Stille og roligt

I dag skal mine drenge på græs. Hanekyllingerne spiller pokalfinale mod de blå vodkabamser. Kampen foregår på et stort stadion i et krigsførende land. Jeg skal se kampen hos min stedsøn, som holder med det samme hold. Sidste gang fjerkræklubben var i en tilsvarende finale var i marts 1999. Dengang var min stedsøn 12 år gammel. Han havde lige fået at vide at hans mor og jeg skulle skilles. Det tog han stille og roligt. Det foregik jo stille og roligt. Jeg havde besluttet at han og hans fireårige lillesøster ikke skulle straffes mere end nødvendigt for deres forældres følelsesmæssige forlis. Så det blev en stille og rolig skilsmisse. Det var såmænd fint nok. Senere er udtrykket blevet hans standardsvar når jeg ringer til ham og spørger til hans liv. Stille og roligt. Jeg ved udmærket at svaret sådan set sagtens kan indeholde alle mulige begivenheder og for så vidt også ret dramatiske episoder. Men de har så alligevel ikke formået at rokke ved hans samlede bedømmelse, i forhold til forrige gang jeg ringede. Stille og roligt. Godt nok. Så ved jeg at det ikke er nødvendigt med uddybende spørgsmål. Han er en type som jeg ikke presser til at erklære sig. No way. Jeg er til hans rådighed hvis der er brug for nuancer, holdninger eller perspektivering. Så skal han bare sige til. Og i morgen vil vi sidde i hans og hans forlovedes lejlighed i Køge og heppe på hanekyllingerne. Lissom jeg – stille og roligt – gjorde ganske alene i rækkehuset i postnummer 4000 Roskilde den søndag i marts for ni år siden. Jeg var få dage fra at flytte fra huset medbringende mit livs største fiasko. Så jeg fik luft for mange forskellige følelser, da danskeren Allan Nielsen i allersidste minut af kampen kastede sig vandret gennem luften og hovedstødte sejrsmålet ind for mit yndlingshold. Jeg rejste mig med begge arme i vejret og skreg min jubel og min sorg ud i det værelse hvor jeg ellers bare plejede at græmme mig. I dag har jeg et godt forhold til min eks-kone. Jeg tror såmænd det var det bedste for os alle fire at vi voksne ikke fortsatte de enerverende daglige genoplivningsforsøg. Der er grænser for hvor mange udefra kommende slag på brystbenet et hjerte vil finde sig i, når den livgivende behandling viser sig at bestå af noget så banalt som luftforandring. Alligevel vil jeg nok blive ret sentimental søndag eftermiddag når mine drenge løber på banen, og min store dejlige bonussøn serverer mig et par af sine hjemmelavede hamburgers. Så vil jeg føle mig som verdens heldigste stedfar. Jeg har trods alt kendt ham siden han var tolv måneder gammel. Livet er sgu livligt og jeg elsker det. Pyt være med om mit hold så vinder den pokal eller ej. Bare jeg kan se kampen sammen med ham drengen. Min gode dreng. 195 cm høj og lisså stærk som en pylon. Stille og roligt.

Update: Vores hold vandt 2-1…hehe. 

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s