Pop under pergolaen

Torsdag satte jeg mig på cyklen for at køre til reception i en bogcafé.
En holdkammerat fra FC Fodboldenglen præsenterede en ny roman.
Jeg havde lovet ham at komme og det var han glad for, vidste jeg.
Da jeg nåede til Hillerødgade væltede vandet ned fra en hidsig regnbyge.
Jeg flygtede ind under en Netto-pergola og blev pludselig mismodig.
I ørerne hørte jeg noget overglad popmusik i radioen.
Regnen blev nu så kraftig at den lavede vandbobler i pytterne.
Mit humør sank til et niveau som ville gøre det svært at gennemføre.
Jo, selvfølgelig kunne jeg fortsætte, men det ville kræve store ressourcer.
Jeg kunne ikke bare lade som om jeg var okay.
Og nu var det jo ikke mig, det handlede om…men Kims bog.
Så jeg vendte om og cyklede hjem igen, med sort sol i hjertet.
Jeg sad i min blå sofa hele aftenen.
På DR2 så jeg to fede tv-krimi’er med nordirske Murphy og skotske Fitz.
Så gik jeg i seng og drømte om langt hår og lange lår.
Fredag morgen cyklede jeg på arbejde og læste højt for mikrofonen.
Jeg kunne stadig mærke en dump murren i maven og et lille stik i hjertet.
Men så skulle jeg hente min datter på togstationen om eftermiddagen.
Hun havde vandret seks kilometer på bare tæer og havde store vabler.
Natten tilbragte hun i telt på Stevns med de ældste elever fra skolen.
Hendes glæde ved at se mig blandede sig med min glæde.
Hun virker på mig som en type, der tager livet som det kommer.
Det er som om hun synes at hver eneste dag er et godt tilbud.
Da jeg var tretten måtte jeg skifte skole, mentalt mørbanket og brugt op.
I den gamle skole var jeg den sjove tykke dreng som tit blev drillet.
Det var måske fordi man tydeligt kunne se det på mig når jeg blev såret.
Til sidst holdt jeg helt op med at være sjov og så vågnede de voksne op.
Der er meget mere grundprotein i min datter.
Hun er sejere og sundere.
Det er en lykke for mig.
En meget stor lykke.
Vi glemte forresten hendes telt på perronen.
Det er egentlig mit telt og var helt nyt.
Jeg anede ikke at jeg havde det.
Det stod og kedede sig i hjørnet af mit tøjskab.
Først sagde jeg nej, da hun sms’ede og spurgte om jeg havde ét.
Så fandt jeg det og hun fik det med.
Nu er det væk og jeg er fuldstændig ligeglad.
Bare min datter gi’r den gas og skyder ryg.
Og min store bonussøn siger det går godt med kæresten og lærepladsen.
Så skal jeg nok skråle med på de glade fredagssange i radioen.
Mexico ligger i Spanien.
Kære Lille Mormor.
S.o.m.m.e.r.
Berlin.
Dér.
Ja?
Ja!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s