Monthly Archives: februar 2008

At være eller ikke…(4)

Det her er måske heller ikke så skeløjet? Nå jo, det er det vist. Nuvel. Jeg tror 
efterhånden at det her så småt skal til at overveje at nærme sig en eller anden 
form for afslutning. Stakit, stafet, kasket…og alt det jazz dér. 
 

Digtsamlingen ‘Beologi’ på vej

Nu tør jeg godt fortælle den gode nyhed, som jeg i lang tid har båret som en 
lykkelighed i mit hjerte: at Forlaget Frother i maj udgiver min næste 
digtsamling – som får titlen Beologi. Datoen er ikke helt fastsat endnu.

Forlægger Ole Holmstrøm afslører selv nyheden i februarudgaven af 
nettidsskriftet Valmuer, som markerer forlagets 5 års jubilæum. Jeg har et par digte med i denne måned.

Jeg har ikke ord for hvor glad jeg er for at kunne få udgivet en digtsamling, 
uden at skulle ligge på knæ i den nærmeste bankfilial. Jeg håber virkelig at 
mine tekster får Oles investering til at gå hjem og gerne mere til. 
Hvor meget er Nobels Litteraturpris på, efterhånden?

Beologi vil der være et redigeret udvalg af de digte som ikke har været udgivet 
i bogform før. Efter at have læst det foreløbige manuskript tør jeg godt love, at 
niveauet er hævet i forhold til de første to – hhv. Blindforsøg (2001) og 
Opløselige (2006).  

Jeg opfordrer alle instituttets besøgende til en frisk udflugt til Forlaget Frothers 
hjemmeside, hvor man eventuelt kan tegne sig for at få tidskriftet Valmuer 
tilsendt via mail hver måned…ganske gratis.

Tro mig…nu er Beologen glad. 
Meget, meget glad.   

At være eller ikke…


Vel er jeg ikke Prins af Danmark, men derfor kan man jo godt komme lidt i tvivl om hvorfor ens eks-kone og datter forærer een en ny kasket, som har et spørgsmålstegn ret strategisk placeret. Er det fordi de er trætte af at jeg altid skal vende og dreje på begreber og begivenheder, i stedet for at skære igennem og vise mig som et rigtigt mandfolk – eller gemmer der sig snarere en form for kompliment i gaven, så de i virkeligheden synes godt om at jeg formår at se tingene fra forskellige synsvinkler? Uanset hvad, så kom gaven meget belejligt, idet jeg på få dage har smidt både min sorte Politiken-kasket og min sorte strikhue væk. Jeg kan næsten ikke fungere uden en isselunende kasket. ‘At bære eller ikke…’ kunne være mit gademotto. Gaven blev mig overrakt på selve åbningsdagen af Skuespilhuset, som jeg så på tv sammen med de to givere over en kop gamle dage i min ydmyge casa på bjerget. Billedet er taget mandag eftermiddag af den vinterferierende datter.

Fra helt til skurk

Den ene dag praler jeg af at have reddet liv som bloddonor, og den næste dag popper der en frisk mail ind fra min gode jyske ven, Leon…om jeg vil med ham til Krimi Messe i Horsens?

Jeg lover at tjekke det ud, men kender svaret på forhånd. På samme måde som med Bogmessen, har jeg bestemt ikke lyst til at deltage. Jeg mærker røvhullet rimpe sig sammen bare ved tanken og mundhulen flyder over med spytteklar væske.

Så skulle jeg altså betale for transport og entré, for at gå rundt og hylde alle de kolleger som har haft talent og nosser nok til at få udgivet en ordentlig bog, som endda er blevet modtaget på en måde så de kan se sig selv i spejlet døgnet rundt?

Jeg ved, at jeg vil få indtil flere åbne mavesår af selvforagt, forbitrelse og misundelse længe inden toget kører ned under Storebælt. Og jeg ved også at det er noget fis. At min gode ven Leon og jeg ville have haft det totalt herresjovt i det gamle statsfængsel.

Og fordi jeg ved det, så får jeg et lille begyndende mavesår bare ved tanken. Og fordi jeg ved, at jeg nu vil få en masse opfordringer om alligevel at tage afsted, som jeg heller ikke vil rette mig efter, så begynder det begyndende mavesår ganske stille at drypbløde.

Jo tak, man har gode sider og dårlige sider…

Søndagssuk

Kan vi ikke snart vove at tage et skridt videre i evolutionen?

Jeg læste i mandags i gratisavisen Urban, at det københavnske politi bruger tyve gange så mange betjente for hver christianit i forhold til andre beboere i hovedstaden. I det øvrige København patruljerer der normalt ca. 700 betjente. Dagligt patruljerer mellem 30 og 80 betjente for at holde øje med 800 fastboende christianitter.

Og for hvad?

For at holde hashhandlen i skak, udtaler politiets stoute talsmand.

Forleden sagde samme talsmand, at noget af den aktuelle ballade med bål og brand i gaderne skyldes frustration hos nogle hashbander på Nørrebro, som politiet i den seneste tid har brugt ekstra kræfter på at forfølge.

Politiet har pligt til at standse hashhandlen, sålænge den er ulovlig.

Jeg synes bare, at et så intelligent samfund som vores snart skulle se at komme lidt videre end hjerneløst at bruge så store ressourcer på så lille et problemområde. Prioriteringen er et politisk spørgsmål. Forbuddet 
holder priserne kunstigt oppe, så markedet er attraktivt for det kriminelle 
miljø. Hvorfor dog blive ved med at forære dem den mulighed?

Selvfølgelig er der nogle, som ikke kan tåle hverken hash eller andre stoffer. Men jeg synes vi skal løfte det problem fra Justitsministeriet til Sundhedsministeriet.

Nu.

I won the cup!

Mit nye kaffekrus fik jeg i blodbanken i går, da jeg rundede besøg nummer 25. Det er sundt for mænd i min alder at blive åreladet en gang imellem, og når man så ovenikøbet kan hjælpe andre er glæden større. Tænk at en nåleforskrækket lille purk som jeg kan ende som en hærdebred jubilerende bloddonor. Tid kan forandre…hvis ellers der er en puls.

dagstarts livrest

Hun blev nærmest tacklet ned på gulvet i sin skidragt af en mand som kun var iført et lille håndklæde rundt om livet, men det gik sådan set meget godt, for de endte med at have lige lidt tøj på og holdt fast om hinanden for at holde varmen, og det viste sig at de passede godt sammen, især nedover, så de blev både gift og skilt, og hun blev kendt og fortalte om seancen mange år senere i et gennemsigtigt rør, hvorfra hendes stemme og synet af hende blev ført ud i verden, næsten på samme måde som dem der kiggede op i røret blev ført ud i verden, og deres liv kørte endda på skinner, ikke fordi det måske kørte særlig godt, men der var i det mindste bevægelse i det, og jeg lå samtidig og sov – lige for lidt siden faktisk – og drømte en dramatisk drøm om at nogle meget farlige mennesker havde gemt sig i noget krat lige i nærheden af mit barndomshjem, og i drømmen er jeg voksen og passer på min datter og min mor som begge er tilstede i det lille rækkehus, og det mærkelige er at jeg ved, at den samme situation har fundet sted før, altså at de selvsamme personer engang har gemt sig på samme måde, og da det skete første gang fik man ikke uskadeliggjort dem, fordi man hellere ville fange dem med respekt for de regler der er for hvor voldsomt man uden videre kan tackle den slags mennesker, uanset at de handler uden den mindste form for respekt for andres liv, så der var en slags ubalance som jeg følte meget stærkt i drømmen, hvor jeg var meget bange for disse mennesker og derfor havde tre pistoler klar, mens min datter hele tiden stiller spørgsmål og min mor bare bimser rundt, hvorefter store politistyrker med sølvfarvede hjelme pludselig rykker hen mod en bestemt busk, som om de er bryllupsgæster der lukker sammen om et valsende brudepar, og jeg ved jo at de ikke vil få fat i den mand de har fået øje på i busken, og derfor ruster jeg mig, og tager pistolen frem, og i samme sekund han trænger ind i vores lille entre skyder jeg ham lige i fjæset, og opdager til min store rædsel at der kun kommer små søm ud af pistolen, og selvom sømmet borer sig ind i kinden på manden, så griner han nærmest af det og fortsætter med at prøve at nedtone og afdramatisere det hele ved at gestikulere på den mest modbydeligt neddæmpende facon, for jeg ved jo at han ikke må få held med at berolige min datter og min mor, så jeg griber fat i en stor brødkniv og jager den dybt ind i ham, vel vidende at min selvtægt kan få konsekvenser, og selv om han stadig smiler synker han alligevel sammen på gulvet, og jeg ved nu at han endegyldigt er pacificeret, så derfor tør jeg godt vågne af drømmen og få øje på det vidunderlige morgensolskin i min lille stue.