Gå efter bolden og manden

Fodboldspillet har jeg brugt tusinder af dage på i mit liv. Og gu’ elsker jeg det. At spæne rundt. At dufte vårgræs. At fyre en masse fis og bøvede bemærkninger af. At brøle. At falde. At kommunikere ordløst med de andre på vej mod målet. At få blæst lungerne ud. At vaske jord af knæene i badet og hoste igennem på vej hjem. Jeg har været spiller, træner, dommer, kommentator og tilskuer.

Spillet får mig til at mærke mig selv og spejle mig i de andre deltagere. Deres måde at udtrykke deres maskulinitet gennem den alvorlige leg. Forleden spillede jeg indendørs fodbold i ølhallen på Vesterbro sammen med de andre forfatterengle, og pudsigt nok var min datter med på grund af mandefald. Hun spillede faktisk godt, og var især god til at bryde ind i en modspillers fremløb på det helt rigtige tidspunkt, så hun kunne prikke bolden fra ham.

For mig blev det en speciel dag. Det gik op for mig hvor meget ens personlighed kommer til udtryk i den måde man spiller på. Jeg er selv en meget langsom type, som er nødt til kompensere manglen på kvikhed og teknik med forudseenhed. Desuden går jeg meget lidt op i hvem der vinder kampen, og er mere interesseret i proces og æstetik. Jeg søger efter særlige øjeblikke. Det humoristiske. Overraskende. Impulsive.

På mit hold var der to medspillere som i modsætning til mig spiller helt 
anderledes målrettet. Den yngste af dem er et fascinerende eksempel på en mand som i sin spillestil søger sit eget, uden ret meget hensyn til med- og modspillere. Hans fokusering på at score mål og at vinde kampen gør ham til en arketypisk jæger. Hans teknik er fornem og hans speed beundringsværdig. Han afdribler og smutter væk. Og han scorer en del mål på de mange, mange afslutninger han vælger at forsøge sig med.

Efterhånden som kampen skred frem blev jeg mere og mere desillusioneret. Gang efter gang mistede jeg bolden fordi jeg er for tung og langsom. Gang efter gang gik den unge løve efter byttet ved i høj fart at drible, drible, drible…og fyre løs. Han scorede otte-ni mål, mens jeg 
kostede mål og ikke scorede i den anden ende.   

Kun sjældent så han op og afleverede til en medspiller som måske stod i en bedre position til at afslutte. Han kan simpelthen ikke lade være med at køre selv. Det ligger i hans væsen. Og han har vel at mærke den nødvendige kraft og hurtighed til at kunne forsvare den selviske spillestil, fordi han opnår målbare resultater: mål = potentiel sejr. Han kritiserede medspillere i visse situationer, især i forsvaret. Undskyldte aldrig sine 
egne fæle afbrændere. Han vil jo bare så gerne vinde. 

Til sidst gad jeg ikke se på hans mange soloraids mere. Jeg stillede mig demonstrativt op på midterlinjen helt ude ved banden, og var hverken 
med til at forsvare eller gå med i angrebet. Jægeren bemærkede det.

Først spurgte han venligt hvorfor jeg dog ikke ville deltage aktivt mere?
– Jamen, jeg får jo aldrig bolden alligevel, ymtede jeg, og her står jeg i det mindste fri hele tiden! De gange bolden så kom hen til mig, spillede jeg den omgående hen til den unge goalgetter og stillede mig op igen med 
armene over kors. Han kaldte så min attitude arrogant. Og han havde i 
hvert fald ret i at jeg bestemt ikke kæmper det bedste jeg kan. Jeg tør ikke risikere en skade, for det kan koste dyrt i tabt arbejdsfortjeneste.

Jeg bjæffede tilbage til ham, at han kraftstejlemig ikke skulle begynde at tale om attitude. Han fik så opbakning fra den anden hurtige, dygtige og noget ældre spiller, som dog er langt bedre til at se op og bruge sine medspillere. Småhovedrystende skred jeg overlegent ud i bad før træningen var slut, og fik prædikatet ‘topmålet af arrogance’ med på vejen.

Efter nu at have tænkt grundigt over det må jeg indrømme, at jeg jo bare er pissejaloux på ham den unge springfyr. Jeg har altid hadet de mandetyper, som tør gå efter guldet uden at kere sig det mindste om andres reaktioner. Jeg vil jo være ham – eller være som han er – men da jeg ikke kan det vælger jeg at misunde og desavouere ham. Men min måde at agere på er vel bare en infantil afledning fra min sorg over ikke at være bare halvt så god som ham.

Alligevel gider jeg ikke spille mere foreløbig. Jeg synes at hans vilje til sejr er totalt malplaceret. Herregud…vi er der for at hygge os og få noget motion. Han moser bare derudaf og brager løs og tæver og tyrer og hamrer og knalder til bolden. Pow! Bam! Gong! Tjuh! Meget mandigt. 
Testosteronen spuler nærmest ud af hans mørke skægstubbe.

Og jeg? Jeg går fornærmet hjem og skriver indfølte og symboltunge digte om hvor svært det er at få noget fisse. Det er eddermame nydeligt. 
Et spektakulært selvmål. Men kan man ikke flyve må man i det mindste 
falde med stil. Og hey…der er firkløvere dernede.      

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s