Monthly Archives: december 2007

Ansigtsbogen

Blidt er jeg blevet puffet videre.
Væltepeter sagde jeg skulle tjekke en Ejler Nyhavn ud.
På Facebook.
Facebook?
Facebook!
Lige før krydset ved Sorte Hest. 
Jamen…er det ikke det dér nymodens jeg-er-noget-og-det-må-du-meget-gerne-bekræfte-mig-i-at-jeg-selv-tror-på-i-en-allerhelvedes-fart?
Her skulle Væltepeter dreje til højre for at spise på Hackenbush.
Så jeg fik ikke noget svar.
Jeg nåede sådan set heller ikke at spørge.
Fortsatte ligeud.
Tænkte mit.

Nu er jeg så alligevel oprettet på ansigtsbogen.
På mit glatte ansigt plus/minus lidt gråskæg.
Atten minutter før juleaften skete det.
Det gjorde ikke ondt.
Jeg ved stadig ikke hvad eller hvem Ejler Nyhavn er.
Lige nu har jeg ikke tid til at undersøge det.
I morgen tidlig skal jeg på arbejde i min lille dagboks.
Jeg glæder mig, for i morgen er der sikkert dejligt stille.
Til daglig er der en farlig rumlen, dunken, banken og drønen.
I morgen er det aften allerede fra morgenstunden.
Der er mange ting.

Godnat.

Ungdomsflirt med reklamebranchen

Nå ja, ungdom og ungdom…jeg var præcis 30 år og tre måneder, da jeg gjorde et spektakulært udfald mod reklamefirmaet Nielsen, Mikkelsen og Duus A/S i Bredgade, København. Jeg havde ingen uddannelse, så jeg søgte på talentet.

Nu hvor jeg er tyve år ældre, kan jeg mærke at jeg i min ungdom aldrig rigtigt fik fyret raketten af med den nødvendige kraft til at lette fra jorden og komme op i et frit svævende kredsløb. Men jeg gjorde trods alt et par forsøg, og reklame-fremstødet var et af de mere kreative.

Det var min opfattelse, at med min evne til at vende og dreje på sproget kunne jeg blive en god tekstforfatter, og selvom jeg havde mine forbehold mod branchen som sådan, så skulle jeg jo finde på noget at lave. Og når man er begavet med et sprogøre som mit, så ville det være en form for foragt ikke at se hvad det kunne føre til. Især fordi man fik en god løn under uddannelsen på et reklamebureau.

Jeg fremstillede en lille sort kasse af solidt papkarton med hvide skuffer i. Man kunne købe kassen i boghandlen og selv folde den sammen. Skuffedariet havde tre brede skuffer i A4-format og otte små i halv størrelse. Udenpå skufferne stod der ‘Min fortid’ (i skuffen: en sut), ‘Mine Tekster’ (i skuffen: diverse prosa og lyrik), ‘Min fremtid’ (på bunden af skuffen stod: en plads som tekstelev). På fire af de små skuffer stod ‘joke’. I dem var der sjove ting som f.eks. en tegning eller en sammenpresset fjeder. På de fire andre små skuffer stod der ‘Tekst’ og i dem var der limet mine bedste tekster fast i bunden af skuffen. Skufferne kunne åbnes med en enkelt finger, idet der var et hul i midten af skuffen.

På toppen af kassen var der adressen samt navnet på den mand, som jeg ville gøre indtryk på: Jørn Duus Hansen. Allerede dengang var han en meget respekteret tekstforfatter. Senere blev han kendt som livsstilsekspert efter sin medvirken i DR-serien ‘Kender du Typen’, hvor han skulle gætte kendte menneskers identitet, ved at gå rundt i deres hjem og fortolke indretningen og forbrugsmønsteret.

Jeg afleverede kassen i firmaets reception en mandag morgen, iført min daværende arbejdsuniform: Nord Taxi’s chaufførjakke. Pakken blev modtaget uden videre, og i et meget popsmart følgebrev havde jeg skrevet at jeg ville ringe til Duus fredagen efter for at få hans reaktion. Duus var i 1987 først i fyrrerne og havde femten års erfaring 
i reklamebranchen. Om onsdagen fik jeg så et brev fra ham. Jeg har det endnu. Hans svar var så dobbelttydigt at jeg valgte ikke at reagere på det.

Inden jeg gengiver hans brev (dateret 18. november 1987) vil jeg lige fortælle at jeg så ham forleden i en tv-udsendelse om ‘Mønsterbrydere’. Hans yngste datter nægtede at følge den vej, han havde håbet hun ville. At hun i hvert fald burde tage sig en lang uddannelse af en eller anden art. Hun var slet ikke til bøger, hvilket hendes far bestemt er. Duus er en mand med holdninger og værdier. Gammeldags. I stedet gik hans datter sin egen hårde vej. Hun kom på husholdningsskole og opdagede at alt hvad hun rørte ved i et køkken gik som en leg. Her var hendes talent. Hun var god til til, og glad for, for at lave mad, kager og bagværk.

I lang tid levede hun et benhårdt liv som bagerlærling, hvor hun mødte midt om natten efter en lang tur på knallert. Inden hun nåede at blive uddannet konditor, havde hun fået så mange kunder som ville have hende til at lave bryllupskager, og mad til store fester, at hun droppede 
ud og blev selvstændig. Og nu lever hun af det.

I udsendelsen besøgte hun sin far, og bød ham på et lækkert stykke lagkage man havde set hende lave. Han var lykkelig over at det var gået hende så godt, og meget stolt over at hun havde turdet vælge sin egen vej, på trods af hans udtrykkelige ønske om at hun skulle vælge mere sikkert.

Jeg blev så glad for at se både ham og hans datter. Deres fælles glæde.
Og derfor fandt jeg det tyve år gamle brev frem. I brevet skriver Duus:

Farvel, hr. Hansen!

Selvfølgelig synes jeg dit initiativ er “friskt”, som præsten hos Scherfig siger.
Selvfølgelig har jeg læst noget, skimmet en del og sprunget mange af dine skriverier over.
Selvfølgelig var der en sut i din fortid og et fjedrende kondom i joke-kassen.
Og selvfølgelig skriver du et pågående følgebrev.

Men jeg er (selvfølgelig) ved at være lidt træt af fantasifulde ansøgninger. Vi får faktisk én om dagen – bare som tekstelev. Og i min tiltagende pirrelighed foretrækker jeg efterhånden en god gammeldags ansøgning på almindeligt, pænt skrevet dansk.
Vi har ikke brug for flere tekstføl lige i øjeblikket, men jeg ville ellers godt tale med dig for at se, om hele din ansøgning var en påklistret manér, der dækker over den sædvanlige fordom om, at reklamebranchen er poppet, pjattet og let-til-bens.
Men jeg er ikke hjemme fredag.
Hvor du i øvrigt kan hente din kasse.
God fornøjelse, iøvrigt. Lad dig endelig ikke slå ud af mit irriterede morgenhumør.
hilsen
Duus.

Jeg opfattede det som et venligt formuleret afslag, og gjorde ikke mere ved det. Senere fik jeg at vide (husker ikke hvorfor eller hvordan) at skuffeboksen havde skabt opmærksomhed på bureauet, og at flere af medarbejderne ikke havde kunnet nære sig for at kigge i skufferne.

Det var en god ansøgning, alene fordi jeg fik Duus til at læse den. At få ham til det, og at få ham til at skrive så udførligt et svar, krævede at jeg gjorde god reklame for mig selv.
Og det gjorde jeg, synes jeg.

Men som sagt gjorde jeg ikke mere ved det.
Måske var det godt, at jeg ikke gjorde det, for jeg frygtede at jeg slet ikke havde rygraden til at begå mig i en branche med så viljestærke kolleger, chefer og kunder..
Så måske var det kun godt, at jeg ikke kom ind i den verden.

Måske.

8 rigtige var nok for den der VILLE vinde!

Her er de tretten rigtige svar på X-tra Julequizzen:

1. Som tre-årig kom Beologen i avisen fordi han nær havde mistet livet. Hvad var der sket?
B) Han faldt i vandet i en sø og blev reddet i sidste sekund af en fem-årig legekammerat.
Jeg havde vinterfrakke på, og det er et mirakel at min kammerat Peter havde åndsnærværelse nok til at lægge sig ud på resterne af den halvrådne, hjemmeflikkede mini-anlægsbro, og holde fast i min frakkekrave, mens han råbte om hjælp. Søen lå få meter fra mit barndomshjem i Nymosen, Vangede. En 12-årig dreng, Frits, hørte Peters råb – og kom til og trak mig op. De fik begge Carnegie-medaljen for at have reddet liv. Tænk, hvad de ellers kunne have sparet det danske litterære miljø for!

2) Beologen har præsteret noget nær et mirakel på tv. Hvilket?
A) I en scene fra et varieté-show var han på scenen som frivillig i et tryllenummer, men sad samtidig og klappede af sig selv som tilskuer.
Det var i et B&U-program med bl.a. Jytte Abildstrøm midt i tresserne. I en af scenerne går den dreng, som er hovedpersonen ind hos Professor Tribini på Bakken. Scenen blev optaget på Bakken, og jeg var som ca. ti-årig med til optagelserne. Jeg så Tribinis show 10-15 gange pr. sæson, og blev ofte hevet op på scenen som frivillig hjælper. Også i tv-optagelsen. Drengen og jeg skulle klippe i noget snor, og så kunne Tribine trylle det sammen bagefter. Men da udsendelsen skulle redigeres sammen, kom klipperen til at vise mig både som deltager på scenen og som klappende tilskuer til den – som om jeg havde en tvillingbror. Honoraret for min medvirken blev brugt til at købe en rød- og sortstribet frottébadekåbe.

3) DSB har engang givet Beologen en helt speciel oplevelse. Hvilken?
B) Bortrangeret ham, da han i en brandert lige nåede hvad han troede var nattens sidste S-tog, hvorefter han delte to øl med rangermesteren.
Det var på den nu nedlagte Frederiksberg station i begyndelsen af firserne. Det undrede mig, at der stod et oplyst tog med åbne døre, selvom klokken var næsten 01.00, hvis ikke lige over. Jeg spænede (okay: sejlede) ind; dørene smækkede i (det var de gamle s-tog med mekaniske døre som man selv åbnede) og vi rullede afsted. Jeg skulle til Nørrebro. Men efter kort tid, og mange sporskifter, stoppede vi midt ude i ingenting. Først da opdagede jeg at jeg var eneste passagerer. Rangermanden var en venlig mand i blå kittel, og jeg må have været så bange at jeg brugte mit mest afvæbnende våben: venlig opmærksomhed. Så vi endte ovre i hans lillebitte rangerhus langs sporene, hvor vi delte en nat-øl.

4) Beologen har boet mange steder. Hvilket af disse steder har han ikke boet?
B) I en lejlighed på toppen af Tuborgflasken, Hellerup.
Okay, den var måske lige lovlig morsom. Nej, der er kun en udkigspost i flasken. Jeg boede i min fars tjenestebolig på Gentofte Amtssygehus fra jeg var 0-3 år (han var Varmemester) og kortvarigt i en fed kælderlejlighed da jeg lige var startet på TV 3 Sporten i 1991.

5) I et gruppeterapeutisk forløb skulle de øvrige medlemmer tildele Beologen den modsatte rolle i forhold til hvordan de oplevede ham i gruppen. Hvilken rolle gav de ham?
A) En selvudslettende og meget genert type, der undgik øjenkontakt.
Altså, de andre i gruppen havde faktisk svært ved at vælge min modsætning, fordi mit humør skifter så meget. Så de valgte vel den generte, fordi de vidste at jeg så ville spise mindre, hvilket kunne spare værten for en del penge…hehe. Og jeg fik næsten ikke noget at spise under frokosten! Jeg turde jo ikke række ud, eller bede nogen om at række mig fadet! Det mest fantastiske var at opleve dem, der vitterligt var generte til daglig, og som nu havde fået “tilladelse” til at styre rundt og kæfte op. De klarede de mere end fint, bare fordi de havde fået lov. Tankevækkende. Og vores ellers super-macho gruppeleder gik rundt med et lille hvidt servitriceforklæde på. Yndigt…meget, meget yndigt.

6) I sin iver for at få en drøm opfyldt var Beologen ved at komme galt afsted engang. Hvordan?
B) Han sparede som 13-årig sammen til sit livs første flyvetur, Kastrup-Malmø (enkeltbillet), men havde ikke penge til bussen fra Bulltofta Lufthavn til færgehavnen inde i centrum af Malmø.
Jeg ved altså heller ikke hvad jeg tænkte på! Ingen svenske penge havde jeg. Bulltofta (som blev nedlagt kort efter) lå et pænt stykke inde i Skåne. Jeg tog til Kastrup 5-6 timer inden afgangen, og kørte rundt i en handicap-kørestol og sugede medlidenhed til mig. Flyet var en Convair Metropolitan DC-3 to motores propelmaskine, og det var en nærmest seksuel lykke at lette og suse ud over det broløse Øresund. En eller anden tilfældig svensker forærede mig penge til bussen, og i færgeterminalen lod de mig vist nok sejle gratis til Havnegade. Uskyldens tid. Meget.

7) Beologen har engang lavet et direkte telefoninterview med en dansk statsminister klokken fem om morgenen. Hvilken statsminister?
C) Anker Jørgensen, da han som europæisk valgobservatør var i Santiago, Chile under et præsidentvalg.
Jeg spænede op til fjerde sal på den gamle cigarfabrik på Ndr. Fasanvej, hvor tv-studiet lå. Det var mit livs første betalte job som journalist, i morgenfladen ‘Morgenflimmer’ på Kanal 2 i 1988. Interviewet skulle optages via studiemikrofonerne på værternes plads, også selvom det kun var lyden vi skulle bruge. Anker Jørgensen var i mægtigt humør, og man kunne høre de dansende og syngende vælgere på gaden neden for hans hotel. Jeg havde totalt mistet luften ved at løbe fire etager op (jeg havde kun 7 minutters tid, før OB-vognen skulle bruge lydlinjen til noget andet) så det var meget korte spørgsmål, jeg fik gispet frem. Men alene lyden af en glad Anker og af festen i Santiago var det hele værd. Jeg tror at valget måske snarere var en folkeafstemning 5. oktober 1988 om hvorvidt diktatoren Augusto Pinochet skulle fortsætte, eller om der skulle være frie valg. Det blev det sidstnævnte, og derfor dansede de i gaderne.

8) Beologen var lige ved at gå glip af sin datters fødsel. Hvorfor?
B) Han sad så længe i hospitalets cafeteria og spiste hamburger med sin stedsøn, at fødslen var begyndt da de kom tilbage på fødeafdelingen.
Ak ja, en overspiser som jeg skal selvfølgelig ødelægge livets bedste stunder med ædelse. Det var på Roskilde Sygehus, fredag 13. maj(!) 1994. Vi havde købt nogle e-l-e-n-d-i-g-e pap-burgere i en eller anden gusten maskine. Men vi nåede det – og storebror holdt endda det ene ben mens hans lillesøster kom til verden. I dag er han assistenttræner for hende på hendes håndboldhold. Han er 21 år og 195 cm, og hun er 13 år og 175 cm.

9) Trods høj feber, svimmelhed og kvalme gennemførte Beologen engang en opgave han ikke ville gå glip af. Hvilken?
C) At flyve til Nexø for at være dommer i en slutrundekamp i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering.
Ikke om jeg på vilkår ville gå glip af så stor en opgave, selvom det var totalt vanvid at dømme en kamp med så høj feber. Jeg åd nogle Panodiler, og heldigvis var kampen helt uden dramatik. Nexø Centralskole tabte med 5-0 til…øh, nå det kan jeg ikke huske. Det svedte jeg også ud. Det værste ved turen var, at vi på vejen til Rønne havde en ung kvinde med, som led så skrækkeligt af flyskræk at hun næsten ikke kunne holde til det. Aldrig har jeg set så ren rædsel. Men hun overlevede.

10) Hvilket af disse job har Beologen ikke haft?
C) Croquis-nøgenmode
l på en privat kunstskole på Frederiksberg.

Jeg er ret overrasket over, at nogen kan tro at jeg ville turde stille mig op i adamskostume foran en flok fokuserende medmennesker. Nix! Jo, jeg var faktisk medhjælper i en børnehave i ganske kort tid, men orkede det ikke da det kom til stykket. Ikke på grund af børnene, tværtimod, men fordi jeg havde det skidt generelt. Det var vist engang først i firserne. Jeg har også været medhjælper i en børnehave i Lyngby da jeg var 23-24 år. Så det kan jeg godt. Men ikke ret længe. Kransekagefabrikken hed ‘Dixie’ og var et sommerferiejob da jeg var 20 år. Et skønt sted med en laaaaaang ovn. Jeg satte plasticbakker op på samlebåndet, sammen med min HF-kammerat Steffen, og så fyldte 6 kvinder bakkerne op med seks varme kransekager mens snakken gik meget højlydt i larmen. For sjov lagde Steffen og jeg bakkerne omvendt…SÅ lød der den skønneste protesterende kaglen, mens kagerne fløj til højre og venstre. Hihi.

11) Beologen skrev engang en artikel der fyldte halvdelen af Politikens Bagside. Hvad handlede den om?
C) At sangeren i en kendt vokalgruppe var begyndt at sælge sin egen dyre luksustomatsovs og fik den bedømt af en italiensk kok.
Jeps, det var Tim Hauser (stifter af den amerikanske swingkvartet Manhattan Transfer) som pludselig sendte den hammerdyre hjemmelavede luksus-tomatsovs ‘I made sauce’ på markedet i USA. Men man kunne også bestille den på nettet i Danmark til 70 kroner pr. glas. Jeg fik kokken Antonio Spatafore på restaurant ‘La Buca’ i København til at smage på saucen. Han sagde at den såmænd var god nok, men ville ikke udtale sig om den var alle de penge værd. Artiklen hed ‘Manhattan i egen sovs’ og blev bragt tirsdag 19. juni 2001. På grund af den kan jeg sige, at jeg har skrevet for Politiken uden at lyve. Hehe.

12) Under en af de ca. 50 fodboldkampe Beologen kommenterede på tv skete der noget ganske usædvanligt. Hvad?
A) En ræv løb ind på banen under det skotske lokalopgør mellem Rangers og Celtic i Glasgow, og lod sig hylde i et halvt minut af 50.000 tilskuere.
Fanme, om den ikke gjorde! Det var en fantastisk kamp, som jeg desværre kommenterede fra studiet og ikke på stadion i Glasgow. Men ræven var god nok. Der sker alt i ‘The Old Firm’. ALT!

13) I det sidste år Beologen arbejde på TV 3 Sporten oplevede han en meget speciel flyrejse. Hvad var specielt ved den?
B) Fordi han var den eneste passager i flyet, fik han nærmest kongelig service af det samlede kabinepersonale.
Åh ja…det var en fryd. Det var vist fra Århus til Kastrup, en aften hvor jeg ikke havde nået det sidste direkte fly hjem fra mit job som fast freelancer på TV 3 Sporten i London midt i halvfemserne. De var konstant to-tre tjenende ånder omkring mig, og de syntes selv det var så sjovt at de overdrev servicen helt ud i det komiske. Herligt.

1B, 2A, 3B, 4B, 5A, 6B, 7C, 8B, 9C, 10C, 11C, 12A, 13B

London-Tina:   4 rigtige
London:          5 rigtige
Erik H.:           6 rigtige
Lupo:             6 rigtige
Donald:          6 rigtige
Whagga x 2:   6 rigtige

VINDEREN er Ballast med 8 rigtige!
Så lykkedes det!
Hjerteligt tillykke!

X-TRA JULEQUIZ! NY CHANCE! X-TRA JULEQUIZ!

På utalrige opfordringer!
Endnu en glad julequiz.

Vind Peter Mouritzens “Manddomsprøven – og andre noveller” (Høst & Søn 2003) som lydbog produceret af AV-forlaget Den Grimme Ælling. 

Der bliver taget chancer og overtrådt grænser.
Personerne i  de sytten noveller udfordrer og provokerer sig selv og hinanden.
Her er originaler og grå eksistenser, her er ungdom og galskab og liv på kanten af kaos og kedsomhed. Novellerne er som døre, der åbner sig ind i ufornuft, angst og ondskab.
Det er korte fortællinger med unge mennesker i hovedrollerne.

I alt 3 timer og 35 minutter indlæst af Beologen.
Læs et portræt af Peter Mouritzen: klik her
                                                             
                                       
HER ER QUIZZEN:

Svar/gæt på de tretten spørgsmål – og indsæt svaret i kommentarfeltet senest torsdag 20/12 kl. 12.00

1. Som tre-årig kom Beologen i avisen fordi han nær havde mistet livet. Hvad var der sket?

A) Han låste sig inde på personaletoilettet i børnehaven aftenen før en lukkeperiode på fem dage.
B) Han faldt i vandet i en sø og blev reddet i sidste sekund af en fem-årig legekammerat.
C) Han kom til at drikke en stor slurk spildolie, fordi han troede det var saftevand.

2) Beologen har præsteret noget nær et mirakel på tv. Hvilket?

A) I en scene fra et varieté-show var han på scenen som frivillig i et 
tryllenummer, men sad samtidig og klappede af sig selv som tilskuer.
B) Han radiokommenterede en hel UEFA Cup fodboldkamp fra Moskva på TV3, efter at billedforbindelsen forsvandt efter 1 minut og aldrig kom tilbage.
C) Som ti-årig trak han vindernumrene i et velgørenheds-lotteri sendt direkte fra Tivoli, hvilket fik hans kusine til at juble hjemme i Bagsværd,
for hun sad med vinderlodsedlen til 500.000 kr.

3) DSB har engang givet Beologen en helt speciel oplevelse. Hvilken?

A) Foræret ham champagne + et årskort til hele landet, fordi han var passager nr. 1.000.000 efter at IC 3-togene var begyndt at køre.
B) Bortrangeret ham, da han i en brandert lige nåede hvad han troede var nattens sidste S-tog, hvorefter han delte to øl med rangermesteren.
C) Opkaldt et IC 3-tog efter hans oldefar, som var den første som kørte verden rundt i en togvogn.

4) Beologen har boet mange steder. Hvilket af disse steder har han ikke boet?

A) I en stor tjenestebolig på et hospital i Hovedstadsområdet.
B) I en lejlighed på toppen af Tuborgflasken, Hellerup.
C) I en kælderlejlighed i bydelen Kensington, London.

5) I et gruppeterapeutisk forløb skulle de øvrige medlemmer tildele Beologen den modsatte rolle i forhold til hvordan de oplevede ham i gruppen. Hvilken rolle gav de ham?

A) En selvudslettende og meget genert type, der undgik øjenkontakt.
B) En konstant snakkende og pludrende klodset type, der vælter sit glas og taber bestikket på gulvet.
C) En utålelig ledertype, der holder alle andre nede og strør om sig med giftigt sarkastiske kommentarer.

6) I sin iver for at få en drøm opfyldt var Beologen ved at komme galt afsted engang. Hvordan?

A) Han svømmede som 18-årig fra Langelinje til Flakfortet, men havde glemt at undersøge hvordan han skulle komme tilbage igen.
B) Han sparede som 13-årig sammen til sit livs første flyvetur, Kastrup-Malmø (enkeltbillet), men havde ikke penge til bussen fra Bulltofta Lufthavn til færgehavnen inde i centrum af Malmø.
C) Han præsterede som 17-årig at gå alene med bind for øjnene fra sit hjem og til gymnasiet, men var lige ved at gå ud foran en bus sekunder efter at have taget bindet af.

7) Beologen har engang lavet et direkte telefoninterview med en dansk statsminister klokken fem om morgenen. Hvilken statsminister?

A) Poul Nyrup Rasmussen, få timer efter at forfatteren Salman Rushdie havde fået sin blå snebajernissehue på værtshuset Promenaden på Frederiksberg.
B) Poul Schlüter, da sultestrejkende afviste flygtninge opholdt sig i københavnsk folkekirke.
C) Anker Jørgensen, da han som europæisk valgobservatør var i Santiago, Chile under et præsidentvalg.

8) Beologen var lige ved at gå glip af sin datters fødsel. Hvorfor?

A) Han tog hen til det forkerte hospital på grund af kommunikations-misforståelse med moderen, som blev indlagt direkte fra arbejdet.
B) Han sad så længe i hospitalets cafeteria og spiste hamburger med sin stedsøn, at fødslen var begyndt da de kom tilbage på fødeafdelingen.
C) Han nåede ikke sit fly, da han ville skynde sig hjem fra en Champions League-kamp i Milano, efter at vandet var gået i Roskilde.

9) Trods høj feber, svimmelhed og kvalme gennemførte Beologen engang en opgave han ikke ville gå glip af. Hvilken?

A) Et radiointerview med Katja Kean i en sauna på Skodsborg Kurhotel.
B) At læse digte op for 200 sygeplejersker på deres årlige kongres i Falkoner Centret.
C) At flyve til Nexø for at være dommer i en slutrundekamp i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering.

10) Hvilket af disse job har Beologen ikke haft?

A) Pædagogmedhjælper i en børnehave i Jægersborg.
B) Samlebåndsarbejder på en kransekagefabrik i Bagsværd.
C) Croquis-nøgenmodel på en privat kunstskole på Frederiksberg.

11) Beologen skrev engang en artikel der fyldte halvdelen af Politikens Bagside. Hvad handlede den om?

A) Bjørn Lomborg havde indgået en lukrativ sponsoraftale med en CO2-neutral halspastil-fabrik.
B) At Belogen havde fundet et glemt rollehæfte i et S-tog, så han på forhånd kendte slutningen på tv-serien ‘Nikolaj og Julie’.
C) At sangeren i en kendt vokalgruppe var begyndt at sælge sin egen dyre luksustomatsovs og fik den bedømt af en italiensk kok.

12) Under en af de ca. 50 fodboldkampe Beologen kommenterede på tv skete der noget ganske usædvanligt. Hvad?

A) En ræv løb ind på banen under det skotske lokalopgør mellem Rangers og Celtic i Glasgow, og lod sig hylde i et halvt minut af 50.000 tilskuere.
B) En kvindelig streaker løb splitternøgen tværs over banen på Goodison 
Park under lokalopgøret i Liverpool – hvilket fik Beologen til at få kaffen så gevaldigt i den gale hals, at han var tæt på at måtte lade studiet overtage.
C) En betjent ville anholde Beologen midt under Serie A lokalopgøret i Milano mellem AC Milan og Inter, fordi en efterkontrol i Linate Lufthavn havde vist at hans pas var udløbet.

13) I det sidste år Beologen arbejde på TV 3 Sporten oplevede han en meget speciel flyrejse. Hvad var specielt ved den?

A) Fordi han kom ud til gaten i sidste sekund præsterede han at flyve til Düsseldorf i stedet for til Stockholm.
B) Fordi han var den eneste passager i flyet, fik han nærmest kongelig service af det samlede kabinepersonale.
C) Fordi en tilfældig medpassager kastede op på ham, fik han en frott
ébadekåbe og nogle tæpper på – og fløj resten af turen på 1. klasse.

         NB! Har flere samme antal rigtige svar spilles der ekstra-runder.
                                                      
                                             God fornøjelse!

Syv rigtige vandt Julequizzen

Her er de tretten rigtige svar fra Julequizzen:

1. B) Sjælens Betonklodser. Antologien er på 41 sider, udgivet af Farcimen Mortis Production, redigeret af Uffe B. Dreesen og Claus B. Storgaard, og kostede 10 kroner ved udgivelsen i 1977. Til min store skræk opdagede jeg for nylig, at bogen stadig kan lånes på biblioteket. Jeg kaldte mig Bent O. Hansen. Her er første vers fra digtet ‘Byens Lys’: “En aften i byen med tankefuldt sind/lysreklamers heftige lyn som en hed sommervind.

2. A) Lærervikar. Min skoletid påvirkede mig så stærkt pga. den mobning, jeg ikke rigtigt kunne forsvare mig imod, at jeg næsten får det dårligt bare ved at opholde mig fysisk på en hvilkensomhelst skole. Jeg holdt da heller ikke længere end en måned som pedelmedhjælper på Lundegårdsskolen, da jeg boede i Tune ved Roskilde midt i halvfemserne. Taxichauffør var jeg i tre-fire år midt i firserne – i NORD TAXI, som havde hovedkontor få meter fra Søborg Torv, hvor jeg er født.

3. C) Klovn. Jeg boede på Bakken om sommeren i nogle år, fordi mine forældre arbejdede derude. Min mor bestyrede Kaffestuen, og min far var flere steder, bl.a. Det Muntre Køkken, Hurlumhej og Det Glade Hjul. De skulle tjene ekstra penge for at dække min fars gæld fra børnebidrag og vellevned. Som Bakkedreng lærte jeg bl.a. Pjerrot at kende, og han spurgte om jeg ville optræde som klovn med ham til en ‘Feriefest’ på Friluftsscenen. Jeg var vel 12-13 år. Han var den hvide klovn, og vi skulle vædde om hvem af os, der kunne trække en meget bred og temmelig lang og tyk elastik længst ud. Den kunne hives fire-fem meter ud. Så ville han med vilje tabe væddemålet ved at slippe taget, så elastikken med stor kraft svirpede hen i maven på mig, der så skulle falde på røven med et brag. Vi øvede det med held et par gange dagen før, men da der kom publikum på var jeg så nervøs, at jeg kom til at holde elastikken for højt. Jeg fik den lige ind på halsen og mistede halvvejs bevistheden. Det var en stegende hed sommerdag. Mit fald blev helt ukontrolleret, og jeg røg baglæns ned i vandorglets bassin mellem scenen og publikum. Kontakten med vandet hjalp mig til at genvinde fatningen. Folk jublede som sindssyge over det flotte nummer. De skulle bare vide! Faldet var på mindst en meter og kunne være sluttet rigtigt galt, hvis jeg havde hamret nakken ned i en af de tynde vanddyser. Jeg holdt dog masken bag masken. Man var vel proff..!

4. B) Grammofon. Den var simpelthen SÅ sej, og lignede en transistorradio. Man stak en single-plade lodret ned i den og trykkede SPIL. Det var sgu ikke hvermandseje i 1968! Tænk, at blive udtrukket blandt flere tusind indsendere. Jeg glemmer aldrig den elektriske gysen ved synet af mit navn på tryk i bladet. Måske var det dér jeg fik inspiration til at lave konkurrencer i min egen blog fyrre år senere?

5. B) Ekstra Bladet. Det var mens jeg kortvarigt arbejdede som speaker på Radio Sydkysten i Karlslunde i begyndelsen af halvfemserne. Egentligt totalt uhørt at jeg lagde stemme til reklamer, da jeg også læste nyheder op. Hver morgen faxede EB de tekster, som man med morgen-bodega-røst skulle growle henover noget baggrundslyd, som i forvejen var blevet sendt til stationen. Ak ja…tænk hvilke synder man har begået!

6. B) Birgit med de mosegrønne øjne. Suk. Hun var bare så dejlig, altså. Hun blev kæreste med min fodboldkammerat Kjeld, og det var på en måde i orden – for han var lidt kønnnere end mig, men med samme småmelankolske sind. Så kan man lissom bedre klare det. Jeg gjorde ellers hvad jeg kunne, ved at sætte små sammenfoldede digte i klemme i fjederen under hendes mini-cykelsaddel. Til sidst havde hun så mange digte, at jeg måtte købe IRMA-kunstdåser til hende. Kjeld fortalte mig for et par år siden, at hun var flyttet til Jylland med en eller anden mand, og at hun havde fået et par børn. Det holdt altså ikke mellem ham og hende. Det er på en måde også i orden – og desuden sagde Kjeld, at hun havde taget en del på. Tænkte det nok. Men okay…øjnene er sikkert stadig kønnne.

7. A) Ridestøvler. I 1989 lavede jeg et indslag til Kanal 2’s banebrydende Morgenflimmer-program om John Darmer fra Solrød, som ene mand fremstillede de fantastisk flotte langskaftede læderstøvler til Livgarden. Efter mål. Han tilbød mig et gratis par, og i indslaget ser man mig stå på hans bord, mens han tegner rundt om min fod. Han ville til at pensionere sig, og gad ikke have flere lærlinge. Indslaget fulgte hele processen frem til de færdige støvler. Jeg gik ikke med den slags, men det gjorde vores macho-redigerings-tekniker (nu tv-producer) Kenneth Gutterman. Han blev meget, meget glad da jeg tilbød ham dem. Vi havde samme skonummer. Støvlerne kostede flere tusind kroner, selv dengang.

8. B) Lokomobil. Som Bakkedreng kunne man få lov at se Cirkusrevyen een gang gratis, hvis man spurgte MEGET, MEGET pænt om lov. Skulle man se den flere gange, måtte man forsigtigt liste sig ind under teltdugen på en af siderne. Tilskuerpladsernes gulv skrånede opad og var ikke massivt, så man kunne stå under det og snydekigge ind mellem benene på en intetanende tilskuer. Det var ubekvemt, og hvis man blev fanget…gys! Men man kunne også møde skuespillerne mens forestilingen var i gang. De stod tit i baren, klar til at gå ind på scenen i næste nummer. Bar-teltet lå mellem omklædningen og bagscenen. Jeg gav Dirch den lille Lokomobil, og han kaldte på Ole Søltoft og sagde: – Se! Jeg har fået en lo-ko-mo-bil! Søltoft skulle være tv-cowboyen Maverick i et vise-nummer kaldet ‘Kimble, Lucy og Maverick’ – og da jeg ville imponere ham ved at vise ham min farlige legetøjsskyder, så belærte han mig meget nøje, at man aldrig må pege på nogen med et våben – heller ikke et legetøjsvåben! Jeg slog nærmest hælene sammen. Jeg var vel ti-elleve år gammel.

9. B) Tromme. Min lærer hed Ove Rex, og mine forældre havde købt en lilletromme til mig. Jeg kan tydeligt huske den ene time, jeg tog, hvor han lærte mig at starte en trommehvirvel ved skiftevis at slå to slag af gangen med hver stik, og så sætte tempoet op og op og op. Om det var fordi jeg ikke kunne finde ud af det i første forsøg, at jeg droppede at gå til spil, ved jeg ikke. Men det var det nok. Mine forældre var ikke med til den første time. Heller ikke den. Det var alt for nemt for mig at droppe ud. De havde ikke rigtigt overskud til at følge med i mine gøremål. Især ikke min far, som aldrig blev den væg jeg skulle spille bolde op ad. Men han gav mig trods alt livet. Det er da altid noget!

10. A) Høreskade. På Bakken blev der på åbnings- og lukkedagen fyret et gigantisk fyrværkeri af fra et aflukket område foran Friluftsscenen. Det var Tivolis fyrmester, som stod for det. Mænd med blå kitler gik rundt og antændte manuelt de enorme træstykker med meterlange romerlys, og de bastante batterier med raketter. Når en raket sendtes afsted, gungrede det i brystet. En T-formet indretning, som skulle sende et vandfald af sølv vandret ud, eksploderede fejlagtigt med et øresønderrivende (bogstaveligt talt) brag, som en gammel kanonfotografs blitzlampe. Jeg stod med højre side til, og er ikke den eneste som har fået en høreskade den dag. Det er især diskanter jeg ikke kan høre med højre øre. En såkaldt kineserlæsion, som blev fanget ved sessionen – og jeg fik en henvisning til en ørelæge, som ved undersøgelsen spurgte om jeg ville være soldat. Da jeg trak lidt på det, sagde han: – Det kan vi jo nok spinde en ende over. Da jeg kørte hjem fra Tåstrup Stationscenter med kassations-attesten var jeg verdens lykkeligste 18-årige, men måske ville jeg have haft godt af lidt disciplin? Mås
ke.

11. A) Tre dage. At arbejde på DR har altid været min drøm, men uden uddannelse var det svært at komme til. Redaktør Judith Skriver gav mig tre dages prøvetid, da jeg havde ringet og plaget tilstrækkeligt mange gange, i begyndelsen af halvfemserne. Jeg skulle ‘line interview op’ – og lærte til min forargede benovelse, at svarene på spørgsmålene OGSÅ skulle stå i manus – så studieværten kunne styre “ofret” sikkert gennem interviewet uden svinkeærinder. Man havde altså planlagt konkusionen på forhånd, alt efter vinklingen. Jeg var dybt forarget, og meget benovet. Anders Bech Jessen var vært. Programmet hed ‘Station 3’. Et af de mere underholdende indslag, jeg nåede at lave, var ‘Hvad er en god festsang?’ Som optakt skrev jeg med vilje en dårlig festsang på melodien ‘Jeg er Havren’. Tror ikke jeg har gemt den tekst, desværre. Lydteknikeren og jeg indsang den på bånd, og så spillede værten den for den dame, der var Danmarks Bedste Festsangskriver. Så reparerede hun på den, til timen efter. Hehe. Men jeg fik ikke forlænget aftalen. Alligevel er det fedt at kunne sige at man har været programmedarbejder på P3, når det nu passer!

12. C) Mie Maj. Jeg kunne godt lide navnet Mie, og da hun blev født i maj måned, så syntes jeg det var en fin kombination. Men vi frygtede lidt, at hun kunne blive drillet i skolen pga. ligheden med Jul på Slottet-prinsessen Mia Maja. Så hun kom i stedet til at hedde Josefine, hvilket passer perfekt til hende. Det er et friskt og positivt klingende navn.

13. B) Sex med en 14-årig. Postbudet kom ved en fejl til at smide en indkaldelse til afhøring ind til mig, da jeg boede i Skydebanegade på Vesterbro midt i firserne. Ham Hansen som politiet ville afhøre boede i naboopgangen – og fornavnet startede vist også med B. I hvert fald kiggede jeg kun overfladisk på navnet og adressen. Jeg ringede og aftalte tid, men politiet ville ikke i telefonen oplyse hvad sagen drejede sig om. Jeg glemmer aldrig den måde kriminalbetjenten målte mig med sit blik fra top til tå. Vi nåede et pænt stykke gennem de første spørgsmål, før han opdagede at jeg ikke var den, han ville tale med. Den rigtige Hansen havde åbenbart haft sex med en ung pige under 15 år, og nu skulle afhøringen afgøre om han skulle tiltales for det. Jeg var meget lettet, da jeg forlod stationen. Man er jo altid lidt nervøs, selv om man har nogenlunde god samvittighed.

Tretten rigtige: B A C, B B B, A B B, A A C B

Vinderen – med 7 rigtige svar – er: PENPAL (Tillykke!)

Capac: 2
Pia: 2
Ballast: 3
Donald: 6
Whagga-Whagga: 4
Penpal: 7
London: 6
Spacemermaid: 5
Tina Charlotte Møller: 5
Tina – Omme i London: 2

[tak til Datteren for at holde tjek på deltagernes antal svar]

Nå, Kjeldsen…glæd dig til i morgen!