Livet efter sidste side

Jeg har fået fat på den første lydbog jeg indlæste for Ællingefirmaet i Odense. Det er krimien Lejemorderen af Lis Wagner, og jeg kan stadig huske hvor opsat jeg var på at gøre et godt stykke arbejde lige fra begyndelsen. Det var en årle morgen i foråret 2004, og jeg talte med vilje ikke med nogen på vej til lydstudiet, for at kunne have den helt rigtige dybe og rå tv-reklame-stemme på min første arbejdsdag.

I aftes genhørte jeg så de første minutter af min første cd. Og måbede. 
Jeg lyder som om jeg er speaker på Radioavisen, og skal læse nyheden 
om at regenten er blevet hasteindlagt, eller det der er værre. Mage til 
gravkammerrøst og bedemandstempo! Hvis man tror, at man skal 
underholdes med en frisk nordjysk (mordjysk) thriller, så bliver man da skræmt væk fra første minut. Jeg lyder, som om jeg har fået besked på at jeg står øverst på lejemorderens liste, og er blevet truet til tavshed.

Det pudsige ved den første lydbog er, at midt i arbejdsprocessen sker der store ting i mit eget liv. Min mor dør. Jeg kan stadig huske hvor besynderligt det var at møde på arbejde igen samme dag, jeg var blevet forældreløs. Derfor frygtede jeg i aftes, at hvis jeg satte den næstsidste cd på – som jeg er helt sikker på er indtalt efter at døden i bogen har spredt sig til mit eget privatliv – ville den lyde dobbelt så afgrundsramt som i bogens indledning. Mindst.

Men nej. Der er meget mere liv i min stemme!

Mærkeligt, men også opmuntrende, på en eller anden omvendt facon.
Livet kan godt være livligt, selv når ham med hættetrøjen og det antikverede høstredskab har slået et sving forbi ens postnummer.
Det gælder om at nyde en masse modbydelige krimi’er mens man lever, så man kan ånde lettet ud efter sidste side og tænke….godt, det ikke var mig!

Advertisement

En hel del lytteratur

I går skulle jeg lige finde titlen på en af de romaner, jeg har indlæst som lydbog, så jeg søgte på mit navn hos det lydbogsforlag i Odense som jeg 
har arbejdet for siden 2004.

Jeg fandt titlen – men blev også lettere stakåndet ved synet af den lange 
liste af bøger, jeg har siddet med i den lille lydboks om formiddagen. Når 
jeg engang ikke lever mere, så har mine børn rigeligt med godnathistorier 
at gribe til, hvis de skulle savne deres fars milde røst. 

Se bare:
  
Abemanden Mads Brügger og Nikolaj Thomassen
Broken Music Sting
De er ikke fremmed her Adam Haslett
Et ufuldendt liv bind 1 Robert Dallek
Feltherrer Red. af Esben Mønster-Kjær
Varmt hjerte, koldt blod Flemming Østergaard
Alle steder ser dig Janus Kramhøft
Baggård Ari Behn
Beatlemanifestet Einar Már Gudmundsson
Black Swan Green David Mitchell
Caroline Mathildes revolution Henning Rovsing Olsen
De fritstillede Aase Schmidt
Den dag sneen kom Frode Z. Olsen
Den gule enke Reijo Mäki
Den store hemmelighed Christian Jacq
Den tredje bror Nick McDonell
Det bedste en mand kan få John O’Farrell
Det skjulte rum Louise Welsh
En uskyldig tid Jonny Halberg
Frelseren Jo Nesbø
Hej Nostradamus! Douglas Coupland
Hvide duer ved daggry James Lee Burke
Ildens vej Christian Jacq
Is på kærlighedens flod Andreï Makine
Koma Alex Garland
Kong Tsongors død Laurent Gaudé
Kvinden i mit liv Carla Guelfenbein
Livets træ Christian Jacq
Louis Drax’ niende liv Liz Jensen
Ludmilas gebrokne engelsk DBC Pierre
Lykkesmede Michael Esper Andersen
Marekors Jo Nesbø
Martyr Peter Boe
Maskeblomstfamilien Lars Saabye Christensen
Mellemlandinger Jacob Weinreich
Mesteren Colm Tóibín
Milarepa Eric-Emmanuel Schmitt
Monsieur Ibrahim og Koranens blomster Eric-Emmanuel Schmitt
Mørkt stof Philip Kerr
Nemesis’ arme Steven Saylor
Ondskabens komplot Christian Jacq
Oscar og den lyserøde dame Eric-Emmanuel Schmitt
Paradis på jord Kjartan Fløgstad
Pigtopia Kitty Fitzgerald
Revolvertricket Louise Welsh .
Romersk blod Steven Saylor
Simmer Arne Herløv Petersen
Sjælespiserne Michelle Paver
Skovens kraft Michelle Paver
Skrænten Carl Frode Tiller
Sorgenfri Jo Nesbø
Søvnens gidsler Hans Henning Harmer
Tamburlaine skal dø Louise Welsh
Tigerbalsam Hans Kragh-Jacobsen
Trofæ Ole Henrik Laub
Twelve Nick McDonell
Ulvens bror Michelle Paver
Vi ses i Pusher Street Gorm Henrik Rasmussen
Vindskift Andrea De Carlo
Zahir Paulo Coelho
Arnulf Susanne Clod Pedersen
Den elektriske by Søren Jessen
Den vrede dreng Gunnar Wille
Point Blanc Anthony Horowitz
Smerteherren Søren Jessen
Veulf Susanne Clod Pedersen
Bagdad-bloggen Salam Pax
Dragesværdet Niklas Krog
Heksemesterens skygge Niklas Krog
Heksemesteren vender tilbage Kai Meyer
Dristige missioner fra 2. Verdenskrig Rasmus Dahlberg
Løvens honning David Grossman
Hundehoved Morten Ramsland
Karl den stummes saga Marianne Gade
Klaufis saga Marianne Gade
Thorsteins saga Marianne Gade
Kvalitetstid Richard Ford
Manddomsprøven og andre noveller Peter Mouritzen
Oscar Wildes elevator Lars Saabye Christensen
Lejemorderen Lis Wagner
Verdens værste tour Jens Alstrup

– og listen er vist ikke engang komplet…der er måske nok 10-15 titler til.

PS. Se andre lydbøger og prøvelyt hos Lydbogsklubben.

Københavns helt egen Pia

Lige hjemkommet fra noget så ærkedansk og værdiladet som et bankospil, ser jeg til min store glæde at der er indgået en aftale mellem Fonden Jagtvej 69 og Københavns kommune om etablering og drift af et nyt Ungdomshus på en adresse, som først bliver fundet senere.

Kommer aftalen til at fungere, så vil de københavnske beboere slippe for gadeoptøjer – og samfundet skal ikke igen bruge minimum 50-60 mio. kroner på at forsvare en kristen fundamentalistisk sekts ejendomsret, som det så viste sig at de ikke ville bruge alligevel!

Da Venstre ikke er med i aftalen og dermed ikke kan fiske stemmer på den måde, er man nødt til at stille sig sure og tvære an, i øvrigt sammen med de konservative. Pia Allerslev, Venstres kommende leder i hovedstaden, siger til Politiken:

»Overborgmesteren (Ritt Bjerregaard, S, red.) er helt åbenlyst mere interesseret i at lave aftaler med unge, der gang på gang har smadret bydele, end hun er i at lave rimelige aftaler med f.eks. de københavnere, der bliver berørt af ‘billig bolig-projektet’ i Kløvermarken«.

Nu spørger jeg: hvordan kan Pia Allerslev egentlig tillade sig at påstå, at det er de voldelige unge som vil bruge det nye hus? Jeg synes faktisk hendes udtalelse er tæt på at være injurierende. I hvert fald synes jeg det er tragisk at hun hellere vil stampe i jorden og holde på sit, når byens uskyldige borgere – og landets skatteydere – betaler prisen gang på gang på gang.

Der er andre unge i byen end de voldelige, Pia Allerslev! 

Voldens opståen kan godt være de unges skyld – men konsekvenserne for uskyldige københavnere – og især pligten til at søge at forhindre 
gentagelser – er da lisså meget politikernes ansvar?

Det er eddermame for nemt at sige ‘de voldelige unge’ og så ellers bare være fornærmet. Hvor er det typisk for borgerlige partier hellere at ville lade politiet bruge vold (plus hundredtusinder af overarbejdstimer) for princippets skyld, hvorefter man siger trylleordene “voldelige unge” og vasker sine hænder – i stedet for at søge den forhandlingsløsning som burde være politikernes fineste håndværk.

Den argumentation er paradoksalt nok….barnlig og umoden.

Der blev spildt alt, alt for meget dyrebar energi og alt, alt for mange 
penge på så banalt et problem som at skaffe unge mennesker et sted 
at være unge i.    

Jeg er SÅ glad for at man endelig prøver at komme hinanden i møde.

Hvad bliver den næste forhandlingsløsning…Mellemøsten? 

Pia Allerslev vil hellere være have holdninger…så blæse være med konsekvenserne for andre. Måske er denne skarpe satire (“FY! FY! FY! NU RYDDER MAN DE GAMLES BY!”) ikke utænkelig – hvis Venstre og De konservative i København får magt som Pia har agt? 

yesterday a child went out to wander

for pokker da jeg skal afsted til bankospil om lidt
så står hun lyslevende lige der foran mig og synger
mens hun står og vugger så smukt er jeg kun ni år
nu bliver jeg altså lige nødt til at mærke godt efter
hun synger om livscirker og er næsten helt voksen
håret er lyst og langt og hendes hud blød og glat
det er helt hypnotisk at jeg kan kalde hende frem
i en lille ramme i en større ramme på mit stuebord
der er nu gået fyrre år siden den dag hun optrådte
men jeg har slet ikke tid til smil imens hun er på
måske er det på den dag jeg flygter fra min klasse
det er ubærligt at blive drillet i den dumme skole
heldigvis er der mere fred på stierne nede i mosen
jeg lover en and at skrive digte om hemmeligheder     

Dybe, uerkendte behov opfyldes

Spørg lige dig selv (og lov mig nu at du er helt ærlig) om du nogensinde har haft behov for at høre fire heste synge i kor? Jeg gætter på at du ikke har så meget som tænkt på det – men jeg ved, at du har et sådant behov. 
Tror du ikke på mig? Okay, lad det komme an på en prøve. Når du først har set de fire søde pruheste stå dér og se på dig med blinkende øjne, så ved du allerede at mødet vil ændre dit liv. Du skal bare klikke på dem, så begynder de at synge, og du kan selv styre hvor mange af dem som skal 
være i gang. Uanset hvor mange af dem, der synger – så lyder det dejligt. 
Jeg er personligt ret vild med de to i midten. Dem kan jeg høre på i lang tid.  
Tillykke med at du har fundet denne mulighed for en stille glædesstund. 
Klik her.  

Suk, suk…og atter suk

P2 skæres ned til en ren musikkanal

Og kvinden skabte manden…

I Information kan man læse om mænd, manderoller og familiehygge:

Da Erling Jepsens datter var tre år, ville hun så gerne have en kat, men fordi Erling Jepsen i forvejen er allergisk anlagt, var han ikke så begejstret for tanken. Hans kone prøvede at forklare datteren, hvordan det hang sammen, at far ikke kunne tåle kat. ‘Jamen, kan vi så ikke bare få en ny far?’ spurgte datteren så.

Klik på citatet og læs resten af Trisse Gejls tankevækkende interview med 
forfatteren til ‘Kunsten at græde i kor’. Trisse er selv forfatter, og i øvrigt også selveste ‘Donna G’, manager for FC Fodboldenglen – forfatterholdet med lutter lutrede mænd på.

de tynde lag

tre sorte plader ved siden af hinanden
den unge kvinde ser koncentreret på dem
hun ved godt hvor varme de i virkeligheden er
på den nærmeste ligger en klump flydende hvid masse og småbobler
på den midterste er den tynde fernis langt bedre fordelt ud over det hele
på den yderste til venstre for hende hænger det hele sammen i fastere form

hun bruger en pudsig træpind til at fordele blandingen af mel og vand
pinden drejer rundt på et slags håndtag som passer godt til hendes hånd
det er som om hun ved at sorte plader helst skal dækkes af lysere materiale
gør hun ikke sit yderste for at holde processen i gang brænder alting bare på
det kan vi ikke have i det lille illuminerede hus i den gamle have så tæt på jul
jeg skæver ind til hende og tænker på hvad hun står og tænker på i varmen

på et tidspunkt udenfor sæsonen må jeg have forlist mit fordelingshåndtag
pludselig kan jeg mærke tre iskolde kogeplader på rad og række i mit bryst
de er for længst irret til og irriterede over at ikke at blive brugt til noget mere
jeg bager ikke på noget eller nogen og så kan de bare ligge der og nedsmelte
der skal eddermame gode sikringer til at holde vekselstrømmen tre stik fra livet
med sin kønne hvide hånd smutter kvinden en perfekt pandekage af pladen

Højholt kamera

“Politik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt”. 
                                                                                          (Per Højholt)

Dyb kedsomhed skabte livet på jorden

Nu er det så endegyldigt bevist hvordan livet er opstået, og man kan roligt glemme alt om Gud, store brag eller kontraktpolitik. Som sædvanligt er det svensk tekst-tv som kan bringe de vigtige nyheder, og jeg kan umuligt takke Herman Salling og Mærsk Mc-Kinney Møller nok for at have sat en digitalfjernsynsantennesignalsomsætningsdekoderboks på tilbud i Netto, så jeg fra forleden igen kunne modtage svensk tv. Det er da lidt sejt. Først opfandt Hr. Møller den syngende brødrister, og nu har han for kun 199 kr. solgt mig løsningen på gåden om livets skabelse:

Altså, der lå to molekyler i en sjat vand og røvkedede sig for nogle få milliarder år siden. Fjernsynet var ikke opfundet, ingen Playstation, ingen SFO. Ikke så meget som forsinkelser på Kystbanen eller Nanna Birk Larsen kunne de snakke om. Og da de ingen arme havde, kunne de heller ikke onanere. Total nederen på en flad fredag. Jeg kan godt forstå at de ikke kunne finde på andet end at slå koderne sammen (de var nemlig dna-molekyler) og ta’ den derfra.

Man har før vidst at lange kæder af dna-molekyler har leget Vild Med Dans i ursuppens vandområder, men nu har et internationalt forskerhold fundet ud af, at enkeltmolekyler også kan smide slæberne ind hos hinanden – og hvis man så bare venter længe nok kommer der Troels Lund Poulsen ud af det. Ubegribeligt. Hvis det ikke er et mirakel, så kan man godt begynde at spille på at Morten Olsen begynder at indrømme fejl, eller at SPAR bare en gang imellem har de slagtilbud som de lokker med i tilbudsavisen.

Hvad?

Hvem der skabte de to molekyler??

Det gjorde Volvo!