Ungdomsflirt med reklamebranchen

Nå ja, ungdom og ungdom…jeg var præcis 30 år og tre måneder, da jeg gjorde et spektakulært udfald mod reklamefirmaet Nielsen, Mikkelsen og Duus A/S i Bredgade, København. Jeg havde ingen uddannelse, så jeg søgte på talentet.

Nu hvor jeg er tyve år ældre, kan jeg mærke at jeg i min ungdom aldrig rigtigt fik fyret raketten af med den nødvendige kraft til at lette fra jorden og komme op i et frit svævende kredsløb. Men jeg gjorde trods alt et par forsøg, og reklame-fremstødet var et af de mere kreative.

Det var min opfattelse, at med min evne til at vende og dreje på sproget kunne jeg blive en god tekstforfatter, og selvom jeg havde mine forbehold mod branchen som sådan, så skulle jeg jo finde på noget at lave. Og når man er begavet med et sprogøre som mit, så ville det være en form for foragt ikke at se hvad det kunne føre til. Især fordi man fik en god løn under uddannelsen på et reklamebureau.

Jeg fremstillede en lille sort kasse af solidt papkarton med hvide skuffer i. Man kunne købe kassen i boghandlen og selv folde den sammen. Skuffedariet havde tre brede skuffer i A4-format og otte små i halv størrelse. Udenpå skufferne stod der ‘Min fortid’ (i skuffen: en sut), ‘Mine Tekster’ (i skuffen: diverse prosa og lyrik), ‘Min fremtid’ (på bunden af skuffen stod: en plads som tekstelev). På fire af de små skuffer stod ‘joke’. I dem var der sjove ting som f.eks. en tegning eller en sammenpresset fjeder. På de fire andre små skuffer stod der ‘Tekst’ og i dem var der limet mine bedste tekster fast i bunden af skuffen. Skufferne kunne åbnes med en enkelt finger, idet der var et hul i midten af skuffen.

På toppen af kassen var der adressen samt navnet på den mand, som jeg ville gøre indtryk på: Jørn Duus Hansen. Allerede dengang var han en meget respekteret tekstforfatter. Senere blev han kendt som livsstilsekspert efter sin medvirken i DR-serien ‘Kender du Typen’, hvor han skulle gætte kendte menneskers identitet, ved at gå rundt i deres hjem og fortolke indretningen og forbrugsmønsteret.

Jeg afleverede kassen i firmaets reception en mandag morgen, iført min daværende arbejdsuniform: Nord Taxi’s chaufførjakke. Pakken blev modtaget uden videre, og i et meget popsmart følgebrev havde jeg skrevet at jeg ville ringe til Duus fredagen efter for at få hans reaktion. Duus var i 1987 først i fyrrerne og havde femten års erfaring 
i reklamebranchen. Om onsdagen fik jeg så et brev fra ham. Jeg har det endnu. Hans svar var så dobbelttydigt at jeg valgte ikke at reagere på det.

Inden jeg gengiver hans brev (dateret 18. november 1987) vil jeg lige fortælle at jeg så ham forleden i en tv-udsendelse om ‘Mønsterbrydere’. Hans yngste datter nægtede at følge den vej, han havde håbet hun ville. At hun i hvert fald burde tage sig en lang uddannelse af en eller anden art. Hun var slet ikke til bøger, hvilket hendes far bestemt er. Duus er en mand med holdninger og værdier. Gammeldags. I stedet gik hans datter sin egen hårde vej. Hun kom på husholdningsskole og opdagede at alt hvad hun rørte ved i et køkken gik som en leg. Her var hendes talent. Hun var god til til, og glad for, for at lave mad, kager og bagværk.

I lang tid levede hun et benhårdt liv som bagerlærling, hvor hun mødte midt om natten efter en lang tur på knallert. Inden hun nåede at blive uddannet konditor, havde hun fået så mange kunder som ville have hende til at lave bryllupskager, og mad til store fester, at hun droppede 
ud og blev selvstændig. Og nu lever hun af det.

I udsendelsen besøgte hun sin far, og bød ham på et lækkert stykke lagkage man havde set hende lave. Han var lykkelig over at det var gået hende så godt, og meget stolt over at hun havde turdet vælge sin egen vej, på trods af hans udtrykkelige ønske om at hun skulle vælge mere sikkert.

Jeg blev så glad for at se både ham og hans datter. Deres fælles glæde.
Og derfor fandt jeg det tyve år gamle brev frem. I brevet skriver Duus:

Farvel, hr. Hansen!

Selvfølgelig synes jeg dit initiativ er “friskt”, som præsten hos Scherfig siger.
Selvfølgelig har jeg læst noget, skimmet en del og sprunget mange af dine skriverier over.
Selvfølgelig var der en sut i din fortid og et fjedrende kondom i joke-kassen.
Og selvfølgelig skriver du et pågående følgebrev.

Men jeg er (selvfølgelig) ved at være lidt træt af fantasifulde ansøgninger. Vi får faktisk én om dagen – bare som tekstelev. Og i min tiltagende pirrelighed foretrækker jeg efterhånden en god gammeldags ansøgning på almindeligt, pænt skrevet dansk.
Vi har ikke brug for flere tekstføl lige i øjeblikket, men jeg ville ellers godt tale med dig for at se, om hele din ansøgning var en påklistret manér, der dækker over den sædvanlige fordom om, at reklamebranchen er poppet, pjattet og let-til-bens.
Men jeg er ikke hjemme fredag.
Hvor du i øvrigt kan hente din kasse.
God fornøjelse, iøvrigt. Lad dig endelig ikke slå ud af mit irriterede morgenhumør.
hilsen
Duus.

Jeg opfattede det som et venligt formuleret afslag, og gjorde ikke mere ved det. Senere fik jeg at vide (husker ikke hvorfor eller hvordan) at skuffeboksen havde skabt opmærksomhed på bureauet, og at flere af medarbejderne ikke havde kunnet nære sig for at kigge i skufferne.

Det var en god ansøgning, alene fordi jeg fik Duus til at læse den. At få ham til det, og at få ham til at skrive så udførligt et svar, krævede at jeg gjorde god reklame for mig selv.
Og det gjorde jeg, synes jeg.

Men som sagt gjorde jeg ikke mere ved det.
Måske var det godt, at jeg ikke gjorde det, for jeg frygtede at jeg slet ikke havde rygraden til at begå mig i en branche med så viljestærke kolleger, chefer og kunder..
Så måske var det kun godt, at jeg ikke kom ind i den verden.

Måske.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s