Jeg var senest til træning i fitnesscenteret for tre uger siden, hvor jeg kunne mærke at jeg var ved at blive syg i luftvejene. Det er først nu jeg føler mig 95% rask. Jeg blev aldrig meget febersyg – og kunne godt gå på arbejde – men jeg ville ikke træne sålænge jeg ikke var helt frisk.
Men jeg kunne godt have genoptaget træningen, og jeg har den mest udspekulerede undskyldning for at have mistet motivationen. I de dage hvor jeg blev syg fik jeg udskiftet vinduer i lejligheden, hvilket sikkert gjorde mig endnu mere småsyg på den dér allergiske måde med løbende næse etc. Derfor tog jeg brusebad i centeret i de tre dage udskiftningen varede – uden at træne – og lod noget skiftetøj ligge i et af skabene i omklædningsrummet. Man aflåser skabet med sin egen medbragte hængelås, som man tager med hjem igen efter træning.
Jeg var ikke opmærksom på, at centeret ikke vil have at man lader skabet stå aflåst natten over. Den første nat glemte de at tjekke det, men den tredje dag var mit tøj og shampoo og deodorant og låsen og andre småting pist væk. Forklaringen var, at centeret havde klippet låsen op og tømt skabet. Vist lå mit sure skiftetøj og de andre effekter i en glemmepose, men jeg reagerede alligevel stærkt på det. Noget i mig kan ikke lide den slags. For mig er det en form for overgreb, selvom jeg godt ved at det er noget fis, hvis man vurderer det nøgternt.
Min træner gentog tålmodigt skabsreglerne for mig – og de stod jo også at læse i den brochure jeg har haft med hjem. Og jeg gav hende ret. Alligevel har den episode fået mig til at føle mig uvelkommen. Det ER noget fis, men jeg tror det stikker dybere end som så. Det trigger noget
i mig – noget grænseoverskridende som kun mine følelser kan huske.
Nå…men i mellemtiden har jeg jo også deltaget i nogle forsøgsmålinger for Type 2 Diabetikere på Riget, hvor jeg bare fik taget nogle blodprøver og blev målt og vejet. Jeg har endnu ikke fået resultatet af prøverne, men jeg havde til min skuffelse ikke tabt mig overhovedet – efter fem ugers træning! Men til gengæld var min livvidde blevet reduceret med tre centimeter i forhold til sidste år. Det er træningens fortjeneste, og et glimrende resultat som sådan. Det kan sagtens være et udtryk for at fedtvæv er blevet erstattet med muskelvæv.
Og nu?
Tjah…jeg har meldt mig til een ugentlig fodboldtræning indendørs med forfatterholdet – og jeg tror nok at jeg vil genoptage træningen…
Men der er sgu ikke megen lyst.
Faktisk ikke.
Så sent som i aftes så jeg DR-lægen minde seerne om at mange overvægtige er blevet det, fordi de gemmer på fortrængte negative oplevelser. Det første jeg tænkte på da han sagde det, var mig selv som 20-årig. Jeg var i superkanonform efter fire-fem års nærmest daglig fodboldtræning og vejede 72 kilo – alligevel følte mig som fed og
ulækker. Tænk engang. Det er fgm sørgeligt, og jeg kan tydeligt huske hvor grim jeg selv syntes jeg var. Når jeg fotos af mig selv fra dengang,
ser jeg en decideret tynd og ganske nydelig ung mand med halvvlangt hår.
En badevægt er ikke en god psykolog for en tungsindig person.
Beologisk Institut 