brag, og hun erklærer sig ‘speechless’ med et stort suk. Jeg morer mig, for min bemærkning kan ikke affærdiges som chauvinistisk forfølgelse – idet der er tale om en nøgtern observation som måske ikke er 
videnskabeligt dokumenteret og efterprøvet, men alligevel.

Jeg elsker jo den måde kvindespillerne bruger den bevægelse for at øge koncentrationen når de f.eks. står og venter på et indlæg, eller orienterer sig rumligt når bolden ikke lige er i deres nærhed.

Mændene har jo også deres overspringshandling: de spytter.

Jeg er meget træt af alt det mandespytteri på togperroner, fortove og pladser.
Det er sikkert rester af biologisk ur-instinkt, fra dengang hannerne 
afmærkede territorier, men jeg finder det stærkt provokerende…og på
den måde virker det jo. På mig.   

Næh, så hellere se en smuk kvinde sætte den samme hårlok om bag øret for femte gang på tre minutter.

Efter debatten bød Stadsbiblioteket på kold italiensk buffet og øl og vin og kaffe. En kvindelige leder holdt en tale om biblioteket, som ligger lige over for badelandet Aq-va-kul, som jeg flere gange har besøgt med min datter og min stedsøn. Inden broen kom til tog vi de spøjse flyvebåde fra Havnegade, for man kunne købe en særlig rabatbillet. 
Så skulle vi over og bade og spise pølser og kartoffelmos: kurv med mos. 

Lige nu hedder badelandet mere Ack-va-kul…for det har nærmest slået 
revner midt ned gennem hus
et, og er midlertidigt lukket på grund af 
faren for at det hele braser sammen. Det gælder ikke alene selve badelandet med den sjove bølgemaskine, men også afdelingen med det store 50 meter konkurrencesvømmebassin.

Efter maden og en del hyggesludder vaklede jeg hjem til hotelsengen i den lune sommeraften.

Jeg nåede dog lige at blive interviewet af en ung tysk radiojournalist fra Deutsche Welle, som havde syntes godt om en af mine få seriøse udtalelser i paneldebatten: at fodbold er den moderne mands sidste tilflugtssted for at komme af med nogle ur-følelser hans kvinde ikke på vilkår vil tillade ham at fyre af i det fine samtalekøkken, eller andre steder.

Som spiller kan han rase, brøle, spytte, score, himle op, rulle med øjnene og sparke og puffe…uden at nogen hæver et øjenbryn, højst et gult kort.

Som tilskuer kan han hade det andet hold og dets tilhængere og lave vrængende ansigter og råbe alverdens nedladende bandeord og besværgelser.

Jeg mener det er Fodbold som Psykoterapi, og endda til halv pris.
Jo, for 45 minutters psykoterapi koster ca. 650 kroner, og for samme beløb kan man få 2 x 45 minutters landskamp, en henning-i-presenning, nogle fadbamser og transporten oveni.

Mænd kan dermed gå til gestaltterapi, uden at det skal hedde sig at de gør det.

Men kors, hvor var jeg brugt ovenpå åbningskampen. Det mærkede jeg da englene stod udenfor biblioteket og hyggesludrede (vi har mange rygere på holdet).

Ømheden var udtalt i hele kroppen, for jeg er jo i så elendig form at jeg næsten ikke engang kan holde til at varme ordentligt op…men hvis jeg ikke varmer ordentligt op, så er risikoen for alvorlige led- og muskelskader langt større.

Jeg frygtede en nat med kramper i benene.

Det havde været en dejlig torsdag.

(fortsættes)