Monthly Archives: februar 2008

Lam and pepper sig op

Jeg vil nødigt gøre grin med en alvorlig sag, og bekæmpelsen af HIV/AIDS i Afrika er et af de alvorligste emner på hele kloden, så jeg beder om tilgivelse for at falde for fristelsen alligevel – og det er mere budbringeren, jeg vil drille lidt. Det handler nemlig om Anders’ personlige gode ven, selveste overgringoen på det hvide kontor i guds eget land. Manden, der snart skal gå af, efter at have stridt så kraftfuldt som kristen korstogsridder overalt på jorden. Eller rettere: efter at have sendt hundredtusinder af civile i døden, og efter at have tilladt umenneskelige torturmetoder i den gode sags tjeneste.

Præsident George Vandringsmand Busk har ikke været bleg for at fremdyrke et billede af sig selv som en supercowboy med Gud på sin side. Næsten den værste kombination der findes, og så er det endda grimt sagt om alle de hårdt arbejdende cowboys rundten om i det store multikulturelle land.

Nå, men Bush Jr. tog for nogle år siden et godt initiativ. Ære den, som æres bør. Han skabte en hjælpeorganisation, der skulle bekæmpe HIV/AIDS i Afrika med andet end afholdenhed. Fint nok, og det manglede bare. Projektet hed President’s Emergency Plan for AIDS Relief.

Men se lige hvad det kaldes til daglig: PEPFAR

Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig..!

I sofaen sidder den smukkeste lysblonde kvinde med blå øjne og guddommelig fysik. Hun er langt væk, selv om der kun er en meter hen til hende og pludselig ligner hun socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe 
Kofod på en prik. Det er ikke bare magi, det er også ret ærgerligt. 

I aftes gik det pludselig op for mig, at jeg aldrig har haft en kæreste med 
lyst hår og blå øjne. Det blev jeg lidt ked af, men egentlig er det jo noget 
forpulet fis. Hvem siger at det havde været anderledes, eller bedre? 

Det er spøjst med os mennesker. Når man brændende ønsker sig en rød 
brandbil som lille dreng, eller en bestemt dukke som lille pige, så er der 
ikke andet i ens tanker og følelser end den ene bestemte ting. Og når man så 
får ønsket opfyldt er det skønt i en tid, men så var det måske alligevel 
ikke så fantastisk, da det kom til stykket.

Der er ting og oplevelser jeg nok bare må sige farvel til muligheden for.

Jeg bliver aldrig borgmester i Esbjerg. Fred være med det.
Jeg bliver aldrig en god synkronsvømmer. Fred være med det.
Jeg bliver aldrig god til at lave mad. Fred være med det.
Jeg bliver aldrig UR-sanger i et brasiliansk orkester. Fred være med det.
Jeg får aldrig en ægte lysblond, blåøjet kæreste. Fred være med dem.
Jeg får aldrig kørekort til bæltekøretøjer. Fred være med det.
Jeg får aldrig under tyve meter til nærmeste Netto. Fred være med det.
Jeg får aldrig fejret guldbryllup. Fred være med det.
Jeg får aldrig besøgt Løgstør. Fred være med det. 
Jeg vil aldrig kunne forstå Jørgen Poulsen. Fred være med ham.
Jeg bliver aldrig amtsmester i noget som helst. Fred være med amterne.
Jeg bliver aldrig tryg ved heste, hunde og kvinder. Fred være med det.
Jeg lærer aldrig at sy, hækle eller strikke. Fred være med det.
Jeg bliver aldrig Venstremand. Fred være med det.
Jeg bliver aldrig en gift mands elsker. Evig fred være med det.
Jeg bliver aldrig gruppeleder i et harem. Det er godt nok ærgerligt.

Videre! 

Op på jorden igen

Æhh…det er ikke bare den rene omelet at lave et nyt indlæg ovenpå det jeg fik fremklakket i går. Jeg føler lizzom at der meget hurtigt skal noget dagligdag ind over, så linjerne kan trække vejret lidt igen.

Til det brug har jeg fået fat i en bog, der kan svare på stort set alle spørgsmål om hvordan man skal gebærde sig som socialt væsen. Kort sagt…skik og brug og takt og tone i dette årtusinde.

Har du noget som du er i tvivl om, når det gælder de interpersonelle spilleregler slår jeg gerne op i facitlisten og citerer. Så kan vi sludre om det.

Jeg har det sådan, at alting (så godt som…) stritter på mig, så snart man påfører mig selv den mindste dogme-regel for hvad jeg må og ikke må.
Ikke at jeg er et ukontrolleret vilddyr som sådan, men jeg tror nok at jeg i forvejen holder mine impulser, lyster og drifter så tilpas komatøse, at jeg babsolut ikke har brug for andre hundesnore end min egen indre.

Men lad os tage det hen ad vejen…stille og roligt.

Et eksempel:

Hvordan skal vi hilse vores venners nyligt adopterede barn velkommen?

Svar: Opfør dig præcis som du ville, hvis jeres veninde selv havde født barnet. Aflæg et besøg og ønsk tillykke med den lille ny. Og medbring naturligvis en gave. Et varmt brev, hvori du lykønsker de nybagte forældre vil også blive værdsat af de allerfleste.

Okay?
Okay!

Alting ud af ingenting

Jeg skriver direkte ind for effektens skyld, for det haster, det her. Forleden stod der i en gratisavis at man måske ville finde ud af alting lige efter at det begyndte at snurre rundt i en helvedes fart nede i alperne. Den vigtige nyhed fyldte ikke meget og jeg tør slet ikke tænke på hvor lidt plads betalingsaviserne brugte. I ramme alvor sagde den ene besserwisser efter den anden, at så snart det kom op i omdrejninger nede i rundkørslen ville nogle små nogen vise sig for første gang. Hvis de ellers findes. Midt i den linje forvandlede nyheden sig til lyrik. Jeg elsker når sproget begynder at græde fordi det ikke kan følge med længere. Når ordene bliver til en lille baby som ikke har andre muligheder end at begynde at vræle i himlens sky. Det er en historisk triumf for det mangetydiges nøjagtighed. Uanset hvor meget de små måske-nogen pisker rundt i den milliarddyre underjordiske metalcirkel, giver fortolkningen og beskrivelsen af begivenheden og dens konsekvenser for menneskehedens selvforståelse så store sproglige problemer for videnskabsmændene at de bliver nødt til at tilkalde nogle poeter. I aftes var den så gal igen. Nu har undersøgelser vist at det ikke var et stort brag der startede alting. Eller jo…der var et brag, men lige før braget havde der været noget støv eller gammelt gas som stod og småkedede sig i det dér tomrum, som der heller ikke findes noget godt ord for. Det er en sproglig umulighed at beskrive hvad der var før alting blev skabt. Man kan jo ikke skabe meget ud af ingenting. Der må have været noget før, hvis noget nyt skal skabes ind i det – eller i stedet for det. Men hvad har der så været helt tilbage i begyndelsen? Og før? Er det egentlig ikke temmelig frækt at bringe nogle fotos af en flok urgamle galakser, og så bare skrive i billedteksten at fordi disse stjernehobe er milliarder af lysår væk, så kan man ikke vide hvad der er lige nu. Dér. Lyset, som billedet er afhængigt af, har været så længe undervejs at disse galakser sandsynligvis slet ikke er der mere. Når jeg læser den slags føler jeg mig udødelig. Så er det jeg ved, at nu gælder det fanme om at få driblet et indlæg sammen og få det banket ind i blogboksen, så vi kan komme videre i teksten. Kan du ikke se det? Den måde hele lortet kører rundt og rundt på, skriger efter den mest forfinede overjordiske sprogbehandling. Når alting skal skabes ind i eller ud af ingenting, og nogle små og måske ikke-eksisterende nogen ligefrem skal blive køresyge for at kunne manifestere sig som lysrester i små hvide brækklatter i et sort hul, så er digternes tid kommet for at begynde. Men i samme sekund den tid er begyndt bliver sproget utilregneligt. Man kan ikke stole på det. Det umuliggør videnskab og åbner for kunsten. Måske er tiden allerede kommet. I skrivende stund bliver virkeligheden til smør i Schweiz og jeg bliver lykkeligere end det er menneskeligt muligt. Jeg skriver derfor at

Tak

Et flertal i Folketinget har endelig besluttet at hjælpe nogle af dette stenrige lands allersvageste og miserable skæbner.

Man vil tilbyde de hårdest ramte narkomaner lægeordineret heroin på forsøgsbasis. Hvert år dør flere end to hundrede unge misbrugere, ikke mindst på grund af de følgesygdomme som den daglige hæsblæsende jagt på det forbudte, og dermed meget dyre, stof har givet dem.

Jeg kan ikke takke de borgerlige politikere nok, som har erstattet frygten for kernevælgernes dom med næstekærlighed til ofrene for det moderne samfunds benhårde udskilningsræs. Nu håber jeg at de også vil have mod til at indføre nogle fixerum til de misbrugere som endnu ikke er døden nær, og derfor ikke kan omfattes af det nye behandlingstilbud.

Og nu?

Nu ville det være en lige så klog beslutning at holde op med at opfatte brugere af hash som kriminelle. Vist er der måske fem ud af hundrede brugere som ikke kan tåle stoffet overhovedet. Men sådan er det vel også med lovlige stoffer som nikotin og alkohol? Legalisér og kontrollér brugen (ikke salget) af hash, og brug overskuddet fra f.eks. hashcaféer til at behandle dem som ryger ud i problemer med stoffet.

Lad os for guds skyld få tømt fængslerne for alle de fanger, som kun sidder indespærret fordi der er så enorme summer at tjene på stofsalg. Fjern dog den indtjeningsmulighed via lovgivning og begynd at opfatte misbrugerne som de syge mennesker de er. Frigiv dog alle de ressourcer som politiet bruger i den evige jagt på brugere og småpushere.

Forbud dæmper kun i ringe grad det samlede forbrug, tror jeg. Mit bud er at forbuddet i sig selv har mange flere negative konsekvenser på adskillige samfundsniveauer end en kontrolleret legalisering. Tænk bare på al den følgekriminalitet vi kunne slippe for: indbrud og tilfældige røverier foretaget af desparate abstinensramte misbrugere.

Ikke om jeg fatter hvorfor der skal gøres så stor forskel på misbrugere, bare fordi nogle af dem tilfældigvis er afhængige af et forbudt stof. Det er ganske enkelt en utidig og udemokratisk forskelsbehandling af patienter baseret på forældede moralbegreber.

Og lad mig lige slå helt fast at jeg bestemt ikke går ind for at man skal tage stoffer. Slet ikke, næsten tværtimod. Stoffer kan være både usunde og livsfarlige. Jeg synes bare at man skal løse misbrugsproblemerne ved hjælp af sund fornuft, oplysning og gratis behandling. Den hidtidige strategi med forbud, forfølgelse, bøder og fængsel har ikke virket godt nok, synes jeg.

Styrtede et dansk fly ned på Hjerl Hede imorgen ville de 200 omkomnes 
og mange pårørendes tragedie rydde sendeflader og forsider i mange dage. Men at der dør lisså mange narkomaner hvert år får knapt nok et skuldertræk. Det er ganske enkelt uværdigt, synes jeg.

Men tak, kære folketingsflertal, for gårsdagens kærlighedsbårne nyhed.
Ære den som æres bør.
Og nu…videre! 

Gå efter bolden og manden

Fodboldspillet har jeg brugt tusinder af dage på i mit liv. Og gu’ elsker jeg det. At spæne rundt. At dufte vårgræs. At fyre en masse fis og bøvede bemærkninger af. At brøle. At falde. At kommunikere ordløst med de andre på vej mod målet. At få blæst lungerne ud. At vaske jord af knæene i badet og hoste igennem på vej hjem. Jeg har været spiller, træner, dommer, kommentator og tilskuer.

Spillet får mig til at mærke mig selv og spejle mig i de andre deltagere. Deres måde at udtrykke deres maskulinitet gennem den alvorlige leg. Forleden spillede jeg indendørs fodbold i ølhallen på Vesterbro sammen med de andre forfatterengle, og pudsigt nok var min datter med på grund af mandefald. Hun spillede faktisk godt, og var især god til at bryde ind i en modspillers fremløb på det helt rigtige tidspunkt, så hun kunne prikke bolden fra ham.

For mig blev det en speciel dag. Det gik op for mig hvor meget ens personlighed kommer til udtryk i den måde man spiller på. Jeg er selv en meget langsom type, som er nødt til kompensere manglen på kvikhed og teknik med forudseenhed. Desuden går jeg meget lidt op i hvem der vinder kampen, og er mere interesseret i proces og æstetik. Jeg søger efter særlige øjeblikke. Det humoristiske. Overraskende. Impulsive.

På mit hold var der to medspillere som i modsætning til mig spiller helt 
anderledes målrettet. Den yngste af dem er et fascinerende eksempel på en mand som i sin spillestil søger sit eget, uden ret meget hensyn til med- og modspillere. Hans fokusering på at score mål og at vinde kampen gør ham til en arketypisk jæger. Hans teknik er fornem og hans speed beundringsværdig. Han afdribler og smutter væk. Og han scorer en del mål på de mange, mange afslutninger han vælger at forsøge sig med.

Efterhånden som kampen skred frem blev jeg mere og mere desillusioneret. Gang efter gang mistede jeg bolden fordi jeg er for tung og langsom. Gang efter gang gik den unge løve efter byttet ved i høj fart at drible, drible, drible…og fyre løs. Han scorede otte-ni mål, mens jeg 
kostede mål og ikke scorede i den anden ende.   

Kun sjældent så han op og afleverede til en medspiller som måske stod i en bedre position til at afslutte. Han kan simpelthen ikke lade være med at køre selv. Det ligger i hans væsen. Og han har vel at mærke den nødvendige kraft og hurtighed til at kunne forsvare den selviske spillestil, fordi han opnår målbare resultater: mål = potentiel sejr. Han kritiserede medspillere i visse situationer, især i forsvaret. Undskyldte aldrig sine 
egne fæle afbrændere. Han vil jo bare så gerne vinde. 

Til sidst gad jeg ikke se på hans mange soloraids mere. Jeg stillede mig demonstrativt op på midterlinjen helt ude ved banden, og var hverken 
med til at forsvare eller gå med i angrebet. Jægeren bemærkede det.

Først spurgte han venligt hvorfor jeg dog ikke ville deltage aktivt mere?
– Jamen, jeg får jo aldrig bolden alligevel, ymtede jeg, og her står jeg i det mindste fri hele tiden! De gange bolden så kom hen til mig, spillede jeg den omgående hen til den unge goalgetter og stillede mig op igen med 
armene over kors. Han kaldte så min attitude arrogant. Og han havde i 
hvert fald ret i at jeg bestemt ikke kæmper det bedste jeg kan. Jeg tør ikke risikere en skade, for det kan koste dyrt i tabt arbejdsfortjeneste.

Jeg bjæffede tilbage til ham, at han kraftstejlemig ikke skulle begynde at tale om attitude. Han fik så opbakning fra den anden hurtige, dygtige og noget ældre spiller, som dog er langt bedre til at se op og bruge sine medspillere. Småhovedrystende skred jeg overlegent ud i bad før træningen var slut, og fik prædikatet ‘topmålet af arrogance’ med på vejen.

Efter nu at have tænkt grundigt over det må jeg indrømme, at jeg jo bare er pissejaloux på ham den unge springfyr. Jeg har altid hadet de mandetyper, som tør gå efter guldet uden at kere sig det mindste om andres reaktioner. Jeg vil jo være ham – eller være som han er – men da jeg ikke kan det vælger jeg at misunde og desavouere ham. Men min måde at agere på er vel bare en infantil afledning fra min sorg over ikke at være bare halvt så god som ham.

Alligevel gider jeg ikke spille mere foreløbig. Jeg synes at hans vilje til sejr er totalt malplaceret. Herregud…vi er der for at hygge os og få noget motion. Han moser bare derudaf og brager løs og tæver og tyrer og hamrer og knalder til bolden. Pow! Bam! Gong! Tjuh! Meget mandigt. 
Testosteronen spuler nærmest ud af hans mørke skægstubbe.

Og jeg? Jeg går fornærmet hjem og skriver indfølte og symboltunge digte om hvor svært det er at få noget fisse. Det er eddermame nydeligt. 
Et spektakulært selvmål. Men kan man ikke flyve må man i det mindste 
falde med stil. Og hey…der er firkløvere dernede.      

Stille og roligt

I dag skal mine drenge på græs. Hanekyllingerne spiller pokalfinale mod de blå vodkabamser. Kampen foregår på et stort stadion i et krigsførende land. Jeg skal se kampen hos min stedsøn, som holder med det samme hold. Sidste gang fjerkræklubben var i en tilsvarende finale var i marts 1999. Dengang var min stedsøn 12 år gammel. Han havde lige fået at vide at hans mor og jeg skulle skilles. Det tog han stille og roligt. Det foregik jo stille og roligt. Jeg havde besluttet at han og hans fireårige lillesøster ikke skulle straffes mere end nødvendigt for deres forældres følelsesmæssige forlis. Så det blev en stille og rolig skilsmisse. Det var såmænd fint nok. Senere er udtrykket blevet hans standardsvar når jeg ringer til ham og spørger til hans liv. Stille og roligt. Jeg ved udmærket at svaret sådan set sagtens kan indeholde alle mulige begivenheder og for så vidt også ret dramatiske episoder. Men de har så alligevel ikke formået at rokke ved hans samlede bedømmelse, i forhold til forrige gang jeg ringede. Stille og roligt. Godt nok. Så ved jeg at det ikke er nødvendigt med uddybende spørgsmål. Han er en type som jeg ikke presser til at erklære sig. No way. Jeg er til hans rådighed hvis der er brug for nuancer, holdninger eller perspektivering. Så skal han bare sige til. Og i morgen vil vi sidde i hans og hans forlovedes lejlighed i Køge og heppe på hanekyllingerne. Lissom jeg – stille og roligt – gjorde ganske alene i rækkehuset i postnummer 4000 Roskilde den søndag i marts for ni år siden. Jeg var få dage fra at flytte fra huset medbringende mit livs største fiasko. Så jeg fik luft for mange forskellige følelser, da danskeren Allan Nielsen i allersidste minut af kampen kastede sig vandret gennem luften og hovedstødte sejrsmålet ind for mit yndlingshold. Jeg rejste mig med begge arme i vejret og skreg min jubel og min sorg ud i det værelse hvor jeg ellers bare plejede at græmme mig. I dag har jeg et godt forhold til min eks-kone. Jeg tror såmænd det var det bedste for os alle fire at vi voksne ikke fortsatte de enerverende daglige genoplivningsforsøg. Der er grænser for hvor mange udefra kommende slag på brystbenet et hjerte vil finde sig i, når den livgivende behandling viser sig at bestå af noget så banalt som luftforandring. Alligevel vil jeg nok blive ret sentimental søndag eftermiddag når mine drenge løber på banen, og min store dejlige bonussøn serverer mig et par af sine hjemmelavede hamburgers. Så vil jeg føle mig som verdens heldigste stedfar. Jeg har trods alt kendt ham siden han var tolv måneder gammel. Livet er sgu livligt og jeg elsker det. Pyt være med om mit hold så vinder den pokal eller ej. Bare jeg kan se kampen sammen med ham drengen. Min gode dreng. 195 cm høj og lisså stærk som en pylon. Stille og roligt.

Update: Vores hold vandt 2-1…hehe. 

Vi skal have en sang

Sangen begynder med en lille optakt i marchtakt.

Fire mænd klædt ud som afskyelige snemænd synger gentagne gange ‘mand, mand, mand, mand‘ i en bas-rundgang, hvor den første tone er den højeste og så går det nedad til den fjerde og sidste tone – og forfra.

Solisten kan lade optakten køre et vilkårligt antal gange inden verset på melodien ‘En elefant kom marcherende‘ begynder:

Ti tusind tyrkiske soldater (mand!)
eftersætter højslettens kuttere
(det er) svært når sletten kun består af land
og kutterne er leaset af herrnhuttere

Det var sådan set det hele…

Bonus-info: Jeg skal måske lige forklare, at det dèr ekstra “mand”, som står til sidst i første linje, kan brøles unisont af snemændene, mens de på tælling gør et eller andet imaginært udfald og/eller spjæt mod publikum – og de kan for effektens skyld og rytmens opretholdelse gentage både brølene og 
bevægelserne på ordet ‘land’ i tredje linje, omend måske lige en tand blidere og hurtigere, idet solisten har temmelig meget tekst at gøre rede for i sidste linje.

En lille pakke

Sikkerhed. Vigtigt. Pas på. Virus. Spam. Phishing. Den slags. Uha. Uha. Jeg er forsigtig, mest fordi jeg ikke kan finde ud af at være uforsigtig. Så hellere køre en stil med påpasselighed og rettidig omhu. Hands-on-policy over dynen. Jeg tilmelder mig en gratis sikkerhedspakke i tredive dage. Den kører og summer og puster lidt lissom på de første par dates og i de første famlende, men også ret ophidsende samkøringer. Problemerne kommer når prøvetiden udløber og de gratis glæder skal erstattes af faste aftaler. Når det skal til at koste noget. Jeg har ikke noget imod at binde mig, men hvis det skal fungere ordentligt og forholdet skal være fast, så må andre binde mig. Eller nej, det jeg mener er, at der skal være hul igennem! Åh nej, det her kommer til at lyde helt forkert…også selvom det føles rigtigt. Først skal jeg have et nøglenummer, men det kan jeg kun få hvis jeg har et kundenummer, og det kan kun aflæses hvis jeg har det rette password så jeg kan blive tilknyttet via selvbetjeningen, som bare ikke altid virker uden et særligt brugernavn samt det korrekte ordrenummer. Men skal det så være det nye eller det gamle? Jeg ringer til hende på den hede linje og venter og venter og gør alt hvad hun siger, men ender alligevel i uføre selvom jeg trykker og trykker på kommando. Det er bare ikke sjovt når hun mekanisk bjæffer ordrer forklædt som tilbud til mig hele tiden med sin skingre og metallisk klingende stemme, og jeg synes bestemt også at jeg kan høre på hendes tonefald at hun i virkeligheden er pisseligeglad og har gang i mange andre aftaler. Jeg knalder hende på, og mailer i stedet efter et godt gammeldags brev med et nyt internetkundenummer, så jeg fremover vil have mulighed for få et nyt password via sms, men brevet kommer jo aldrig. Jeg ringer til kundeservice som spiller dansemusik og får lyst til at skrige op i røven, men er bange for at de enten tager det for gode varer eller misforstår mine motiver eller snyder sig til at nyde det uden at jeg ved det til en pebret minutakst. Hvordan var mit liv egentlig før al denne sikkerhed? Var jeg usikker på en mere stabil måde, eller var jeg bare mere sikker på hvornår usikkerheden indtraf? Lissom da jeg i går kørte i bus og følte mig dejligt forkert, fordi der var een at slå blikket ned sammen med? Hvad skal jeg med cyberspacede sikkerhedspakker, når der er så mange dejlige fuldblods trojanske hopper i omløb i nabolaget. Kan du sige mig det? Hallo?….hallo??….hallo?!