Jeg gjorde også status sidste nytår, og det eneste jeg kan huske fra den status (uden at slå op) er at kærligheden havde været på besøg i mit liv fra ’06-’07. Det samme kunne jeg skrive nu. Ikke om nu, men om nogle stunder i tidsrummet ’07-’08. Nu’et er jo det eneste jeg har at gøre godt med. For alvor.
I morgen tidlig kommer de sikkert i lange rækker og kigger på mig.
Nu’erne.
Det kan jeg såmænd godt klare.
Det er værre med ‘nu igen’.
De kræver en del af mig, må jeg sige.
Lige nu, for eksempel. Jeg ser på en film om hvor galt det kan gå mellem mennesker, når der er for lidt tillid og for meget angst. Når fordomme og dårlige erfaringer får livsbanerne til at kollidere meget voldsommere end godt er. Og var.
Vidste du forresten at der ikke var noget à r 0?
Jeg er et følsomt menneske, som foretrækker at alting ordnes med kærlig
opmærksomhed og respekt for den enkeltes særegenhed. Desværre får
jeg mestendels dobbelt så meget ballade ud af min blødsødenhed. Og kvinder kan generelt set slet ikke ha’ den. De siger de kan. Det forstår jeg
godt. Måske er det mig, der ikke kan ha’ det, hvis de så alligevel godt kan,
når nu’et falder på.
Vi må se ad.
Et halvt hundrede års nu’er har allerede forsøgt sig med mit liv.
Nu vil jeg kæmpe hårdt for de kommende seks timers bevidstløshed.
Godnat.
