At være eller ikke…

Jeg var så spændt på hvordan det ville gå. 

Sent lørdag eftermiddag cyklede min datter og jeg til Gladsaxe NY Teater og så Shakespeares ‘Hamlet’ i Kasper Rostrups instruktion med Thure Lindhardt i titelrollen.

Det var den sidste opførelse i sæsonen.

Hamlet er mit trettenårige ophavs første møde med et klassisk dramastykke, uden hjælp fra en masse musik og mundrette omkvæder. Jeg følte hun var moden til det nu, også selv om det er tre timers benhårdt voksenliv på blankvers. Liv, død, galskab, drab, svigt, blodskam, magtsyge, blodhævn, ulykkelig kærlighed.

Men hun åd det råt. Da alle på nær Horatio lå spredt ud på scenegulvet til sidst, dræbt af gift og kårdestød, vidste jeg at satsningen var lykkedes. Jeg kunne fornemme det. Gennem hele stykket havde jeg været på nippet til at vræle af rørelse, for det påvirker mig meget stærkt at opleve mennesker udleve så stærke følelser, så rent og ligepå, uanset om det så er skuespil eller ej.

Hun sagde, at det tog lidt tid i starten før hun vænnede sig til at de talte på den måde, men derefter var det naturligt at følge med i. Gladsaxe NY Teater ønsker at spille stykkerne med så få remedier og billige trick som muligt. Skuespillleren skal være i fokus. Den metode er særdeles velvalgt, forekommer det mig.

Ifølge Shakespeare skal skuespilleren ”være fortiden og nutiden i kort begreb” og ”holde et spejl op for naturen, vise dyden dens egne træk, skændslen dens eget billede og vise selve vor tidsalder og vort samfund deres skikkelse og udtrykte billede.”

Lindhardt var en troværdig og flot prins, synes jeg. Preben Kristensen spillede med al den autencitet han kan lægge i sit spil, og det er frygtindgydende meget. For mig er han dog ikke ond nok alligevel. Malin Brolin-Tani var en skær og smertelig Ophelia. Helle Merete Sørensen en smuk Dronning Gertrud. Søren Rode (f.1935) var sublim i sin distinkte replikbehandling som Polonius og en lebendig graver. Alle andre roller var velbesat og velfungerende. Michael Moritzen som Hamlets fars genfærd. Opsætningen er på alle måder meget vellykket.

Jeg var dybt rystet på den bedst mulige måde, under og efter stykket. Det er en lykke for mig at opleve den slags sammen med min sprogglade datter. Tænk at dette var hendes første klassiske skuespiloplevelse på højt niveau. Resten er alt andet end tavshed og hun skal i hvert fald ikke i kloster! Hun skal på idrætsefterskole.

Der brast et ædelt hjerte lørdag eftermiddag.
Jovist.
Men tragedier kan være noget af det mest revitaliserende.

Jeg glemmer aldrig da jeg i 1978 som 20-årig så ‘Faust’ på Gladsaxe 
Teater, i totalteateropsætningen instrueret af…Kasper Rostrup. Under Hamlet-stykket i går kiggede jeg op, og fandt den lem Jes Ingerslev i rollen som Gud åbnede oppefra og stak hovedet ned igennem, med stærkt nedfaldende spotlys om hovedet og en megafon i hånden, for at sige nogle sandheder til Frits Helmuth.

Det var dengang.
Nu er nu.
‘Hamlet’ er Rostrups 40-års jubilæumsforestilling som iscenesætter.

Tusind, tusind, tusind tak til Gladsaxe NY Teater.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s