Monthly Archives: marts 2008

Med far og farfar i byen

På vej til bussen i går slæbte jeg på en meget tung og stor rygsæk og i hånden havde jeg en fyldt lærredspose. Med bøger. I det flotte vitrineskab jeg har arvet fra min far – som havde arvet det fra sin far – har der siden jeg blev født stået række efter række af min farfars bogsamling. Han hed Hans-Georg og var postmester, bl.a. i Tølløse. Det var fint nok, men jeg tror at han hellere ville have være skuespiller, for han elskede at arrangere aftener med oplæsning hvor han læste tidens digte, fortællinger og skuespil op, og fortalte om kendte historiske og kreative mennesker. Tilhørerne var familie og bekendte. Når han læste skuespil op gav han selv alle rollerne forskellige stemmer. En slags levende lydbog, kan man sige. Han havde også et flot marionetteater udformet som Det Kongelige Teaters Gamle Scene. I det fine skab samlede han indbundne skuespil, digte, romaner og andre nydelige bøger. Min far arvede skabet i begyndelsen af 1960’erne og rørte stort set ikke ved samlingen. Og jeg gjorde det samme da jeg fik skabet. Indtil nu. Først fik jeg bøgerne, som er fra tiden 1870-1920, vurderet af en ekspert. Han sagde at den var interessant og spændende, men ikke penge værd. Så har jeg sorteret i bøgerne. Min gode ven Poul, som er et dannet menneske, har fået en del af bøgerne, og jeg har selv beholdt en halv hylde af de pæneste bøger for at holde en linje åben til Hansen-historien. Og i går slæbte jeg så 30-40 bøger med skuespil ind til Skuespilhusets bibliotek. Jeg ringede til dem og spurgte om de ville have bøgerne foræret. Det ville de gerne og med tak til. Jeg er glad for at far og farfar får en halv hylde i det nye hus. Hjemme i skabet skal der nu stå mine bøger, lydbøger og samling af gamle tv-udsendelser på VHS-bånd. Så kan min stedsøn og datter smide alt det gamle lort ud, når den tid kommer. Gennemsnitslevetiden for mænd er vist 75,9 år.

kantine med udsigt

Som lovet er her billedet fra i lørdags, hvor jeg sidder og hygger mig i Skuespilhusets personalekantine som svæver højt oppe og ud over vandet. Jeg er indrammet af de diagonale ståldragere, der bærer tag-etagen, som også indeholder administration, skrædderi og garderober m.m. Mit ansigtsudtryk tyder på to ting: 1) Jeg er ret nervøs for om kameraet falder ned fra ryglænet på lænestolen i forgrunden. 2) Jeg er temmelig skuffet over at dagens ret ikke er stuvet spidskål. Bogen jeg sidder med er Richard Fords ‘Som landet ligger’. Havde jeg løftet blikket ville jeg se direkte over på Operahuset tværs over havneløbet. Det gjorde jeg flere gange. Løftede.

På tærsklen til en scene

Jeg har først været i tre Aldi’er for at købe fjorten par herresokker på tilbud. Det lykkedes, selvom halvdelen er i forskellige halvmørke nuancer i stedet for sort. Før det har jeg passet den glade middagsenke på Holmen, så nu trænger jeg til en kop kaffe inden dagens anden vagt, og den er klar i Skuespilhusets kantine, Mens jeg står i kaffekøen får jeg øje på en mand, som på en prik ligner den prins, jeg har oplevet på husets Store Scene. Men trods den ydre lighed er han meget langt fra at være den vulkanske kronborg-kaos-kamikaze-pilot som huserer og gør spektakler. Manden er jo venligheden selv, og jeg havde for så vidt ikke ventet mig andet. Dagens ret er flæskesteg og det er vel heller ingen overraskelse på en lørdag aften. Jeg sætter mig hen i hyggekrogen ved skakspillet (se foto i morgen) og hygger mig med at forberede mig til næste indlæsningsvagt med min nuværende lydbogsroman. Der er en god time til min afløsertjans begynder.

Klokken 19.30 åbner jeg døren i kongesiden på Parket/Parterre på 
Store Scene og begynder at billettere. Der er mange spørgsmål om forskellige praktiske forhold på det nye nationalteater, så jeg har en del at se til. Ikke alle gæster er ganske tilfredse med mine forklaringer, selvom jeg prøver at svare så venligt som muligt, også når jeg må skuffe dem. Nej, der er ikke en bemandet garderobe. Jo, man skal have sin billet med ud i Foyeren i pausen. Nej, jeg sælger ikke programmer. Nej, man må desværre ikke uden videre komme ind og se salen indefra i pausen, hvis man ikke har billet til den igangværende forestilling. Jo, der er generelt ret mørkt på teatret. Nej, man må ikke have et glas vin med ind i salen. De fleste gæster accepterer uden videre mine svar, men der er nogle få som forekommer at være oprevede inden de kommer hen til mig, og som jeg ikke kan formilde, selv med min bedste vilje. Jeg tager det som det kommer og siger det som det er.

Mens jeg er ved at svare på et spørgsmål, smutter en enlig gæst ind uden at vise billet. Jeg når ikke at stoppe ham. Han har en gul Netto-pose med. Mørk jakke ud over en ungdommelig t-shirt. Jeg har åbnet munden, men der kommer ingen lyd. Årsagen er simpel. Man råber ikke bare efter kongelige. Det var jo Prins Hamlet af Danmark! Jeg er alligevel i syv sind. Burde jeg ikke have reageret? Jo, det burde jeg. Vi var sikkert kommet op at skændes, men det havde jo nok ikke gjort teateroplevelsen for de omkringstående gæster mindre. Spørgsmålet er om den flinke mand fra kantinekøen ville have genkendt mig, også selvom jeg nu har min fine kontrolløruniform på? Måske har han genkendt mig og har med vilje valgt min indgang? Det kunne ligne ham. Jeg begynder så småt at fortryde at jeg ikke har lavet en scene. Han kan jo ikke bare gå ind uden billet! Så kan han værsgo gå ind fra bagscenen eller fra kulissen. Ved min dør i kongesiden her i stueetagen er jeg sågu regent.

Eller?

Resten var ikke tavshed.
Det tydede det stående bifald efter tæppefaldet på.
Ved femte fremkaldelse klappede den lille Horatio-bamse af publikum.
Prinsen hjalp den med det.

Så er der kasket

Dér går jeg rundt ude i den store flotte Opera med mit pæne jakkesæt på, og siger smilende go’aften frue og garderoben er her nede i stuen, og forklarer at Parket er det samme som stueetagen, og peger til højre og venstre og sælger programmer og tjekker toiletter og fortæller at der kan være 1500-1700 gæster i salen samt at den flotte rundbue, der buler ud i Foyeren er lavet af ahorntræ, lissom violiner. Folk myldrer rundt i minutterne op til forestillingens begyndelse og pludselig er der helt stille ude i forsalen. Nu er det Kapellets og Korets og solisternes og de andre kreative scenemedarbejderes tur.

Ind i mellem er jeg nødt til at sige nej. Det er jo ikke en sportsgren som jeg nyder at dyrke, og heller aldrig vil blive københavnsmester i. Men et sted som Operaen er der nogle spilleregler og nogle ting og nogle metoder og nogle forordninger. Og når gæsterne nærmer sig situationer og områder som er out of bounds, så er det mig som må stille mig i vejen for dem. Det gælder f.eks. de gæster, som bare gerne lige vil ind i salen og se den…jamen, bare i ti sekunder…pleeeease! Hvis salen så er lukket, så kan jeg ikke sige andet end pænt nej, heller ikke selv om gæsterne siger at de er kommet helt fra Løgstør udelukkende for at se den berømmede sal.

Så mindes jeg dengang jeg var i Stockholm, og stod i ti minutter og tiggede og bad kontrollørerne i den kæmpestore idræts- og koncerthal Globen om jeg dog ikke bare lige måtte titte indenfor et ganske lillebitte øjeblik. Svaret var et pænt nej, som blev mere og mere anstrengt desto mere jeg tryglede.

Nu er det mig, der er the bad cop.
Det er ikke sjovt, men det er mit arbejde.
Og nu skal jeg forresten ud af døren og sige noget mere nej.
Enken skal på klokken tolv.

Viagra fylder 10 år

En mand kommer hjem med sine Viagra-piller. Han tager straks en af dem, men lader pakken ligge åben på bordet, hvorefter hans papegøje spiser dem alle sammen.

I panik griber manden fat i papegøjen og stopper den i fryseren, så den kan køle af. Da konen kommer hjem, virker mandens Viagra allerede, og han glemmer alt om papegøjen.

Nogle timer senere kommer han i tanke om den, og løber ud til fryseren, hvor han til sin store forbløffelse ser fuglen ligge svedende og totalt udmattet,

»Hvad er der sket?« spørger manden. »Ikke nok med, at du er i live efter at have ligget her i flere timer, du sveder også?!«.

Papegøjen svarer: »Mand, har du nogensinde prøvet at sprede benene på en frossen kylling?«.

Spise uden Price

Først sørger man for at nogle af ens nærmeste rejser to uger til Gran Canaria, så man kan passe en af deres store biler. Så sørger man for at BILKA har tilbud på frosne færdigretter af den lidt mere lødige slags. Derpå kører man hen til den nærmeste BILKA og køber 16 æsker til 200 kroner. I en ruf skynder man sig hjem og flår indpakningen af alle retterne, så man ikke behøver at fryse en masse papkarton ned som bare fylder op i frostboksen. På den måde har man rimelig billig mad i flere uger. Æskerne ligger hulter til bulter på køkkengulvet, fotograferes, og foldes derpå sammen så de fylder mindst muligt. Mens to portioner ‘Kylling Bernaise’ bobler lystigt i ovnen, går man ned med skraldespanden. Bon Appétit!

dagens ret

intet fæstner sig lige meget hvad jeg ser
stuvet spidskål…..stuvet spidskål
det jeg siger og gør betyder intet mer’
stuvet spidskål…..stuvet spidskål

der er kvinder, der er mænd
der er kinder, der er lænd
stuvet spidskål…..stuvet spidskål

jeg kan tigge, hun kan be’
kaffen er en tynd kop te
stuvet spidskål…..stuvet spidskål

men i nat så prøver jeg en sidste gang
nu i nat så synger vi den gamle sang
stuvet spidskål…..stuvet spidskål

stuvet spidskål
stuvet spidskål
med muskat

nød

Holmens havfrue på farlig frierfod

I lang tid har jeg mest tænkt på Spacemermaid når tankerne har nærmet 
sig dybder hvor de store tanketorsk står og siger blurb blurb. Tid og rum, 
himmel og hav. Hun er jo en kæk pige, også selv om hendes naturlige 
element er himmelrummet og ikke havstokken.

Men nu må hun svæve lidt for sig selv. Mandag aften passede jeg Parkets kongeside ved Operaens premiere på Antonín Dvořák’s opera Rusalka. Det var et interessant møde med et tjekkisk værk baseret bl.a. på H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue som partout vil elske en prins, og kommer til det, og betaler en høj pris for det.

Musikken er suggestiv, og det er fascinerende at høre de danske solister 
synge på tjekkisk. Jeg nød hvert eneste minut. Mon Spachlotte ville blive jaloux på sin syngende kollega? Det kunne være sjovt at finde ud af, 
men indtil da vil jeg se frem til de adskillige gange hvor jeg kommer til 
at høre Rusalka – der betyder ‘vandnymfe’ – som vagt i salen.  

Der er intense korsatser og smukke soli, bl.a. Månesangen, som Gitta-Maria Sjöberg i titelrollen giver alt hvad hun har af gylden smerte med 
sin formfuldendte sopranrøst.

“Måne, bliv lidt længere,
fortæl mig hvor min elskede er.
Fortæl ham, sølvfarvede måne,
at mine arme omfavner ham
i håbet om, at han i bare et enkelt
øjeblik vil drømme om mig.
Skin på ham, og fortæl ham
om hende, der venter ham her.”

Der er så mange fisk i havet. Og søtrolde, vandhekse og skovnymfer.