Monthly Archives: oktober 2007

Beologen træner…ikke (12)

Jeg var senest til træning i fitnesscenteret for tre uger siden, hvor jeg kunne mærke at jeg var ved at blive syg i luftvejene. Det er først nu jeg føler mig 95% rask. Jeg blev aldrig meget febersyg – og kunne godt gå på arbejde – men jeg ville ikke træne sålænge jeg ikke var helt frisk.

Men jeg kunne godt have genoptaget træningen, og jeg har den mest udspekulerede undskyldning for at have mistet motivationen. I de dage hvor jeg blev syg fik jeg udskiftet vinduer i lejligheden, hvilket sikkert gjorde mig endnu mere småsyg på den dér allergiske måde med løbende næse etc. Derfor tog jeg brusebad i centeret i de tre dage udskiftningen varede – uden at træne – og lod noget skiftetøj ligge i et af skabene i omklædningsrummet. Man aflåser skabet med sin egen medbragte hængelås, som man tager med hjem igen efter træning.

Jeg var ikke opmærksom på, at centeret ikke vil have at man lader skabet stå aflåst natten over. Den første nat glemte de at tjekke det, men den tredje dag var mit tøj og shampoo og deodorant og låsen og andre småting pist væk. Forklaringen var, at centeret havde klippet låsen op og tømt skabet. Vist lå mit sure skiftetøj og de andre effekter i en glemmepose, men jeg reagerede alligevel stærkt på det. Noget i mig kan ikke lide den slags. For mig er det en form for overgreb, selvom jeg godt ved at det er noget fis, hvis man vurderer det nøgternt.

Min træner gentog tålmodigt skabsreglerne for mig – og de stod jo også at læse i den brochure jeg har haft med hjem. Og jeg gav hende ret. Alligevel har den episode fået mig til at føle mig uvelkommen. Det ER noget fis, men jeg tror det stikker dybere end som så. Det trigger noget
i mig – noget grænseoverskridende som kun mine følelser kan huske.

Nå…men i mellemtiden har jeg jo også deltaget i nogle forsøgsmålinger for Type 2 Diabetikere på Riget, hvor jeg bare fik taget nogle blodprøver og blev målt og vejet. Jeg har endnu ikke fået resultatet af prøverne, men jeg havde til min skuffelse ikke tabt mig overhovedet – efter fem ugers træning! Men til gengæld var min livvidde blevet reduceret med tre centimeter i forhold til sidste år. Det er træningens fortjeneste, og et glimrende resultat som sådan. Det kan sagtens være et udtryk for at fedtvæv er blevet erstattet med muskelvæv.

Og nu?

Tjah…jeg har meldt mig til een ugentlig fodboldtræning indendørs med forfatterholdet – og jeg tror nok at jeg vil genoptage træningen…

Men der er sgu ikke megen lyst.
Faktisk ikke.

Så sent som i aftes så jeg DR-lægen minde seerne om at mange overvægtige er blevet det, fordi de gemmer på fortrængte negative oplevelser. Det første jeg tænkte på da han sagde det, var mig selv som 20-årig. Jeg var i superkanonform efter fire-fem års nærmest daglig fodboldtræning og vejede 72 kilo – alligevel følte mig som fed og 
ulækker. Tænk engang. Det er fgm sørgeligt, og jeg kan tydeligt huske hvor grim jeg selv syntes jeg var. Når jeg fotos af mig selv fra dengang, 
ser jeg en decideret tynd og ganske nydelig ung mand med halvvlangt hår.

En badevægt er ikke en god psykolog for en tungsindig person.

Reklamer

forbundne kar sporer

hun har selvsagt bosat sig i bregnerød
sammen med den fyr hun lever for kim
de bor i et grimt og gammelt sporehus
for hende var jeg hverken fugl eller fisk
hendes fyr er hverken en frø eller et frø
han sporede hende en kølig forårsdag
løb hende op med lange sorte stængler
spærrede for de underjordiske udløbere
hvor skulle jeg vide fra at hun er sådan
at hun hader det med blomster og bier
vi kunne ikke flyve med strudsevinger
en oktobernat går hun ud smuk og gul
alene i den encellede padderokkerklub

Ny teaterform på Friheden Station

Radioindslag:

Vært: – En helt ny slags teater er nu kommet til Danmark. RealTeater er navnet, og i aften er der Danmarkspremiere på Friheden S-togsstation. Stykket hedder ‘Realities’ og er skrevet og instrueret af den norskfødte avantgardist og performer Tom Tulling. Vi skulle nu i telefonen have…

Gæst: – Hallo??

Vært:  – Ja, Tom Tulling?

Gæst: – Ja?

Vært:  – Tom Tulling, er der no…

Gæst: – Halloo??

Vært:  – Ja, Tom Tulling…ligger der noget symbiotisk i at dit stykke foregår på Friheden Station?

Gæst: – Vel, det er vel spørsmålet om det i det hele tat finnes noe overhode i seg selv, som er hva’ det ser ut til å ville være!

Vært: – Tom Tulling, du har jo indtil i dag haft stor succes, ikke mindst med din meget roste fortolkning af den senere så berømte forhenværende albanske dramatiker Alberti Rana’s stykke ‘Albani Bee, Albani Baa’. Hvilket erfaringskoncept tror du selv kan have betydet, at du selv i dag er nået til det punkt, du trods alt kan påstås at være nået frem til selv?

Gæst: – Vel, kanskje det akkurat ligger gjemt i det faktum at jeg finnes i den form jeg finnes…at jeg eksisterer som den jeg er, å ikke som en annen?

Vært: – Tom Tulling, hvilken dramatisk forløbskurve vil publikum få lov til at opleve i aften på Frihedens S-togsstation?

Gæst: – Vel, selve konseptet i RealTeater ligger vel dypest set gjemt i det helt enkle faktum, at folk er der de er – å at de finnes der de finnes? I grunnen kan stykket oppsummeres slik: Hvem er vi? Hvorfor er vi? Hva’ er vi?…men først å fremmest: Hvor mange er vi??

Vært: – Hvornår starter stykket i aften på Friheden Station, Tom Tulling, og hvad koster det?

Gæst: – Vel, det er stort set opp til de medvirkende selv! Det ligger vel også implisit i selve denne teaterformens eksplisitte realbilde. Å hva’ det koster? Ja, det kommer helt an på hvor mange zoner de medvirkende har tenkt seg att reise igjennem.

Vært:  – Tom Tulling…pøj pøj!

Gæst: – Ja, prosit da.

Vært:  – Hvilket??

Gæst: – Ja-ja!

Vært:  – Hva’??

Gæst: – Halloo??

Vært:  
– Aha!

Indslaget blev sendt på Hele Storkøbenhavns Radio, tilbage i 1988.

Jeg har skrevet alle replikkerne. Studieværten i stationens daglige nyhedsprogram ‘Københavnerexpressen’, Carsten W. Jørgensen, gik med til at det blev bragt som Radio HSR’s aprilsnar, og han havde selvfølgelig rollen som den seriøse interviewer. I lørdags fandt jeg indslaget i posen med gamle kassettebånd – og til min store glæde kunne min datter ikke høre at det var mig i rollen som den norsktalende teatermand Tom Tulling. Hun måtte lige høre det en ekstra gang, før hun kunne genkende sin egen fars ungdommelige telefonstemme.

Og jeg vil jo påstå at indholdet i indslaget holder vand. Der BLEV jo opført en RealTeaterforestilling den aften, og stykket blev så stor en succes at det blev genopført hvert tyvende minut efter premieren – ja endda FØR premieren! Og her i 2007 bliver stykket hvert tiende minut. Om jeg fatter at det ikke kom med i Kulturkanonen, men kun i Køreplanen…

Du er på!

Jeg har prøvet det før og nu er der bud efter mig igen.

En mand langer mig en mikrofon, efter at have spurgt om det er mig som skal på scenen om lidt. Og det er det, selvom jeg ikke vidste det før han spurgte. I hvert fald nikker jeg bare, og spekulerer på hvad jeg dog skal stille op. Det er ikke nogen nem situation, for jeg har ikke kunnet forberede mig – men må bare improvisere et eller andet.

Koncerten er stor…meget stor!

Det er faktisk en Britney Spears-koncert – kan jeg forstå – og jeg er enten en slags opvarmer eller en del af underholdningen mens hun skifter kostume (som i dette tilfælde måske blot betyder at hun får noget tøj på som sådan og i det hele taget). Jeg kan skimte det hujende og feststemte publikum på de øverste tribuneafsnit på det store stadion.

Og værsgo: Hansen….you’re on!
Musikken pumper løs, og jeg er nødt til at gøre noget.

For dog at få ét eller andet konkret at arbejde med, vil jeg finde ud af om min mikrofon fungerer. Jeg laver derfor et par korte primalbrøl i takt til musikken, og kan høre lyden lave kæmpeekko ud blandt de tusinder af tilhørere. Jeg skynder mig at prøve at skabe en kontakt ved at spørge om de har det godt derude i menneskehavet?

Det har de tilsyneladende, for jeg kan se hvordan de rejser sig jublende på de højstliggende tilskuerrækker og svarer mig med et bekræftende brøl. Da jeg som sagt ikke aner hvad jeg skal optræde med, så vælger jeg at
danse i takt til musikken, så de har noget at betragte. Og jeg kommer på at jeg kan noget med at svæve lidt i luften, hvis jeg har brug for det, så den gamle traver hiver jeg ud af stalden.

Til sidst laver jeg en modig afslutning, hvor jeg lader som om hele seancen er mig inderligt ligegyldig, idet jeg hiver en gratisavis op af baglommen og læser den med påfaldende dyb koncentration. Publikum fanger det ironiske og jubler mig ud af scenen.

Pyyyyha, jeg klarede den nok engang!

Det er bestemt ikke første gang jeg med meget kort varsel får at vide at jeg skal “på” – ganske uden mulighed for at forberede mig. Og det er altid i meget krævende situationer, hvor kravet til det præsterede er temmelig højt. Der har været diverse teatersituationer, radioaviser og nu altså store koncerter.

Drømme er sgu spøjse.

Britney Spears!

Yeah right…

At være eller ikke…

Jeg var så spændt på hvordan det ville gå. 

Sent lørdag eftermiddag cyklede min datter og jeg til Gladsaxe NY Teater og så Shakespeares ‘Hamlet’ i Kasper Rostrups instruktion med Thure Lindhardt i titelrollen.

Det var den sidste opførelse i sæsonen.

Hamlet er mit trettenårige ophavs første møde med et klassisk dramastykke, uden hjælp fra en masse musik og mundrette omkvæder. Jeg følte hun var moden til det nu, også selv om det er tre timers benhårdt voksenliv på blankvers. Liv, død, galskab, drab, svigt, blodskam, magtsyge, blodhævn, ulykkelig kærlighed.

Men hun åd det råt. Da alle på nær Horatio lå spredt ud på scenegulvet til sidst, dræbt af gift og kårdestød, vidste jeg at satsningen var lykkedes. Jeg kunne fornemme det. Gennem hele stykket havde jeg været på nippet til at vræle af rørelse, for det påvirker mig meget stærkt at opleve mennesker udleve så stærke følelser, så rent og ligepå, uanset om det så er skuespil eller ej.

Hun sagde, at det tog lidt tid i starten før hun vænnede sig til at de talte på den måde, men derefter var det naturligt at følge med i. Gladsaxe NY Teater ønsker at spille stykkerne med så få remedier og billige trick som muligt. Skuespillleren skal være i fokus. Den metode er særdeles velvalgt, forekommer det mig.

Ifølge Shakespeare skal skuespilleren ”være fortiden og nutiden i kort begreb” og ”holde et spejl op for naturen, vise dyden dens egne træk, skændslen dens eget billede og vise selve vor tidsalder og vort samfund deres skikkelse og udtrykte billede.”

Lindhardt var en troværdig og flot prins, synes jeg. Preben Kristensen spillede med al den autencitet han kan lægge i sit spil, og det er frygtindgydende meget. For mig er han dog ikke ond nok alligevel. Malin Brolin-Tani var en skær og smertelig Ophelia. Helle Merete Sørensen en smuk Dronning Gertrud. Søren Rode (f.1935) var sublim i sin distinkte replikbehandling som Polonius og en lebendig graver. Alle andre roller var velbesat og velfungerende. Michael Moritzen som Hamlets fars genfærd. Opsætningen er på alle måder meget vellykket.

Jeg var dybt rystet på den bedst mulige måde, under og efter stykket. Det er en lykke for mig at opleve den slags sammen med min sprogglade datter. Tænk at dette var hendes første klassiske skuespiloplevelse på højt niveau. Resten er alt andet end tavshed og hun skal i hvert fald ikke i kloster! Hun skal på idrætsefterskole.

Der brast et ædelt hjerte lørdag eftermiddag.
Jovist.
Men tragedier kan være noget af det mest revitaliserende.

Jeg glemmer aldrig da jeg i 1978 som 20-årig så ‘Faust’ på Gladsaxe 
Teater, i totalteateropsætningen instrueret af…Kasper Rostrup. Under Hamlet-stykket i går kiggede jeg op, og fandt den lem Jes Ingerslev i rollen som Gud åbnede oppefra og stak hovedet ned igennem, med stærkt nedfaldende spotlys om hovedet og en megafon i hånden, for at sige nogle sandheder til Frits Helmuth.

Det var dengang.
Nu er nu.
‘Hamlet’ er Rostrups 40-års jubilæumsforestilling som iscenesætter.

Tusind, tusind, tusind tak til Gladsaxe NY Teater.

Science Fiction på Øverste Kirurgiske

For flere evigheder siden lånte min holdkammerat på forfatterfodboldholdet FC Fodboldenglen Jens Blendstrup mine reserveshorts. Det kom til at påvirke både hans og mit liv. Ikke meget, men nok til at påvirke postgangen. Der skete det, at Jens spillede sin bedste kamp nogensinde. Normalt er han en stormvind af nye ideer til hvordan en krop kan bevæge sig, især hvis broderparten af den er meget tæt på græsrødderne, men med mine reserveshorts på fik ordet ‘shots’ en ny betydning for ham. For første gang længe ramte Jens bolden mange gange i træk. Med vilje. Og hvor han før forgæves havde prøvet at drible forbi sig selv, så lykkedes det nu flere gange, især i badet bagefter.

Jens var glad. Brillerne holdt, og jeg kunne også mærke på ham at han var rørt. Når han har det sådan, har han simpelthen de sødeste øjne. Vi sad dér og delte en pose Knorr efter kampen, og da der blev en ubehagelig pause spurgte han pludselig om jeg ville bidrage med en tekst til det syrede tidsskrift Øverste Kirurgiskes særnummer om Science Fiction. Han må have vidst på forhånd hvor meget jeg hader netop den genre, og nu ville han låne mig sine indre kunsthåndværksreserveshorts. Propagandaminister for foretagendet som han er.

Jeg skyndte mig at sige ja, så jeg kunne nå ud på toilettet inden der kom gris på tøjet og gulvet. Tog en taxi hjem, fordi jeg rystede så meget at min cykel ville være kørt til Slangerup i stedet for Bispebjerg. Cyklen står stadig ude på Kløveren og kræver at Bjarke Ingels byggeprojekt gennemføres. Jeg satte mig ned og prøvede at finde på en god undskyldning. Den bedste ville nok være at skrive et eller andet lynhurtigt og sende det afsted, så Jens troede at det var med vilje.

Den eneste science fiction-idé jeg kunne komme på, var at formulere et ministerielt svarbrev til et forældrepar, som i 2012 har søgt om at få et genmodificeret barn med et bestemt udseende og guldrandede arveanlæg.

Og igår dumpede et lille sødt brev så ind i min entré. ØK’s nr. 49 med undertitlen ‘HVAD BLEV DER AF FREMTIDEN?’ har udover min tekst bidrag af Klaus Rifbjerg, Anders Fogh Rasmussen, Peter Adolphsen, Dagmar Krøyer, Pablo Henrik Llambias, Sternberg, Sabina Theo, Brian W. Aldiss, Birgitte Krogsbøll m.fl.

På forsiden er der et billede af den hat Helle Virkner bar, da hun og Jens Otto Krag modtog den russiske kosmonaut Juri Gagarin.
På bagsiden er der et foto af en ko på to ben med halen ud af nakken.

Jeg håber at Jens aldrig, aldrig, aldrig leverer de bukser tilbage.   

indsat

klokken var vel sytten femogtredive og lyset svindende
på halvt hæld i et herrens års og dette livs eftermiddag
da det kom over mig var det godt at jeg sad ned imens
det flimrede nederst i en samtale mellem to millionærer
sat ind mellem udvekslingens lidt dybere punktnedslag
reaktionen var spontan men det var ikke deres ord igen
de mente man generelt godt kunne formøble lidt mere
i samme sekund ordet viste sig vendte hele vrangen ud
bemærk venligst at mændene ikke hentydede til penge
sagen er at der var flere lag i det end ordet kunne bære
og i denne sammenhæng er det allerede for lidt for sent