Monthly Archives: september 2007

Oraklet i Ordrup

Jeg har været på besøg i det gode liv.
Forstået på den måde at jeg kender en mand, som lørdag aften fejrede den samme fødselsdag som min seneste – og inviterede mig med til fest.
Han og jeg er tidligere arbejdskollegaer, og vi deler kærligheden til det danske sprog. Han spørger for eksempel, hvordan man samtidigt kan fylde rundt og runde et skarpt hjørne?

Godt spørgsmål…

Festen var på alle måder indholdsrig, smagfuld og kvalitetspræget.
Smukt lokale, dejlig mad, gode vine, solide mennesker.
For mig er det en prøvelse at befinde mig i et sådant miljø.
Jeg havde mit allerpæneste og eneste sæt tøj på, og jeg havde fundet mit allerbedste jeg frem, så dem jeg mødte blev præsenteret for et 
menneske, de kunne være i godt selskab med. Netop fordi fødselaren er et anstændigt menneske – rundet af højskolebevægelsen – så er hans familie, hans venner og bekendte både interessante og spændende.

Tapasbuffet. Luksusdesserter. Maltwhisky. Orkestret spillede Mr. Moonlight.

Fødselaren har klaret sig godt og jeg synes han har fortjent det.
Alligevel sneg jeg mig hjem med den sidste bus og det sidste tog.
Kontrasten blev til sidst for meget for mig, og da jeg ved det er noget jeg selv skal tumle med, så tillod jeg mig at tage hjem uden at sige farvel.
Det ved jeg at han forstår.
Han kender mig godt nok til at vide hvorfor jeg ikke sagde farvel.
Så det siger jeg nu: tak for i aften, kære ven…det var en fornøjelse.

Mens jeg gik gennem skoven for at nå det sidste tog, formulerede jeg en læresætning for hvordan man skal leve:

Man skal tage imod det man får – og tilbyde livet det man har.

Tænk…det fandt jeg ud af på Ordrup Jagtvej kl. 23.55 i aftes.
Så har man da præsteret noget!
Og jeg havde slips på og jakkesæt og duftevand…og cottencoat!

Men nu skal jeg altså også i seng.
I morgen er det efterskolernes dag.

Beologen træner (9)

Jeg har nu trænet i fire uger. Det er noget der kan mærkes, når man ikke har motioneret i en lang periode.
En arbejdskollega som ser mig ofte, sagde til mig i går at jeg har fået en rankere holdning. Det kan godt være, faktisk…
Som sagt har jeg ikke vejet mig, og det vil jeg heller ikke gøre foreløbig. Det vigtigste er at øge forbrændingen, styrke musklerne og få en bedre kondition og dermed mere energi i hverdagen.
Det sværeste er at dosere rigtigt, så jeg både får udbytte – men også kan holde til at træne så tit. En 50-årig restituerer ikke som en…49-årig!

Jeg vil nok ændre på programmet nu, sådan at jeg om onsdagen dropper styrkemaskinerne, og i stedet bruger romaskinen. Så vil jeg styrketræne mandag og fredag, konditionstræne tirsdag og torsdag og ro onsdag.
Mit småskadede knæ holder til alle øvelserne, og jeg kan stadig kun mærke at der er noget galt, når jeg kommer til at overstrække lidt indad, lissom 
det skete i fodboldkampen for tre uger siden. Stadigvæk synes jeg ikke det kræver lægeundersøgelse, men måske alligevel?

Hmm…

Nå, men projektet må indtil videre kaldes for en ubetinget succes, synes jeg.
Jeg har det sgu så dejligt efter at have trænet.
Det var vist et velvalgt tidspunkt jeg tog et lidt fastere tag i den del af livet.

Det femte møde

– Skal du ikke have jakken af?
– Nej, det kan jeg forsikre dig for at jeg ikke skal, for jeg bliver her nok ikke særligt længe. Jeg vil bare være sikker på at du forstår, at du ikke i længden bare kan sidde her med benene over kors og det dér selvsikre smil og rable hvad som helst af som lige falder dig ind, eller som du har læst i forordet til en eller anden bog for ti år siden på et eller andet fakultet, eller fuckultet skulle jeg måske hellere kalde det. Tror du bare, at du kan sidde dér og påstå at jeg er lykkelig, når jeg står hos en kunde og begynder at vræle inden vi dårligt nok har sagt goddag til hinanden? Du må sgu da selv have knald i låget, når du kan fyre sådan en gang baljepis af, mand! Den eneste grund til at jeg ringede og fik den her ekstratid, er at jeg forlanger at du enten trækker det tilbage eller på anden måde sørger for at jeg kan fungere på mit arbejde igen, for ellers er det sgu lige før jeg kan sagsøge dig for åndelig grusomhed eller grov usømmelighed i arbejdet med andre menneskers liv og levned, eller hvad fanden man så ellers kalder det. I nat lå jeg og kunne ikke sove…så det går fanme fint for dig, skal jeg love for!…og det eneste jeg tænkte på, var om jeg var den eneste som du havde drejet hovedet rundt på, eller om der på samme tidspunkt lå hundredevis af andre søvnløse stakler og vred og vendte sig for at få svar på hvorfor du nu havde sagt et aller andet som gjorde deres liv til ét stort selvmål, mens du bare kan fortsætte med at sidde her og røre rundt i kaffen og lade som om du ved en hele masse og har svaret på alting, som bare ikke har noget med dig selv at gøre, for det skal du jo have hjælp til at finde ud af, ikke sandt?
– Jo.
– Jo?…er det alt hvad du har at sige…”jo”?
– Ja.
– Hvorfor det?
– Fordi jeg lige nu lærer en hel masse ved bare at lytte.
– Nå, gør du det?! Er det ikke lige sent nok at du er begyndt på den efteruddannelse? Kunne du ikke bare have tænkt dig lidt bedre om inden du fyrede sådan noget fis af?
– Nej.
– NEJ?!
– Nej, det var helt bevidst jeg sagde det, og jeg gjorde det af en ganske bestemt årsag.
– Hvilken?
– Jeg ville have at du skulle blive vred på mig.
– ???…hold kæft, hvor er der varmt herinde, mand!
– Du kunne jo overveje at tage jakken af?
– Jakken?…nå ja…!
– Og så vil jeg bede dig om en personlig tjeneste.
– Hvad?
– Du skal love mig at blive her i de næste ti minutter.
– Hvorfor det?
– Fordi jeg ved, at du er mand som holder sine aftaler, og hvis vi ikke aftaler at du bliver her i et bestemt tidsrum, så frygter jeg at du igen vælger at rende af pladsen, hvis jeg siger noget som ikke lige passer dig.
– Hmm…
– Er ti minutter for meget?…vi kan også sige fem minutter, men jeg skal vide om jeg kan regne med at du er her mens vi taler sammen, og om ikke andet så i kort tid af gangen.
– Okay, så fem minutter.
– Fint.
– Hvad vil du så sige?
– Jo, hør nu her…

Kunst er ikke sjovt!

”Og hvad er kvalitet?
Smag kan ikke diskuteres. Og så alligevel…Vi ved godt, når noget er godt. Vi kan mærke det.

Jeg tror, at al god kunst opstår af sublimerede frustrationer.
Kan man ikke komme af med dem, skriver man måske en roman, maler et maleri, bliver skuespiller eller begynder at danse. Se hvad jeg kan! Men det modsatte er naturligvis ikke nødvendigvis sandt, at fordi man har følt dette eller f.eks. er blevet misbrugt som lille, bliver man en god forfatter, maler, danser eller skuespiller.

Jeg kan bare konstatere, for nu at tage mit eget fag: Hos alle de skuespillere, jeg gider kigge på, alle dem, som jeg synes er noget værd, kan jeg se et underskud. Jeg kan se en smerte, en frustration. De behøver ikke sige det. Jeg kan se det! Og når folk spørger, om mine børn vil gå i mit fodspor, kan jeg kun svare, at hele mit liv går ud på at sørge for, at de ikke har det behov. Hvorfor skulle de det? Det er da meget sjovt at tage en hat på eller holde en tale, og ha-ha-ha, det gjorde du godt! Men kunst…Det er ikke sjovt!

Folk tror, det er sjovt at stå deroppe. Hvor skal jeg betale og skrive under for at blive fri? Blive fri for at stå deroppe og føle for alle dem, der måske ikke kan føle selv! Lad mig være! Gå væk! Hvis jeg kunne noget andet, ville jeg det; men jeg kan ikke andet.

Lyrik og kunst kan lige nøjagtigt det, at det kan få mennesker til at se verden på ny, bringe dem i tvivl om alt det vedtagne, berøre dem. Og det kommer som regel, når man mindst venter det.”

Søren Pilmark i bogen ‘Søren Louis Pilmark’ (Gyldendal) skrevet af ham selv og Kirsten Jacobsen i 2005 i anledning af hans 50 års dag.

Tjekkede tjekketoner i brødristeren

Det Kongelige Operakor har sin egen blog.
I tirsdags bloggede korsyngemester Philip White om de mange opgaver koret skal i gang med.

I februar 2008 er der Danmarkspremiere på noget så sjældent som en tjekkisk opera, Dvoraks ‘Rusalka’ – og der skal vel at mærke synges på 
originalsproget. Sangerne får bestemt ikke lange dejlige vokaler at synge 
klangfulde arier på, idet tjekkisk nærmest er overloaded med konsonanter. 

Philip White foreslår at man prøver at synge denne linje fra operaen:

                                            “Strc prst skrz krk” 

Det kan vel læres…og heldigvis betyder sætningen ifølge korsyngemesteren noget meget passende, nemlig: ‘Stik dine fingre i halsen’.

Mon der kommer en ny version af sætningen om hvornår en opera er slut?
At den ikke er slut selv om den voluminøse dame har sunget nok så meget. Den tjekkede korsyngemester skal først lige købe nogle vokaler henne i døgneren. 

Vi må se ad, som sopranen siger.

Beologen træner (8)

For adspredelsens skyld besøgte jeg i dag et andet fitnesscenter end det jeg plejer at komme i. Det blev en meget munter oplevelse, må jeg sige. Træningen var den samme, idet maskinerne er identiske, men der var
nogle meget interessante typer mennesker.

Den første var en yngre slank, næsten mager lysblond kvinde, som trænede så hårdt at det næsten var ubehageligt at se på. Hun spænede afsted på løbebåndet, og hun satte sine lårmuskler i brand på stepmaskinen hvor man træder til siden, som om det var langrendsskiløb på den nymodens facon, hvor man skater på indersiderne. Som sagt var det ikke nogen nydelse at se hende arbejde. Hendes ben var på grænsen af ikke at være pæne, fordi hun er ved at blive for tynd. Og det er synd, synes jeg, fordi hun er en køn kvinde i øvrigt, med en fin lille hestehale. Jeg nåede at se hende lave mange ryg- og maveøvelser, og hun havde hele tiden det samme døde ansigtsudtryk.

Den næste type var en lille halvskaldet mand i trediverne med briller. Han havde trænet meget, kunne man se, for hans overkrop var så fyldt med muskler at han nærmest lignede et amerikansk juletræ. Samtidig var hans hofteparti ganske smalt, så hans fysik er vel arketypen på den perfekte mandekrop. Egentlig var han ikke bodybuildertypen, idet hans muskler ikke svulmede op og bulede ud som overmodne frugter. Der var bare mange af dem under huden. Og hans ansigt var ganske uden den ‘fuck dig’ attitude, man af og til ser hos mænd som gør alt for at se godt ud.

Snart skulle hele centret få en utvetydig forståelse af hvordan han har opnået sin flotte maskuline figur. Han trak, løftede, puffede og hev maskiner med så meget vægtmodstand, at når han nåede til de sidste tre-fire gentagelser kunne han kun gennemføre serien ved at brøle sin anstrengelse ud med lange ‘kronhjort-i-brunst’ lyde.

Jo flere gange han ‘kom’, desto vanskeligere var det for os andre, både mænd og kvinder, at koncentrere os om vores egne diminutive træk-og-slip projekter. Jeg fik stærkt forstyrrende billeder, og måtte bide mig hårdt i underlæben når han begyndte at give sig.

Klimaks kom, da brand- og tyverialarmen gik i gang sekundet efter ét af hans wagnerske ‘AAAARRRRRHHHHHH’! Det er svært at gengive på skrift, men alarmen startede som et højt ‘U’ og gik derefter opad til et endnu højere og småhysterisk ‘I’.

ARRRRRRHHHHH!…..UUUUUUIIIIIII!…..ARRRRRHHHHH!….UUUUIIIII!

Pudsigt nok reagerede ingen på alarmen, og een af instruktørerne gik da også rundt og ledte efter den dør som havde udløst den falske alarm.

Jeg gik hjem.
I morgen skal jeg heldigvis hjem til mit sædvanlige center.
Der venter Kondicykel 2, som kilder så dejligt.

Det fjerde møde

– Kaffe?
– Nej, ikke i dag. Den er helt gal med det der tuderi.
– Ja?
– Jeg kan snart ikke arbejde mere.
– Nå da.
– Nej, det er så irriterende, at lisså snart nogen siger noget der bare er den mindste smule følsomt, eller bare ser mig ind i øjnene i længere tid end et par sekunder, så har jeg allerede våde øjne.
– Aha.
– Ja…det er sgu lige før jeg hellere vil tilbage til soveriet. Der havde jeg da i det mindste fred, og det var ikke så pinligt.
– Så du sover stadig om natten?
– Ja ja, det er stadig som om jeg var helt normal. Jeg sover som en sten hele natten, og aldrig mere i bilen.
– Det lyder godt.
– Ja, men hvad fanden nytter det, når kunderne skal se mig stå dér og vræle over at de har sagt pænt goddag til mig?
– Nej, jeg kan godt se at det må være noget af en forandring for dem.
– Forandring?
– Ja, kunderne har jo nok et lidt andet indtryk af dig fra tidligere af?
– Hvad mener du?
– Den mand, de fik besøg af inden du begyndte at komme her, var jo nok en anden type på overfladen?
– Du mener…sådan…udefra?
– Ja, netop. Hvis du forestiller dig at du fik besøg af dig selv dengang – hvordan var du så?
– Hmm…en glad tornado?
– Ja?
– Ja!…de skulle jo have hele showet på kort tid, så jeg kunne nå hele raden rundt inden fyraften.
– Og du havde jo ikke så meget tid at give af.
– Hvad?
– Du skulle også nå at sove ind i mellem kundebesøgene.
– Nå ja…!
– Ja, netop.
– Gud ja.
– Ja.
– Men det er sgudda pinligt at de skal se mig stå der og vande høns i receptionerne hver anden dag.
– Ja, måske.
– Måske?
– Har grædeturene påvirket salget?
– Øhh…næh, egentlig ikke.
– Nej?
– Næh, for jeg når jo mange flere kundebesøg hver dag, så selv om jeg måske skræmmer nogle af dem væk, så bider de andre frisk til bollen.
– Jaså.
– Jo jo, jeg sælger faktisk stort set det samme. Faktisk lidt mere i de sidste par uger.
– Det er da godt at noget som du finder pinligt og problematisk ikke rammer dig på pengepungen.
– Haha…du mener, så jeg stadig har råd til at komme her?
– Nja, det var nu ikke lige det jeg tænkte på, men det ville da være synd hvis du ikke kunne komme her mere.
– Synd?
– Ja, for jeg synes vi bevæger os i den rigtige retning med syvmileskridt.
– Hov hov, du…een ting er at jeg sover om natten igen, men hvordan kan det være godt at jeg vræler hele tiden uden nogen grund?
– Jeg tror du græder, fordi du har genvundet energien til at kunne gøre det, uden at miste din selvkontrol.
– Hvad?
– Jo, sig mig…når du sådan kommer til at græde…er du så ked af det?
– Ja, gu’ er jeg da ked af det!
– Det tror jeg ikke på.
– HVA’!?
– Nej, jeg tror faktisk du er lykkelig.
– LYKKELIG?!
– Lykkelig.
– Tak for i dag.
– Ses vi igen?
– Ja ja, men det her er vi ikke færdige med, kammerat!
– Nej, heldigvis.
– ???
– På gensyn.

Hvor mange stavelser i ‘Hundige’?

Mens jeg skriver disse ord venter jeg på at kvinden bag den nye stemme i DSB’s S-tog bliver præsenteret og interviewet i Go’Morgen Danmark.
I går hørte jeg hende i højtaleren, da jeg kørte direkte fra Vallensbæk til Emdrup på Linje A, som nu har faste endestationer i Farum og Hundige.
S-togene fik ny køreplan og i den anledning kunne man køre gratis.
Hendes stemme er såmænd tydelig nok, og det er også helt okay med mig at man siger ‘du’ til passagererne. Og det er dejligt at høre at hun siger ‘passa-sjer’ og ikke ‘passa-ser’…som mange ellers gør.
Jeg kan tildels leve med at man næsten ikke kan høre flertals-endelsen, når hun siger ‘ejendele’ – det sidste ‘e’ er væk.
Men jeg kan ikke leve med, at hun siger ‘Hun-di’ om Hundige, med tryk på første stavelse.
Hun trækker ikke engang i’et ud til sidst, men udtaler det ultrakort.
Dér sætter jeg grænsen.
Jeg kræver ikke at hun siger ‘Hun-di-JØ’ med tryk på sidste stavelse, men hun kunne i det mindste sige ‘Hun-diiiiii’ – og trække det sidste ‘i’ ud.
Der er jo tale om en ting: et dige – og det må man da skulle kunne høre?
Klart, klart!