Beologen træner (8)

For adspredelsens skyld besøgte jeg i dag et andet fitnesscenter end det jeg plejer at komme i. Det blev en meget munter oplevelse, må jeg sige. Træningen var den samme, idet maskinerne er identiske, men der var
nogle meget interessante typer mennesker.

Den første var en yngre slank, næsten mager lysblond kvinde, som trænede så hårdt at det næsten var ubehageligt at se på. Hun spænede afsted på løbebåndet, og hun satte sine lårmuskler i brand på stepmaskinen hvor man træder til siden, som om det var langrendsskiløb på den nymodens facon, hvor man skater på indersiderne. Som sagt var det ikke nogen nydelse at se hende arbejde. Hendes ben var på grænsen af ikke at være pæne, fordi hun er ved at blive for tynd. Og det er synd, synes jeg, fordi hun er en køn kvinde i øvrigt, med en fin lille hestehale. Jeg nåede at se hende lave mange ryg- og maveøvelser, og hun havde hele tiden det samme døde ansigtsudtryk.

Den næste type var en lille halvskaldet mand i trediverne med briller. Han havde trænet meget, kunne man se, for hans overkrop var så fyldt med muskler at han nærmest lignede et amerikansk juletræ. Samtidig var hans hofteparti ganske smalt, så hans fysik er vel arketypen på den perfekte mandekrop. Egentlig var han ikke bodybuildertypen, idet hans muskler ikke svulmede op og bulede ud som overmodne frugter. Der var bare mange af dem under huden. Og hans ansigt var ganske uden den ‘fuck dig’ attitude, man af og til ser hos mænd som gør alt for at se godt ud.

Snart skulle hele centret få en utvetydig forståelse af hvordan han har opnået sin flotte maskuline figur. Han trak, løftede, puffede og hev maskiner med så meget vægtmodstand, at når han nåede til de sidste tre-fire gentagelser kunne han kun gennemføre serien ved at brøle sin anstrengelse ud med lange ‘kronhjort-i-brunst’ lyde.

Jo flere gange han ‘kom’, desto vanskeligere var det for os andre, både mænd og kvinder, at koncentrere os om vores egne diminutive træk-og-slip projekter. Jeg fik stærkt forstyrrende billeder, og måtte bide mig hårdt i underlæben når han begyndte at give sig.

Klimaks kom, da brand- og tyverialarmen gik i gang sekundet efter ét af hans wagnerske ‘AAAARRRRRHHHHHH’! Det er svært at gengive på skrift, men alarmen startede som et højt ‘U’ og gik derefter opad til et endnu højere og småhysterisk ‘I’.

ARRRRRRHHHHH!…..UUUUUUIIIIIII!…..ARRRRRHHHHH!….UUUUIIIII!

Pudsigt nok reagerede ingen på alarmen, og een af instruktørerne gik da også rundt og ledte efter den dør som havde udløst den falske alarm.

Jeg gik hjem.
I morgen skal jeg heldigvis hjem til mit sædvanlige center.
Der venter Kondicykel 2, som kilder så dejligt.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s