Monthly Archives: februar 2008

Min Super Tirsdag

Vel er jeg ikke kandidat til det amerikanske præsidentvalg, men en lang dag i kunstens tjeneste kan jeg da byde på. Tidlig formiddag skal jeg møde på arbejde i det nye Skuespilhus som foyermedarbejder til generalprøven på Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, der har premiere ved den officielle åbning på lørdag.

Ud på eftermiddagen skal jeg til møde om de nærmere detaljerne i måden vi foyermedarbejdere skal arbejde på i det nye åbne Skuespilhus. Jeg har meldt mig som afløser her i starten, og skal have den nydesignede uniform på som kun skal bruges i Skuespilhuset. Snart er der tre forskellige uniformer til Operaen, Gamle Scene og Skuespilhuset. 

Klokken 17.30 sejler jeg fra Nyhavn til Operaen med Havnebus 903, så jeg kan nå at skifte uniform og være klar til aftenopgaven som kontrollør til Monteverdis ‘Poppeas Kroning’.

Det bliver en god dag – håber jeg – med fyraften ca. 23.30.

Højere op…åh, ja…JAAAH!

Der sidder jeg stille og fredeligt i en sløv Ringbane og fedter med en daggammel og kriseramt søndagsavis.

Højesteret…alene navnet får een til at rette sig lidt op.

I en jobannonce søger den højeste form for retfærdighed et par kontorfunktionærer, og det er jo ikke særlig sensationelt. Jeg lader blikket løbe ned over arbejdsopgaverne, som består i at man skal skrive domme efter diktafon, tage telefoner, journalisere og andre højdramatiske daglige sysler.

Det er først laangt nede i annoncen at jeg får mundvandet galt i halsen.

Én ting er at Højesterets 50 medarbejdere (heraf 19 dommere) har P-plads på Christiansborg Ridebane, flextid, uformel omgangstone og til huse i et “fantastisk gammelt slot med megen historie” – men de har også noget 
som jeg kun tør drømme om…en massageordning!

Ikke om jeg fatter hvordan det kan harmonere med opretholdelse af lands 
lov og ret. Men det kan det åbenbart. Thi kendes for ret dejligt?

Livsangreb

Rolig nu…jeg sidder på Hovedbanens netcafé. Her er lommetyve. Jeg tjekker at alle mine lommer er på plads og i orden. Hvordan får de egentlig separeret lommerne fra jakkerne og bukserne uden at man mærker det? Og hvad vil de egentlig med de lommer? Er det noget fetichseksuelt søndagsswingeri – eller hvad?  

Min datter låner min laptop i disse dage, så jeg er søgt herind for at skrive.

Jeg er ganske og aldeles…[“Intercity-tog til Struer, Aalborg og Lindholm…Spor 5”]…overvældet af indtryk. Jeg har lige været på arbejde i Operaen til sidste opførelse af Maskerade, I går var jeg til en af mine kæreste og bedste venners bryllup. Jeg nåede ikke vielsen i kirken, fordi jeg troede det var klokken 17, men allerede kl. 16.36 sagde de JA. Til gengæld nåede jeg med til festmiddagen på restaurant Aristo på Islands Brygge og fik kysset bruden og sunget sange og holdt tale og spist fire retter sybaritisk mad (avec saftevand de luxe) og mødt nogle meget interessante mennesker blandt brudens familie- og vennekreds.

At opleve en nær vens bryllup, hvor han for anden gang i sit liv byder ind på den mest intense måde – og hvor jeg føler at han og hun vil kunne få det bedre og bedre og bedre – er en så intens oplevelse, at jeg har det som jeg er blevet hjernevasket med kærlighedsdigte. Andres kærlighedsdigte. Jeg er så…[“Regionaltog til Ringsted 19.07 kører fra Spor 8…det ventes forsinket i afgangen fra København H, da det afventer passagerer på Østerport og Nørreport”].

Glem det…jeg vil hjem og sove. Passer I lige bloggen imens?

[Es gibt zur zeit Taschendiebe…]

nøglevagt

den aften fik jeg nøglen til pigen med den skæve ryg
straks forstod jeg at det gjaldt om at være vagtsom
flere hundrede mennesker holdt nøje øje med alting
med nøglen lukkede jeg først tre store døre bag mig
lyset blev langsomt dæmpet og mørkets sanser vakt
der var en kokkepige som vist nok var ret ombejlet
en anden pige med højt hår og badekåbe kom frem
da hun tog den af var pigen med ryggen kommet til  
hun vred og vendte sig og fik mig til at græde og le
selvom man ikke kan se hverken hende eller ryggen 
så kom hende med håret farende og sang så smukt
i kæden af fuldvoksne udklædte trallende legebørn
jeg trak maven ind og åbnede for den midterste dør
det fik folk til at klappe og så forsvandt alle pigerne
nøglen ligger nu i en sort skuffe i et hus ved vandet

Ord med på vejen

Jeg har kørt en del i bus i det seneste års tid, og er begyndt at bemærke en tendens. Det er sket så tilpas mange gange, at jeg synes det er på tide at skrive om det.

I de fleste københavnske busser kan chaufføren høre radio mens han 
kører. Ofte er det musikkanaler, så der er et konstant hyggetæppe af melodier og bløde rytmer. Men der er nogle interessante undtagelser som jeg synes er bemærkelsesværdige.

Jeg stiger ind.

Ved rattet sidder en chauffør med så mørk hudfarve at jeg næsten ikke kan skelne ansigtstrækkene fra hinanden. Der har været 5-6 forskellige herrer med forskellige etniske baggrunde. Og de har alle haft radioen tændt. Temmeligt højt endda.

P3? P4? TV2 Radio? Voice? 100 FM? Radio 2? Hit Radio? Radio Soft?

Nixen bixen…d’herrer lytter til P1.

Som sagt er det statistiske materiale meget småt. Empirien vil ikke kunne stå for en kritisk analyse.

(bla-bla-bla)

Jeg synes sådan set bare det er pissesejt…if you pardon my french. 

Min debut som sanger i Operaen

Den første mandag i februar er ellers efter sigende den dag hvor flest mennesker pjækker fra jobbet. Den slags er der bestemt ikke tid til i kunstens verden. I Operaen var jeg vagt i salen i Damesiden til Lehars operette ‘Den Glade Enke’ med de sødmesvungne melodier ‘Vilja’, ‘Så går jeg til Maxim’ og ‘Enkevalsen’.

Det var en særlig aften, idet barytonen Guido Paevatalu fejrede sit 25 års-jubilæum på Det Kongelige Teater. Så snart han viste sig på scenen i rollen som Grev Danilo brød publikum ud i klapsalver, så forestillingen gik i stå. Enkens parti blev sunget af Elsebeth Dreisig.

Jubilaren blev efter fremkaldelserne hyldet alene på scenen og fik blomster
og gaver. I en tale til publikum fortalte Paevatalu, at han for at markere dagen havde de samme laksko på som han i 1982 debuterede med i operafablen ‘Animalen’ af Lars Johan Werle.

Efter forestillingen var der intern festreception i den store Prøvesal 4 på fjerde etage. Jeg gik derop, mest for at hilse på Elsebeth, som jeg kender privat. Hun er nemlig søster til min datters herlige gudmor Anette, hvis samlever Poul er min livslange gode ven – og gudfar til min datter.

Midt i salen stod en bugnende buffet parat og kaldte på de sultne gæster, men forinden var der smukke taler til jubilaren fra teaterchef Michael Christiansen og solisternes formand Gitta-Maria Sjøberg. Og så blev gæsterne ellers bedt om at fordele sig i to hold, med kvinderne i den ene side og mændene i den anden. En festsang blev omdelt: ‘Festkoncert’ – Oratorium i 2 satser for solist og kor.’

Dér stod jeg så – og sang sammen med kongelige solister og korsangere. Melodien var ‘I dag er det XXX’s fødselsdag’ og jubilaren var solist.

Her er andet vers:

Brummere:      Vi ej om teksten si’r et hak
Solist:            Ã…h – tak!
Dirigenter:       Ã…h – tak!
Sirener:          Ã…h – TAK!
Brummere:      Men Guido er en prægtig fyr
Sirener:          med stemmelæber som en tyr
Brummere+
Sirener:          selv uden tekst du altid arien får i land.

Jeg ved ikke hvem der havde skrevet teksten, men sangen fungerede fint – og jeg glammede igennem det bedste jeg kan. Det var en helt uventet og særdeles kærkommen oplevelse for mig at synge i Operaen, og det gør ikke det mindste at det ikke var på scenen. Jeg fik lidt mad fra den lækre buffet og drak sågar en fadbamse, inden jeg nåede at hilse på Elsebeth (som sang partiet som Hanna Glawari perlende, og som så dejlig ud i de smukke kjoler).

Det var i allersidste sekund jeg nåede den sidste bus fra Operaen mod Emdrup Torv. Lettere fortumlet, men også nærmest lykkelig.