Monthly Archives: oktober 2007

BANG! – du er…sød?

Når jeg sidder i den lille lydboks og fortæller mikrofonen historier, så sker det at jeg er nødt til at stoppe, fordi jeg er i tvivl om et eller flere ord i en sætning. I romaner kommer man ind på mange forskellige områder, som hver har sit specifikke fagsprog: Madlavning, modeudtryk, sejlerord, håndværkerlingo, gadeslang, børsmæglersprog, sportstermer osv osv…

For nogen tid siden var jeg i gang med en rigtig spændende krimi. Forfatteren var gysende god til at beskrive det ondes detaljer.

Helten skulle for eksempel skyde en person på meget lang afstand, og da det var det første rigtige drab han begik var han nervøs. Krydset i 
kikkertsigtet sidder midt i panden på offeret. Helten forestiller sig hvordan det kærtegnende tryk på aftrækkeren til sidst får slagstiften til at ramme fanghætten, så krudtet…

Hov…fanghætten??

Jeg bad lige helten om at tøve en kende, mens jeg gik ud af boksen for at slå ordet op..og jo, min mistanke var velbegrundet. Det hedder jo fænghætten.

På den måde fanger jeg en del små hovsa-smuttende tyrk- og slåfejl i romanerne – men mon ikke jeg også laver mine helt egne sludrefejl i løbet af 3-400 sider?

Lad mig sige det på den måde: måske.

For fanden i fanghullet.

Man skal stå tidligt op

For syv år siden arbejdede jeg kort tid som journalist på en avisredaktion i Greve. En meget årle mandag morgen skulle jeg til kaffe og rundstykker i 
Solrød. Jeg skulle dække Socialdemokratiets 1. Maj-møde.

Hovedtaleren, som vist nok var kommet med på et afbud, var et ret ukendt nyvalgt medlem af Europaparlamentet. Jeg kan i hvert fald tydeligt huske 
hvordan vedkommende var nødt til at præsentere sig selv med håndtryk 
og navns nævnelse, før mødedeltagerne blev helt klar over at det var taleren de hilste pænt på.

Den ukendte taler kan snart blive landets første kvindelige statsminister.

Gud, gud, gud, gud, gud, gud…

Jeg er træt af at opleve dødelige kødelige mennesker, især mænd med en tydeligvis generende prostata, gøre sig kloge på hvad Gud mener.

Der skal eddermukkemig stærke nerver til at stille sig op og give den gas om hvad Gud har sagt og hvad Gud vil…og det værste: hvad Gud ville blive pissesur over at alle andre end taleren selv foretager sig.

Mennesker, især mænd med en tydeligvis forstuvet libido, burde udvise lidt mere ydmyghed over for at opkaste sig til at være Guds talerør.

Ikke at jeg ved om Gud findes.

Men jeg kan meget hurtigt blive gammeltestamentligt muggen når mennesker, især mænd (osv osv), får den dér helligtfimsede mine på og begynder at slynge om sig med gode og dårlige karakterer til alle andre end sig selv.

Så må man ikke være bøsse eller lesbisk.
Så må man ikke være muslim eller kristen eller ligeglad.
Så må man ikke danse, spille canasta eller begære naboens Rentedyk.
Så må man ikke være langhåret, skaldet eller bære make up.
Så må man ikke have fire koner eller fem mænd.
Så må man ikke holde af rockmusik.
Så må man ikke elske Gud uden også at frygte Gud.
Så må man ikke synge sømandsviser, holde jul eller tegne profeten.
Så må man ikke spise svinekød eller syret brød eller drikke Havskum.
Så må man ikke spille syvmandsfodbold i kirketiden.
Så må man ikke tro på reinkarnation eller kaffegrums.
Så må man ikke tro på et liv før døden.
Så må man ikke have hat på i kirken eller tørklæde om hovedet.
Så må man ikke sige prut eller selv bestemme om man vil have et barn.
Så skal man bede aftenbøn eller slå syv kors for sig.
Så skal hun være jomfru mens han gerne må være certificeret kneppolog.
Så skal børn ære deres forældre, mens det omvendte krav desværre smuttede i redigeringen.

Den ene religion har ikke noget at lade den anden høre for.

Mennesker er menneskelige.
Meget, meget uperfekte.
Det ved Gud godt.
Hun elsker os for at være det.
Tror jeg.

Der er bekymrende lille forskel på ordene TROENDE og TRUENDE.
En lille undselig halvbue kan få folk til at dræbe hinanden.
Og bagefter påstå at…jamen, det var jo Guds vilje!?
Det står i de hellige tekster, siger de og slår uskyldigt ud med armene.

Jeg siger amen og velbekomme.

På Tinge

Lige nu står Forsvarsministeren og hidser sig op over Enhedslistens ordfører hr. Rune Lund, i forbindelse med debatten om et forslag om at udvide den danske styrke i Afghanistan med en kampvognsdeling.

Søren Gade (V) mener at hr. Rune Lund slår plat på de døde danske soldater, når han foreslår at man omdøber Forsvaret til Angrebet.

Rune Lund replicerer at regeringen og flertallet optræder dybt uansvarligt ved at sende soldater ud i den form for aktioner som man har set det i Irak og i Afghanistan.

Jeg må sige at i denne sag har jeg mest sympati for hr. Lunds synspunkt.

Forslaget bliver pudsigt nok behandlet (og endeligt vedtaget) samme dag som regeringen meddeler, at man vil lade tres afviste flygtningefamilier med børn få lov til at tage bolig udenfor flygtningecentrene.

Uanset om beslutningen er kynisk taktik og kold opportunisme for at rydde bordet for problemsager før et kommende valg, så kan jeg kun rose Statsministeren og Integrationsministeren for at lytte til kritikken af de forhold de afviste flygtninges børn har haft hidtil.

Som jeg før har sagt, så er jeg ganske ligeglad med om børnene bliver misbrugt af sine forældre til at opnå opholdstilladelse på et utilstrækkeligt grundlag. Børn er børn i min grønspættebog, og der skal meget til at jeg kigger på deres forhold gennem den politiske kikkert. 

Kald mig bare naiv, så åbner du for at jeg kalder dig noget tilbage.
Børn er børn.
Punktum.

Gamle drenges strenge

Jeg er ikke den eneste som er blevet lidt rund på den skarpe måde i år.

I New York sidder en rødhåret nordirer og tænker måske over hvordan han skal vænne sig til at være 60 år. Paul Joseph Brady blev født den 19. Maj 1947 i Strabane, County Tyrone. 

Hans liv har været fyldt med musik. Han er sanger og sangskriver og som ung var han med da musikken boblede og rykkede sidst i 
halvtredserne og først i tresserne. Han gik med på legen og spillede i 
nogle bands. Sidst i tresserne og i halvfjerdserne fik den traditionelle 
irske musik en kommerciel opblomstring, der passede perfekt til Bradys 
meget distinkte og følsomme tenor. Han gik med og var bl.a. en del af 
den berømte Planxty-gruppe.

I 1979 kunne han mærke at han ville gøre noget radikalt. 
Han optrådte allerede solo med nogle nyskrevne sange, men dem 
omarrangerede han og indspillede i en sejt vuggende og formfuldendt 
stil med et hold dygtige poprock-musikere. Pladen hed Hard Station. Den lærte jeg at kende som 30-årig i 1987. 
Da fyldte Brady fyrre.

Jeg overspillede pladen på et lille blåt kassettebånd. Det fandt jeg for 
nylig da jeg havde de gamle poser og tasker fremme med flere 
hundrede kassetter. Og jeg skal love for at Bradys sangskriverkunst 
kan brænde igennem på min lille køkkenafspiller.

Mit yndlingsnummer er balladen Cold Cold Night (klik for en lille lydsnas).

Brady har i mange år haft succes i USA og derfor blev stationspladen ‘re-mastered’ og genudgivet på CD i 1999. I forgårs dumpede den ind i 
min entré efter at have rejst i en uge fra The Lost Factory i Tarzana, Californien. Jeg havde bestilt den via nettet på Amazon.com…og jeg 
fatter stadigvæk ikke helt hvordan den kan være så billigt. 

CD’en koster 4,99 dollar og forsendelsen 6,89 dollar. 
Så megen skønhed for kun ca. tres kroner…lige ind ad døren.
Jeg tror jeg har hørt den tyve gange siden i forgårs.

Toggangen er ikke altid lige stabil.
Stationen er blevet pudset af og ombygget lidt.  
Menneskene på perronen er de samme, selvom de skutter sig lidt i
efterårsblæsten og vinterkulden.
Stationsmesteren holder øje med dem.

torturpas

de spænder hende fast
hun kan ikke flygte nu
jeg er udenfor og ser på
kroppen hvirvelhvinende
må da være ubehageligt
kun i glimt kan hun ses
derinde bag jerngitteret 

senere er de der igen
min datter ubevægelig
så slynges hun afsted
skosålerne formindskes
jeg fatter ikke hun tør
firs meter oppe er hun
børn er frygtens konger

hører ikke men kører op
det allersidste selesmæk
skrigene ørebedøvende
grinene mig ubegribelige
farligt får en fuckfinger
tæt på livsdemonstrativt
turpas dødens løbepas

Sviplende Skønhed

I aftes kolliderede Skønheden & Spekulationen i Deadline 2. Sektion.

Braget sendte sødmefulde chokbølger gennem krop og sjæl, og bagefter havde jeg det som om jeg havde haft sex uden at bevæge mig.

Emnet var Skønhed.

Programmet på DR 2 tog udgangspunkt i en ny 600 sider lang udlægning af begrebet, skrevet af filosofiprofessor Ole Fogh Kirkeby. Som en slags venlig opponent havde den oplagte og opvakte vært Jes Stein Pedersen inviteret det skabtes aldrig vaklende nestor, digteren Søren Ulrik Thomsen.

Jeg tror ikke at jeg hverken blinkede eller trak vejret i det første kvarter, hvor der blev smidt så mange suveræne ytringer på bordet at jeg havde lyst til at åbne vinduet og skrige ‘ALL INN!’. Men så bragede virkeligheden indover det kunstige, og understregede med kilometertyk tv-tusch hvordan der er forskel på det ideelle og det faktiske. Ved en fejl afspilledes en fuldstændig uvedkommende speak om et eller andet kommende Piet Hein-program. Midt i al skønheden. Og for at det ikke skulle være helt løgn gik et par af lamperne i studiet ud i et par sekunder.

Brudflader.

I forvejen er jeg ved at overveje at blive morder (selvmorder) efterhånden som DR 2 halshugger den ene skønhedsstund efter den anden ved konsekvent at tale ned til sine seere i sekunderne før, under og efter programmerne. Jeg får snart svip af at høre på de tåbelige speakere, som SMADRER programmerne ved at bryde ind i samme sekund som den sidste replik er sagt i selv det mest dramatiske forløb.

Jeg kan til nød forstå at alle røvhulskanalerne er nødt til at spekulere i at bruge billige trick for at holde på seerne af hensyn til sponsorerne, men DR2 burde for pokker da sætte en standard for hvordan tænkende mennesker kan opleve god, helstøbt fjernsynskunst uden alle de gudsjammerligt ulyksalige spots og speaks? Spot og spe. 

Hvorfor s-k-a-l jeg tvinges til at høre på en eller anden sludredjævels oplæg til næste afsnit? Eller værre: som en fransk gås have stoppet ned i halsen hvad den dramatiske konflikt i de næste 45 minutter består i? Og hvorfor må jeg ikke få de sekunders eftertanke som instruktøren  eller tilrettelæggeren har indlagt i slutningen, uden at 
speakeren tonser ind over og rabler løs om noget helt andet, tredje, fjerde og femte? 

Det værste er næsten måden de taler på…som en narkosesygeplejerske 
til en opvågnende patient. Er det for at udvide min oplevelse? Regner de med at jeg stadig går i ottende klasse og helst vil have kompliceret stof forklaret på forhånd? Det er i øvrigt det samme problem på radioens P4, hvor det ene musikstykke efter det andet bliver slået til atomer, fordi jeg partout skal have at vide at der er mange biler i Ishøj-sammenfletningen midt i musikken. Det kalder jeg lydterrrorisme.

Selvfølgelig må man afbryde musikken hvis Dronnningen abdicerer eller Statsministeren indrømmer en fejl, men ellers synes jeg at musik skal have lov til at spille færdig. Tak. Og DR 2-programmer lov til at slutte og begynde i fred og ro. Mange tak!

Grrrrrh….nå, hvor kom jeg fra?

Åh ja…Skønheden Sker (som Ole Fogh Kirkebys bog hedder).

Se programmet via Deadline 2. Sektions hjemmeside – eller når det genudsendes. Det er oplysende, rystende, udvidende, afklarende, fremvisende, mageløst. De måske skønneste 25 minutter jeg har oplevet på DR 2.

Resten er tavshed.

PS. Undskyld, hr. kommunikationskonsulent Troels Johannesen, at jeg endnu engang truer og forurener den offentlige debat med et totalt useriøst venstrehåndsproduceret blogindlæg om min helt private og ganske overfladisk researchede reaktion på noget jeg har samlet helt tilfældigt op på min dalrende slingrekurs mod endnu mere betydningsløst, utroværdigt sludder og selvpromoverende ligegyldighed. 

Alt andet end Havfruen

Gu’ er det da spændende at opleve Eiffeltårnet i Paris og Tower i London og Colosseum i Rom.

Men når man har aftjent sin turistværnepligt, så kan den spændende jagt på listige steder og pudsige afkroge begynde. I København har jeg altid 
medlidenhed med de turister som står og måber foran den ultralillebitte 
forblæste bronzestatue på Langelinje.

Jeg vil hellere lokke dem til at hilse på et træ…eller nyde et øjebliks ro i Danmarks mindste park. Her er mine tre første beologiske københavnske turisttips: To træer og en park. Det første træ er lidt af et fund, synes jeg.

Stedet er Emdrup Huse, nær Emdrup station. Mere præcist skal man finde Emdrupvej og dreje til højre ad den første sidevej når man kommer fra Tuborgvej. Den hedder Bolandsvej. Snart troner træet på sin helt egen lille græshøj, og det ser ud som om bebyggelsen Emdrup Banke er tegnet og opført efter træets placering. Der er endda lavet en lille rundkørsel rundt om træet. Jeg aner ikke hvad det er for et træ, men jeg bliver helt svimmel ved tanken om hvordan rækkefølgen i planlægningen af den lillebitte plads har været. Man sætter jo ikke bare et femogtyve meter højt træ ned på en lille høj, vel?

Det næste træ står i en privat have på hjørnet af Højsgårds Alle og Grants Alle i Dyssegårdskvarteret i Gentofte kommune. Det er dog ikke ret langt væk fra Emdrup Huse, og man kan nå begge steder på samme tur ved at stå af på Emdrup station for at se det første træ, og dernæst køre endnu en station videre i A-toget mod Farum og stå af på Dyssegård station. Derfra går man op mod den flotte hvide Dyssegårdskirke lige over for Dyssegårdsskolen, hvor Dan Turèll i øvrigt startede i første klasse. Højsgårds Alle er første sidevej på højre hånd efter at man har passeret kirken. Så går man opad, og på toppen breder den enorme trækrone sig fra haven og udover det meste af Højsgårds alle. Hver gang jeg passerer det sted bliver jeg helt salig. Igen…jeg aner ikke hvad det er for et træ, men jeg er stum af respekt over for noget der er så meget større og ældre end mig. Det træ vil kunne overleve mig med årtier, føler jeg.

Danmarks Mindste Park har jeg faktisk allerede vist frem, da jeg var guide for to kendte bloggere fra dette hjørne af blogosfæren. Kjeldsen og Fruen besøgte Hovedstaden i foråret, tror jeg det var, og de var friske på at gå med mig ned i et meget spøjst villakvarter i Grøndalskvarteret, på nordgrænsen mellem København og Frederiksberg, ved Grøndal station. Går man fra stationen ad Godthåbsvej mod Bellahøj, så kommer Æblevej som en lille dobbeltgrenet sidevej på højre hånd. Man fortsætter bare ligeud, til den lille plads åbenbarer sig på højre hånd på hjørnet af Vindruevej. Det er den yndigste lille hækomkransede lilleputpark med græsplæne og flagstang i midten. Blomsterbede og en nydelig bænk. Den er offentlig og passet af grundejerforeningen. Når jeg vil sætte mig dér en stille stund bevæger jeg mig stille og med ydmyghed. Jeg synes stedet er fuldstændig utroligt. Småborgerligt i stilen, ja. Men lidenheden er så smuk. Det var forresten lidt af en kontrast, da Kjeldsen og Fruen og jeg bagefter spadserede ind mod centrum og så den ryddede grund på Jagtvej 69.

Det var min tre første tips om pudsige alternativer til Havfruen i København. Der kommer flere, når jeg ellers kommer i tanke om dem hen ad vejen. Og du er velkommen til at bidrage med dine små alternative tips til pudsige steder i din by.

Køn og ‘Cracker’

Var det ikke 25 øre Trine tog for Psykologisk Rådgivning i Radiserne?

Nuvel.

I den samme avis hvor hun så græmmeligt fjernede ovale fodbolde i sidste øjeblik, er hendes afløser kommet på banen for alvor.

Hun hedder også Trine.

En lyslevende og lige så skarp analytiker af spillet mellem kønnene. For ganske få kroner kan man få Trine Ross’ ærlige mening om hvorfor visse kvinder falder for en bestemt type mænd.

I dagens tv-anmeldelse i Politiken beretter Trine om den genialt gode tv-serie ‘Cracker’ som DR2 heldigvis har genudsendt i den forløbne tid.
Om den empatiske og meget, meget uperfekte skotskfødte psykolog Fitz, der kan forstå trusserne af den ene bambiagtige skønhed efter den anden, også selv om han spiller, drikker, ryger og svigter.

Det har Trine det ikke nemt med. Hun finder det utroværdigt at tre dejlige kvinder bare i ét afsnit samtidigt skulle være forelskede i en mand som er (og jeg citerer):

“…voldsomt arrogant, konstant ukontrollabel og svært overvægtig.”

Nej, det er da også for galt. Ifølge Politikens radissekerende Trine er drømmemanden i 2007 åbenbart det stik modsatte…men hvad er så det?

“Venlig, viljeløs og veltrænet?”

Jeg siger velbekomme.

små slag

hvad skulle det være sagde han listigt
et figursyet liv bad jeg lidt dristigt om
hvor man tør blotte sin sjæl og hjerte
uden klynken og omklamrende klagen
med åbent blik og faste forbindelser
ingen angst for at stå ved sine behov
ikke bange for at spørge og få et svar
fejre hver dag med fryd og frejdighed
så kunne jeg se at han ville sige noget
jeg tav og så på ham mens han talte
han ville bare lige høre: har du travlt?