Svensk folkemusik kan få folk til at gøre de mærkeligste ting.
Jeg kan stadig huske tilbage til engang i firserne, da skånske ‘Filarfolket’ spillede i Vognhjulet i Thorsgade på Nørrebro.
Gruppen af unge musikere blandede svensk polska, vals, march og
halling med krydrede verdensmusikrytmer som om det da var den mest
naturligste ting. Hver for sig og sammen var de så dygtige og levende, og
arrangementererne så krøllede, frække og nyskabende, at resultatet blev
uimodståeligt og åbenbarende for mig.
På et tidspunkt i koncerten åbnede musikken mig så fundamentalt, at jeg havde det som om jeg var blevet frelst. Jeg overgav mig. Hvis gruppen havde repræsenteret en eller anden vupti-religion, så var jeg blevet en ydmyg discipel. Men de var såmænd bare musikanter på et højt niveau.
Violiner, blæseinstrumenter, stemmer og percussion. Flere af dem blev rigsspillemænd – og gruppen blev en evolutionær kraft i svensk musikliv.
I går lyttede jeg til den cd med Filarfolket, jeg havde lånt på biblioteket
i forgårs, da jeg var flygtet fra Pingvingården på Frederiksborgvej. Genhøret
var så vidunderligt, at mit hjerte begyndte at smile helt af sig selv. Egentlig
skulle jeg bruge cd’en til at mixe og brænde en cd til en fjern bekendt, men
der er ikke noget at mixe. Jeg vil maile til vedkommende, at det er meget
nemmere at låne cd’en ‘Vintervals’ på biblioteket, eller købe/downloade
gruppens cd’er (f.eks. ‘Smuggel’) via nettet.
Filarfolket findes ikke mere.
Vognhjulet findes ikke mere.
Jeg findes.
Hjertet.
På mandag begynder jeg i fitnesscenter på daglig basis.
Filarfolket
