Monthly Archives: oktober 2007

Hvad er det nu lige en reporter lissom gør?

Mams, hvor jeg glædede mig!

På fagbladet Journalistens hjemmeside så jeg en artikel om et eller andet, og mine røntgenøjne fandt straks en rigtig grim stavefejl. Nu skulle jeg vel nok rigtigt grille denne unge uvidende skribent for alvor.
Gnæk, gnæk, gnæk.

Men nej….det skulle jeg så faktisk ikke alligevel.

Jeg var næsten færdig med at skrive min sydende, svidende og sarkastiske flæskning, hvori jeg harcelerede over disse irreversible faglige forfaldstider. I sekundet før jeg offentliggjorde mit indlæg, slog jeg for en sikkerheds skyld lige op i Retskrivningsordbogen. Spørg mig ikke hvorfor.

Den forfærdelige og frygtelige brøler som jeg troede jeg skulle have så megen fornøjelse ud af, viste sig at være aldeles fejlfri. En reporter kan nemlig godt reportere. På dansk. I 2007. Her gik jeg og troede at en reporter kun kan rapportere, men ifølge Retskrivningsordbogen kan man frit vælge mellem de to ting.

Jeg vidste at en reporter lavede reportager, men at reporteren reporterer?
Hvad bliver det næste…at en reporter også må kaldes en rapporter?
Ja, det bliver det sikkert – for i forvejen må vedkommende godt kaldes en rapportør.

Mit skadefro indlæg var på forhånd en and…en repand.

Min mælkeplageånd i ‘den 11. time’ på DR 2

I mandags skrev jeg om mødet med en mand på Universitetsbiblioteket:

En mand, som enten er lektor eller evighedstudent, overfaldt mig verbalt fordi jeg havde en gammel DBU t-shirt på som reklamerede for mælk. Mættet fedstof! Han mente at jeg burde tænke mig om før jeg sendte den slags budskaber afsted, og afhørte mig nærmest om det. Det foregik i bibliotekets udlånsområde, hvor man gerne må snakke sammen og også kan sidde og surfe på nogle pc’er. Der sad nogle kvindelige studerende ved de andre computere, og de lod som ingenting. Måske kender de ham i forvejen. Manden var måske sidst i halvtredserne, halvskaldet, meget mager og havde en kraftig talefejl som gjorde, at jeg måtte bede om at få hans sætninger gentaget adskillige gange. Han virkede som om han var hårdt plaget af at skulle leve i så dum en verden. Han havde en stormasket lyseblå striksweater på med høj hals. Jeg fnes bare af ham.

Tror I ikke at han tonede frem som gæst hos Mads Brügger i DR 2’s
aftentalkshow ‘den 11. time’ onsdag aften?

Nu forstår jeg jeg bedre hvorfor han er som han er!
Han er en mand med sager.
Systemet afskyr ham fordi han ofte har fat i en ret lang ende.
Han har klaget over plasticslanger i malkemaskiner, som han mener
afgiver sundhedsfarlige phthalater til mælken.
Han har klaget over at forsvaret bruger kugler med dum-dum virkning.
Han mener at mælk er et meget, meget giftigt stof.
Han mener at det nærmest er at aflive sukkersygepatienter at give dem
insulin, i stedet for at regulere deres blodsukker med vegetarkost.

Han hedder Emil Bier og han har, som jeg selv, ikke anden uddannelse 
end en bestået studentereksamen. Vel er han voldsomt energisk, og måske er han et ulideligt brokkehoved og en fremfusende fantast med alt, alt for høje idealer om hvor godt et moderne samfund, baseret på demokrati og markedsøkonomi kan fungere,

Han virker som en kværulant, der aldrig vil kunne blive glad og slappe af.
Men derfor behøver han jo ikke have uret i sine provokerende påstande.
Det har systemet værsgo at undersøge, for det skal et system som det
danske for at kunne kalde sig velfungerende.

Den uafhængige systemkritiker Emil Bier er unik.
Jeg må indrømme at jeg synes han er en uundværlig del af det Danmark jeg ville fortælle fremmede om, hvis jeg skulle beskrive noget ærkedansk.

Det bløde liv

I søndags checkede min datter ind på et af byens fineste hoteller.
Min eks-kone havde et gavekort til en suiteovernatning inkl. luksusmiddag, så nu skulle mor og datter have sig en rigtig by-slapper. Pludselig bipper faderalarmen i min lomme: DATTER I NØD! Jeg frygter det værste, og det viser sig at være en krise som kræver omgående udrykning: hun har glemt at tage et sovedyr med. Heldigvis mangler der ikke frivillige blandt min standende hær af teddybjørne, så Fossy checker hemmeligt ind skjult i en lærredspose fra Dagli’Brugsen. På den måde får jeg set deres suite med udsigt over Københavns Havn. Oh yes. Deres senge er så store at Noah kunne tage sig en morfar med plads til hele familien og alle arketyperne. Badeværelset kunne sælges på kunstauktion for en formue. Jeg kan se på stjernerne i de to midlertidige beboeres øjne at det her er lige ud af deres allé. Meldingen dagen efter lyder da også på at de har sovet som englebørn, og at deres middag var uforglemmelig. Morgenmaden overdådig. Jeg smiler. Det glæder mig. Og Fossy havde slet ikke behøvet at rykke ud. Min eks-kone fortæller i en SMS at vores datter havde sagt, at toiletpapiret var så blødt at det kunne bruges som sovedyr. Herligt feriehumør. Og fra i dag er det min tur til at lægge luksushotel til frøkenens ferieophold. Min casa er måske ikke femstjernet rent interiørmæssigt, men siden hendes sidste besøg har jeg dog fået nye vinduer! Og mon ikke jeg kan nå at købe en tre-stjernet salami på vej hjem fra arbejdet, så må jeg selv klare de to sidste på charmen og rutinen. Hyggeligt skal det nok blive. Min datter og jeg er i hvert fald genialt gode til at lave absolut ingenting sammen.

VM i Fred

I nyhedsudsendelser både i radioen og på tv hørte jeg i weekenden unge, friske og ambitiøse journalister rapportere at Al Gore og FN’s Klimapanel havde vundet Nobels Fredspris. Vundet? Der er mange måder at vinde respekt på for sin sprogbehandling. Den refererede måde er ikke en af dem. I stedet kunne de unge mennesker overveje at stille op til VM i Gasudslip.

Og hvordan var så din dag, skat?

det enkleste for hin enkelte er at gøre det enkle enklere
ryst hårlokken hansen og prøv engang til med det gode
husk nu at lufte tøjet når du har hygget dig med gutterne
rygere er patetiske og ikke-rygerne er jo bare bundnaive
se endelig dig selv i spejlet men lov mig at lukke øjnene
så skal jeg nok fortælle dig hvad jeg synes jeg får øje på
jeg ser et menneske som udefra godt kan ligne en mand
han står og håber som så ofte før at han er mere sig selv
andre er afhængige af stoffer og sprut men ikke ham her
han har ikke brug for nogen bevidsthedsudviskende hjælp
den ville blot øge hans mangel på situationsfornemmelse
trippende på stedet mimer han lydløst et ynkeligt mantra
manden elsker kvinden hvorimod kvinden elsker forholdet
bare han selv tror på det kan han såmænd blive stående
for en type som ham kan livet ikke blive kompliceret nok

Drama på DNLB

DNLB lyder som en filial af en suspekt forsamling i Greve, men er jo bare forkortelsen for Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek. Ret beset findes det egentlig ikke mere, idet DNLB er blevet fusioneret med Det Kongelige Bibliotek og har forvandlet sig til en del af Københavns Universitetsbibliotek og dermed også til Fakultetsbibliotek for natur- og sundhedsvidenskab (KUB NORD) på Nørre Allé i København. Men bøgerne er vel de samme. Kaffen og de hjemmebagte boller i Café Jena smager lissom i fredags. Og i torsdags og dagen forinden.

Jeg er på universitet lige nu – og kan tilsyneladende ikke få nok. At jeg ikke er indskrevet, men bare privat låner kan man jo ikke se på mig. Selv om det er første efterårsferiedag er der masser af studerende her i Bibliotekets Udlånsområde og på læsesalene. Mælkefedtnørden med talefejlen og den stormaskede striktrøje har jeg ikke set i dag. Det er ikke ham dramaet handler om…

Dramaet fandt sted i torsdags. På vej her til biblioteket blev jeg telefoninterviewet af Vilstrup Instituttet om Kunstrådet, og efter at have hygget med kaffe og hjemmebagte boller rullede jeg adstadigt nordpå ad Tagensvej og Frederiksborgvej til Lydbogsstudiet, hvor jeg indlæste indledningen til en ny krimi.

Ved hjemkomsten til min lejlighed kan jeg ikke finde min mobiltelefon. Gisp. Alle lommer i alle jakker. Nix. Jeg ringer til den. Intet. Panik. Jeg cykler sofort hen til lydstudiet. Forgæves. Derfor må den nødvendigvis ligge her på DNLB ved siden af computeren. Mere gisp. Tredje gear. Sveddryppende når jeg frem – og ser til min skræk at der er lisså gabende tomt ved rækken af pc’er som der plejer at være gabende kedeligt. Sidste chance: personalet. Måske har de fundet den og opbevarer den. Jeg venter i kø i fem-syv minutter før en medarbejder er ledig ved skranken. Hvor kan få minutter dog være lang tid!

Endelig. Om de har fundet en mobiltelefon? – Måske, siger den søde yngre mand og vender sig straks om for at åbne et lille skab med glemte sager. Han roder lidt, vender ansigtet mod mig og siger: – Nokia?

– JA!…nærmest jubler jeg, men måber da han med et smil rækker mig den mest overlækre klaptelefon jeg nogensinde har set. Jeg skal bare åbne og lukke hånden i halvandet sekund – så er mit mobile liv hastigt og lystigt blevet opgraderet til Business Class. Men nej. Ud af min mund kommer følgende absurde sætning: – Nej, nej…det dér er ikke min.

Klapvidunderet er millimeter fra min hånd da han standser dem fremadrækkende bevægelse. – Nå da da, siger han, og lægger den ind i rodet igen – og da det er den eneste glemte telefon er samtalen forbi før den kom igang for alvor.

Helt ærligt. Godt nok har jeg været byspejder i Det Frie Spejderkorps. Patruljeassistent! Men alligevel. Min Nokia er den tarveligste og mest prunkløse plastic-walkie-talkie model. Fabrikken refunderer halvdelen af de dummebøder man får hvis man bliver taget med sådan een i lommen. Radioen kan kun spille i mono. Intet kamera. Ingen mp3 og billedbeskeder. Den kan ikke engang lave kaffe. Og så står jeg dér og siger jeg nej tak til en overüber supertelefon!? Hvorfor kan jeg aldrig klappe i? Enten er jeg et langt bedre menneske end jeg selv er klar over, eller også er jeg dummere end Kunstrådet tillader.

På vej hjem igen, i støvregnen, kommer jeg i tanke om hvor min børnetelefon ligger. Gemt bagved en lyddæmpende pude i lydstudieboksen. Den lå der såmænd også første gang jeg var derhenne for at lede. Jeg er vist mere småsyg end jeg vil være ved. Kan hjernen sætte ud hvis man er forkølet – eller forstærkes ens moralske habitus ved allergisk snue?

Næste gang køber jeg en Sony Ericsson…

Videregående

I onsdags gik jeg ind ad døren på Københavns Universitet. Det var ikke første gang. I 1981 læste jeg Dansk Hovedfag i et par dage, men droppede ud. Jeg beholdt dog studiekortet i et antal år, så jeg kunne fortsætte mit studenterjob i Kulturministeriets Postafsendelse, hvor vi bl.a. læste korrektur på de breve som embedsmænd og ministeren skulle sende.

I onsdags var jeg så tilbage igen. Denne gang dog ikke på det humanistiske fakultet i de grusomt grimme betonkasser på Amager, men på Campus i den nordlige del af København – ved Fælledparken – hvor man læser naturvidenskabelige fag som biologi, fysik, idræt og geologi.

Jeg skulle hente bogen med Stig Larsson-digte i, som jeg havde bestilt på Det Kgl. Bibliotek og som kunne afhentes på Universitetsbibliotekets afdeling på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, ved Frederik Bajers Plads. Så snart jeg kom ind i det store hus, med statuen af Steno ude foran, følte jeg mig hjemme.

I de næste tre dage mødte jeg op, følte mig mere hjemme, og gik ned i Café Jena og købte kaffe i et krus med bibliotekets initialer (DNLB) på, og spiste en hjemmebagt bolle med et ordentligt lag Lätta-minarine på. Gosh, hvor jeg nød at være der. De unge studerende gik rundt og så 
forpinte ud. 

En mand, som enten er lektor eller evighedstudent, overfaldt mig verbalt 
fordi jeg havde en gammel DBU t-shirt på, som reklamerede for mælk.
Mættet fedstof! Han mente at jeg burde tænke mig om før jeg sendte 
den slags budskaber afsted, og afhørte mig nærmest om det. 

Det foregik i bibliotekets udlånsområde, hvor man gerne må snakke 
sammen og også kan sidde og surfe på nogle pc’er. Der sad nogle 
kvindelige studerende ved de andre computere, og de lod som 
ingenting. Måske kender de ham i forvejen. 

Manden var måske sidst i halvtredserne, halvskaldet, meget mager 
og havde en kraftig talefejl som gjorde, at jeg måtte bede om at 
få hans sætninger gentaget adskillige gange. Han virkede som om 
han var hårdt plaget af at skulle leve i så dum en verden. Han havde en 
stormasket lyseblå striksweater på med høj hals. Jeg fnes bare af ham.   

Jeg nyder at være et sted hvor man på den ene side går i dybden med emnerne, og kan være så mærkelig som ham manden, men hvor det også er tydeligt at de studerende tripper for at komme ud i samfundet og virke – og få en løn de kan leve af.

Det var sjovt at være student igen – 30 år efter at jeg tog HF-eksamen og EFTER at jeg har fået min studiegæld eftergivet. Og det er ikke sidste gang at jeg lister ind på Jena og drikker kaffe til otte kroner for et stort krus.

Beologen træner? (11)

Uha, uha. Allerede i mandags kunne jeg mærke, at der var noget i vejen. Jeg måtte kæmpe mig gennem træningen på cyklen og Damemaskinen. Det var som om jeg var ved at blive lidt småsyg, måske forkølet.

Tirsdag havde jeg fri fra arbejdet, og samme dag begyndte et hold håndværkere at udskifte vinduerne i min lejlighed. Jeg valgte at cykle til Herfølge for at overraske min datter, når hun fik fri fra skole kl. 13.30. 
Jeg nåede dog at vaske trapper i ejendommen og bade i fitnesscentret 
inden jeg tog afsted.

På cykelturen fra København kunne jeg bestemt godt mærke, at jeg var ved at blive smådårlig. Forkølet. Mest i næsen, ikke så meget i halsen. Men jeg har et punkt på venstre side af halsen, måske en kirtel, der er meget øm. Så jeg tænkte at det hele er en gang forkølelse. Jeg følte mig også lidt varm, dog ikke meget, og lidt utilpas. Tog cyklen med i toget 
hjemad.

Ved hjemkomsten tirsdag aften kunne jeg mærke at jeg var syg. Håndværkerne havde sat nye vinduer i, men var ikke færdige endnu. De skulle tætne, fuge og sætte nye vindueskarme på. Så jeg kunne ikke gøre ordentligt rent, men måtte sove i et støvfuldt miljø. Ikke smart. Onsdagstræningen droppede jeg, og jeg besluttede ikke at træne igen før jeg følte mig helt rask og frisk.

Så jeg har ikke trænet i centeret siden i mandags og siden cykelturen tirsdag. Håndværkerne blev ved til torsdag eftermiddag. Først da kunne jeg gøre rent og vaske gulv og stille på plads i hele lejligheden. Jeg trives meget skidt med støv og friske træplanker og den slags – ikke at jeg har priktestet det – men alligevel.

Så jeg har været – og er vel stadig – sådan lidt småforkølet. Måske har 
jeg en såkaldt kold lungebetændelse. Det har jeg haft før. Men jeg gider 
ikke gå til lægen. Ikke endnu. Først hvis jeg får rigtig feber. På grund af 
utilpasheden har jeg ikke arbejdet torsdag og fredag. 

Min plan er at træne kondition i centeret efter arbejde i morgen. Mærke 
efter hvordan det hele føles. Jeg har også meldt mig til et forsøg på Riget 
hvor man vil måle på mennesker i min alder, som har fået konstateret sukkersyge. De vil kun måle via blodprøver. Man skal ikke gøre andet end at møde op nogle gange. 300 kroner får man for at få tjekket sit småuregerlige blodsukker. Det er jeg frisk på.

Det sjette møde

– Kaffe?
– Ja tak…
– Fint.
– Jeg vil gerne starte med at sige noget.
– Gerne for mig.
– Kan du huske hvad vi talte om sidst?
– Ja da.
– Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde været vred for alvor?
– Det er rigtigt, ja…er du kommet i tanke om det i mellemtiden?
– Nej, men der er noget som er dukket op som jeg ikke kan få ud af hovedet.
– Ja?
– Det handler om min far.
– Ja?
– Ja.
– Jeg vil gerne høre om det.
– Okay. Det er hjemme på mit værelse. Min far skal lægge mig i seng. Det gjorde han ellers aldrig. Jeg ved faktisk ikke hvorfor han gjorde det den aften. Måske havde jeg været syg. Jeg ligger i hvert fald nede i min seng. Den er lyseblå på indersiderne. Far kigger ned på mig og smiler. Så kilder han mig. Jeg bliver helt vildt glad og spjætter med både arme og ben. Mor er der vist også….
– Ja?
– Men…så går det galt.
– Galt?
– Ja.
– Jeg kan se på dig at det er svært at tale om. Det er helt i orden. Tag dig bare god tid. Træk vejret dybt ned i maven, hvis du kan.
– Mine hænder ryster…
– Det er helt normalt. Lad dem bare ryste.
– Jeg var så glad lige dér…og så gik det galt.
– Hvordan?
– Jeg spjættede så meget at jeg kom til at støde hælen ind i fars mave. Han blev helt hvid i ansigtet og sagde en lyd jeg aldrig glemmer. Et grynt.
– Hvorfor reagerede han så stærkt, tror du?
– Han var vist lige blevet opereret for noget mavesår, tror jeg nok…og jeg ramte ham lige ind i såret.
– Aha…
– Men…han blev også vred. Meget vred. Han så på mig med så hårdt et blik at jeg troede han ville slå mig.
– Slå dig?
– Ja…jeg tror faktisk han løftede armen.
– Blev du bange?
– Ja, meget……………..undskyld.
– Det er helt i orden. Tag bare nogle af de der servietter på bordet.
– Tak…
– Skete der mere?
– Det tror jeg ikke.
– Og din mor?
– Det ved jeg ikke. Jeg er slet ikke sikker på at hun var der. Jeg ser bare hans blik. Og hører lyden da jeg rammer ham.
– Hvis din far var her lige nu…ville du så sige noget til ham?
– Her?
– Ja, her. Han sidder i den her stol som jeg stiller foran dig. Tror du at du kan du forestille dig det?
– Ja..!
– Dér sidder han så! Hvad vil du sige til ham?
– Far….det var altså ikke min mening at ramme dig. Det var et uheld, far.
– Nemlig. Og kom så herover og sid i hans stol.
– Nu?
– Ja…sæt dig der i fars stol og prøv om du kan mærke hvad han ville svare.
– Okay.
– Nå du…far dér. Din søn sidder herovre og er ked af det. Hvad siger du til det?
– Øhh…
– Ja?
– Det skal han ikke være.
– Nej?
– Nej…
– Så sig det til ham!
– Det kan jeg ikke.
– Hvorfor ikke?
– Det gør ondt i såret.
– Så du ville gerne have sagt noget, hvis du havde kunnet for smerten?
– Ja.
– Men han siger også at du så vred ud og ville slå ham?
– Gør han det?
– Ja…kan du ikke se hvor bange han ser ud?
– Jo!
– Jamen, har han ret? Vil du slå ham?
– Nej!
– Så sig det til ham…kan du ikke det – nu så mange år efter?
– Øhh…du? Jeg vil altså gerne over i min egen stol igen. Må jeg det?

En snebold i nakken på Lomborg

Nobels Fredspris 2007 går til ex-vicepræsident Al Gore og FN’s Klimapanel.

Ikke om jeg fatter hvad klimaforskning som sådan skulle kunne gavne verdensfreden, uanset hvor prisværdig forureningsbekæmpelse i øvrigt er. Men måske vil den norske fredspriskomité een gang for alle give verden fred for Bjørn Lomborg?

Det ligner en tanke. Og det får mig sofort til fortsat at støtte evigtdrengede Lomborg når han taler Roma midt imod, og råber Cool it! – hver gang Albert Arnold Gore, Jr. og hans dommedagshof skrider kejserligt forbi.

Jeg er bestemt ikke imod at man passer godt på jordkloden – tværtimod – men jeg går ind for at parterne ikke løber med en halv polarvind, selv i den bedste sags tjeneste. Det er i forvejen ikke let for lægfolk og vælgere at vide hvem og hvad man skal stole på.

Og forresten…rent sprogligt er det altså guf for en fabulator som mig, at man kan få en fredspris for at kæmpe for et globalt miljø som mennesker kan leve i og ikke kun overleve. Godt nok består våbnene af paragraffer og soldaterne går med slips – men en krig…det er det sågu! 

Jeg tror desværre ikke at alverdens hensynsløse industrikoncerner og 
investeringsfonde har tænkt sig at overgive sig uden kamp. Historien 
viser at griskhed kan gøre aktionærer og bestyrelser livsfarlige, hvis man 
angriber dem for at sætte profit over natur og mennesker.