Beologen træner (7)

I tre uger har jeg trænet fra mandag til torsdag i det billige fitnesscenter, kun afbrudt af den første uges fodboldkamp om torsdagen, hvor jeg fik en lille knæskade.

Første uge var mest orienterende og anden uge var forsigtig, men her i tredje uge er jeg begyndt at tage fat om rodens nælde for at kunne grave hunden op.

På de tre styrketræningsdage har jeg sat noget mere modstandsvægt på de syv-otte maskiner, og er så småt ved at finde det niveau hvor jeg kan lave tre serier á femten gange, på en måde så jeg lige præcis orker dem.
Der skæres nogle grumme grimasser til sidst, men det vigtigste er faktisk at fokusere på at lave hver eneste øvelse korrekt og langsomt. Endnu er der et par af skulder- og brystmaskinerne, hvor jeg er i tvivl om jeg laver øvelserne korrekt, for jeg synes ikke det giver ømhed i de muskler som maskinen er designet til at træne. Jeg leder til stadighed efter mulige udvidelser på programmet, ved at kigge på de andre trænende, og prøve nogle af de øvrige maskiner.

Tirsdag og torsdag cykler jeg i tyve minutter og cirkulerer ti minutter i den skæppeskønne crosstrainende Damemaskine. Efter de to første ugers følen sig frem, er jeg begyndt at give den totalt gas. Åh, hvor er det fedt at mærke hjertet banke løs og sveden jubelspule. Det er det, jeg har savnet meget: at finde en høj vejrtrækningsrytme, så lungerne bliver blæst igennem – lissom da jeg var en superfit langhåret yngling.

Og jeg er gennemgående øm i musklerne, men på en god måde. Jeg sørger meget nøje for ikke at overskride grænsen for det forsvarlige. Så hellere nære mig, så jeg gider komme igen og igen og igen.

Jeg har med vilje ikke vejet mig i de tre uger, for jeg går først og fremmest efter sundhedseffekten og efter at få mere energi til mit stillesiddende lydbogsjob. Og de mål er nået. Jeg føler mig bedre tilpas generelt. Det summer i kadaveret på en lækker småelektrisk måde.

I tirsdags sad jeg så på den Kondicykel som har det med at kilde, og jeg havde de samme lidt trange blå bukser på som forleden. Og nu ved jeg hvad det er den cykel har gang i, og som får ens øjne til at huske at det snart er jul. Men den falder nok udenfor for denne objektive og strengt 
træningsfysiologiske rapports emneområde, så den tager vi en anden gang. Tihi.

I hvert fald er jeg glad for at jeg er godt begyndt. Indrømmet, det var surt at skulle afsted i torsdags og tildels i går – men når dagens program så er gennemført og glædeshormonerne danser rumba på vej ud til hver eneste mitokondrie – så er der solskin i organismen igen, uanset vejret.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s