Det var meningen jeg skulle arbejde juleaftens dags morgen. I lydstudiet. Som freelance indlæser af lydbøger får jeg kun løn for det antal minutter jeg afleverer, så der er ikke noget med at ‘have fri’ eller ‘være syg’. Det
lyder som et hårdt system, men er i det mindste nemt at forstå.
Og når man som jeg bor alene, er det kun en fordel at kunne arbejde på tidspunkter, hvor andre har travlt med familieting. Men der er en
forhindring. Nøglen. Jeg har ikke nøgle til den opgang som man skal ind i,
for at komme op til det lydstudie som jeg HAR nøgle til. Jeg er min egen lydtekniker, så jeg kan sagtens arbejde helt alene i lydstudiet.
Opgangen giver adgang til flere andre firmaer, og på helligdage er
bygningen tømt for mennesker. Så det er kun fornuftigt at holde opgangen
aflåst. Det var ellers meningen at den skulle stå åben her i julen, men da
jeg kom derhen juleaftens dags morgen var den låst. Ak ja. Hjem og pakke
gaver ind.
1. juledag gik jeg kun derhen for at få lidt frisk luft. Døren var låst. Men det
viste sig, at indehaveren af et af de andre firmaer var mødt op ganske kort
for at tjekke om alt stod godt til. Jeg kunne kende hans bil. Han har set mig
på gangene før, så da jeg spurgte ham i dørtelefonen om han ville åbne
opgangsdøren, sagde han ja med det samme. Flink mand.
Så kom jeg altså på arbejde 1. juledag. Og dér sad jeg så i min lille lydboks.
Man skulle tro at der til dagligt er lydtæt inde i sådan een. Det er der ikke.
Vibrationerne fra arbejdsgangen i bygningens øvrige firmaer går tydeligt
igennem. Og når der læsses og losses og lastes store forsendelser på
europa-paller via den store vareelevator, så dunker og brager og drøner
og rumler det. I lydstudiet er der kolleger som åbner døre etc.
Men nu…var der…helt…helt…stille…
Ã
hhhh – hvor jeg nød det.
Pludselig flød linjerne lige så let som var det en ‘Søren og Mette’-bog.
Jeg er igang med F. Scott Fitzgeralds halvklassiker ‘De smukke og fortabte’,
som er en meget svær opgave. Sproget er så flot og så ironisk og så
gatsby-agtigt, at jeg er nødt til at koncentrere mig meget for at få
det afleveret på en troværdig og loyal facon.
De øjeblikke hvor jeg havde gengivet en lang sætning, og hvor der efter det sidste ord var totalt tyst omkring mig, så efterklangen blev helt
perfekt…det var nærmest en erotisk oplevelse.
Stilheden hjalp mig. Det var min bedste indlæsnings-session nogensinde. Bagefter tænkte jeg på, om jeg måske er meget mere nervøs end jeg selv er klar over. Jeg bliver også bange når telefonen eller dørklokken ringer uden at jeg forventer opkald eller besøg.
Måske er der gået en god munk tabt i mig. Sådan een som elsker stilhed og tavshed og mange, lange timer med vegeterende introspektiv refleksion?
Nå, det bliver i givet fald først i morgen, for jeg skal til julefrokost hos min eks-svigermor idag. Himlen må vente.
Men den der stilhed, altså…
Beologisk Institut 