Monthly Archives: august 2007

Beologen bander fælt

Jeg er røvhamrende træt af en ganske bestemt praksis på tv. Den rammer mig midt i hjertet som et vildfarent krydsermissil, og altid når jeg er mest sårbar og åben for indtryk.

Når en film, eller et afsnit af en dramatisk tv-serie er ved at slutte, så vælger de fleste instruktører at lade den sidste scene klinge ud, så seeren efterlades med muligheden for et øjebliks refleksion. Eller når det er bedst, med en god chance for at lade sig overvælde af de følelser, som afslutningen eventuelt udløser.

Metoden varieres fra at gå i sort i nogle sekunder og lade stilheden råde. Eller at spille noget velvalgt musik og lade slutscenen vare i ekstra lang tid. Rulleteksterne kan også bruges som bagklæde for eftertanke.
Den slags.

Og det er lige præcis i de få vederkvægende sekunder, at tv-stationerne voldtager min sjæl på den mest ækle og svinske facon. De tror i deres 
himmelråbende naivitet, at hvis de nu lige skynder sig at lade en frisk fyr 
eller en vampet moster tale ind over filmens afslutning, så kan de lokke 
mig til at blive på kanalen og ikke (gys!) zappe væk.

Ikke alene får jeg et chok hver gang den overfriske stemme brager ind 
over – ja, faktisk mens filmen stadig er i gang – men jeg bliver også tiltalt 
som om jeg lige er vågnet op fra en lang og mislykket hjerneoperation.
Jeg får dikteret hvordan jeg bør forholde mig til det, der lige er blevet sendt, og får helt uopfordret det meste af næste afsnits indhold afsløret.

Speakeren skynder sig også at sige en hel masse om det program som kommer lige efter reklamepausen – eller den endeløse række af de 
samme to-tre spots for kanalens øvrige programmer. Alt sammen for at lokke mig til at blive. 

DR2 er desværre den værste spielverderber af dem alle sammen, og 
netop den kanal skulle vel for pokker ellers være dér, hvor man fik 
lov at opleve på et vist niveau og i fred og ro? Kanal Klog? Glem det!

Helt ærligt, åndsamøber!

Hvad får jer til at tro, at jeg kommer til at holde ved jer, hvis I gang på 
gang smadrer min mulighed for at fordøje en stor kunstnerisk oplevelse? 
Ved I ikke hvilke følgesygdomme den slags kronisk stress kan give?

Hold for helvede jeres forpulede kæft i de sidste sekunder af en god film eller en episode fra især engelske kvalitetsserier.

Luk røven!

Spader!

Det første møde

– Hvorfor er du kommet her i dag?
– Skal jeg gå igen?
– Ikke for min skyld.
– Skal jeg blive?
– Ikke for min skyld.
– Hvad så?
– Gør som du vil. Jeg spørger bare hvorfor du er her nu.
– Du er ligeglad, uanset hvad jeg gør?
– Nej da, tværtimod er jeg meget interesseret i hvad du vælger, og især hvorfor du vælger det. Og lige nu er du her. Jeg vil nødigt begynde at 
gætte på årsagen, for her hos mig drejer det sig først og fremmest om 
den besøgendes behov og motiver.
– Du lyder som en bog.
– Hvis du forestiller dig den bog et øjeblik…hvad er så titlen?
– ???
– Hvis du har lyst, så luk øjnene og se den bog for dit indre blik.
– Hold kæft, hvor er du mærkelig!
– Synes du?
– Ja.
– Betyder det at du ikke har lyst til at forestille dig den bog jeg lyder som?
– Svarer du altid med et spørgsmål?
– Nej.
– Du er mærkelig.
– Hvordan har du det med at jeg er det?
– Det er sgu da dit eget problem.
– Det generer dig slet ikke?
– Næh, hvorfor skulle det det?
– Jamen, jeg kan sagtens leve med at være mærkelig. Er du aldrig det?
– Mig??
– Ja, dig.
– Hahahahahahahahahahahahahaha…..
– Er tanken dig virkelig så fremmed?
– Kan jeg lige få den igen og gerne på dansk?
– Jeg får bare den tanke, at du er nødt til at latterliggøre den blotte tanke 
om at du i en given situation skulle kunne blive afsløret i at være mærkelig.
– Uanset hvad det dér betyder, så vil jeg sgu aldrig kunne blive så fucked 
up i kålrabien som dig.
– Arh, mon ikke faren for at det sker er foruroligende fjern?
– ???
– Tilgiv mig. Jeg forfaldt lige til at komme med en utidig regibemærkning.
– ???
– Pyt nu med det. Lad os starte forfra. Hvorfor er du hos mig nu?
– Fordi du skal hjælpe mig.
– Ja?
– Ja!
– Hvad vil du gerne have jeg skal hjælpe dig med?
– Jeg kan ikke sove om natten.
– Slet ikke?
– Nej.
– Sover du aldrig?
– Jo.
– Hvornår sover du?
– Om dagen.
– Jaså.
– I bilen.
– I din bil??…forhåbentlig ikke mens du kører, vel?
– Nej-nej. Jeg holder ind til siden.
– Hvor længe sover du så af gangen?
– Det skifter. En time. To timer. Nogle gange mere.
– Hvor tit sker det?
– Næsten hver dag.
– Hver eneste dag?
– Ja…det er jo det, som er problemet.
– Hvorledes?
– Er det så svært at forstå?
– Jeg vil bare gerne vide det så præcist som muligt.
– Tror du måske det er sjovt at blive vækket gang efter gang af politiet på rastepladser og i nødspor?
– Nej, det må være meget ubehageligt.
– JA!
– Det kan jeg virkelig godt forestille mig.
– Så hjælp mig!
– Med at…?
– AT KUNNE SOVE OM NATTEN, FOR HELVEDE!
– Er du træt lige nu?
– ???
– Skal jeg gentage spørgsmålet?
– Nej.
– Så du hørte det godt…vil du svare på spørgsmålet?
– Vent lidt….!

—  

Nu mener jeg noget (4)

Jeg får kvalme over Venstres modstand mod at ændre Pumpehusvej til Thomas Koppels Allé i Sydhavnen i København.

Det er politik på lavest mulige niveau, når man ønsker at score 0,5 ideologiske point ved at beklikke flertallets ønske om at hædre mindet om en mand, som bl.a. skrev musikken til balletten ‘Dødens Triumf’ og til DBU’s fodboldhymne ‘Vær Min Stjerne I Aften’.

Jeg garanterer for, at hvis man gik nogle af de Venstre-mænd efter i sømmene, som har fået veje opkaldt efter sig i København, så ville man nok kunne finde belastende materiale på medaljernes bagside, uanset om de så har skabt masser af gode resultater og smukke bedrifter.

Thomas Koppel har skabt så megen skønhed – men Venstre i København fokuserer på mandens politiske grundholdning, i stedet for at betragte den kunst han skabte.

Lars Dueholm, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune for partiet Venstre, har indtil videre ikke skabt andet i sin karriere end den smittende lugt af sur babygylp.

Jeg ønsker ham og hans parti hjerteligt tillykke med dette seneste dristige, modige og selvopofrende fremstød i kampen mod en død kunstners eftermæle.

Velbekomme, Lars. Husk nu at bøvse ind imellem strålerne, ikke sandt?

overblik

han sidder godt og ser på sine brunede hænder
grønne firkanter afløser hinanden under skyerne
billedet ligner sig selv skyllet ned med kold øl
roligt føres han forbi felterne trods hastigheden
vævre kvinder strejfer hans kind med kjolestof
i stedet for blikket slår han bordet ned foran sig 
lige ved siden af ham sidder kvinden han elsker
hun ser på ham med det blik han kan udenad
så tænker han på dem han er på vej ned til nu
om de vil synes han ser meget anderledes ud
en lille mand med stærk duft passerer tæt forbi
luften er tør og han længes efter regn og kulde

Et indlæg…

…som ellers havde tænkt sig at se tilbage og frem på de hændelser, oplevelser og fakta som både jeg selv og andre velinformerede iagttagere vil nævne som præcise markører til at forstå hvad der definerer mig og mit liv på et dybere plan og adskiller det fra gennemsnittet…men som fik forbud mod det:

(sur)mulehår

De helt store beslutninger

Jeg tror jeg vil feje trapperne i dag og så vaske dem i morgen. På den ene side gider jeg ikke både feje og vaske i samme omgang, men på den anden side er det mere behageligt at vaske dem efter at de blevet fejet. Der kobler sig hurtigt nogle følelser på. Kender jeg mig selv ret går der flere dage med at vælge mellem metoderne. Jeg kunne også gøre noget helt tredje. Støvsuge. Åbne for en vandslange på øverste afsats og betragte vandet plopse pudsigt ned på trinnene, rundt om hjørnerne, og til sidst flyde ud ad den åbne opgangsdør. Eller nidstirre hvert enkelt trappetrin. Sætte en seddel op om at vaskefrekvensen er sat ned, for ikke at slide lakken unødigt. Hvis jeg var gået i gang med selve arbejdet nu, i stedet for at sætte mig ned og skrive om det, havde det hele nok været en lille smule mere fagligt understøttet. Faglighed er vigtig. Fejhed er ikke fremmende. Eller? Måske skulle jeg feje foran mig egen dør. Sofort.

cirka meget lidt

lige nu er der ikke meget
jens er sjov og per er sjov
det vidste jeg i forvejen
klog kan man hurtigt blive
pludselig blev lyset tændt
foran mig midt på dagen
den kontakt er ellers skjult
jeg hikker da hun ta’r mig
lægger mig ned og tænder
føler mig brændt og kikset  
andre siger det ikke passer
de siger jeg fungerer uden
falder sammen på kort tid
så mange bud og retninger
søndagsåbent i følelserne
men der er ikke meget nu
en gammel dyne ryger ud
buketten fra forleden også
på samme tid er der meget
meget lidt at berette om

Pop under pergolaen

Torsdag satte jeg mig på cyklen for at køre til reception i en bogcafé.
En holdkammerat fra FC Fodboldenglen præsenterede en ny roman.
Jeg havde lovet ham at komme og det var han glad for, vidste jeg.
Da jeg nåede til Hillerødgade væltede vandet ned fra en hidsig regnbyge.
Jeg flygtede ind under en Netto-pergola og blev pludselig mismodig.
I ørerne hørte jeg noget overglad popmusik i radioen.
Regnen blev nu så kraftig at den lavede vandbobler i pytterne.
Mit humør sank til et niveau som ville gøre det svært at gennemføre.
Jo, selvfølgelig kunne jeg fortsætte, men det ville kræve store ressourcer.
Jeg kunne ikke bare lade som om jeg var okay.
Og nu var det jo ikke mig, det handlede om…men Kims bog.
Så jeg vendte om og cyklede hjem igen, med sort sol i hjertet.
Jeg sad i min blå sofa hele aftenen.
På DR2 så jeg to fede tv-krimi’er med nordirske Murphy og skotske Fitz.
Så gik jeg i seng og drømte om langt hår og lange lår.
Fredag morgen cyklede jeg på arbejde og læste højt for mikrofonen.
Jeg kunne stadig mærke en dump murren i maven og et lille stik i hjertet.
Men så skulle jeg hente min datter på togstationen om eftermiddagen.
Hun havde vandret seks kilometer på bare tæer og havde store vabler.
Natten tilbragte hun i telt på Stevns med de ældste elever fra skolen.
Hendes glæde ved at se mig blandede sig med min glæde.
Hun virker på mig som en type, der tager livet som det kommer.
Det er som om hun synes at hver eneste dag er et godt tilbud.
Da jeg var tretten måtte jeg skifte skole, mentalt mørbanket og brugt op.
I den gamle skole var jeg den sjove tykke dreng som tit blev drillet.
Det var måske fordi man tydeligt kunne se det på mig når jeg blev såret.
Til sidst holdt jeg helt op med at være sjov og så vågnede de voksne op.
Der er meget mere grundprotein i min datter.
Hun er sejere og sundere.
Det er en lykke for mig.
En meget stor lykke.
Vi glemte forresten hendes telt på perronen.
Det er egentlig mit telt og var helt nyt.
Jeg anede ikke at jeg havde det.
Det stod og kedede sig i hjørnet af mit tøjskab.
Først sagde jeg nej, da hun sms’ede og spurgte om jeg havde ét.
Så fandt jeg det og hun fik det med.
Nu er det væk og jeg er fuldstændig ligeglad.
Bare min datter gi’r den gas og skyder ryg.
Og min store bonussøn siger det går godt med kæresten og lærepladsen.
Så skal jeg nok skråle med på de glade fredagssange i radioen.
Mexico ligger i Spanien.
Kære Lille Mormor.
S.o.m.m.e.r.
Berlin.
Dér.
Ja?
Ja!