Hjælp mig

Jeg har på DR 2 lige set Maud Nycanders svenske dokumentarfilm ‘Nonnen’ (2007) om den unge svenske pige Marta, som i en alder af 19 år forlader sin familie og bliver nonne i den strenge Karmeliterorden på et kloster i Glumslöv i Sverige.

At se et menneske opgive så meget for Guds skyld gør mig så vred, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Kun det tomme og ensomme hjerte kan modtage Guds gaver, siges det i filmen. Det udsagn finder jeg dybt nedslående og nærmest livskrænkende.

At elske er at give sig selv helt, siger Marta. Jeg mener at hun opgiver sig selv og bliver til en slags levende død. Man må hæve sig over sin natur, siger hun, og ikke leve for at få opfyldt sine begær. Hendes familie må gennem sorgprocesser, og kan kun besøge hende syv dage om året i et besøgsværelse med gitter. Det minder mig om en dødsgang.

Enhver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder
eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal få det mange Fold igen og arve et evigt Liv
, skriver evangelisten Matthæus.

Filmen følger Marta, eller ‘Søster Maria af Bebudelsen’ som hun vælger at 
hedde i klosteret, i ti år – og instruktør Maud Nycander siger, at det er 
forunderligt hvordan den nu 29-årige Marta virker så lykkelig og tilfreds, 
trods fravalg og kyskhed i isolation. Nonnerne begraves i klosterhaven.

Jeg sidder tilbage med raseri i hjertet efter at have set filmen.
Jeg synes Martas valg og handling i sit væsen er…ondt!
Selv om hun selvfølgelig har lov til at vælge for sig selv.
For mig er det hovmodigt at give så meget afkald.
Det, jeg ser, er et menneske som bevidst vælger smerten, for derigennem at opleve glæden ved de få aftalte pauser, der er.

Og jeg ser en storesøster, der gør sin lillebror Emmanuel så ked af det, at han ikke i flere år vil gå ind på hendes forladte barnekammer hjemme på familiegården…den bror, som hun i hans første fire-fem leveår omfattede med en kærlighed der minder om en mors – og så…PUFF!…overgiver hun sig til Gud. Ta’ den! Så kan han bare lære det: at jordeliv = lorteliv.

Marta kan påstå herfra og til Golgatha at hun gør det hele for Guds skyld.
Jeg påstår at det hele er for hendes egen skyld, og at hendes valg er den ultimative ansvarsforflygtigelse.

Men her er jeg på Herrens/herrens mark…det ved jeg godt.
Hjælp mig til at forstå min vrede. Giv mig råd om hvordan jeg skal kunne holde mit liv ud, når så smukt og ressourcestærkt et menneske som 
Marta vælger at give andre mennesker så lidt…og Gud alt.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s