Monthly Archives: september 2007

Ja, go’morgen!

I Go’Morgen Danmark på TV2 blev der forleden fremvist nye tendenser indenfor design og boligindretning fra en messe i Amsterdam.
Ikke lige min kop pulverkaffe, men pludselig spidsede jeg øjne.
En clock-radio-lampe skulle være noget af det blideste og bedste indenfor morgenvækning, idet den både spille dejlige naturlyde med pipfugle og 
bølgeskvulp, og den kunne også få sig selv til meget langsomt at skrue 
op for lyd og lys, så man ikke fik det 
sædvanlige chok: larmende death 
metal-musik og blændende
blitz lige ind i morgenkrydderen.
Jeg kunne kun ryste på hovedet.
Da jeg i 1979 gik på højskole, blev alle fyrre elever vækket på brutal vis hver eneste morgen.
Det gamle badehotel på havnen i Ærøskøbing havde fortsat et velfungerende høttaleranlæg med tilhørende mikrofon nede i foyeren, og morgenholdet elskede at skrige og hvine ‘KLOKKEN ER SYV OG NU SKAL I ALTSÅ OOOOOOP!’.
Det værste var næsten det klik, det gav, når idioten trykkede på knappen som tændte for forbindelsen. Når man hørte dét klik vidste man, at der kom noget rædselsvækkende larm sekundet senere.
Det måtte jeg jo gøre oprør imod, så da jeg endelig kom på morgenhold forberedte jeg den smukkeste, blideste, rareste, humant kærlige vækning.
Jeg spillede naturlyde og blød musik og hviskede søde små hyggeord til mine medelever. Beskrev duften af kaffe som nu bredte sig i stueetagen.
Fortalte at havregrøden idag var lavet på økologisk letmælk, og at müslien kom fra en nyåbnet pakke. At vi ekstraordinært havde tændt levende lys i havestuen, og så frem til at solen stod op ud over smukke Svendborgsund.
Min morgenradio blev sådan set en stor succes.
Halvdelen af flokken hørte intet, men sov bare lykkeligt videre.
Resten nød showet så meget, at de blev liggende vågne i sengen med et saligt smil.
Kun to-tre stykker kom op og end til morgenmaden til tiden.
Lærerne så lidt skævt til mig.
Det er den slags episoder, som gør det svært at måle hvad succes er.
Lampen er måske nok smart, men få folk ud af fjerene?
Jeg har min tvivl.

Beologen træner (7)

I tre uger har jeg trænet fra mandag til torsdag i det billige fitnesscenter, kun afbrudt af den første uges fodboldkamp om torsdagen, hvor jeg fik en lille knæskade.

Første uge var mest orienterende og anden uge var forsigtig, men her i tredje uge er jeg begyndt at tage fat om rodens nælde for at kunne grave hunden op.

På de tre styrketræningsdage har jeg sat noget mere modstandsvægt på de syv-otte maskiner, og er så småt ved at finde det niveau hvor jeg kan lave tre serier á femten gange, på en måde så jeg lige præcis orker dem.
Der skæres nogle grumme grimasser til sidst, men det vigtigste er faktisk at fokusere på at lave hver eneste øvelse korrekt og langsomt. Endnu er der et par af skulder- og brystmaskinerne, hvor jeg er i tvivl om jeg laver øvelserne korrekt, for jeg synes ikke det giver ømhed i de muskler som maskinen er designet til at træne. Jeg leder til stadighed efter mulige udvidelser på programmet, ved at kigge på de andre trænende, og prøve nogle af de øvrige maskiner.

Tirsdag og torsdag cykler jeg i tyve minutter og cirkulerer ti minutter i den skæppeskønne crosstrainende Damemaskine. Efter de to første ugers følen sig frem, er jeg begyndt at give den totalt gas. Åh, hvor er det fedt at mærke hjertet banke løs og sveden jubelspule. Det er det, jeg har savnet meget: at finde en høj vejrtrækningsrytme, så lungerne bliver blæst igennem – lissom da jeg var en superfit langhåret yngling.

Og jeg er gennemgående øm i musklerne, men på en god måde. Jeg sørger meget nøje for ikke at overskride grænsen for det forsvarlige. Så hellere nære mig, så jeg gider komme igen og igen og igen.

Jeg har med vilje ikke vejet mig i de tre uger, for jeg går først og fremmest efter sundhedseffekten og efter at få mere energi til mit stillesiddende lydbogsjob. Og de mål er nået. Jeg føler mig bedre tilpas generelt. Det summer i kadaveret på en lækker småelektrisk måde.

I tirsdags sad jeg så på den Kondicykel som har det med at kilde, og jeg havde de samme lidt trange blå bukser på som forleden. Og nu ved jeg hvad det er den cykel har gang i, og som får ens øjne til at huske at det snart er jul. Men den falder nok udenfor for denne objektive og strengt 
træningsfysiologiske rapports emneområde, så den tager vi en anden gang. Tihi.

I hvert fald er jeg glad for at jeg er godt begyndt. Indrømmet, det var surt at skulle afsted i torsdags og tildels i går – men når dagens program så er gennemført og glædeshormonerne danser rumba på vej ud til hver eneste mitokondrie – så er der solskin i organismen igen, uanset vejret.

Fem sekunder

Ringetonen kalder med rolige intervaller på min datter nede ved Køge Bugt.
Da hun siger sit navn med pigeglad klokkerøst ved jeg at alt er godt.
Hvad skal vi så lave i weekenden når hun skal ind til mig her i hovedstaden?

Jeg ved godt hun helst bare vil sove længe og dase og råhygge, for hendes hverdagsskema er ikke for en doven trettenårig. Der er rigeligt at se til, med skole og lektier og håndbold og gymnastik og den slags.

Men jeg har gemt en lille trumf i ærmet, mener jeg:

– På søndag kan vi tage til Amager og se et kæmpestort fjernvarmeværk!
– Nå?
– Ja da! Vi kan se de halvfjerds meter høje flammer inde i den gigantiske forbrændingsovn – og der er musik og optræden og gratis pølser og sodavand og kaffe og kage!
– Aha?
– Ja, ikke sandt? Og du kan vinde en helikoptertur over København!
– Ja?
– JA!…nå, hvad siger du så? Skal vi tage ud og opleve det på søndag?? 

                                 [fem sekunders pause]

– Arh, far….jeg synes ikke rigtig…

Den lange, vildt svingende tone

Lang er listen over de fejl og undladelsessynder, jeg ville kunne bruge formuer på at skælde samtaleterapeuter ud over at mine forældre begik. Og psykologerne ville give mig evigt ret, efter ligningen:

Jo værre barndom (X), desto længere terapi (Y) = større udestue ($).

Men jeg var heller ikke fejlfri.
Politiken Plus sælger nu en fin opsamlings-cd med Dean Martin-sange.
Min lille vippefodsmor elskede ham ubetinget.
Efter tre sekunder med ‘That’s Amore’ fik hun tårer i øjnene, og begyndte at fløjte den samme melodi som hun fløjtede hver gang hun fik tårer i øjnene over noget musik hun kunne lide, nemlig een lang tone med et vibrato som gik fra kælder til loft.

En jul gav jeg mor en dobbelt-lp med Dean Martin-sange, og hun elskede ubetinget gaven. Hun så på mig gennem smilende tårer, og sagde at der kun var een eneste ting som manglede, før hun kunne træde ind i Paradis sammen med Dino Paul Crocetti: at hun forstod hvad han sang.

Hun kunne jo ikke engelsk, og jeg fik en genial idé til en billig julegave. Året efter gav jeg hende et gavekort, hvorpå jeg lovede at oversætte alle 24 sangtekster på dobbelt-lp’en for hende, så hun kunne sidde og læse hvad ‘When the moon hits the sky/like a big pizza pie/thats amoreee’ betyder i virkeligheden på dansk.

Hun blev så lykkelig for gaven, at jeg fik en følelse af at hun ikke ville kunne blive mere lykkelig, uanset om jeg oversatte hele Dean Martins bagkatalog. Det var som om den blotte tanke om hvor dejligt det kunne 
blive var nok for hende. 
Mente jeg.
Så jeg holdt ikke mit løfte og hun bebrejdede mig det aldrig.
Hvis det overhovedet blev nævnt, så kunne det hurtigt repareres med lidt pizzamusik, flere glade tårer i klovneansigtet og den lange, vildt svingende fløjtetone.

Jeg lavede aldrig den oversættelse.
Nu sidder hun i Himlen og er, om ikke fløjtende ligeglad, så optaget af vigtigere ting.
Men alligevel.

Undskyld, Mor.

Kære Gud

Nu må Du altså lige hive hovedet ud af den cumulus-sky et øjeblik!
Jeg læser Du-hjælpe-mig at Moderhuset har sat Ungergrunden på Jagtvej 69 til salg for 15 mio. kr.
Hvad skulle så alt det vold og ballade til for?
Hvorfor Fanden…(ups, sorry) i Himlens navn solgte Moderhuset så ikke grunden eller huset til Fonden in the first place?
Hvorfor påstod Moderhuset at grunden til at grunden skulle bundgrundes, var at de sandelig da havde tænkt sig at lave et nyt kultur- og tungetalecenter lige præcis dér, når de så ikke gider alligevel?
Sig mig lige, Gud, er det så ikke – med facit i hånden – udelukkende Moderhusets ansvar at der blev så meget ballade, når de alligevel ikke kan finde ud af at bruge grunden?
Var det ikke ca. 60 mio. kr samfundet pungede ud med for at forsvare Moderhusets ejendomsret?
Jeg tror nok lige at der er en politiker eller to som nu bør ærgre sig over at de støttede Moderhuset så fundamentalistisk.
Og Gud? Hvis jeg finder ud af, at Du har haft så tæt kontakt med Krudt Djævlesen som hun selv påstår, så må Du altså snart overveje at lade Sønnen overtage jobbet som sportschef.
Jeg får faktisk en lille smule kvalme lige pludselig, jeg gør…Gud?
Det her er hvad vi mennesker kalder en ‘ommer’.
Men ved Du hvad…vi kan også tilgive Dig.
Er det ikke dejligt at det også kan gå den vej?
Var det bare for at få lov til at prøve det selv, at du keglede sådan rundt i den her sag?
Nu ville Du altså også prøve at kvaje Dig totalt kapitalt, men så blive tilgivet alligevel bagefter?
Tsk, tsk, tsk….Gud, altså.
Din gamle flaskesamler.

Den omvendte verden

For en del år siden arbejde min eks-kone på et ganske særligt kontor i TDC.
Det hed Service 900.
Man behandlede klager fra folk, som havde fået store regninger på de såkaldte 90-betalingsnumre.

Det var en ny service som TDC administrerede for udbyderne, og man kunne få alt lige fra horoskop, humor og vejrudsigter til sportsnyheder.   
Men sex-tjenesterne var de mest søgte og mest kontroversielle.
Til endog meget høje minutpriser kunne man få en levende kvinde i 
røret som sukkede JA! og ÅH! – og mange andre lyde som især mænd holder af.

Ofte mente kunderne at de bestemt ikke havde brugt disse tjenester, og på kontoret måtte personalet lægge ører til mange fantasifulde bortforklaringer. I pressen blev mange af klagesagerne taget op.

I 1992 skrev jeg en sang til kontorets julefrokost.
Emnet inspirerede mig, fordi jeg tænkte på hvordan medarbejderne ville 
feste, når deres arbejdsliv og hverdag var fyldt til med kinky sex og 
andre lystfyldte servicetjenester.   

Hvis man synger med på melodien ‘Pigerne i Småland’, tror jeg man vil kunne få sig et lille grin på en gråvejrsdag:

1. Hver morgen når vi møder sådan cirka klokken ni,
må vi alle være vågne og på stikkerne, fordi:
Så snart kontoret åbner er der suk og hvin og skrig
for hos Hr. og så Fru Danmark holder nissen aldrig fri.

RING TIL PIGERNE MED SERVICE
PORNOPIGERNE ER VI
VI ER SMARTE OG APARTE
VI HAR ALT I SVINERI
ER DU LUMMER I DIT HUMMER
KØB ET NUMMER ELLER TI
KOM DU BARE OP TIL OS
I SERVICE 100 X 9

2. Hvis lillemor er liderlig og tøffel-far er fræk,
hvis floden flyder over og det bruser i din bæk.
Er du blevet tyk bag øret…er din elsker løbet væk
Husk så dette før det rabler og det hele siger KLIK:

RING TIL PIGERNE….osv.

3. Vi kender snart det hele li’ fra tæv til missionær,
fra hunde-horoskoper og til sex med grisetæer.
Og lægekasser, luderbreve, vitser, sejlervejr,
er det mon en ren tilfældighed at verden er lidt sær?

RING TIL PIGERNE…osv.

4.Og dagen går med trusler og med grædekone-snot,
En bessefar med røven bar og hiv og hottentot.
Og klagerne og kunderne og cheferne så flot –
men moralen er vist slidt i både hytte og i slot:

RING TIL PIGERNE…osv.

5. Når vi har julefrokost vil vi gerne holde fri,
ikke noget med det sjove eller øl og snaps, fordi:
Til daglig bli’r vi mæt af underlødigt griseri,
vi vil hel’re snakke hønsestrik og læse poesi!

RING TIL PIGERNE….osv.

Både/Og og Hverken Enten/Eller?

– Formuen skal være skabt gennem Robertson Ltd. som er en række selskaber med et moderselskab på toppen.

– Ved du hvad man investerer i?

– Den slags selskaber oplyser tit, at man er aktiv i sådan noget som investment banking, venture capital and corporate finance.

– Ja, det læste jeg. Hvad vil det sige?

– Tja, i virkeligheden er det bare en overskrift, som populært sagt kan dække alt, lige fra tyndskid til håndsving i ryggen.

(Replikskifte mellem journalist Kathrine Bernstein og hendes researcher Gunnar Quist i Frode Z. Olsens krimi ‘Den dag sneen kom’, Forlaget Ries, 2007)

Køn før Kunst

“…hvis vi lige fastholder kritikken af den maskuline optik på den kvindelige kunstner et øjeblik endnu, så er det pudsigt at genlæse Leonora Christina Skovs anmeldelse i Weekendavisen af en af sommerens film ’SherryBaby’, hvor hun bruger hele indledningen til at spørge, hvorfor i alverden den kvindelige hovedrolleindehaver ikke får hejst brysterne op af en smart bh. Hængepatterne skygger øjensynligt for filmens eventuelle øvrige kvaliteter.”

Anmelder Lise Garsdal i sin Politiken-kronik: ‘Kritik – med og uden nosser’

Så jeg røgen?

I lørdags tog jeg plads på et blødt sofasæde på den store sportsbar O’Leary’s på Hovedbanegården. Jeg skulle se en fodboldkamp på en af deres mange storskærme. Midt i første halvleg opdager jeg noget: ingen ryger! Som livslang ikke-ryger lægger jeg aldrig mærke til at der IKKE er røg, men mærker altid skuffelsen når næsen får det første chok.

Jeg har set mange kampe i en meget røgfyldt atmosfære. Intet kan få taktiksmøgerne frem som en god fodboldkamp. Men på grund af den nye rygelov, som trådte i kraft på min fødselsdag, bliver der ikke røget mere på O’Leary’s – og på mange andre restauranter, barer osv.

Dér sad der altså 200 fodboldtosser, og ikke een af dem røg. Det fik mig til at spekulere på hvordan vi mennesker indretter os i hinandens selskab. At jeg ikke ryger generer nok ikke rygerne. Til gengæld generer røgen fra rygerne mig. I et offentligt rum må det være en situation, hvor rygerne har vidst at ikke-rygerne led under deres tilbøjelighed. I mange år har det tvunget mig til enten at leve med det, for at kunne blive på 
stedet, eller selv søge væk fra røgen.

Nu er det rygerne der må en tur udenfor, hvis de skal have en smøg. Jeg tænker ikke så meget på det sundhedsmæssige, men mere på at det er pudsigt som vores personlige drifter, laster og faibler kan påvirke andre mennesker. Det er en meget, meget mærkelig oplevelse for mig at sidde på en sportsbar, uden at mærke den blå tåge raspe mine luftveje.

For mig personligt er det en befrielse og en vederkvægelse, men jeg synes man går alt, alt for langt, når man ikke engang tillader hospitalspersonale at ryge på fortovet uden for hospitalet – men tvinger dem mange meter væk. Det er inumant, synes jeg. Der er ingen grund til at håne rygere. Mange af dem ville ønske de kunne stoppe.

Jeg takker for at der ikke er en lov mod at spise flødeis, men den kommer sikkert på et tidspuntkt?

Citat fra Baglommen

“Jeg tror, vi er alt for mange (kvinder), der styrer det hele i familien og de nære relationer, fordi vi er så uendeligt usikre på vores eget værd og tror, at den styring er den eneste mulighed for tryghed. Jeg synes i hvert fald, jeg ser det her mønster i mange andre relationer end dem, jeg selv indgår i. Og jeg tror, at vi er alt for mange, der drømmer om at få frataget hele det ansvar for alting, som vi har pålagt os selv. Drømmer om at nogen får øje på den enorme sårbarhed og usikkerhed, der ligger nedenunder den “sikre styring og organisering”.

Vi kommer ingen vegne, før vi sætter os selv fri og lader andre komme til… Før da er der ikke plads til, at vores nære kan vise os, hvor meget de værdsætter os – ikke blot for hvad vi gør, men osse for hvad vi er.”

         Fra Baglomme-Pernilles blogindlæg, lørdag 15. september 2007