Monthly Archives: januar 2008

Smertebevidsthed

Dér sad jeg. På 2. Balkon i Det Kongelige Teaters Gamle Scene og så ballet. Rækker af yndige kvinder og knejsende mænd dansede på lystigste vis. Det var en fryd at se på og en nydelse at lytte til den tilhørende musik nede fra orkestergraven. Lyset var udsøgt og dragterne smukke. Publikum sydede af tilfredshed og danserne sprang og snurrede og stillede sig an. Pludselig fik jeg en impuls. Den sagde at det her da vist var for godt til at være sandt. Så mange mennesker har brugt så meget tid og så mange kræfter på at kunne fortælle denne historie på lige præcis denne måde. Prisen for at få så stor en forestilling på benene er høj. Millioner af kroner. De professionelle leverandører af al denne æstetik får deres løn, men betaler også med nogle personlige omkostninger. Og jeg elsker oplevelsen af hver eneste tone, hver eneste gestus og hvert eneste tableau fyldt med så megen skønhed.

Få timer senere sad jeg i en bus, på næstbagerste række. På bagsædet lå en ung kvinde og sov. Hun var tydeligvis hårdt ramt af længere tids misbrug og trængte til at hvile sig. Hun må have sovet godt, for da chaufføren på et tidspunkt bremsede en lillesmule hårdt op, rullede hun ned fra sit leje og smadrede hovedet ned på kanten af et trin. Smerten fik hende til at vågne og hun begyndte et uhyggeligt vræl på vokalen a. Det var overraskende dybt, når hun nu var en kvinde, og meget kraftigt. Flere passagerer vendte sig om for at se hvor slemt hun havde slået sig. Og så skete der noget. Da hun opdagede, at vil kiggede på hende afbrød hun øjeblikkeligt sin voldsomme gråd, som om hun havde en erfaring for at det ville blive meget værre, hvis hun ikke øjeblikkeligt holdt sin kæft. Den reaktion gjorde sindssygt ondt. På mig. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte med det samme på situationen på Gamle Scene, hvor jeg havde set alle de smukke mennesker vise hvor megen skønhed der kan komme ud af at udholde smerte, helt frivilligt.

Den lange vej til sandheden

Der er eddermame langt fra Dybbølsbro station til Fisketorvet i støvregn.
Man går i gåsegang på et forblæst smalt fortov og dyrker menneskeslalom.
Jeg hader den tur, men min datter jeg skulle partout derhen for at
anforskaffe et sæt blå fodboldstrømper med hvid kant.
Vi skulle til fødselsdag hos en rugby-pige på Christianshavn.

Jeg bliver konsekvent mismodig på den strækning, i støvregn, så jeg finder altid på ét eller andet for at udholde canossagangen. Og derfor spurgte jeg min datter hvad der er de tre bedste og tre værste ting ved mig.

Hun tænkte sig om et stykke tid…og så kom svaret:

Det bedste ved mig er at jeg er mig.
Det nædstbedste er at jeg ikke tager tingene så tungt.
Det tredjebedste er at jeg mødte min datters mor.

Det værste ved mig er min tøjstil (mest joggingbukser og t-shirts).
Det næstværste er at jeg er overvenlig.
Det tredjeværste er at der aldrig er vatpinde i min lejlighed.

Det var det.

My brave face

Jeg kender ham på billedet. Han er sød nok. Der skal ikke så meget til at få ham til at se glad ud. Problemet med ham er at han ikke for alvor kan være glad. Det holder ikke så længe. Han er, som man siger på engelsk, ‘preoccupied’. Jeg har lyst til at hjælpe ham, så han kan få lov til at være lidt mere alvorlig og seriøs i stedet for at gemme sin fortvivlelse, ensomhed og sorg væk. Og vrede. Han er kort sagt en helt almindelig fyr. Billedet er næsten tredive år gammelt. Det er hårdt at være blød. 

Kontant afregning

I aftes skulle jeg sælge programmer i Operaens foyer. Det er en af de 
arbejdsopgaver man kan få tildelt som kontrollør i forsalen. Jeg går rundt 
mellem de ankommende publikummer og tilbyder programmer til fyrre 
kroner stykket, også i pauserne. 

Mange vil have et program, og jeg prøver at jonglere med stakken mens 
jeg samtidigt roder med byttepenge, og regner beløb frem og tilbage på 
grund af nogle rabatkuponer som de faste gæster kan benytte. Jeg er ikke 
nogen haj til regning, så jeg har et system med mønter i bukselommen og 
forskellige sedler i bestemte lommer i jakken.

Ved afregningen på servicekontoret efter sidste pause står jeg med en masse mønter, pengesedler og kuponer og usolgte prorammer. Det 
ender med at jeg mangler små hundrede kroner. De første to gange jeg har 
solgt programmer har pengene ellers passet fint…til min egen lykkelige forundring. Min søde kollega, som styrer regnskabet, siger at det er bare 
uheldigt. Jeg takker, men er vred på mig selv.

På vej hjem tænker jeg på, at jeg ikke er den eneste som roder rundt med 
antal og cifre og numre og mængdeangivelser. I radioen hørte jeg hvor 
uenige man er om hvor mange civile irakere, der har mistet livet på grund 
af invasionen i 2003. Først påstod præsident Bush at 30.000 civile irakere 
havde mistet livet. Idéen med invasionen var vel ellers at redde irakere fra 
at blive forfulgte og dræbt af Saddam Husseins diktatoriske styre? Det irakiske sundhedsministerium mente tallet var 50.000.

I 2006 kom det lægevidenskabelige tidsskrift ‘The Lancet’ med et tal på 
655.000 civile ofre, baseret på en undersøgelse fra det amerikanske 
Johns Hopkins Universitet og et universitet i Bagdad. Det fik Bush til at få 
sin morgenbagel galt i halsen. Et så højt tal for civile tab i en krig baseret 
på fejlagtige påstande om masseødelæggelser var ikke sådan lige til at 
tumle for hans spindoktorer.

Nu har WHO lavet en ny undersøgelse: 151.000 civile ofre for invasionen.
Hvad skal man tro? Er et eneste ekstra mistet liv ikke ét for mange?

Jeg fandt forresten to halvtredsere i uniformens brystlomme, da jeg 
skulle klæde om efter forestillingen i aftes, så mit regnskab gik fint op.

I aften er der så maskerade.     

Supermanden, Soveren og Søgeren

Dér står jeg i Bus 66 en tirsdag eftermiddag på vej til Operaen. Jeg løfter højre hånd og tager fat i det dinglende gummihåndtag, der hænger ned fra en tværstang og tilbyder sig som et hjælpemiddel mod pludselig væltning. Men der er noget galt. Ganske blødt og forsigtigt flækker gummiringen rundt om tværstangen, og jeg står pludselig og glor på det håndtag jeg lige har frigjort fra dets monotone liv i menneskehænder. Har jeg mon udviklet overmenneskelige armkræfter uden at vide det – eller skal Movia A/S tjekke gummitrætheden lidt mere? De øvrige passagerer begynder at fnise, og jeg bruger selvsagt situationen til at optræde på slap line. Ti skønne sekunder.

Dér sidder han og sover. Hen over rattet. Klokken er 23.37 og jeg skal hjem fra Operaen en tirsdag aften. Bussen står og småkoger med motoren i gang, men der er ikke nogle passagerer i den. Det er jo Bus 66’s endestation, og chaufføren vil lige have sig en powermorfar inden afgangen kvart i. Alle døre er lukkede, og jeg kan sgu ikke nænne at banke på ruden for at komme ind. Herregud, jeg har stået og blomstret inde under de tre diamantbolde hele aftenen, så jeg har kun godt af lidt havneblæst. Efter tre-fire minutter får han nærmest tilfældigt øje på mig, og åbner døren med allehånde herlige nydanske ord og fagter, samt det skønneste smil man kan ønske sig efter en lang aften. Han og jeg forstår hinanden.

Dér står jeg og venter på bussen på Christianshavns Torv. Jeg skal på ekstravagt i Operaens forhal en onsdag formiddag i stedet for en sygemeldt kollega. A.P. Møller Fonden holder reception for den afgående og tiltrædende direktør, og jeg skal registrere gaver fra de mange fornemme honoratiores og samfundsspidser. Jeg spejder efter Bus 66, men får i stedet øje på en yngre blind mand som er ved at finde vej hen til Metro-elevatoren. Han bruger sin hvide stok til at mærke efter den særlige stenbelægning som er nedlagt netop for mennesker med hans forudsætninger. Desværre misser han det sted hvor han skulle være drejet til venstre, og da han måske også tæller skridt tøver han, standser og tænker sig om. Han går tre skridt tilbage, drejer så til venstre, og er lige ved at gå ind i en sammenfiltret bunke cykelvrag. En behjertet dame redder ham fra et potentielt grimt fald og gelejder ham hen til elevatoren. Jeg tænker på alle de gange jeg ikke har kunnet finde ting lige foran næsen på mig, selv med de sanser jeg har til rådighed.

Zonerne

I dag aktiverer jeg mig i Zone 1 og 2. I en måned kan jeg udfolde mig på kryds og tværs i et stort område i hovedstaden, bare ved at løfte den ene arm og folde et lille plastickort ud. Det er godt at vide på forhånd at jeg skal bevæge mig, og jeg vil gerne både bevæge mig og bevæges. Jeg skal på arbejde på Holmen mindst et dusin gange i perioden, og jeg synes ikke vejret er til at cykle når jeg ret ofte først får fri en halv time før midnat og skal forholdsvis tidligt op næste morgen. Det er mange år siden at jeg er kommet så meget ud i byen om aftenen, og jeg tror det vil gøre mig rigtig godt. Det ender med at jeg skal til at overveje at aktivere nogle flere zoner. Nogle af dem jeg plejer at skulle længere ud på landet med.

Fire tantestjerner til Hansen

I lørdags skrev Berlingske Tidende en artikel om lydbogsromaner, hvor man fokuserede på indlæsernes måde at formidle og fortolke bøgerne på.

Journalist Per Krogh Hansen skriver at det er en kunst at kunne læse ordentligt op:

Småfejl, selvrettelser, kommapauser og mumlen er bandlyst! Ligeledes med unødig dramatisering og fortolkende karikaturtegning ved hjælp af stemmeforvrængning. Oplæseren skal ikke fortolke teksten for lytteren igennem sin oplæsning, men formidle den. Gerne med samme usynlighed, som ved en skrifttype og den typografiske opsætning af en trykt side: læservenligt. Hvilket ikke er det samme som kedeligt eller uengageret, men betyder at den er afstemt i forhold til værkets tone og tema.

Der drysses stjerner ud over Jens Albinus, Morten Grunwald, Jørgen Leth, Lily Weiding m.fl….og også over mig (fire ud af seks mulige):

Nævnes skal også serien »Klassiske perler«, som udgives af det lille Bechs forlag – Viatone. Her udgives værker af såvel Hemingway, Dostojevskij, Wassmo m.fl. – altså moderne klassikere fra de bedste hylder. Undertegnede har haft lejlighed til at høre Stefan Zweigs »Skaknovelle« indlæst professionelt og lytteværdigt af Bent Otto Hansen.

Meget opmuntrende, må jeg sige.
Se og hør lidt om Skaknovellen her

Hele artiklen i Berlingske kan læses her

Bravo Tours Tøvetæppe

Jeg vil lige starte med at udtrykke min dybtpressende skuffelse over at du har ventet så længe med at læse dette indlæg. Hvad i himlens navn havde du egentlig ellers for, da jeg indsatte disse ord på min blog?

Du sov?!

Nuvel, jeg har forlængst vænnet mig til at skrive for mindre eller mere bevidstløse modtagere, men jeg kan forstå at du hellere ville hvile i Morfi favn end at bivåne mine betragtninger??

Det kan jeg godt leve med, kære ven…og nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Sagen er at jeg har to venner. Sagen er også at vi tre spiste middag hos 
den ene af af dem lørdag aften. Sagen er endvidere at vi tre har været 
venner i samfuldeste 32 år. Sagen er desuden at den anden snart skal 
giftes. Igen. Og for øvrigt er jeg lige kommet hjem fra middagen.

Vi spiste beuf bourgignon, drak mousserende vin, Vinterbryg, rødvin, 
rødvin, rødvin, kaffe, cognac, LBV Portvin, Classic, Carls Special og Tuborg. Vi talte om venskab, angst, skålstørrelser, Thomas Blachmann, blinde tenorer, hallal, pinsekirker, opera, røde bananer, omskæring, dødsbevidsthed og forældreløshed.

Nu sidder jeg og skriver om hvad vi talte om. Det er bestemt ikke nogen 
enkel transaktion, idet jeg er kraftigt beruset. Desuden var der syv ting vi 
ikke kunne komme på. Lige nu erindrer jeg kun nogle få af de ting, vi 
lovede hinanden at komme på. Hvad hed f.eks. ham den blinde tenor, som 
er blevet millionær på at lade som om han kan synge en arie ved at tælle 
til 86 på latinsk, inden han har fundet starttonen?

Gisp! Klokken er 05.05, og jeg er ikke engang forelsket.

Godnat!