Monthly Archives: juli 2007

Et pungsindigt pungtum

I den fortsatte Marx Brothers-agtige helaftensfilm om min ekskones forsvundne feriepung, har tirsdagen budt på præcis de overraskende skift i manuskriptet, som får een til at se den samme film igen og igen.

Jeg bliver ikke en kæft forbavset hvis kaptajnen fra det Novair-fly, som jeg siden i lørdags har forsøgt at få kontakt med, for at få at vide om de eventuelt skulle have fundet pungen i lommen i stoleryggen eller i bagagerummet over sæderne, ringer til mig og siger: “…and two hardboiled eggs…HONK!…make that three hardboiled eggs!”

Det har hele tiden været oplyst for mig, at charterflyet overnattede i lufthavnen på feriestedet natten mellem fredag og lørdag, for at returnere til Kastrup lørdag eftermiddag. Det faktum har ført til en del usikkerhed om hvad kabinepersonalet ville have stillet op med en herre- eller dameløs pung. Måske ville de tage den med hjem til Kastrup, eller måske ville de aflevere den til myndighederne i lufthavnen på ferieøen.

Men i formiddags blev jeg ringet op af Mette, en meget venlig medarbejder fra Apollos kunderservice i København. Hun havde læst mine mails fra weekenden – skrevet på svensk(!) – og hun havde nu haft tilgang til den meget vigtige informationskilde: Kabinerapporten.

Nu blev der talt et sprog jeg kunne forstå!

Desværre var rapporten negativ med hensyn til håbet om at pungen bare var blevet glemt på flyet, for den var ikke blevet fundet.
Noget tyder altså på, at den er blevet stjålet, mens hun og min datter ventede på kufferterne i lufthavnsområdet på ferieøen. Jeg takkede Mette, og genoptog højtlæsningen af Kennedy-biografien.

Ved hjemkomsten til internettet måtte jeg lige gnide øjenæblerne en ekstra gang. En mail fra Apollo i Stockholm, påstod at flyet IKKE havde overnattet på ferieøen, men tværtimod skyndt sig hjem til Arlanda med et læs solskoldede svenskere og deres pakkenelliker.

A’ va’ for’ en luftballon?!

Jo, ifølge mailen var Airbussens fredagsprogram skruet sådan sammen, at den tidligt om morgen var fløjet fra Arlanda til feriøen med et læs svenske blegansigter, for derefter straks at returnere til Kastrup med et læs solskoldede danskere. Aldrig så snart havde den sat dem af, før den fik et nyt læs blegansigter om bord (deriblandt min fru X og vores datter) og fløj dem ned i solen, til selvsamme destination som svenskerne om morgenen. Og dagen sluttede med at Novair-bussen lettede, indeholdende dagens sidste kuld af godt brankede ferierejsende med snus under overlæberne – og kursen sat direkte mod Arlanda i Stockholm, med ankomst 02.45 lørdag morgen.

Aha.

Flyet havde altså ikke overnattet i lufthavnen på ferieøen!
Jeg anerkender fuldt ud, at man skal slå æg ud for at lave omelet, men alligevel…efter et nyt telefonopkald til Kundersevice-Mette, kan der nu sættes et foreløbigt pungtum.

Jo, Mette måtte indrømme at flyet havde haft det skema fredag 13. juli, og hun kunne endda slå kabinerapporten op på skærmen: desværre.
Det var altså rigtigt, at pungen ville være endt i Hittegodsafdelingen på Arlanda i Stockholm…hvis den altså var blevet fundet på flyet af kabinepersonalet.

Suk.
Det var nogle meget små badebukser, der kom ud af det skind.
Men ihhhhh, hvor kan vi svømme!

Apollo fredag den trættende

De smilede, gjorde de.

Min datter og eks-kone rullede op ad rulletrappen i Kastrup lufthavn i fredags. Glade og forventningsfulde og på vej til en uge i solen sydpå. Jeg vinkede, og håbede på at den uheldige dato ikke ville komme på banen. Den virker jo også omvendt, nogle gange. Min datter blev født fredag den trettende. Jeg vinkede til dem, og rullede hjem i ekskonens nydelige Yaris, som jeg passer mens de er afsted. De rejser med Apollo og flyver med Novair.

Tidligt lørdag morgen ringer en meget alvorlig Fru X. Hendes pung er enten bortkommet på flyet, eller stjålet i lufthavnen efter ankomsten. Hun betalte med dankortet på flyet, så der er kun de to muligheder. Om jeg vil hjælpe med at efterlyse pungen og sende lidt nødhjælp, indtil hun kan ringe til sin bank om mandagen?

Ja, det vil jeg da…og det går nogenlunde nemt med at overføre penge fra et posthus til et Western Union-kontor på feriestedet. Langt, langt mere Marx Brothers er der over at få fat på nogen, der kan give et ordentligt svar på om personalet på flyet eventuelt har fundet pungen, og hvad de i givet fald har gjort ved den. Visa/Dankortet spærrede min eks-kone hurtigt, men der er jo også kørekort, sygesikringskort og et pænt beløb i kontanter i pungen.

Jeg ringer til Apollo Rejser i København, som be’r mig kontakte Novair i
Stockholm. Novair og Apollo ejes begge af den schweiziske rejsekoncern 
Kuoni. Tak for hjælpen, si’r jeg bare.

I Stockholm har Novairs hovedkontor weekendlukket, men en medarbejder i salgsafdelingen be’r mig kontakte Apollo Rejser i København. Javel, så. Jeg når at tale med en del interessante mennesker, men ingen kan finde ud af at kontakte nogen på Novair som har haft med netop den specifikke flyafgang at gøre. Ej heller kan jeg få et entydigt svar på, hvad kabinepersonalets procedure er, hvis de finder en pung på flyet.

Sagen er lidt tricky, idet flyet har overnattet på feriedestinationen. Det betyder at man måske har afleveret pungen til hittegodsafdelingen eller til politiet på ferieøen. Jeg kan ikke få besked om det. Heller ikke flere mails til Novair i Stockholm udløser nogen reaktion i weekenden.

Nede på ferieøen har Apollos guide vist nok spurgt for sig i lufthavnen, men der kommer ingen gode nyheder fra den kant, og pungen var ikke i bussen til hotellet. Kommunikationen med min ekskone besværes af, at hun og datteren har ladet mobiltelefonerne blive hjemme. Dem passer jeg også.

Flere opkald til Lufthavnens Hittegodsafdeling i Kastrup er også forgæves, 
selvom meget tyder på at flypersonalet ville beholde pungen og tage 
den med hjem til Kastrup om lørdagen. Politiets Hittegodskontor i Vanløse 
har heller ikke hørt om pungen, men siger at man automatisk sender den 
til ejeren via adressen på sygesikringsbeviset. Det lyder jo meget godt, 
men gør man også det hvis der er et større pengebeløb i pungen? 
Det må man da vist ikke, eller hur?    

Nå, men jeg cykler ind til Apollo Rejser ved Vesterport i København mandag formiddag. En ellers meget venlig mand siger, at det jo ikke er deres opgave i rejsesalgsafdelingen, men han vil prøve at ringe til Kundeserviceafdelingen i Apollos hovedkontor i København. Der er optaget. Længe. Han går glip af indtil flere ekspeditioner, og er måske aflønnet på procenter. Hvad ved jeg…jeg vil bare så gerne vide hvad personalet på flyet ville gøre, hvis de fandt en pung fredag den trettende.

En meget venlig ansat i Apollos kundeservice, begynder at trække i nogle interne tråde, og jeg sender hende kopi af min lørdagsmails til Novair i Stockholm. Hun lover at undersøge sagen. Mandag eftermiddag får jeg en 
mail fra Apollo i…øhh…Stockholm, tror jeg nok…efter at mailen har været
en tur via en norsk Apollo-medarbejder. I hvert fald er svaret meget, 
meget opsigtsvækkende. Apollo-medarbejderen har spurgt en kollega i 
Novair om normalproceduren i den slags sager, og svaret er at pungen 
skal transporteres op til Apollos hittegodsafdeling i Arlanda Lufthavn i 
Stockholm…

Aha.

En medarbejder i det SAS-ejede selskab som tager sig af det praktiske 
for Novair i Kastrup, siger i telefonen at hun bestemt vil mene at 
flypersonalet ville tage en glemt pung i flyet med hjem til Kastrup, og 
lægge den i nogle særlige lukkede kasser, som politiet herefter tager sig 
af.

I dag er det tirsdag. 

Min datter og ekskone har besluttet, at tabet af pungen ikke skal få lov at ødelægge ferien. Det synes jeg er en god beslutning. Min datter plopser sikkert rundt i poolen, og min ekskone plopser sikkert med. De kommer hjem på fredag. I mellemtiden ligger der en bordeauxrød pung, et eller andet sted, og griner af det hele. Jeg spørger mig selv om der overhovedet var personale med på flyet i fredags, siden det skal være så helt utroligt vanskeligt for dem som taler med kunderne nede på jorden, at få klar besked om det konkrete og det generelle.

Det, der irriterer mig mest, er fornemmelsen af at efterlysningen af 
pungen, og især forespørgslen til kabinepersonalet på det konkrete fly, 
er mit og min ekskone personlige, private problem. At rejseselskabet 
ikke kan bruge tid på det. Ring til Stockholm, si’r de. Jo tak, men det er 
jo ikke helt gratis – og desuden er der lukket.

Jeg er spændt på hvad dagen bringer af nye spændende forslag.

Moralen er: Rejs ikke med Apollo fredag den trettende, og hvis du gør det alligevel – og føler trang til at miste din pung i Novair-flyet – så køb to mobiltelefoner på ferieøen og få dem til at ringe hinanden op skiftevis. 

Sæt dig eventuelt hen i baren og lav det om til en selskabsleg, hvor du 
og din rejsekammerat skiftes til at være de forskellige ansatte i alle 
selskaberne i Danmark, Sverige og Norge. 

Den første som kan sige 777 sjukskjöterskor har vundet en flyversjus.

Klasse kontra kokasse

Noget godt kommer der trods alt ud af TV 2.

I dag viste sommervikarerne på TV 2 News kl. 16 et indslag fra en kokasse i Mols Bjerge på Djursland.

Midt i kassen stod Naturvejleder Morten D.D. Hansen og jublede.
Han rodede godt rundt i lortet, og gravede med sine nøgne hænder den sjældne humlerovbille frem fra de endnu friskdampende efterladenskaber.

Åh, den gode Hansen var ikke til at styre i sin glæde over at se billen rejse bagkroppen trodsigt, og da den kastede sig lystent over en hunhumlerovbille, og gav hende hvad hun havde godt af, var min 
navnebror tæt på tårer.

Det er nemlig sådan at der er 80 billearter i komøg, og Hansen har haft fingrene i samtlige arter. Alle fire snese er truet af, at man i det almindelige landbrug udsætter køerne for en kraftig påvirkning af hormoner, og de hormoner smager åbenbart ikke godt nede i kokassen. Billerne bliver simpelthen væk.

Men i det økologiske landbrug er der gode råvarer i lortet, og når så selveste humlerovbillen bider glad til bolle, er der god grund til optimisme, mener naturvejlederen.

Morten D.D. Hansen er bekymret over hvordan det i fremtiden skal gå for de firs billearter i kokasserne.

Og her er det så jeg må bekende en synd.
Det er noget lort – jeg ved det godt – men ud skal det sgu.

Jeg er personligt ikke en skid bekymret over det miljøproblem.
Faktisk er jeg pisseligeglad.

Derfor er det dybt positivt for miljøet, at min navnebror står solidt plantet hvor han står – og at jeg sidder hvor jeg sidder. Jeg vil endda gå så langt som erkende, at han har fortjent hver en krone og øre han tjener mere end mig. Han er ikke møgheldig, bare kompetent og seriøs, og den slags skal jo give kasse.

Det er varmt i dag…jeg vil på humlerov, bilder jeg mig ind.

Klasse kontra kasse

Danmarks Radio er et brand for mig.

I min begrebsverden betyder DR ordentlighed, redelighed, troværdighed, forskellighed og kvalitet. Der er nogle grundregler som DR plejer at overholde, og som gør institutionen til en uafhængig og pålidelig public 
service leverandør. Der er et bundniveau som DR plejer at holde sig over.

Et eksempel:

I går sad jeg i en meget blød lænestol og så TV 2 Zulu, endda tidligt på dagen. Man viste et amerikansk produceret program fra 2000 om en 
retssag i Philadelphia, hvor en rabbiner ved navn Neulander blev tiltalt for at
have betalt to mænd for at myrde sin kone. Trods overdramatisk og 
bronkitisdyb fæhovedspeak og endeløse build-ups, cliffhangers, breaks 
og coming-ups, var udsendelsen elementært spændende.

Nævningetinget kunne ikke blive enige om en dom. Otte ville dømme og 
tre ville frifinde, så retssagen skulle gå om. Et lakonisk skilt meddelte, at 
alle parter i sagen med stor spænding imødeså den nye retssag, som var berammet til 2003.

Ja, mon ikke! En dødsdom svævede over rabbinerens hovede. Men TV 2 Zulu hoppede hastigt og lystigt videre til næste program, uden ydervidere information.

Havde det været DR som havde vist den udsendelse, så siger min erfaring 
mig at man ikke ville have spist seerne af med den afskedssalut. 
Man havde undersøgt hvordan sagen endte, og lavet sit eget skilt eller sin 
egen outro-speak om det. For seerens skyld.

Men på TV 2 Zulu? Nixen bixen. Nothing. Nada. Zero. No way. Glem det.

TV 2 koncernen er en privat virksomhed som regeringen holder meget af, og som bruger den kommercielle verdens forretningsmetoder. Tilfredse seere og lyttere? Ja, hvis de kan betale, og hvis det giver et årligt forbedret afkast. Investeringen skal forrentes fornuftigt. Sørg for at kunderne forbliver tilfredse og propmætte, som om de havde adgang til en slags mediebuffet. De må endelig ikke udfordres eller provokeres, for så er de ikke i det rette humør til at falde for sponsorernes dyrt betalte reklamer. Pas på med at være for kritisk mod sponsorerne moderfimaer. Indrøm aldrig offentligt at hensynet til afkastet kommer før indholdet.

Jeg tror desværre at tiden med DR’s gode gamle dyder er ved at være 
forbi. På grund af inkompetente mænds skalten og valten med 
licenspengene, for at få en stor lækker spilledåse at spejle de sidste 
rester af deres forsvindende manddom i, er DR ved at lide sparedøden
som kvalitetsformidler.

Tilbage er der snart kun friske unge alt-mulig-popører af begge køn, som kan fnise på kommando, svinge med armene på tælling og sige 
premiereminister og ynglingsskuespiller kun iført reklamesmil og viltert garn.
Pengene bruges til at middelmådighederne kan komme ud på så mange platforme som muligt. I min optik er der for meget plat og for lidt form.

Indsigt, rutine og erfaring er alt, alt for keeeeeeedeligt, og sikkert alt for venstresnoet…skyd efter benene!

Rabbiner Neulander?

You tell me!

højtideligt løft

der er brug for en helt ny stil i mit liv
min indre kontrolmogul må aktiveres
nu skal de gamle boller ud af suppen
ikke tale om at køre i bil på arbejde
jeg har købt min allersidste cigaret
det er slut med vingummi og lakrids
i morgen finder jeg mine løbesko frem
smør på brødet er et overstået kapitel
fløde og sukker kommer ikke i kaffen
dagligt tripper jeg en halv time på stedet

Bank, Bulldog, Bad, Bil og Beolog

I 1989 arbejdede jeg i et halvt års tid som reporter på Morgenflimmer, som var en daglig tv-morgenflade med nyheder, vejr, sport og andet løsøre. Det var Kanal 2 som producerede, og programmet blev sendt til hele Storkøbenhavn og vist på kabelnettet. Det var mit første betalte job som journalist.

Jeg lavede alle mulige slags indslag, både indenrigs- og udenrigsnyheder og sport, plus en hel del underfundigheder med humoristisk tilgang.

Det var der heldigvis albuerum til. TV-stationen var i det hele taget en fødeklinik for kommende tv-personligheder som f.eks. Camilla Miehe-Renard og Bubber, samt en masse dygtige producere, fotografer, lydfolk, sminkører osv.

En af mine største triumfer var da jeg fik værtsparret Steen Andersen og Vibeke Lyngse, til at flække af grin kl. 06.15 i direkte transmission, da de for første gang så og hørte mit indslag om kontrasten mellem den fantastiske amerikanske Super Bowl NFL-fodboldfinale og daglidagen som dansk fodboldfan med lunkne halvkogte pølser og dovent fadøl på tomme tribuner. Det var vel at mærke før Superligaen blomstrede op for alvor i halvfemserne.

Jeg lavede også en lille kortfilm, baseret på et digt fra min debutdigtsamling Blindforsøg. Digtet og filmen handler om en forvirret mand (spillet af mig) som går rundt i København, og lader tilfældige mennesker og begivenheder styre hans gøren og laden.

Han går ind i en bank nær Tivoli, og kommer ud med en boxerhund (spillet af en fransk bulldog) som trækker ham ned ad Frederiksberg Allé og videre til Valby Langgade til den mest syrede butik, jeg nogensinde havde set. En blanding mellem en Køreskole og et Hundebad! Bankens skiltning havde nu heller ikke været helt uden underholdningsværdi, idet der stod: Boxer Udleies.

Ullas Hundebad/Valby Trafikskole stod der på skiltet. Fruen ordnede vovserne og manden kørte rundt i byen med sin Skolevogn og sine elever. Parret havde været så helt utroligt søde at låne mig deres franske bulldog, og manden spillede endda med i filmen.

Hunden trækker mig med ind i butikken. Det næste man ser, er at vi kommer ud igen. Jeg tørrer mine få våde hårtjavser med et lille håndklæde, og ser meget konfus ud, da kørelæreren overtager hunden og viser den til rette bag rattet i Skolevognen. Den skal såmænd have en køretime. Jeg ser måbende til, da bilen ruller ud fra fortovskanten, ryster resigneret på hovedet og går videre i mit forvirrede liv.

Jeg taber håndklædet på fortovet, og selv om en forbipasserende dame hiver mig i ærmet for at gøre mig opmærksom på det, så vader jeg bare videre i min typiske vuggende gangart.

Hun får øje på kameraet, som blev betjent af min kollega, Martin Lund, og smiler da det går op for hende at hun er med i en film. Det vidste hun ikke da hun hev mig i ærmet.

Igennem hele filmen har man hørt en masse fusionsjazz samt min messende stemme, der i etaper læser digtet op:

det hele begyndte en morgen jeg kom gående

pludselig spurgte jeg en eller anden hvor jeg var
men selv efter det ventede svar var jeg stadig i tvivl

hvor langt skal jeg gå
hvor langt behøver jeg at gå

jeg fortsatte en tid

hvad tid var det

det var morgen
det var i morgen

det hele begyndte den morgen
det hele begyndte at gå over
selv efter en tid var det stadig begyndt

nu bagefter kan jeg godt se at
det hele begyndte for sent

jeg begyndte for sent

jeg var aldrig i tvivl
før bagefter

hyp for helvede

jeg har vist før nævnt at der er ting jeg ikke vil skrive om
det er ret beset ikke en ordentlig måde at opføre sig på
hvorfor klage over bøffen hvis man hellere ville have fisk
nu vil jeg gøre et forsigtigt lille forsøg på at åbne mig lidt
de farligste emner er længsler og ubalance og tidsforløb
hun lå altså der med benene op ad kaminen og hvad så
sådan smutter jeg altid udenom med en gammel traver

vi stod der på bakken op mod zoologisk have og tøvede
du sagde noget om et eller andet som jeg har glemt nu
tingene hang jo ikke ordentligt sammen og vi vidste det
jeg prøvede at smutte ind af dit hjertes personaleindgang
som om det bare handlede om at gøre noget herresmart
til sidst nærmest snerrede du at du jo ikke elskede mig
mit blik døde som om jeg fulgte en posthypnotisk ordre

lige siden har jeg vel haft et nogenlunde almindeligt liv
selv om jeg i princippet stadig kan befinde mig i trance
jeg har arbejdet og spist aftensmad og mødt nye kvinder
man kan ikke uden videre mærke nogen forskel på mig
ingen ved jeg hele tiden er under starterens kommando
jeg står i en lille boks med vat i ørerne og skyklapper på
på et givent signal vil jeg løbe for livet og ikke se tilbage

Og skyerne holdt vejret

I aftes stod jeg for enden af en stille villavej, og så hvordan skyerne skiftede farve fra det tilforladelige til det truende.

Jeg var gået ud på vejen for at spille bold med min datter. Dér stod vi med ti meters afstand til hinanden, og gjorde ikke andet end at kaste en lille orange bold til hinanden.

Jo, selvfølgelig ville jeg da gerne have en masse penge, eje alle husene 
på vejen og besidde et job fyldt med guldrandede visitkort, diskrete 
luksusbiler og kvinder med hurtige idéer.

Men så alligevel. Dér stod vi bare. Hun kastede bolden. Jeg greb den. Jeg kastede den. Hun greb den.

Variationerne var at jeg kylede bolden langt fanden i vold, eller at hun
tyrede alt hvad hun kan…og det er ikke så lidt! Under flere af mine forgæves forsøg på at bryde boldens bane fik jeg kun pareret den 
sideværts ind i haverne, og min datter elskede at trække sin skrækstivnede far hen til indkørslerne, og med magt puffe ham ind bag 
den farlige hæk for at hente bolden.

Vi grinede og pjattede og lavede grimasser.

Tordenskyerne tårnede sig op, masede sig tæt sammen, og blev helt marineblå i basunkinderne af at holde sig, så de to skøre mennesker nede på vejen blev ved med at fjolle så pudsigt rundt i stedet for at søge ly.

Jeg tror det var en vældig god stund.