3-0 til virkeligheden

Det er nyt for mig at komme så meget ud i byen om aftenen. Hverken på hverdage eller i weekenden har jeg i en årrække opsøgt andre mennesker på diverse lokaliteter. Mest for at spare penge, og fordi jeg havde det sådan at jeg simpelthen ikke ville give penge for at indånde andres udstødning. Rygeloven åbnede en flanke, men jeg blev alligevel hjemme.

Efter at jeg har fået mit nye job, så skal jeg ellers lige love for at jeg får oplevet noget aftenstemning i hovedstaden. Det er en dejlig forandring. Jeg møder nogle mennesker som er i godt humør, både blandt de gæstende publikummer og iblandt mine unge kolleger. Jeg er jo alderspræsident blandt kontrollørerne i Operaen. Men det fungerer fint, synes jeg i hvert fald.

Én ting må jeg dog sige farvel til ved at skulle ud om aftenen. At se sportskampe i fjernsynet. I det meste af mit liv har jeg brugt spændingen i fodboldkampe som erstatning for de følelser, jeg kunne have oplevet i virkelighedens verden, for eksempel ved at turde indgå i relationer med andre mennesker. Men jeg har følt mig mere tryg ved at lade andre udspille en masse dramaer på skærmen, som jeg så kunne identificere mig med på afstand. Lidenskab via stedfortræder. Cyrano.  

Se nu bare i aften: ikke alene spiller mit engelske yndlingshold en meget vigtig semifinale i liga cup-turneringen, men det danske herrelandshold i håndbold skal også ud i en afgørende mellempuljekamp ved EM-slutrunden i Norges land. Ingen af kampene kan jeg komme til at se direkte. Fodboldkampen kan jeg glemme alt om, for den kan jeg ikke optage på det udstyr jeg har, men håndboldkampen kan jeg optage på VHS og se enten sent i aften når jeg kommer hjem, eller i morgen.

Og til min egen forundring, så bekymrer det og plager det mig ikke at jeg går glip af disse direkte transmissioner. Tidligere ville jeg have sat himmel og hav i bevægelse for at få set dem, og helst direkte. Jeg kunne nærmest få abstinenser som en slags fodboldnarkoman. Men ikke nu. Jeg skal jo på arbejde. That’s it. Så må surrogatspændingen værsgo komme i anden række. Jeg skal ud på Holmen, møde nogle levende mennesker og tjene til livets ophold.

At jeg på den måde kan lade den gamle last passe sig selv – og henvise den til at sætte sig hen i en krog og surmule, hvis den gider det, er et herligt hattrick i mit hovede.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s