Jeg elsker Politiken.
Mine forældre holdt ‘Organet for den højeste oplysning’ gennem hele min barn- og ungdom – og jeg får udslet og migræne ved det blotte syn af Tanten, J-Pesten og andre mærkelige morgenaviser.
Desværre har jeg ikke rigtigt haft råd til at holde den selv – og efter at min mor døde for fire år siden kan jeg ikke læse hendes aflagte.
Jo, jeg kunne gå på biblioteket…men det er ikke det samme som at få den bragt til morgenkaffen, eller at gå ombord i en stak hjemme hos mor mens hakkebøffen varmer sig i smørret.
Nå, men for nylig kunne man få avisen i fire weekends for 88 kroner, og
man deltog samtidig i en lodtrækning om en rejse for to til New York.
Den hoppede jeg på – men jeg bad meget, meget bestemt avisens abonnementsafdeling om IKKE at ringe mig op når de fire uger var gået, for at følge op på tilbuddet. Man kunne skrive ‘bemærkninger’ i en lille tekstboks i avisens bestillingsformular på nettet…og jeg skrev dette:
‘Vil I ikke nok være søde ikke at ringe og følge op, når dette tilbud er udløbet?’
Og hvad skete?
De ringede..!
En kvindestemme præsenterede sig en hverdagsaften ved spisetid. Mit blodtryk steg og faldt lisså hurtigt som en druknats rejsning. Jeg hvislede gennem sammenbidte tænder, at jeg netop havde bedt dem om IKKE at ringe til mig.
Da jeg selv har forsøgt mig som telefonsælger af abonnementer netop i Politiken (1 dag), så ved jeg lidt om metoderne…og derfor indlader jeg mig a-l-d-r-i-g på samtaler med sælgeren.
Så snart jeg har hørt hvem de er, lægger jeg telefonrøret indtil de selv afbryder forbindelsen. Jeg smækker aldrig røret på eller afbryder opkaldet eller skælder ud. De må selv opleve tomheden og så handle derudfra.
Okay.
Fint.
Men nu bagefter er en frygtelig tanke slået ned i mig:
Tænk, hvis hun ringede for at fortælle mig at jeg havde vundet rejsen!
Så har jeg fanme selv været ude om det!
Beologisk Institut 