Hep, hep, hep, hep, hep..!

Jeg har bokset med at finde min rette hylde i det meste af mit liv. Ja, bare det at opholde mig på en hylde, uden hele tiden at frygte for om skruerne i væggen nu også kan holde til presset, har kunnet få mig til at hoppe ned igen.

Lige nu har jeg to deltidsjob, plus min “karriere” som forfatter, der dog ikke bidrager positivt til mit økonomiske råderum – tværtimod. Og jeg er glad for de job jeg har. Ikke mange lever af at læse en god roman om morgenen og gå i teatret om aftenen.

I Operaens kantine læste jeg forleden et blad ved navn ‘På Jobbet’, som har eksisteret i fem år og kalder sig ‘Magasinet for Medarbejdernes Trivsel, Sundhed og Velvære’. Jo mere jeg læste, desto mere uroligt sad jeg på stolen. I den ene artikel efter den anden bliver man tæppebombet med tips, råd, gode idéer, forslag, anvisninger, opfordringer og undersøgelser – og som jeg læser artiklerne handler det mest om at man skal yde mere for den samme løn på kortere tid.

Måske overdriver jeg, og måske er jeg bare altid nervøs for ikke at kunne leve op til selv de mindste krav fra andre…ikke fordi jeg har noget imod krav, men fordi jeg ikke har særlig megen tillid til menneskers evne til at forbinde holdninger med følelser. Den mistillid har gjort mig bange for at begå fejl som andre kan udnytte til at få afløb for deres følelser.

I en af artiklerne er der kursus hos Nykredit, som får besøg af en foredragsholder fra Institut for Fremtidsforskning. Overskriften er at intet må få lov til at lejre sig, ingen erfaringer må erkendes og bruges – for man skal være klar til at lave om på sine dumme vaner i hvert eneste sekund. Kan man lære at leve med den konstante forandringsparathed, så kan virksomheden jo forme sig efter markedets behov.

Okay, jeg refererer sikkert kursets indhold helt forkert og illoyalt. Og da jeg når til billedet af Birgitte, som er endnu en ung, smuk, effektiv medarbejder – og som var meget glad for kurset, fordi det lærer hende at gøre tingene forskelligt hver dag – lægger jeg bladet fra mig. Kurset hedder ‘Kickstart din kreativitet’ og Birgitte er i forvejen ‘uddannelseskonsulent indenfor udvikling og undervisning i personlig kompetenceudvikling’.

Sig mig…er det godt at hun gør tingene forskelligt hver dag? Går hun aldrig hjem? Spiser hun små salater mens hun står i stepmaskinen? Vil hun hellere tage sit eget liv end at kæresten må høre at hun har en tarmfunktion? Eller handler det her bare om, at jeg ikke kan se skoven for bare tæer?

Jamen, jeg ved godt at det er mig, som bare er misundelig på mennesker med drive og et godt udseende. Der er intet som helst i vejen med at ville erobre hele verden og have et hammergodt liv med en masse livligt indhold. Hvis danskerne ikke var verdensmestre i virksomhedsorienteret kreativitet, så havde landet ikke klaret sig så godt, rent økonomisk.

Jeg skal bare lade være med at læse den slags stræberblade, og i stedet nyde at jeg har fundet min måde at leve på – med den personlighed og de følelser jeg har, og ikke har. Man behøver ikke at være så hyldefikseret. Det er i orden at hylde det liv man kan præstere med de forudsætninger og evner man har.

Lyder det ikke flot og pissefrelst? Den holdning ville nok jeg ikke have haft for tredive år siden, tror jeg. Da mærkede jeg suget i maven efter at sparke noget røv. Nå…nu vil jeg have noget havregrød.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s