Alting ud af ingenting

Jeg skriver direkte ind for effektens skyld, for det haster, det her. Forleden stod der i en gratisavis at man måske ville finde ud af alting lige efter at det begyndte at snurre rundt i en helvedes fart nede i alperne. Den vigtige nyhed fyldte ikke meget og jeg tør slet ikke tænke på hvor lidt plads betalingsaviserne brugte. I ramme alvor sagde den ene besserwisser efter den anden, at så snart det kom op i omdrejninger nede i rundkørslen ville nogle små nogen vise sig for første gang. Hvis de ellers findes. Midt i den linje forvandlede nyheden sig til lyrik. Jeg elsker når sproget begynder at græde fordi det ikke kan følge med længere. Når ordene bliver til en lille baby som ikke har andre muligheder end at begynde at vræle i himlens sky. Det er en historisk triumf for det mangetydiges nøjagtighed. Uanset hvor meget de små måske-nogen pisker rundt i den milliarddyre underjordiske metalcirkel, giver fortolkningen og beskrivelsen af begivenheden og dens konsekvenser for menneskehedens selvforståelse så store sproglige problemer for videnskabsmændene at de bliver nødt til at tilkalde nogle poeter. I aftes var den så gal igen. Nu har undersøgelser vist at det ikke var et stort brag der startede alting. Eller jo…der var et brag, men lige før braget havde der været noget støv eller gammelt gas som stod og småkedede sig i det dér tomrum, som der heller ikke findes noget godt ord for. Det er en sproglig umulighed at beskrive hvad der var før alting blev skabt. Man kan jo ikke skabe meget ud af ingenting. Der må have været noget før, hvis noget nyt skal skabes ind i det – eller i stedet for det. Men hvad har der så været helt tilbage i begyndelsen? Og før? Er det egentlig ikke temmelig frækt at bringe nogle fotos af en flok urgamle galakser, og så bare skrive i billedteksten at fordi disse stjernehobe er milliarder af lysår væk, så kan man ikke vide hvad der er lige nu. Dér. Lyset, som billedet er afhængigt af, har været så længe undervejs at disse galakser sandsynligvis slet ikke er der mere. Når jeg læser den slags føler jeg mig udødelig. Så er det jeg ved, at nu gælder det fanme om at få driblet et indlæg sammen og få det banket ind i blogboksen, så vi kan komme videre i teksten. Kan du ikke se det? Den måde hele lortet kører rundt og rundt på, skriger efter den mest forfinede overjordiske sprogbehandling. Når alting skal skabes ind i eller ud af ingenting, og nogle små og måske ikke-eksisterende nogen ligefrem skal blive køresyge for at kunne manifestere sig som lysrester i små hvide brækklatter i et sort hul, så er digternes tid kommet for at begynde. Men i samme sekund den tid er begyndt bliver sproget utilregneligt. Man kan ikke stole på det. Det umuliggør videnskab og åbner for kunsten. Måske er tiden allerede kommet. I skrivende stund bliver virkeligheden til smør i Schweiz og jeg bliver lykkeligere end det er menneskeligt muligt. Jeg skriver derfor at

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s