Monthly Archives: marts 2008

Frem i tiden

Ophavsdirektoratet
AA-150857-B.O/LOG2001

                                                        København, den 28. Februar 2011

                               Ansøgning om arvemasse (AA)

Direktoratet har modtaget Deres ansøgning i henhold til de gældende retningslinjer for bestemmelse af børns herkomst (Ophavsherlighedsloven).

Vi må beklage at meddele Dem at de ønskede karakteregenskaber lagt ind i den af Dem beskrevne kropsform (Alpha Brown IQ|2.0) er i restordre.

Direktoratet modtager uforholdsmæssigt mange bestillinger på arvemasse af netop den type, og som situationen er i øjeblikket vil der gå op til 35 år før vi igen kan levere præcis den kombination.

Folketinget har besluttet, at der ud af landets 7 mio. indbyggere til enhver tid kun må være i alt 135.000 kopier af ovennævnte mennesketype i live.

De bør derfor overveje om de fortsat ønsker at få et AB IQ|2.0 barn, eller om De i stedet vil kunne acceptere en anden karakterprofil i en anden kropsform, subsidiært fravælge nogle af AB IQ|2.0-typens idealprofiler.

Direktoratet kan bl.a. tilbyde hurtig levering af restprøvemodeller af AB IQ|Beta børnetypen med mange af 2.0 udgavens kvaliteter.

Den pågældende prototype har kun skjulte programmeringsfejl, der ikke vil kunne ses udefra (mindre forplantningsorgan, tendens til læspen, manglende matematikegenskaber, rethaveriskhed etc.).

Skulle De være interesseret i at gøre brug af vores tilbud hører vi gerne fra Dem.

Bemærk at alternative børnefremskaffelser via nettet eller ved brug af naturlig undfangelse medfører at statsgarantien for livslængde samt byttegarantien bortfalder.

                                               p. m. v.
                                                  e. b.

                                       Kamma Klovtofte
                                                  fm.

vendepunkt

ørevoks er anderledes i asien
fik jeg besked om forleden 
det må jeg lige tænke over
der kan let gemme sig mere
måske er der flere forskelle
er pulverkaffen anderledes
hvad med asiatiske lagner
siger de aldrig god morgen
kysser de med lukket mund
sidder de på skårede potter
bruger de økologiske hårnåle
mon albuerne er magnetiske
hver nat drømmer jeg om det
så mange ting at gennemgå
og afrika og amerika venter
før jeg bliver mig selv igen 

Blå luft mellem ørerne

Der er en historie fra forleden som jeg ikke kan få ud af hovedet. Du har måske hørt om den, og så må du tilgive mig. Den handler om en ung gut ved navn Lefkos. Han bor i London, er gulvmontør og har i lang tid været
helt rundt på gulvet af kærlighed til sin udkårne, Leanne. Han er 28 og hun
er 26. Så vild med hende er han, at han vil overraske hende med en flot
forlovelsesring til svimlende 120.000 kroner! Der må eddermame være
mange pæne parketgulve i London. Lefkos får ringen gemt i en
heliumballon, så det kan ende med et stort knald. Det gør det også. Stol
på det! For han er så spændt på det hele, at ballonen smutter fra ham og
svæver lodret op i millionbyens luft. Lefkos pisker rundt i timevis for at finde
ballonen, hvilket selvfølgelig ikke lykkes, og han er dybt ulykkelig.

Er han ulykkelig fordi ringen var så dyr? Ja, jo, selvfølgelig. Men ifølge de
engelske medier var han mest nervøs for Leannes reaktion. Og ganske
rigtigt: hun blev flejnende rasende på ham, og vil (stadig ifølge de engelske
aviser, som har det med at vinkle historierne så meget at lufttilførsel
umuliggøres) ikke tale med ham, før hun får en ny ring.

Hvis…HVIS det passer, at hun er vred på ham – så håber jeg at hun aldrig, aldrig, aldrig får et eneste lykkeligt øjeblik, og at hun vil leve til hun bliver 118 år uden at nogen gider så meget som glo på hendes hysteriske fjæs, endsige høre på hendes sprukne sludder.

Jeg er helt sikker på at historien ikke passer, men jeg kan bare ikke slippe den alligevel. Og hvorfor jeg ikke kan det, er måske det mest interessante ved den. For mig.

Tjekket tryllevrøvl

Når ens børn skal rejse ud i verden, så vil man gerne give dem nogle gode rejseråd. Det gør Polonius til sin søn Laertes i Shakespeare’s teaterstykke Hamlet, som jeg tirsdag aften så for anden gang i Skuespilhuset. Onsdag aften er det så min tur til at vride hænder og ævle-bævle, når min datter rejser med håndboldklubben til Prag. Pudsigt nok skal hun til Prag igen i maj måned, denne gang med skolens 7. klasse.

De tre gange indtil nu hvor jeg i embeds medfør har overværet Dvorak’s opera Rusalka i Operaen, har jeg tænkt på at Frk. Hansen snart skal ned til dem, der måske nok taler tjekkisk en anelse bedre end de smukt syngende danske sangere på Holmen. Operaen synges på tjekkisk med danske overtekster. Jeg har moret mig med at indprente mig et par udtryk, som min datter måske kan får god brug for i de minimum tre håndboldkampe hun skal spille i påsketurneringen i Prag.

Hvis spillet ikke kører så godt, så kan hun sige “Hokus Pokus” på tjekkisk, lissom heksen gør i Rusalka. Det hedder Tjurri-Burri-Fu! Skulle hun synes at de tjekkiske dommere snakker sort til hende, så kan hun sige “Sludder og Vrøvl!”, lissom Skovfogeden gør til Køkkendrengen. Det hedder Treski-Pleski! Jeg garanterer ikke for stavemåden, men underholdningsværdien skulle være sikret.

Og så håber jeg ellers at det går hende [og hendes far] bedre end Polonius og Laertes i Hamlet. Men okay, både Jesper Asholt og Christian Tafdrup så heldigvis spillevende ud da jeg efter forestillingen, som atter var en storladen oplevelse, fulgtes med dem op af personaletrappen til
etagen med garderober og kantine.

At være eller ikke.
At rejse. Sig.

Levende.
Lidende.
Leende.

surmulesexede løsningsmodeller

Jeg er ved gud ingen kropsforagter og må konstant skælde mine øjne ud for at tage på fotosafari. Vi mænd er fra naturen skabt til at fokusere på enhver mulighed for at føre slægten videre i en helvedes fart, og så ellers få røven med os ind i tykningen igen og jage noget ædelse.

Men vi er ikke i junglen mere, og selv om blikket har sin egen autonomi, så kan jeg vælge at holde hovedet i en vinkel, der gør det fysisk vanskeligt for øjnene at dreje sig derhen hvor de så hjertensgerne vil lade blikket hvile.

Når det offentlige rum pladres til med billeder af trekvart afklædte kvinder i den fødedygtige alder, så bliver jeg ikke forarget. Tværtimod. Jeg synes kvinder er så tiltrækkende at den blotte tanke om den sidste fjerdedel kan gøre mig forårspjattet i november.

Men jeg forstår godt hvorfor kvinder kan synes det er noget pis, at man konstant vælger at vise en ganske bestemt type kvinder frem: nemlig sygeligt slanke surmulende bimbo’er med kunstigt forstørret barm. Det er komplet latterligt, nedværdigende og ydmygende.

Og jeg KAN faktisk godt blive frøkenforarget. Det blev jeg forleden, da jeg besøgte en produktionsenhed i Valby, hvor man benytter sig af diverse former for lydudstyr. I receptionen lå der nogle nørd-blade fyldt med de seneste nyheder indenfor mikrofoner, optagere, forvrængere, samplere, sequencere, lommeregnere og nøgleringe med indbygget harddisk.

Jeg blev forarget over to af bladenes forsider. Jo, gu’ fanden er det svært at finde på en spændende forside, når man sælger elektronik. Der er ikke meget erotik over en kabeltromle. Men der findes mere eller mindre elegante mellemløsninger.

Nu gider jeg ikke hædre magasinerne T3 og Gear ved at vise deres forsider her på min blog. For hvad har de på deres forsider? Ak ja. Hver sin bikiniklædte “botox bitch”. Suk. Tyndere end tandtråd og surmulende udfordrende. Det er eddermame gammel hat, synes jeg. Så er der straks mere format over magasinet Sound On Sound. Forsiden? Jo, såmænd en
røvsyg mikrofon med en dødkedelig rød væg som baggrund

Det har jeg respekt for!

Det irriterer mig grænseløst at mine øjne alligevel med glæde afsøger de sure modellers kroppe for pittoreske kendetegn. Som om man var en orienteringsløber, der memorer et landkort før man tager pandelampen på og kaster sig ud i et hæsblæsende natløb.

Det er ikke let at finde rundt, men det kan gøres med stil.
Bare man husker at løfte fødderne og bruge hjernen.
Man kan godt have natur uden at være sur.
Vinke til natuglen og smile til mosegrisen.
Vi skal være her allesammen.
Selv odderne.

mig eller ham

Gymnastikopvisning. Udenfor hallen klæber bilerne sig til kantstenene som morgenfruer til udsalgskasser. Indenfor er der så mange mennesker på gulvet, på bænke, på vej, på lur, på spring og på lokum at jeg er tæt på at forstå hvad panikangst er. Når så mange mødes på så lille et område træder nogle helt bestemte funktioner og spilleregler i kraft. Udvælgelsen er stenalderlig. Man præsenterer sig fra sin allermest usårlige side og tjekker konstant for indgående synsmissiler. Kvinderne samler sig i spontane mødregrupper. Børnene bimser rundt som honningbier om en belliskrukke. Mændene gemmer sig i krogene eller bag kameralinserne. De unge glødetrådstynde piger drejer ansigternes programvælger over på den samme reklamepause gentaget et uendeligt antal gange.

For at dæmpe angsten gnaskes og guffes der til den helt store Type 2 diabolske dødsdom på lægterne. Nervøsiteten er så levende så man får lyst til at slå en serie af baglæns kolbøtter hele vejen hen til den nærmeste iskolde påskeøl. Musikken drøner mens kroppene hvirvler og hvirvles. Træder man et skridt til siden får man presset en barm i øret eller stukket en slush ice i iris. Fanerne vises frem som potente symboler. Indmarchen ligner noget fra en sort-hvid kunstfilm. Jeg bukker hjørnerne rundt på ti brødposeclips i lommen for at holde til presset inden min datter skal dreje rundt om sig selv klokken lidt i fire.

Så ser jeg ham. Han er tydeligvis alene. Trykker sig op ad endevæggen ved udgangsdøren. En pæn mand i trediverne med nyklippet sort hår. Almindeligt bygget. Smarte jeans, nydelige fritidssko. Havde han ikke regionens største underbid samt købstadens stærkeste langsynsbriller, havde han have været en flot fyr. Men…en flaskegrøn dynejakke som burde være taget af. Der er jo saunavarmt i hallen! Hvad gemmer han? Han leder konstant efter ansigter han kan få tålt ophold i. Han kender rumlen. Måske når han at få tre sekunders øjenkontakt før den andens blik rammer gulvet hurtigere end grand prix holdets hænder og fødder i serierne af vejrmøller og kraftspring. Jeg begynder at studere ham i hemmelighed. Hvorfor fanden er han egentlig herinde i dette frådende familiehelvede, når han er så alene? Er han farlig? Leder han efter den svage kippekalv i flokken? Jeg får det dårligt over at han kan tåle at blive undgået så voldsomt, uden at bryde sammen på stedet.

Min datter dapper yndefuldt og med god rytme gennem øvelsen i sin fine sort-røde velourdragt med små perler på. Jeg klapper. Min rolle er en af de bedste: den stolte forælder. Alligevel har jeg kun øje for ham kikseren. Bag de brilleglas, som er tykkere end en springmadras, har han sikkert nogle kønne øjne. For helvede altså. Jeg bider mig så hårdt i læben at den gammelkendte jernsmag melder sig. Det er ved at blive for slemt, kan jeg mærke. Det fremprovokerer måske følelsen af den hårde tid i min første folkeskole, hvor jeg havde rollen som septiktank, og hvor der ikke var tid til kærtegn i det store frikvarter. Mine erindringer losser 
mig stadig i skridtet fyrre år efter at jeg opgav at sparke tilbage.

Udmarch. Fælles rejsning. Yndigt land. Blandt de måske 700 deltagere og tilskuere er der måske to med anden etnisk herkomst end Valby. Jeg er lige ved at eksplodere, da jeg pludselig får øje på noget jeg slet ikke
havde set komme. Manden holder nu en børnejakke og et sæt støvler i lille størrelse i hænderne. Han er altså en kollega, som bare var lidt off side i en periode? Måske er han lissom jeg en weekendfar, der skal finde ud af hvordan man tackler den rolle. Han er så ung, at rollen nok er ret ny. Måske meget ny.

Jeg overfortolker måske.
Læser noget ind som slet ikke er der.
Måske er han totalt cool og ejer en skocreme-koncern.
I virkeligheden er han den sejeste og skarpeste kultivator.
Hallens hårdeste hareskår.

Hvad ved jeg.

Jeg gemmer bevægelsen

Lunt brød i kurven med den foldede stofserviet. Læg mærke til stoppenålen på den ombukkede kant i nederste højre hjørne. Jeg har arvet kurven og servietten fra min mor som døde for fire år siden. Det er hende der har sat nålen fast så servietten beholder sin foldning. Jeg tager ikke på vilkår den nål ud. Den sidder fast. Meget.

i mit ansigts bog

to gruppe invitationer, to sexsangs invitationer, en vennequiz invitation, to store tænkere invitationer, en god karma invitation, fire skægvægs invitationer, en smile invitation, en venskabsfilm invitation, en filmquiz invitation, en filmsammenlignings invitation, to hvilken spice girl invitationer, en profiltæller invitation, en firsersangs invitation, en bryllupsdatoudregnings invitation, en hvilken storby invitation, en dr. phil test invitation, en er-jeg-et-dummerhoved invitation, en hvilken vens karakter invitation, en sexlegetøj invitation, en gnist invitation, en ligheds invitation, en valentinsquiz invitation, to hvem-er-din-far invitationer, to beatlessang invitationer, en feng shui invitation, en hvad-gør-min-fødsel invitation, to tidligere liv invitationer, en sexet valentins invitation, en sandheds forespørgsel, en kama sutra invitation, en pizza quiz invitation, en hemmelig fantasi invitation, en god kysser invitation, to sjoveste ven invitationer, en hvilket-lune-har-jeg invitation, en tilpasnings forespørgsel, en kattequiz invitation, to ægte alder invitationer, en bedste egenskabs invitation, en hottie invitation, en klasse invitation, to zombie invitationer, en er-jeg-smuk invitation, en supervægs invitation, en ven til salg invitation, en lykke invitation, en iq-test invitation, en hvad-er-mest-sexet quiz invitation, en tinas rockstjerner invitation, en invitation (!), en hvor-ond-er-jeg invitation, en ja/nej invitation, en hvilken-serie-morder invitation, en hvilken gyserrolle quiz invitation, to hvor-dum-er-jeg invitationer, en fødseldagskalender invitation, en musiktype invitation, en fluff-ven invitation, en vampyr invitation, en hvilken-popstjerne invitation, en sandhedsbox invitation, en græsk filosof invitation, en kun-tre-ords invitation, en sød/slem invitation, en karma invitation