Monthly Archives: juli 2007

Good Evening…

DR 2 sender Hitchcock-film her i sommerferien.

Gyserfilm ser jeg ikke, for jeg er bange for at komme til at grine.
I virkeligheden er jeg måske snarere bange for at blive bange, men jeg plejer at påstå det første for at slippe for opfølgningsspørgsmål.
Helt bortset fra, at jeg i øjeblikket ikke behøver at se fjernsyn eller gå i biografen for at få gys.

Igår eftermiddags fløj en due direkte ind i mit stuevindue, med så stort et brag at jeg ikke helt kan afvise at der afgik en lille sjat i bunden af mine hjemmebukser. Fuglen så helt fornærmet ud over at gennemsigtighedskonceptet ikke var fuldt ud gennemført, eller også er det den samme fugl som for et par år siden besøgte mig inde i stuen, og efterlod mig med en klatgæld som jeg stadig betaler af på.
Duen i går vendte spektakulært rundt i luften, inden Newton begyndte at blande sig for alvor, og fløj over på en gren for at sunde sig lidt. Der sad den og så bebrejdende på mig med højre øje, som om det hele var min skyld.

Ved midnatstid begyndte anden del af gyseren, idet jeg fik besøg af to typer dyr som jeg har det meget forskelligt med.

Myg og edderkopper.

Hvis jeg ved, at der er en myg i det lokale jeg skal sove, så kan jeg ikke sove før den myg enten er taget på efterskole, eller er blevet så flad at ingen brystoperation kan redde sommeren for den.
Og der var to myg, så jeg, mens jeg var ved at falde ned af sengen i det første af flere forgæves forsøg på at klapse.
Da jeg hentede klapsestolen i køkkenet fik jeg øje på en ret stor og tyk og ganske sort edderkop med hovedet nedad. Den havde hovedet 
nedad, skulle jeg måske præcisere…selvom der var situationer under 
mine mislykkede klapseforsøg forinden, hvor neutrale observatører ville være kommet meget i tvivl. Jeg havde jo ikke ligefrem tøj på.

Hov…jeg skal lige tilføje, at jeg plejer at lempe fluer og andre flapsedyr ud i det fri, hvis jeg overhovedet kan, men ikke ved sovetid – og slet ikke hvis dyret kan sige den dér isnende høje summelyd + stikke mig med sin lange spytblandede snabel. Jeg var faktisk i Blodbanken i går, så jeg havde fået de stik jeg skulle have i denne omgang, syntes jeg. Lissom.

Edderkopper er jeg ikke bange for overhovedet, og jeg har mange gange ageret redningsmand for bævrende araknofobikere. Normalt gider jeg ikke gøre andet end sige hej til spindlerne, men i aftes var jeg allerede i dårligt humør fordi min nattesøvn var godt på vej til at blive ødelagt.
Så køkkenkravleren fik et reklamekuponhæfte at læse i, og jeg tog mig den frihed at gætte på at den var meget, meget nærsynet.
Inde i stuen (jeg sover i stuen) fortsatte jagten på de to møgkræ, og efter tyve minutter fik jeg ram på den ene. Men, men, men…den anden gik i flyverskjul. Meget fejt. Der lå jeg og ventede og ventede. Intet. Kun edderkop nummer to ovre i hjørnet, også sort, og – viste det sig – lisså nærsynet som ham ude i køkkenet. 

Til sidst måtte jeg lægge mig til at sove. Alt for sent. Jeg faldt en komatøs
søvn, som blev afbrudt klokken 03.24 af en lyd meget tæt på mit venstre 
øre. Jeg kom så hurtigt ud i sengen, at jeg fløj ind i mit stuevindue indefra 
og vækkede alle duerne ude i haven. Det var da altid noget. Myggen fik 
jeg basket efter et kvarter, som var mege ubehageligt. Når man sover så 
dybt som jeg gjorde inden myggen genoplivede mig, så er man meget 
lysfølsom, og man har ikke dagslysets normale muskelreflekser. Men jeg 
fik da dræbt den sindssyge myg. 

For engangs skyld fik jeg noget holdbart ud af Kuponhæftet: nattesøvn.

Fire døde dyr og en meget træt beolog blev nattens tabstal. Jeg er spændt på hvor meget ubegribeligt ævl der kommer ud af min mund, når jeg om lidt fortsætter indlæsningen af den bog, jeg er i gang med henne i lydbogsstudiet. Mit normale kontrolfilter sover, kan jeg mærke. Det bliver en sjov cd. Glæd dig for tidligt. Godnat.

Reklamer

Fordi jeg siger det!

Som lykkelig indehaver af en vandhund skal man ofte i svømmehaller.

En regnfuld sommerdag valgte min badeglade datter Frederiksberg Svømmehal som udflugtsmål efter vedholdende rygter om en god lang vandrutsjebane.

Jeg valgte at klæde om og bade med, men tog alligevel min lærredsmulepose med radio, bog, avis og så videre med ind. Vist burde jeg sofort svømme 20-30 baner, og gerne på langs af bassinet, men jeg har det med at finde en god tilskuerplads og høre radio og læse imedens hun leger delfin. Jeg fandt en perfekt stolpe at læne mit knirkende korpus op ad, og forsvandt dybt ind i en avisartikel om Morten Ramsland og hans Hundehoved-roman som jeg skulle til at indlæse som lydbog.

Pludselig prikkes jeg let på skulderen og da jeg vender hovedet ser jeg ind i en decideret venlig bademesterindes ansigt. Hun beklager meget, men i følge reglerne må man ikke læse avis i svømmehallen.

Jeg måber.
Meget.
Længe.
Så siger jeg blødt at det ikke kan passe.
Jo…det kan det.

Hun er irriterende rar og har smukke øjne og charmerende kalveknæ.

Jeg meddeler at jeg vil gå så langt som til at kalde det forholdsvis sygt som sådan. Det vil hun ikke uden videre erklære sig hverken enig eller uenig i på stedet, på anden vis end ved at pege på et opslag i periferien med sine distraherende lange og feminine fingre.

Jeg har bemærket mig at der er kommet en ny trend i visse miljøer, hvor 
mange mennesker mødes i et såkaldt offentligt rum. Det er en slags nultolerance, hvor man har en del regler og slår ned på selv den mindste overtrædelse uden tøven. På en måde kan jeg godt forstå det, og egentlig også lide det. Ellers vil alle, inklusive mig selv, forhandle og diskutere ethvert direktiv eller påbud: – Jamen jamen og jo jo og hvorfor det og hvad??

Da jeg var dreng var der øvrighedspersoner, som fx. lærere, bademestre og parkbetjente, der var ondsindede og sadistiske uden anden grund end at det var de bare. Så kom en lang periode hvor regler og løftede stemmer ikke var inde. Nu synes jeg at tiden er meget mere ‘hold kæft’-agtig, og jeg kan godt se ideen og formålstjenesteligheden.

Men…at man ikke skulle kunne læse en avis i en svømmehal??

Bademistressen ser fortsat på mig med store klare øjne og jeg vælger at resignere, mest fordi hun skal præmieres for at være så god til at give en dårlig nyhed uden at være aggressiv. Efter at jeg har ulmet og skumlet lidt, så pakker jeg avisen sammen og svømmer næsten en hel halv bane i ren trods.

Men…hør hov vent holdt stands stop!!

Jeg havde forresten da også en bog med i muleposen!
Hvad med den??

Ifølge reglerne i hallen må man ikke have aviser og mobiltelefoner med….så-eh….hvad med en bog? Jeg var lige ved at spørge bademosteren om reglerne foreskrev at jeg heller ikke måtte tænke syndige tanker.

Nu er jeg spændt på hvilke samfundsordener jeg kommer til at opleve i Gladsaxe Svømmehal, Kildeskovshallen og i Fælledparkens Soppesø?

Må man tygge venstre om i cafeteriet?
Må man have nålestribede badebukser på?
Må man have hår på lårene og i givet fald hvor meget?
Må man have badehætten på omvendt?
Må man sige ordet ‘omkalfatre’?
Må man lave klappelege i varmtvandsbassinet?
Må man savne nogen i saunaen?
Må man have spist kulmule eller stegt lammehovede til frokost?
Må ens forældre have dyrket egne grøntsager?
Må man sprede ben på vej ned fra femmeren, og givet fald hvor meget?

Jeg kan næsten ikke vente på at få svar på disse og andre spørgsmål.

PS. Vandrutsjebanen var faktisk god. Jeg hyggekurede et antal ture i siddende stilling, medens datteren tordnede nedad liggende. Gys. Jeg tror faktisk det var præcis to år siden vi besøgte den besynderlige avisfri svømmehal med indbygget bademoster – og i dag skal der en hel del meget mere til at lokke mig ind i, og ned ad, de dér kure-på-hoved- og-røv-rør. Mere gys..!

Fra vores egen verden

Spacemermaid vil gerne på sin blog orientere om bloggere, der blogger om at blogge. Det synes jeg er en god idé. Derfor vil jeg gerne her på min blog viderebringe hendes opfordring til at bloggere, der blogger om at blogge, i deres blogindlæg bruger ordene bloggere om at blogge.

På den måde hjælper jeg Space, hvilket jeg på det bestemteste holder meget af at ville kunne gøre, og samtidigt bliver jeg til en blogger, der 
blogger om en blogger, som blogger om bloggere, der blogger om at blogge.

Gør jeg ikke? 

Over Fingrene Rap

aftensolen er der stadig
hendes cykel den er hvid
hun har taget den med i toget
selv om hun har nok af tid

hun er sund og slank og alt det der
som mange andre kvinder
men hun kigger ned i gulvet
livet kører ikke på skinner

bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden
bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden

hun er stadig lidt chokeret
troede alt var som det sku’
han var sød og sjov og lækker
det var hendes tur nu

de sku’ til at flytte sammen
han var frisk og hun var klar
til hun så ham stå og kysse
hendes veninde på en bar

hun fik et bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden
hun fik et bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden

hun har et bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden
hun har et bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden

hva’ nu hvis, hva’ nu hvis det sidste tog er gået
klar besked, sæt farten ned – prøv benene du har fået

hun har et bittert drag, bittert drag, bittert drag om munden
han var lidt af et vrag, lidt af et vrag, lidt af et vrag på bunden

bittert drag….

Et år senere…

På tirsdag er det 1 år siden jeg skrev det første lille indlæg her på institut-bloggen – og i aftes blev jeg grebet af en dejlig varm glædesfølelse.

Jo, for jeg kan tydeligt huske hvordan jeg havde det med at åbne den nye blog, i stedet for den gamle bloggehoved-blog jeg havde. Det ærgrede mig at blogger.dk skulle lukke, og jeg gad ikke flytte over på den tilbudte ‘1-2-3-Hjemmeside’-server. Nærmest for sjov åbnede jeg så en blog her hos Xtra|blog, alene fordi det var så forholdsvis nemt at gøre det, rent teknisk. Jeg regnede bestemt ikke med at det ville blive til noget særligt.

Min glæde handler om, at hvis jeg sammenligner min følelse i juli 2006 med hvad jeg så har fået skrevet i de over 360 indlæg her på institut-bloggen, så er det en god fornemmelse jeg har i kroppen.

At forsøge sig med at skrive, er jo ikke det samme solide håndværk som at bygge huse, optræne hunde eller have en fodposefabrik. Og jeg troede virkelig ikke jeg kunne finde på mere at skrive om, efter at have gennemført satsningen på min gamle blog, hvor jeg fra marts 05-marts 06 ville skrive mindst et indlæg om dagen, året rundt.

Selvfølgelig kommer man hurtigt til at skrive om de samme ting, og man gentager også sig selv og bruger de samme greb og fire-fem vitser. Og jeg har også omarbejdet og overført nogle indlæg fra bloggehoved-bloggen til instituttet. Men alligevel. Der står faktisk nogle spøjse, nye ting her på instituttet, som fik sin endelige form takket være den flotte overbjælke SuperKarla var så sød at fremstille og forære mig. I starten så man kun en sindssyg idiot true med en kæmpestor kokkekniv – på sort baggrund.

Den skulle jeg måske have beholdt, trods alt?? Måske.

Jeg er i hvert fald stolt af at kunne plage forlagene med 120 udvalgte prosaindlæg fra bloggen. Hvis disse lidt længere indlæg blev trykt i bogform, så tror jeg faktisk de ville…hmm…befrugte hinanden, så læseren fik en god oplevelse ved at kunne hygge sig med dem i god ro og orden, f.eks. på den daglige togrejse.

Det har været et godt første arbejdsår på instituttet.

Skriver I, Karle?..Kimer I, Klokker?

støt som hun går

jo, det kan du mene, men hvad skal jeg tænke når du gør det, for det er altså ikke bare sådan lige at tage den slags ind uden at man bliver nødt til at vende skråen en omgang, og det kan ikke siges at være en urimelig fordring at få meldt klart skib inden hundevagten begynder, for jeg har længe haft en fornemmelse af at det her ikke ligefrem er nogen ganske almindelig søndagssejlads i magsvejr, men i stedet en vild og oceanisk trespringskonkurrence på toppen af de brudte søer med en piskende hyler ind agten for tværs og alle sejl sat, og selv om vi så skulle klare pynten og ride den værste orkan af, så truer den uundgåelige stilhed efter stormen, og da vil jeg mere end noget andet frygte sekunderne lige efter at vi nærmest ved et tilfælde opnår øjenkontakt, og hvor ulysten til at bryde tavsheden brænder på tungen fordi vi i givet fald kender de første par hundrede replikker på forhånd – een af os skal jo være udkik imens alt dette foregår – og jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg vil reagere hvis du helt tilfældigt strejfer min overarm med en lok af dit hår, eller værre, hvis du kommer til at ryste en dråbe vand fra kanten af din underlæbe direkte ind i min mund, idet du med et irriteret ryk vender ansigtet væk fra mig, vel vidende at det ikke kun er min skyld at det er endt sådan, og at du ikke uden videre kan lade som ingenting og påstå at det vigtigste er at vi holder skuden på ret køl, og dermed undgår den forkerte sø som ville få spygatterne til at brække sig så vi kuldsejler og mister alt, for efterhånden vil jeg også hellere tabe det hele i et altindskyllende sekund, frem for at fortsætte rundt og rundt hav efter hav uden at vide hvor vi egentlig skal hen, og med kun den samme gamle uafrystelige kendsgerning som fast pejlemærke

bord og ben og bare bordben

først skriver jeg rød kjole og blå cowboyjakke
så skriver jeg varm sommeraften og belgisk øl  
nu behøver jeg ikke skrive mere at jeg skriver
jeg kan jo selv læse det når det er noteret ned
der står nu at mit ben blev klemt under bordet
at jeg først ikke kunne forstå hvad der foregik 
benet sad helt fast i byens skønneste skruestik
pludselig kunne jeg se hvad årsagen var til det
det stod skrevet mellem linjerne i hendes blik
ordløst spurgte hun om jeg havde fæstnet mig
så skete der en hel masse på ganske kort tid
det er lang tid siden og jeg går frit rundt igen
kjolen, bordet, benene, ansigtet og hænderne