Beologen bander fælt

Jeg er røvhamrende træt af en ganske bestemt praksis på tv. Den rammer mig midt i hjertet som et vildfarent krydsermissil, og altid når jeg er mest sårbar og åben for indtryk.

Når en film, eller et afsnit af en dramatisk tv-serie er ved at slutte, så vælger de fleste instruktører at lade den sidste scene klinge ud, så seeren efterlades med muligheden for et øjebliks refleksion. Eller når det er bedst, med en god chance for at lade sig overvælde af de følelser, som afslutningen eventuelt udløser.

Metoden varieres fra at gå i sort i nogle sekunder og lade stilheden råde. Eller at spille noget velvalgt musik og lade slutscenen vare i ekstra lang tid. Rulleteksterne kan også bruges som bagklæde for eftertanke.
Den slags.

Og det er lige præcis i de få vederkvægende sekunder, at tv-stationerne voldtager min sjæl på den mest ækle og svinske facon. De tror i deres 
himmelråbende naivitet, at hvis de nu lige skynder sig at lade en frisk fyr 
eller en vampet moster tale ind over filmens afslutning, så kan de lokke 
mig til at blive på kanalen og ikke (gys!) zappe væk.

Ikke alene får jeg et chok hver gang den overfriske stemme brager ind 
over – ja, faktisk mens filmen stadig er i gang – men jeg bliver også tiltalt 
som om jeg lige er vågnet op fra en lang og mislykket hjerneoperation.
Jeg får dikteret hvordan jeg bør forholde mig til det, der lige er blevet sendt, og får helt uopfordret det meste af næste afsnits indhold afsløret.

Speakeren skynder sig også at sige en hel masse om det program som kommer lige efter reklamepausen – eller den endeløse række af de 
samme to-tre spots for kanalens øvrige programmer. Alt sammen for at lokke mig til at blive. 

DR2 er desværre den værste spielverderber af dem alle sammen, og 
netop den kanal skulle vel for pokker ellers være dér, hvor man fik 
lov at opleve på et vist niveau og i fred og ro? Kanal Klog? Glem det!

Helt ærligt, åndsamøber!

Hvad får jer til at tro, at jeg kommer til at holde ved jer, hvis I gang på 
gang smadrer min mulighed for at fordøje en stor kunstnerisk oplevelse? 
Ved I ikke hvilke følgesygdomme den slags kronisk stress kan give?

Hold for helvede jeres forpulede kæft i de sidste sekunder af en god film eller en episode fra især engelske kvalitetsserier.

Luk røven!

Spader!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s