Farvel Stærekassen

Snart åbner det nye flotte Skuespilhus ved vandet.

Torsdag og fredag blev de to sidste forestillinger spillet på Stærekassen, og jeg var kontrollør begge aftener, som vikar for sygemeldte kolleger.
Mine unge kolleger måbede en kende, da jeg svarede ‘tyve år’ på spørgsmålet om hvor længe siden det var at jeg havde været der senest.

Dengang så jeg et skuespil med Poul Reichhardt i rollen som kriminalbetjent og Inge Margrethe Svendsen (den senere fru Turell) som bævende ung kvinde. Forestil dig min bestyrtelse, da jeg hører den ellers så folkekære
Giro 413-stjerne Reichhardt bjæffe “Luk fissen!” i een af sine replikker.

Nu var jeg på arbejde – og fik set Erling Jepsens ‘Med Venlig deltagelse’, som var et uhyggeligt godt portræt af familiers kamp for at feje livets sorte begivenheder ind under gulvtæppet. Man spiser Knepkager i stedet, selvom de måske ikke er så gode for Pikværket. Jepsens figurer går grusomt langt for at glasere ondskab, svaghed og magtspil med kulsort humor – og hver gang publikum morede sig, stak det i mit hjerte og mellemgulv.

Efter tæppefald holdt Ghita Nørby en smuk afskedstale for Stærekassen, som siden 1941 har været Det Kgl.’s åndehul for moderne dramatik. Jeg klappede med, da hun var færdig…det gør jeg ellers ikke, når jeg er i uniform.

Fredag var der en helt anden stemning. Oscar Wilde’s ‘Bunbury’ i Lars Kaalunds intelligente og lækre opsætning. Jeg stod i garderoben, hvilket jeg ikke havde prøvet før. Det er jeg ikke særlig god til. Jeg kunne for eksempel ikke finde ud af hvor mange billetter der er solgt, hvis den første har nummer 21 og den sidste har nummer 51. Prøv selv!

Inden forestillingen fik vi i Foyeren besøg af en gruppe Ungdomshus-aktivister, som råbte ‘1-2..1-2-3…Ungdomshus nu i dag’. De gik igen, efter at have spillet noget høj rockmusik. Jeg tvivler på at de vil have
Stærekassen, som er fredet…hvilket lægger lidt af en dæmper på festernes vingefang.

Så kom Hendes Majestæt for at bivåne den sidste offentlige forestilling, og det gjorde kun aftenen endnu mere rørende. Pudsigt nok befinder den kongelige loge på Stærekassen sig i Damesiden (højre) i stedet for i
Kongesiden men det er måske det mest korrekte når vores regent er en Dronning?

På scenen strålede Birthe Neumann som giftig stramtandet tante, og Søren Sætter-Lassen og Ole Lemmeke som lapsede dandy’er – mens Beate Bille og Signe Vaupel efter min mening manglede evnen til at spille bitchede overklassegimper. De virkede mere som moderne 2008-kvinder, hvilket er aldeles herligt med nutidens øjne…men Oscar Wildes humor skal spilles gennem et filter af iskold beregning, så dobbeltheden synliggøres – og det kræver en særlig måde at tale på for at replikkerne skal penetrere for alvor.

Jeg undskyldte mine begynderfejl overfor overkontrolløren efter fyraften. Hun sagde, at det var i orden. Nu skal hun og og de andre over i det nye hus ved vandet, og så skal de måske til at lave nye begynderfejl. Jeg kunne godt mærke på dem, at lukningen af den gode gamle fuglekasse gjorde dem lidt beklemte. Sådan er det, når noget nyt skal skabes. Man bliver let lidt nervøs.

Ja visst gör det ont när knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?

Reklamer

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s