støt som hun går

jo, det kan du mene, men hvad skal jeg tænke når du gør det, for det er altså ikke bare sådan lige at tage den slags ind uden at man bliver nødt til at vende skråen en omgang, og det kan ikke siges at være en urimelig fordring at få meldt klart skib inden hundevagten begynder, for jeg har længe haft en fornemmelse af at det her ikke ligefrem er nogen ganske almindelig søndagssejlads i magsvejr, men i stedet en vild og oceanisk trespringskonkurrence på toppen af de brudte søer med en piskende hyler ind agten for tværs og alle sejl sat, og selv om vi så skulle klare pynten og ride den værste orkan af, så truer den uundgåelige stilhed efter stormen, og da vil jeg mere end noget andet frygte sekunderne lige efter at vi nærmest ved et tilfælde opnår øjenkontakt, og hvor ulysten til at bryde tavsheden brænder på tungen fordi vi i givet fald kender de første par hundrede replikker på forhånd – een af os skal jo være udkik imens alt dette foregår – og jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg vil reagere hvis du helt tilfældigt strejfer min overarm med en lok af dit hår, eller værre, hvis du kommer til at ryste en dråbe vand fra kanten af din underlæbe direkte ind i min mund, idet du med et irriteret ryk vender ansigtet væk fra mig, vel vidende at det ikke kun er min skyld at det er endt sådan, og at du ikke uden videre kan lade som ingenting og påstå at det vigtigste er at vi holder skuden på ret køl, og dermed undgår den forkerte sø som ville få spygatterne til at brække sig så vi kuldsejler og mister alt, for efterhånden vil jeg også hellere tabe det hele i et altindskyllende sekund, frem for at fortsætte rundt og rundt hav efter hav uden at vide hvor vi egentlig skal hen, og med kun den samme gamle uafrystelige kendsgerning som fast pejlemærke

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s