Monthly Archives: august 2007

Mod nye mål

– Nå, gamle dreng! Så rundede du det halve århundrede?
– Ja, det gjorde jeg jo…
– Så du hende den 98-årige hammerkaster i TV2 Nyhederne?
– Ja, jo…det gjorde jeg da.
– Kan du stikke den, hva’?
– Jeg har aldrig været god til hammerkast.
– Arh, come nu on! Hvor gammel tror du at du bli’r?
– Det ved jeg da ikke noget om. Min farfar blev 99.
– Sejt. Tror du ikke du kan blive lige så gammel?
– Svært at sige. Den slags er jeg jo ikke selv herre over.
– Men hvis du selv skulle sætte tal på?
– Tja. Chancen for at jeg bliver 100 er vel…50/50?

Tak for kaffe, min ven

For nylig fyldte min godeste ven Oluf halv-tre-snese, lissom jeg gjorde i går. Oluf står mit hjerte nær, fordi han er et af de mest musiske mennesker jeg har mødt. Alt hvad han gør og siger er afstemt efter hans særegne kendingsmelodi og biorytmer, som er en unik blanding af jazz, funk, punk, visekunst og folkemusik. Oluf besidder en sans for timing, der gør ham i stand til at læse op fra lokaltelefonbogen, så det lyder sjovt. Han besøgte mig engang på den musik- og teaterhøjskole jeg gik på i Ærøskøbing. Året var vel 1979. I mange år har jeg haft en plakatstor sort/hvid fotostat af ham og mig på dansegulvet til kimonofesten samme aften. På billedet fyrer vi den max af, til et eller andet stykke superswingende musik. Jeg er iført min norske kærestes silkekimono, øjenmakeup og det halvlange hår sat op med elastik.

Jeg gør et spøjst spjættende udfald, øjnene er lukket i nydelse og jeg synger sikkert med på sangen. Olufs blik er klart, han befinder sig nederst i billedet, også med en eller anden fiks busseronne på, og med begge hænders fingre knipser han op imod mig for at vise at han ser 
mig, og er med. Han er bøjet ned i knæene, og står på en måde på spring til at overtage, når jeg er færdig med min improviserede serie af bevægelser. Den festaften i de gamle hotels havestue, som har udsigt over Svendborgsund, er et af højdepunkterne i mit liv.

Oluf er ikke kun en festabe. Han er et af de mest påholdne, regelrette, konsensussøgende, nedtonende og fornuftige (borderline ‘røvkedelige’) gemytter, man vil kunne nominere til titlen som Mr. Dagligdag. Han er ikke meget for opstyltethed, bralrehoveder, noksagter, skidesprællere og tågehorn. Han har haft det samme job på forskellige tjenestesteder i snart tredive år, og jeg tror bestemt ikke at broderparten hans kolleger gennem alle årene kender til hans vilde, anarkistiske, be-boppede side. Jeg er meget mere barnlig end Oluf, men jeg tror at han holder af min poetiske lægning. Faktisk tror jeg at Oluf, selv over for tredjemand, vil indrømme at jeg er een af dem som kan inspirere ham bedst til at slå gækken løs, når vi for eksempel er sammen med vores to fælles venner, Rasmussen og Lynge J (som også er over de halv-tre-snese).

Hele denne lange optakt, alene for at lægge op til præsentationen af et udtryk han brugte i fredags, da vi fire gamle drenge hyggefestede hos mig her på bjerget. Oluf fortalte, at han havde været lige ved at købe en pose luksuskaffe til hundrede kroner i Magasin, for at vise mig sin glæde over min runde fødselsdag. Efter at have overvejet det lidt, tog pokker ved ham.

– Vi lader sgu grisen springe!
, udbrød han og hev frejdigt fat i toppen af posen. Men den var mindre, end han havde troet. 100 gram. En kilopris på tusind kroner! Nej, der gik grænsen. Der er jo også bund i fattigfolk. Oluf valgte i stedet en pose brasiliansk Rio Verde, Yellow Bourbon estate-enkeltmarkscoffee fra Sul De Minas. Udenpå posen kan man læse kaffebondens erindringer, og alt om hans daglige vaner og drømme om fremtidens jagtmarker. Her hjælper ingen bønner. Alt skal med, for at gøre mødet mellem kunde og produkt til en fortælling. Posens indhold
smagte i øvrigt fortræffeligt.

Er det ikke et spøjst udtryk, Oluf brugte?
Om at vi skulle gi’ den hele armen og ‘lade grisen springe’?
Har du hørt det udtryk før?
Selv Google må give fortabt, når Oluf er i swing.
I går fyldte hans dejlige kæreste også halv-tre-snese.
At jeg ved at han og hun er lykkelige sammen, gør mig dobbelt glad.
Jeg kræver ikke meget, men jeg bliver eddermame sur på Gud hvis ikke Han holder hånden over min ven Oluf.
Så er det sagt.
Ja?
Ja!

High Five

Her på min sidste dag i fyrrerne kan jeg glæde mig over, at jeg stadig kan nogle ting. Jeg kan stadig kravle op på afsatsen af mit store vitrineskab klokken 00.45 for at klapse den myg, som sekunder forinden svævede forbi mit øre i mørket. Og jeg kan gøre det uden at falde ned og bryde gennem gulvbrædderne med mine s(k)amfulde to hundrede pund. Jeg kan også stadig huske hvorfor jeg har ondt i nakkemusklerne, efter en ganske almindelig tur hen til Dagli’Brugsen på hjørnet. Det har jeg fordi der er så mange smukke cykelkvinder i verden, at hormonerne reagerer som om jeg var halvt så gammel.

I fredags stod jeg i en bus 6A ved Nørreport og kogte. Det var en varm dag og jeg var nervøs, olm, ulmende og sydende. Jeg skulle have gæster til middag, og det hader jeg at forberede. Virkelig, virkelig hader det. I mine fyldte indkøbsposer smeltede de frosne speltboller, de frosne frikadeller og det franske landsmør, mens øllerne kiggede den anden vej og blev lunkne og sure. Jeg var på nippet til at bide min underlæbe til blods, men glemte pludselig alt om at være mig.

Ind ad fordøren kom en lille sød pige med krøllet hår og nydeligt tøj. Hun var måske ikke fem år, men mere end syv år var hun ikke. Og hun var i hvert fald alt, alt for lille til at køre med 6A fra Nørreport alene. Hun rakte nogle mønter op til den venlige og kompetente chauffør, som var af anden etnisk herkomst end Tølløse, og sagde med en lille, men egentlig ikke usikker stemme, at hun skulle til Tagensvej. Chaufføren spurgte hende, om hun vidste hvor hun skulle af, idet der er mindst ti-tolv stoppesteder på den nævnte vej, som går fra Rigshospitalet og op på toppen af Bispebjerg. Jo, det vidste hun godt. Hun fik byttepenge og sin mikroskopiske børnebillet. Derefter gik hun ned gennem bussen, og satte sig ved vinduet på et ledigt tomandssæde.

Jeg var ikke den eneste, som havde kigget efter hendes forældre imens hun løste billet, men på en eller anden måde blev der skabt konsensus om at hun ikke var løbet hjemmefra, et forbyttet grevebarn, for slet ikke at tale om et bortført engelsk barn. Hun kunne ellers godt minde lidt om den meget omtalte savnede pige, som vi hører så meget om i medierne, og som nu har været væk i hundrede dage.

Hende her var pæredansk, og en meget selvstændig ung dame. Jeg stjal mig til at observere hende ud af øjenkrogen, og hun virkede som om hun var tryg nok. Jeg fandt hele situationen dybt besynderlig. Nu var det midt på eftermiddagen, og det var mest hendes personlige mod som påvirkede mig så stærkt, og jeg spekulerede som en gal på hvordan hendes dagligdag ellers hang sammen. Hun var den yngste solopassager, jeg nogensinde har oplevet i en travl bybus.

Da vi nåede et godt stykke ud af Tagensvej, trykkede hun stop, stod af og slentrede til højre af den første sidegade efter stoppestedet. Jeg hankede op i poserne på toppen af bjerget, og tænkte på at tallet fem måske alligevel ikke er så farligt alligevel. Og måske heller ikke tallet seks. Eller syv. Otte. Ni. Tihi.

Mit tilbud til Kunstrådets Litteraturudvalg

(Teksten til min ansøgning om et arbejdslegat fra 10-mio.kr.-puljen):

“Lissom alle de andre gange jeg forgæves har søgt om arbejdslegater fra de forskellige midler under diverse litteraturudvalgs auspicier, skriver jeg lyrik og lyrisk kortprosa til en kommende digtsamling med arbejdstitlen Beologi.

Digtene er mindst lige så gode som de plejer, og hvis der kun bruges kvalitative kriterier for bedømmelsen, så kan det kun betyde at jeg enten ikke er god nok – eller at diverse udvalg gør deres arbejde dårligt.

For at lette udvalgets arbejde i denne omgang, lover jeg at stoppe med at skrive i samme øjeblik som jeg får et arbejdslegat fra 10-mio.kr.-puljen. Udvalget slipper dermed for gang på gang at skulle tvinges til at læse mine tekster, og på den måde er alle glade og tilfredse.

Jeg kan ikke blive ved med at finde mig i, at de bevilgende udvalg ikke vil tage mig alvorligt som den professionelle forfatter jeg er. Prøv selv at leve for 10.000 kr/md. før skat ved at bo alene i en lejelejlighed. Husk børnebidrag på 1000 kr./md og 800 kr/md i a conto varme pga. dårlig isolering.

Det holder ikke i længden, og jeg tilbyder som sagt en salomonisk løsning: giv mig et arbejdslegat – og jeg stopper omgående med at skrive mere varm luft. På den måde bidrager udvalget også til at bekæmpe drivhuseffekten.

Nå?”

lever på polska

løft hende
ja løft hende
tag godt fat om livet
hun spræller med fødderne
stemmer imod med hænderne
håret prøver forgæves at følge med
der vil gå lidt tid før hun kommer ned igen
hun er ikke så vant til at miste jordforbindelsen
vist er det livet om at gøre at kunne stå på egne ben
hun har kun godt af at mærke at andre kan stå for hende
se hende dybt i øjnene idet hun når toppen i dine strakte arme

En kreativ ansøgning

I den vidunderlige fængselsfilm En verden udenfor (1994) ser man flere gange den sorte fange ‘Red’ (Morgan Freeman) blive fremstillet for Prøveløsladelsesnævnet.

Han afsoner en livstidstraf for et brutalt mord, han begik som ganske ung under et røveri, og hver gang han sidder foran Nævnet lirer han den samme remse af, som han har fået at vide er nødvendig for at man vil kunne forbarme sig over ham: at han sandelig da er blevet rehabiliteret, og at han absolut slet ikke er farlig mere overhovedet – så Nævnet kan roligt bevilge ham udgangstilladelse og prøveløsladelse.

Han får afslag hver gang og han regner ikke med andet.

Til sin ven, bankmanden Andy Dufresne (Tim Robbins) siger han, at han i virkeligheden er skideræd for at komme ud i samfundet og virkeligheden, efter at have afsonet næsten fyrre år af sin straf. Inde i fængslet har han møjsommeligt bygget sin status op, som manden der kan skaffe alt for penge. Udenfor er han ingenting. En sikker taber. Derfor siger han til sidst i filmen nogle sandheder til Nævnet. At de kan rende ham noget så grusomt med deres rehabiliteringsfis, og at han er revnende ligeglad med dem. De kan værsgo give ham det sædvanlige afslag, så de ikke spilder mere tid end nødvendigt. Og hvad sker der? Han bliver prøveløsladt, til sin egen måbende forbavselse. Filmens originaltitel er The Shawshank Redemption.

På onsdag udløber fristen for at forfattere kan søge et af Kunstrådets årlige arbejdslegater på op til 150.000 kr. fra den såkaldte 10-mio.kr.-pulje. I stedet for at dele en masse småbeløb ud til modtagere af biblioteksafgift samler man dem i større arbejdslegater. Jeg er een af dem som gang på gang går glip af næsten 1.500 kr. i kompensation for at mine bøger kan lånes på biblioteket. I stedet må jeg så søge ét af disse større arbejdslegater.

Det har jeg også gjort. Adskillige gange. Og jeg har brugt den pæne, rare, småtiggende og krybende metode, hvor jeg har præsenteret Rådets Litteraturudvalg for nogle af mine seneste digte, og mindeligt bedt dem støtte mit arbejde for at skrive nogle flere, så jeg kan få udgivet en ny digtsamling.

Jeg har også sørget for at beskrive for udvalget hvor minimal en økonomi jeg er nødt til at leve på, sådan at de kan forstå at jeg ikke alene er en professionel forfatter, men også een af de arketypisk ludfattige og smådeprimerede lyrikere, der fedter rundt med sine små papirlapper i storbyens gyder og baggårde.

Men nu skal det fanme være løgn!

Nu laver jeg en Shawshank på Kunstrådet. Jeg vedlægger ansøgningen nogle af de nyeste digte, som bestemt er mindst ligeså gode som alle dem jeg tidligere har lagt frem som grundlag for ansøgningerne.

Men denne gang vil jeg tilbyde udvalget at stoppe med at skrive flere digte, hvis bare de vil give mig et arbejdslegat. Det bør da kunne få dem til at give mig nogle af mine egne penge tilbage? De kan slippe for at få flere af mine digte indsendt, hvis de tildeler mig et legat. Indtil nu har de jo ikke fundet digtene støtteværdige, og nu tager jeg dem på ordet.

Jeg opgiver at få udvalget til at respektere mig og mit arbejde, så nu tilbyder jeg dem at udfri dem fra deres lidelser. Deres prøvelser ophører i samme øjeblik jeg for første gang får et arbejdslegat. Så skal jeg love at arbejde. Jeg vil lave work out, og englehop, og vaske gulv, og tørre alle hylderne af ude i køkkenet, og afkalke vandkogeren og støvsuge mine bamser. Ork, mit aktivitetsniveau vil få B.S. Christiansen til at ligne en handlingslammet nulbon.

Det er en ren win/win-situation for Kunstrådets Litteraturudvalg. De kan mindske drivhuseffekten i dansk litteratur ved for første gang at give mig nogle penge. Det jeg skriver er jo ikke andet end varm luft, at dømme efter de hidtidige gentagne afslag. Altså…op med kuglerne, I friske intellektuelle kuglelyn, så lægger jeg pennen fra mig aldeles sofort.

Ja?

Ja!

Natmand

Jeg skriver:

Mine tre bedste mandevenner har besøgt mig idag. Jeg ser dem ikke så tit. Det er i virkeligheden sjældent jeg taler med dem. Vi fik noget mad. 
Frikadeller. Den slags. Kartoffelsalat og kage. Kold øl. Vin. Portvin. Kaffe.

Jeg fulgte een af vennerne hjem. Han er et fint menneske. Et af de mest 
stilbevidste og klassisk dannede jeg har kendt. På hans dørtærskel tog 
vi afsked med en god vennekrammer. For hver gang jeg giver ham eller 
andre et knus, er det på en måde sidste gang.

Alt hvad man gør er sidste gang – indtil man gør noget andet, og nyt.

Jeg var lige ved at græde på vej ned af hans trappeopgang. Han er et 
menneske som har været maksimalt udfordret på ethvert tænkeligt niveau. I sammenligning med ham er jeg verdens lykkeligste mand.

Og jeg har lært noget i dag.

Grunden til at jeg kalder de tre mandevenner for mine tre bedste venner, er 
ikke at de hjælper og støtter mig med daglige telefonsamtaler og mails og 
små fikse tips på chatten.

Som sagt taler jeg ikke så tit med dem overhovedet. ikke fordi jeg ikke 
gerne ville tale noget mere med dem. men fordi…sådan er det bare.

Grunden til at de tre mænd er mine tre bedste venner er at de elsker mig.

Og at jeg elsker dem.

Nu vil jeg vaske op.         

Coming Home

1969. Jeg har lige været på Mallorca for fjerde gang på få år med min far og mor, og venter på kufferterne i Kastrup. Noget af det mest besværlige ved ferierne er de ubegribelige mængder af bagage. Vi har så mange kufferter, tasker, poser og sække at det virker som om vi flytter hele husstanden til en ny fast adresse, blot for at fortryde igen efter en uge. Det var på de ture jeg udviklede min livslange afhængighed af muleposer. Vi brugte to-tre dage efter ankomsten til at pakke ud, og det samme til at pakke før hjemrejsen. Det tog uger at pakke inden afrejsen. At beskrive det samlede antal colli, når vi med få centimer af gangen asede hver vores diskusprolapserede bagagevogn afsted i lufthavnene, ville have været en ny udfordring for Stephen Hawking, Holger Bech Nielsen og alle andre supermatematikere og fysikere. Nemmere blev det ikke af, at mine forældre konstant måtte gøre holdt for at få sig en smøg, og nemmere blev det så heller ikke af at smøgerne og ikke mindst lighterne, skulle graves ud af den inderste pose på bagagevognen. Vi vakler faretruende forbi den teaktræsbeklædte toldskranke i Kastrup. Dagen kan stadig nå at blive endnu længere. Taxien hjem til Vangede koster hele 75 kroner. Mindst. Jeg er ligeglad med det hele, bare jeg har min bamse under armen. Det har jeg. Stol på det. En tolvårig dreng ved godt hvad der er bedst.

2007. Jeg venter på at min stedsøn og hans kæreste skal komme ud af den sidste dør fra Kastrups bagageudleverings- og toldområde i ankomsthallen. Mens de har været på Gran Canaria, har jeg passet deres lille hidsige Fiat Punto. Jeg har ikke turdet skrue helt op for bilradioen, for jeg ved der ligger en bashøjttaler i bagagerummet som kan få betonhuse til at slå revner. Jeg får gratis SMS’er fra lufthavnen om hvornår deres fly har tænkt sig at lande, hvornår det er landet og når bagagen er på rullebåndet. I 1969 betød SMS: Stik Mig Smøg. Jeg falder i staver over den dramatiske kontrast mellem dengang og nu. Min far ville eddermame have gloet en omgang på den bygning jeg står i, med dens metalkanter, løftede livspegefingre og selvkørende mennesker på gennemtræk. Pludselig kommer det unge par ud. Det går stærkt. Meget stærkt. De har kun en enkelt stor kuffert hver med hjul under (altså under kufferten). De smiler til mig og krammer mig, men ser ellers ikke ud til at have været i udlandet som sådan. Mere som om de har været henne om hjørnet og tilbage. De har gummisko på og ser godt ud i deres moderne sommertøj. Deres tempo er ubeskriveligt. Jeg halser efter dem, mens vi ruller fra hallen og hen til bilen helt ovre ved Indenrigs, hvor man kan parkere nogenlunde gratis. De fortæller lidt om turen, og jeg nøjes med at nikke, fordi jeg ikke har luft til andet. Tjep, tjep, tjep. Jeg kommer også til at hoste, på grund af deres adskillige, og normalt behagelige, lag af diverse mærkevarer indenfor parfumer, deodoranter, cremer og hårmidler. Efter måske syv minutter og atten sekunder, smækker begge Punto-døre simultant, og jeg står tilbage og vinker på fortovet med et kys på hver kind. Deres bas gir’ den gas og udløser farlige vindkast i indflyvningssektoren til både Kastrup og Malmö lufthavne.

Vi ses, morfar.
Morfar? Jeg er sgudda ikke…?
Ska’ du ha’ mere, eller skal jeg blende det for dig?

PS. Kommer i tanke om at den parantes, jeg for sjov satte efter bemærkningen om at der var hjul under kufferterne, slet ikke var så unødvendig som man skulle tro. Der findes jo gummisko med hjul under nu om stunder. Gisp! Måske havde de hjul under både gummisko og kufferter? Så tror da fanden at jeg dårligt nok kunne følge med!  

watermusic

du ser ud som om du letter
i tre flydende fjerdedelstakt
med et ryk krænger vi over
usynlige stærke hænder
fastholder de runde former
en længe tiltrængt svingtur
kilder så kærligt indenbords
vilde grin fra hjertet varmer
her sidder vi ansigt til ansigt
regnbuetur med vandperler
vender og danser og drejer
endelig blev vi budt op