Monthly Archives: november 2007

The Bronx is up and the Battery’s down

Jeg elsker Politiken.

Mine forældre holdt ‘Organet for den højeste oplysning’ gennem hele min barn- og ungdom – og jeg får udslet og migræne ved det blotte syn af Tanten, J-Pesten og andre mærkelige morgenaviser.
Desværre har jeg ikke rigtigt haft råd til at holde den selv – og efter at min mor døde for fire år siden kan jeg ikke læse hendes aflagte.
Jo, jeg kunne gå på biblioteket…men det er ikke det samme som at få den bragt til morgenkaffen, eller at gå ombord i en stak hjemme hos mor mens hakkebøffen varmer sig i smørret.

Nå, men for nylig kunne man få avisen i fire weekends for 88 kroner, og 
man deltog samtidig i en lodtrækning om en rejse for to til New York.
Den hoppede jeg på – men jeg bad meget, meget bestemt avisens abonnementsafdeling om IKKE at ringe mig op når de fire uger var gået, for at følge op på tilbuddet. Man kunne skrive ‘bemærkninger’ i en lille tekstboks i avisens bestillingsformular på nettet…og jeg skrev dette:

‘Vil I ikke nok være søde ikke at ringe og følge op, når dette tilbud er udløbet?’

Og hvad skete?
De ringede..!

En kvindestemme præsenterede sig en hverdagsaften ved spisetid. Mit blodtryk steg og faldt lisså hurtigt som en druknats rejsning. Jeg hvislede gennem sammenbidte tænder, at jeg netop havde bedt dem om IKKE at ringe til mig.

Da jeg selv har forsøgt mig som telefonsælger af abonnementer netop i Politiken (1 dag), så ved jeg lidt om metoderne…og derfor indlader jeg mig a-l-d-r-i-g på samtaler med sælgeren.
Så snart jeg har hørt hvem de er, lægger jeg telefonrøret indtil de selv afbryder forbindelsen. Jeg smækker aldrig røret på eller afbryder opkaldet eller skælder ud. De må selv opleve tomheden og så handle derudfra.

Okay.

Fint.

Men nu bagefter er en frygtelig tanke slået ned i mig:

Tænk, hvis hun ringede for at fortælle mig at jeg havde vundet rejsen!

Så har jeg fanme selv været ude om det!

En meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget glad Beolog

Jeg var i formiddags til ansættelsessamtale på Det Kgl. Teater med henblik på et deltidsjob som kontrollør…og fik det!

Nu er mit arbejdsliv tæt på at være perfekt.
Jeg får løn for at læse en god roman om morgenen – og løn for at gå i teatret og operaen om aftenen.

Det er…ubegribeligt glædeligt.
Jeg er så glad, at jeg skal tisse hele tiden.

Øhh….HURRA!

hanketom

der hænger en blå kurv med flæser på krogen
jeg har længe tænkt på hvad der foregår i den
da jeg fik den var den da ellers tom eller hvad
andre ville nok hellere sætte en pæn lampe op
blødt lys som daler ned og fjerner sprækkerne
men jeg vil ikke tage den åndssvage kurv ned
så kan den lære hvordan det er at blive afvist
kurve har alt for længe ødelagt det for mange
den kan værsgo svæve uvis og have det blåt

Beologens kommentar til valgresultatet

Aha.

PS. Der er ellers pænt på Færøerne, og det er da fuldt ud forståeligt at vicestatsminister Bendt Betjendtsen (C) går fra snøvsen ved synet af Enhedslistens spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen og kommanderer hende hen efter noget kaffe inden den afsluttende partilederrunde.
Herregud, manden er tvangsindlagt til at regere landet sammen med Fru Skamlingsbank, og med den face value har han ikke brug for fjender…men måske nok en hel del kaffe og et påsyet skævt smil. Venlighed er jo den overlegnes privilegium. Jeg siger velbekomme til ham, og til alle dem som sætter stetoskopet for den stumme hjertehalvdel når pianisterne spiller op til march. Og det er da også både sjovt og nemt at trampe i klaveret, så det gungrer i gulvbrædderne. Det bliver en lang vinter ud af de sorte tangenter. Meget lang.

Sammenfoldet sammenhold

Klokken 09.30 cyklede jeg hen til Holbergskolen og stemte meget taktisk. Som arketypisk radicool er det skønt at kunne mene hvad som helst, når som helst, og om hvem-von-helst. Jeg stemte på Enhedslisten, fordi jeg ikke vil undvære deres kritiske røst i debatterne i Folketinget. Hjertet ville altså hellere stemme radiatorvarmt end radicoolt. Bare jeg bliver på den varmblodige side af midterstregen, så er resten detaljer og larm. Der var heldigvis ingen kø ved valgstedet (min kreds er vist landets sløveste) og jeg skulle skynde mig på arbejde. Min seriemorder er morgenmand. Snemand.

Da jeg havde krydset, ilede jeg ud af boksen og hen til urnen. Der sad en nydelig ung dame, som principielt godt kunne have fået min stemme efter nærmere forhandling, men hun havde andre planer for hendes og min nærmeste fremtid. Jeg ville bare stikke sedlen ned i spalten, men det var hun ikke tilfreds med: – Du må godt liiige folde den sammen, sagde hun dræbende drævende, og uden så meget som at hæve et halvt øjenbryn. Med den viden jeg har om kravene til den korrekte afgivelse af stemmer, så er der ingen som helst origamiske krav til papirstykkets tilstand. Form og indhold nok engang…

Jeg blev faktisk pissesur, og stak hende sedlen med ordene: – Så kan du selv gøre det! Der sad hun så og måbede med min stemme i skødet. Det morede hendes dobbelt så gamle kollega ved nabospanden. Vist er sedlen født med nogle foldefolder, men kællingen skal fanme ikke sidde dér med sit sure fjæs og herse rundt med vælgerne, når der ikke er noget krav til sedlens foldestruktur for at stemmen skal tælle med.

Selvfølgelig kan der være flere stemmer i den samme spand, hvis alle sedlerne er pææææææææænt foldet sammen – lissom den valgtilforordnedes t-shirts hjemme i skabet med lige præcis den pastrelfarve som hun og veninderne er enige om kan gå – men det er måske alligevel for meget forlangt, at hun skulle lette sin pæreformede røv og hente en ny spand hver anden time? Havde hun givet mig det mindste lille smil, og ikke talt til mig som om jeg var hendes fucking snotunge eller tøffelhelt, så ville jeg have båret hende hele vejen til Christiansborg og hjem til lønkammeret, hvor jeg ville have renset hendes hårfjernermaskine uden det mindste gny.

Mit gæt er at hun når langt i dansk politik – og jeg ved også godt hvilket parti hun vil passe perfekt i.

Hvordan valgresultatet bli’r?

Aner det ikke.

Vi må se ad.

Beologens Ønskeregering

SuperKarla som statsminister.
Jørgen Leth som udenrigsminister.
Mogens Palle som finansminister.
Kurt Thyboe som kulturminister.
Joan Flirting som sundhedsminister.
Bubber som forsvarsminister (fjenden flygter inden der er løsnet et skud.)
Carl-Mar Møller som ligestillingsminister.
Claus Meyer som landbrugs- og fiskeriminister.
Søren Gericke som fødevareminister
Bjørn Lomborg som kirkeminister.
Jan Gintberg som energiminister.
Kim Larsen som integrationsminister.
Låsby Svendsen som økonomiminister.
Asger Aabenmund som handelsminister.
Erik Clausen som indenrigsminister.
Niels Hausgård som undervisningsminister.
Kurt Thorsen som skatteminister.
Poul Dissing som grønlandsminister.
Jacob Haugård som beskæftigelsesminister.
Christian Poulsen som justitsminister.
Anisette som socialminister.
Steffen Brandt som miljøminister.
Grauballemanden som trafikminister.

Han får min stemme

Om lidt bli’r der stille…endelig.

I tre uger har kæften ikke stået stille på kandidaterne til de 179 pladser i Folketinger, og der er blevet vendt og drejet så meget på de arme køer at dyrevelfærd bør blive vigtigere end Dronningerunder, antallet af hænder på de allerede senehedeskinnende udasede offentligt underbetalte ansatte, samt antallet af fredsbevarende kampvogne på Færøerne.

Jeg har længe været i tvivl om hvor jeg skulle stemme, men nu ved jeg det. Holbergskolen. Desværre stiller Ludvig ikke selv op, så jeg må finde på noget andet. Asmaa? Nja…så sjov ser hun alligevel ikke ud med klaphat og Robin Hood-hue. Villy? Arh, han klarer sig vist godt nok uden mig. Margrethe? Jaeh, tjaeh, bum bum bum. Naser? Nix, sådan en solonolo må selv hitte rede i de parlamentariske spilleregler, og jeg er ikke meget for hans homies. Helle? Hmm…måske. Jeg har aldrig stemt på ‘Sjal-og-mig-tiet’ før, men måske gør det slet ikke ondt, når det kommer til stykket.

Der er en ganske særlig oplevelse fra valgkampen jeg aldrig glemmer. Det var duellen i DR mellem statsministeren og Helle Thorning-Schmidt. Den første duel på TV 2 smadrede Jes Dorph-Pedersen ved konstant og hele tiden at afbryde de to politikere, som ellers åbenlyst var opsatte på at debattere politik med hinanden. Men det syntes den stjernebestrøede ankermand ikke de skulle have lov til. Som om han var deres ligemand, og lige så vigtig for meningsdannelsen som dem. Hov, det er han måske!

Så meget desto mere mesterligt optrådte Reimer Bo Christensen, da de to statsministerkandidater besøgte den kanal som indtil 2001 var landets mest kultur- og værdibærende: Danmarks Radio (som for øvrigt ikke må kaldes dét mere…men kun DR (hvor Plummersk…)).

Reimer Bo respekterede de to professionelle, og lod dem bedrive deres håndværk i demokratiets tjeneste. Det var vederkvægende. Hvad gi’r du? En person i medierne, som brillerer ved at holde sin mund med vilje. Det kunne Brian ‘Arthur Badeand’ Mikkelsen lære meget af, men ham og hans slæng er alt, alt for ømskindede i forhold til politik, f.eks. om grundlaget for Irak-krigen, til at kere sig om kultur, uafhængighed og kritisk journalistik.

Nej, så hellere noget mere kongehus, som den hyggelige, joviale og reklamefinansierede Jes Dorph kan glæde sig over i døgnlange uafbrudte transmissioner fra de søøøøøde små Prinsers første dag i skolen – eller ved udgivelsen af Prinsgemalens fantastiske digtsamlinger og kogebøger.

Hvis ikke andet, så ønsker jeg en rødlig regering alene for at bevare DR uden de besparelser, der smadrer Dokumentarzonen, Montagegruppen, 
fyrer erfarne medarbejdere, lukker kulturprogrammer, nedlægger Radioteatret, stopper transmissioner fra teaterforestillinger og lukker Diskoteket, så DR’s egne musikmedarbejdere må ud på offentlige biblioteker for at forberede deres specialudsendelser, eller selv købe 
pladerne.

Reimer Bo for President…eller i det mindste Folketingsformand!     

Det som det ikke handler om…ikk’?

Jeg har en ikke-bagt pizza og jeg tager den med i muleposen, da min datter og jeg besøger min eks-svigermor. Vi skal nemlig have medisterpølse, forstår jeg, og jeg er helt sikker på at min datter ikke vil have medisterpølse, for den anden dag ville hun ikke have mørbradbøf og hun er ikke så vild med kød i øjeblikket, fornemmer jeg. Fint nok. Min medbragte posepizza er kødløs, men har til gengæld fire slags ost. Den er min datter frisk på. Hun ville egentlig også godt have medisterpølse, og det synes jeg er fuldt ud forståeligt midt i en valgkamp hvor alle partier bytter mærkesager, og ingen mærkesag er for fin til at blive ofret på valgflæskets vanhellige alter. Så det kan ikke undre. Intet kan undre. Sålænge klassens nye vandkæmmede dreng tror at top-duksen frivilligt afgiver sin magt, bare fordi den nye siger han skal, så kan intet undre mere. Pizzaen kommer på bordet lige ved siden af medisteren, og min datter spiser med tydelig nydelse. Faktisk synes hun at de fire slags ost smager lige så godt som den pizza med ost og skinke som hun plejer at vælge, og hun ønsker at markere begivenheden ved at sige noget malmfuldt. Det ligger til familien. Hun ser mig dybt i øjnene og siger:

               – Man kan faktisk slet ikke smage at der ikke er skinke på.

Den tygger jeg lidt på (udtalelser kan være forbløffende kalorielette) og begynder nu at opregne allehånde ingredenser som man meget tydelig ikke kan smage at der ikke er på pizzaen, efter at have bidt i en slize:

               – Man kan heller ikke smage at der ikke er rødbeder på!

Allerede nu himler min datter så kraftigt med øjnene, at jeg ligeså godt kan pakke sammen, og ikke finde den pibe frem som jeg ikke ryger på og aldrig har røget på. Hun ryster på hovedet og roser medisterpølsen. Jeg tænker mit. Det sidste ord er ikke sagt, og man kan slet ikke høre at det ikke er det, ikk’? Vel?