Monthly Archives: november 2007

Ros til tv-lægen

Han er kendt som en af landets mest eftertragtede ungkarle. Sådan må det vel være for en tilsyneladende stille og rolig læge med en god røv og femten år på landsdækkende tv.

Forleden kom dette mønstermenneske så med en udtalelse som han skal roses for. Det skete i DR-programmet “Ha’ det godt”, som mere handler om forebyggelse end om behandling. Peter Qvortrup Geisling gik i kødet på den omsiggribende sundhedsdille, der hos mange moderne mennesker tager så meget overhånd at den ender med at gøre dem syge.

Jeg synes det er genialt godt at høre en praktiserende læge drible lidt 
sund fornuft ind i alle de mange, mange krav til hvordan man skal leve og endelig i-k-k-e leve. Efter at have gennemgået allehånde løftede 
pegefingre skærer han igennem og kommer med fire snusfornuftige råd:

1. Drop smøgerne.
2. Hold igen med alkohol, hvis du drikker for meget.
3. Skær ned på fedtet, hvis du vejer for meget.
4. Dyrk en anelse motion.

Kan man præstere det, så har man ifølge Geisling langt hen ad vejen gjort hvad man kan, med den viden man har i dag.
Dét trængte jeg til at høre fra en certificeret sundhedsapostel.

Læs hele hans udlægning ved at klikke på billedet:

 

Tilbageblink

Endelig fik jeg has på den norske snemand som jeg har kæmpet med i flere uger. Med lommerne fulde af smeltevand gik jeg direkte hjem og sov en middagslur, hvorunder jeg drømte om at stå op og cykle. Bagefter cyklede jeg en tur og det gik som en drøm. Først var jeg nær blevet kørt ned af en lydløs kvinde med metalhjelm. Mørket var faldet på. Så fik jeg øje på en grøn mand og gik på tværs ind i gul butik hvor der var en julegave til min datter. Det blev jeg så opstemt over at jeg skyndte mig videre til en døgnbutik efter noget rapsolie pakket ind i koldpisket hvid luft og med nødder til. Det er meget bedre end det mættede kolort jeg har fyldt mig med i så lang tid. Inden jeg nåede så langt skete der dog noget ret dramatisk. Jeg kørte på en bro over jernbanen og fik øje på noget, der lignede en væltet cykel. En diodelampe med et skarpt og metalblåt skær blinkede ildevarslende inde på fortovet, og jeg fik nogle ækle mareridtsglimt om den aften jeg som ung fandt min mor liggende på en sti i mosen ved siden af sin snurrende Puch Maxi med lygten tændt og metalhjelmen siddende underligt skævt. Derfor standsede jeg med det samme, for det kan den gule damecykel jeg låner af min eks-kone nemlig godt, hvis den vil. Jeg ville jo gerne hjælpe til, hvis nogen var faldet inde på fortovet. Men det var der bestemt ikke tale om. Diodelampen sad i halsbåndet på en lillebitte overnervøs rystende hund, som var ude at gå tur med sin lige knapt så lille ejer. Hunden var underligt meleret i farverne, det vil sige sådan sjaphvid på underkroppen og klatter af mælkechokolade på overdelen. Det var alt for mange watt til så lille et væsen. Så skulle jeg køre rundt med Dueodde Fyr i baglommen. Men jeg fik da købt ind og kørte hjem, og om lidt skal jeg så i seng igen. Trods alt. Men jeg ved altså ikke rigtigt. Måske skulle jeg prøve at sove med hjelm. Den slags. Gulerodsbrød med gedeost.

De kønne unge mennesker

Min TV 2-regionalstation Lorry har i et stykke tid haft en ny ung vært. Stine.
Hun er endnu en sproglig katastrofe når det kommer til mundtlig formidling.
For fem minutter siden spurtede hun bardus ind i ét af de ord som det falder mange unge mennesker umådeligt svært at udtale: psykiatriske.

Det fik hun på typisk vis lavet om til psykriatiske – og det er da også meget lettere at sige det på den måde…så hun skyndte sig at gøre det seks-syv gange. Hendes vokaler er spændende på den måde, at de gennemgående ikke har ret meget at gøre med dem som står i de ord, hun kæmper med at få has på. Men hun er selvfølgelig meget, meget køn med langt lys hår, store øjne og fyldige læber.

Er det sådan, at jo kønnere man er, desto mindre behøver man at anstrenge 
sig?

Brian…Brian…Brian

Nej, jeg fik heller ikke noget arbejdslegat fra Kunstfondens Kunststyrelses et-eller-andet-udvalgs en-eller-anden-pulje til at arbejde videre med ‘Møderne’.

Jeg gider ikke søge legater mere.
Det giver bare sur mave.
Den ledeste lede.
Fælsomheden.

Så hellere have et rigtigt arbejde, eller to, og skrive af hjertets lyst.

Jeg er træt til føden af Brian og hans lakoniske legatskrivelser.

Forfrem ham til borgmester i Slangerup, ligestillingsminister eller franchise-ejer af et lysthus. Bare jeg meget snart slipper for hans glatte nakke.

Det gode liv

“Min kæreste og jeg tager tit ud og spiser lækker mad. Vi kører restauranter i loops, det vil sige, at når vi har prøvet dem alle sammen, så kører vi dem igennem igen, for så har de som regel skiftet menu. Det er ofte på Ensemble, Premisse, Kong Hans, Bleu, Formel B, Gastronomique, Le Sommelier og Restaurant MR. På Sticks & Sushi og på La Vecchia Signora henter vi meget take away, og i min frokostpause tager jeg på Aamans. Mine yndlingsrestauranter er helt klart Premisse og Ensemble. Jeg går ikke så meget i byen. Det ender næsten altid med en bar, og det er altid lidt kedeligt. Der er ikke rigtigt nogle fede steder. Vi har hygget os meget inde på Bleu, men så har det ikke været i baren, men hvor vi har fået lov at blive hængende i restauranten. Ellers er det Library Bar på Plaza Hotel.”

 (Thomas Troelsen i ‘Mit København’, Berlingskes AOK-tillæg, fredag 16/11-07)

Jeg ser. Ud.

Altså…kan du forklare mig hvorfor det hedder: Han så ked ud af det. Hvorfor hedder det ikke: Han så ked af det ud? Eller: Han så ked ud af det ud? Jeg mener…det hedder jo: Han så glad ud. De hedder ikke: Han så glad ud af det…ud. Eller: Han så glad af det ud. Jeg ser forvirret af det ud.