Monthly Archives: april 2008

Ralle ralle ralle…

Min stakkels lille laptop puster og stønner. Den trækker vejret i små stød. For hver eneste ind- og udånding flimrer billeder fra dens kun to år lange liv forbi på skærmen. Jeg synes den lider unødigt meget og overvejer at slukke og lukke ned, men det kan være uetisk. På et skilt trygler den mig lige pludselig om, at jeg ikke må lade dens virus ødelægge min mulighed for at skrive og have med andre at gøre. Jeg får dårlig samvittighed, for jeg har jo allerede overvejet en eventuel fremtid uden den. Måske købe en anden. Eller lease? Det første er dyrt, og det andet vist nok afskaffet. Allerhelst vil jeg forsigtigt tage den med hen til en digital heksedoktor, der kan operere den og indsætte nye indre organer iden, så den kan komme til kræfter igen. Men jeg ved jo også godt at genoptræningen kan tage en pokkers tid. Jeg kan næsten ikke nænne at skille mig af med den. Det var da godt at den nåede at se det nye Skuespilhus i fredags. Da stod den lisså fint og tog kontakt med små sexede netværk i Nyhavn, og måske var der i den situation den glemte at beskytte sig mod trådløst overførte nydelsessygdomme? Nå, den skal jo også have lov at more sig lidt. Den har været en god lille laptop for mig. Vi må se ad hvad det ender med. Lige nu hviler den sig derhjemme, mens jeg er på arbejde. Den drømmer om mere RAM og hårdere diske. Det gør vi vel alle, på en måde? 

Summemøde under byen

Det går stærkt i Metroen. Jeg bruger den, så jeg hurtigt kan komme fra 
Bjerget til Christianshavns Torv, og derfra videre med bus eller ben til Holmen og arbejdet. Jeg tager typisk bussen ind til Nørreport og går ned i Metroen dér, men ofte kører jeg på tværs helt ud til den store Flintholm 
station. Så suser det hvide tog ned under Frederiksberg og videre under 
City til Havnen. Omvejen kan sagtens betale sig. Intet slår Metroen, når det kommer til hastighed gennem byen. En trækfugl, måske, men ellers intet.

I mine egne tanker står jeg så dér i undergrunden mellem Nørreport og Kongens Nytorv, da en lille sort flue kommer bimsende og sætter sig på min ene hånd. Den er så lille, at jeg spekulerer på om den er en slags flyvende loppe. Måske er den en knot. Vinger har den i hvert fald, og den kan samle dem pænt sammen. Min første indskydelse er selvfølgelig at flæske den, lissom jeg gør med dens små fætre hjemme på badeværelset, hvor jeg forlængst har gjort mig fortjent til betegnelsen massemorder.

Jeg begynder jeg at tænke på, om den overhovedet fatter hvad den har gang i. Her står jeg og er benovet over hvordan det førerløse tog i høj fart skærer gennem den udborede tunnel. Der er enorme jordmasser mellem 
mig og gadeplanet. Størrelsesforholdet mellem mig og toget og det hele er i forvejen uoverskueligt, og jeg forsvinder ellers ikke i mængden. Og så sidder der en lille flue som er 1:100.000 i forhold til mig, på min hånd. Den må jo tro den er landet i et helt nyt land. Jeg tænker over hvordan den ville opfatte Nørreport. Eller Rådhuspladsen. Det ville være lisså svært for den, som hvis jeg skulle overskue den centralasiatiske steppe.

Og så kommer den. Følelsen. Jeg forestiller mig at der findes tilsvarende størrelsesforhold den anden vej. Mellem mig og noget større, som jeg har lige så svært ved at overskue som fluen med hånden og mig og Metroen og Nørreport og Rådhuspladsen. Tænk, hvis der er dimensioner hvor jeg er mindre end et sandskorn (dejlig tanke) og hvor jeg til enhver tid kan mases ihjel med et fingerknips.

Jeg lod den flyve videre.

Blot i blåt

Jeg anede ikke at min bærbare computer havde så mange flotte blå skilte i sig. Endda med en masse pusseløjerlige krusseduller og spændende hvide bogstaver og uudgrundelige tegn. Selvfølgelig kan man godt blive træt af at se på dem, hvis der slet ikke er andet og mere at se på i løbet af en lang søndag. Jo, jeg ved godt at blå er forårets farve, og jeg kan se at de mange hvide bogstaver samler sig i klumper som om de var små glade dunede lammeskyer.

Men nu må vi se ad om jeg kan få maskinen og de mennesker som den hvisker sammen med gennem det hvide kabel på siden, til at få de blå skilte til at flytte sig lidt. Nu har jeg set dem. De er vældig fine. Det er de. Men nu skal jeg altså snart bruge laptoppen til andre ting. Voksne ting.

Jeg synes godt lige at maskinen bør tænke på, at det kan ende med at jeg slet ikke gider bruge den mere. At jeg sagtens kan lave voksne ting på andre laptops. Dette indlæg er for eksempel skrevet og lagt ind på bloggen på en helt anden maskine et fremmed sted. Tænk på det, maskine, derhjemme. Du kan godt droppe den dér sure attitude. Blå skilte eller ej. Mandage kan være blå af mange årsager. Husk det.

En meget fin gave

Jeg fik en blomst af en lille pige på fem-seks år med langt krøllet hår, da jeg lørdag aften skulle kontrollere hendes families billetter i Operaen. De skulle ind og opleve Brødrene Løvehjerte. Hun havde en fin lang frakke på, og da jeg så at hun havde en blomst i hånden, så sagde jeg først at det da ellers var en fin blomst hun havde med. Hun nikkede med et lille smil, og jeg kunne mærke på resten af gruppen, at det var helt i orden at jeg tiltalte hende direkte. Derfor lagde jeg hånden på hjertet og spurgte om blomsten var til mig? Jeg gjorde det lidt overdrevet, fordi jeg så regnede med at hun ville nægte og dermed trække et godt grin ud af familien. Men nej. Hun nikkede igen, og gik direkte hen til mig med blomsten løftet. Jeg måtte jo bare tage imod med en stor tak. Familien morede sig højlydt. Jeg sagde til pigen at jeg i hvert fald nok skulle passe godt på den, og hvis hun ville have den med hjem igen efter forestillingen, så kunne hun bare komme tilbage til mig og hente den. Det aftalte vi så. Hele aftenen stod blomsten i forsalen, fin og hvid med grønne blade og lang stilk og sugede vand op fra sin plasticflaske. Den er en fin naturblomst som måske er plukket på en god gåtur på vej til Holmen inden forestillingen. Hun hentede den ikke efter sidste akt. Nu står blomsten i sin flaske ude bagved på Servicekontoret, og venter på at jeg møder på søndagsvagt og skifter vandet ud. Det har jeg aftalt med den.           

Den er sgu så smuk at vi ta’r den igen…

Jeg er så småt begyndt at øve mig på de 6-7 tekster, jeg satser på at nå igennem på de tildelte 15-20 minutter. Især glæder jeg mig til at råbe mit ‘Mandifest’ ud over forsamlingen. I den tekst prøver jeg at skrive et opråb til mine kønsfæller, så vi kan gi’ den gas i forhold til de slemme, slemme kvinder. Jeg ville aldrig turde skrige sådan op som privatperson, og så er det jo dejligt at kunne sige at det bare er “noget kunst”…hihi.

Tommelfingerregel

Jeg har arbejdet ti timer i Operaen i dag (torsdag). Meget tidligt i morges skulle jeg lukke nogle teknikere og event-folk ind, der skulle forberede et seminar med brunch for en ekstern kunde, som havde lejet forsalen indtil klokken 12. Vi skulle have besøg af 320 mennesker som skulle komme sejlende til Holmen.

Jeg skulle tage stilling til mange ting, som jeg ikke har ret megen erfaring med. Måtte man f.eks. bruge malertape på granitgulvet? Havde vi noget bred tape? Kunne jeg veksle 400 kroner til mønter, så tre biler kunne parkeres et stykke væk fra indgangen. Hvor skaffede man strøm fra til et el-piano midt i foyeren? Hvordan transporterer man otte store malerstaffelier fra stuen op til 1. Balkon uden at elevatordørene hele tiden smækker i og siger alarmlyde? Hvordan får man kontakt til brunch-kokken klokken 07.30? Kunne de to kirsebærtræer med duer og drager fra børnekonkurrencen i forbindelse med Brd. Løvehjerte flyttes lidt væk?

Mens jeg stod og overvejede om jeg for tiende gang på en halv time kunne tillade mig at ringe ud til Vagten, og spørge om noget som jeg måske selv burde kende svaret på, fik jeg øje på en bil, der var ved at bakke væk fra den vej som den ellers skulle køre ind ad, hvis den ellers lige ville afvente at Vagten sænkede spærreanordningen ned i asfalten. Jeg tænkte, at hvis jeg lige smuttede ud og vinkede til bilisten, så ville jeg spare vedkommende for en lang omvej rundt om hele Operaen. Jeg vendte mig hurtigt en halv omgang og ville tage et langt skridt fremad, men blev effektivt standset fordi jeg bragede lige ind i den panoramarude jeg havde stået en halv meter fra, mens jeg tænkte.

Det er ikke et ukendt fænomen i forsalen, at hvis man står i sine egne tanker, og pludselig får en handlingsimpuls som drejer sig om noget udenfor huset – f.eks. noget om bussen henne ved holdepladsen eller om en person man får øje på – så kan man glemme at orientere sig i forhold til de nærmeste omgivelser, og gå lige ind i glasruden. Flere af mine kolleger har prøvet det. Især i dagslys kan man narre sig selv til at tro, at der er åbent ud til det fri – selvom man jo godt kan mærke at man står indendørs. Det er et særegent optisk bedrag, som man kan udsætte sig selv for.

Jeg hamrede hånden ind i ruden og resten af kroppen fulgte med. Ruden holdt selvfølgelig, så jeg forstuvede tommelfingeren i leddet nede ved håndroden. Jeg har ikke store smerter eller noget, men leddet er hævet – og jeg kan ikke røre min egen mayonaise i de næste par dage…det er helt sikkert.

Jeg ville gerne krydse fingre for at uheldet ikke sker igen, men det gør for ondt at gøre det. Heldigvis kunne jeg godt gennemføre min vagt i aften. En god middagslur gav nye kræfter og frisk humør. Men jeg kan knapt nok dreje nøglen om i min egen gadedør.

Det er simpelthen…flovt. Man (læs: jeg) går da ikke sådan lige bardus ind i rude, der adskiller indendørs fra udendørs? Reglen bør da være at man (læs: jeg) ser sig for? Distraktion kan tilsyneladende være en blind 
makker med en syg form for humor.

Thumbs up!

Halvliggende vrissespark

Nyhedsavisens vandrende pen, Mia Christensen, skriver i en for hende meget lang og analyserende artikel om en køn ung mand ved navn Gleager. Han er deltager i et eller andet tv-reality-show fyldt med babbelutter, solskin, alkohol og fnidderfnadder.

Som sædvanligt kæmper Mia med stavningen (“…men nu er jeg blevet mere bevist om, at man godt kan såre folk”). I hendes klummer beviser hun fortløbende, at hun til stadighed mestrer den bevidst infantile ‘tutsi-nutsi’ stil, jeg før har kritiseret den 29-årige underholdningsskribent for at annamme.

Bluppe luppe dupsi
-stilen, kunne man også kalde den.

Men tilbage til Gleager, den smutsmækre nordjyde, der er 26-27 år og ikke ganske uden erfaringer. En fyring fra et tjenerjob for kokainbrug er det blevet til, derefter et halvt år som soldat i Kosovo “for at glemme det hele”, og så ellers tilbage til det virkelige liv som køn ung mand. Her har han haft sex med op til 200 forskellige kvinder. Han bekræfter ikke tallet, men afviser det heller ikke.

Men nu kommer årsagen til at jeg skriver om ham. Han mener nemlig ikke han kan byde en kæreste at være så natteaktiv som han er. Det er jo så ædelt, at Mia sikkert har måttet vride sin notesblok for tårer.

Og det er kun lige begyndt:

“Jeg skal først finde den rigtige – én der sparker benene væk under mig.”

Den studsede jeg godt nok over. Har der virkelig ikke været en eneste blandt de 200, der har gjort det? Og hvis det ikke er sket endnu, hvad er så sandsynligheden for at een blandt de næste 200 vil kunne gøre det?

Og hvad mener han egentlig med det? Mener han at hun skal være god til Soduko, analysere lyrik eller lave stuvet spidskål? Eller venter han på hende, der nægter ham sex i de første ti minutter? Hvordan har de 200 nordjyske piger egentlig været? Eller rettere: hvordan er Gleager egentlig?

Kald mig Mads, hvis de næste 2-300 gør noget som helst indtryk på ham, og hvis jeg ikke som 27-årig ville have mistet begge ben allerede efter de første 67 kvinder. Kald mig Mads, hvis Mia ikke får Kravlingprisen. Den
gives til fotografer.

Jeg vil gerne hedde Mads.
Nyhedsavisen er i hvert fald reddet for al fremtid.
Mindst.

Ørenlyd

I aftes var den glade enke ved at blive til en gal enke. Jeg var den ene af tre vagter i salen i operaen, og midt i første akt forstyrres publikum på flere af de bagerste rækker i min side af en høj og konstant hyletone. Forsigtigt rejser jeg mig og går søgende rundt langs de yderste pladser for at lokalisere kilden. Jeg ved allerede hvad der er tale om. Et lille smil breder sig i mit ansigt.

Jeg husker stadig da jeg skulle optræde i et skuespil på højskolen på Ærø i 1979. Det var en dramatisering af udvalgte digte fra Edgar Lee Masters ‘Spoon River’-antologi, som består af tekster fra gravsten i en lille by. Vi var vel ti elever som sad musestille på hver vores platform og ventede på spotlyset, som ville få os til at vågne kortvarigt op og deklamere vores tekst. Jeg var vist byens tidligere redaktør og…præst? Da forestillingen går igang begynder hyletonen med det samme. Vores publikum består af inviterede pensionister. En af dem vil ikke gå glip af noget. Når hun drejer hovedet svinger tonen op og ned. Det er næsten uudholdeligt. Der går lang, lang tid inden torturen bliver stoppet (her tænker jeg på hyletonen!) og det værste er næsten at høreapparatets indehaver ikke selv kan høre den meget høje diskant-tone. Men vi kæmpede os igennem. Heldigvis var det en kort forestilling. Undervejs spekulerede jeg på om man ville kunne vække døde til live med en sådan tone ude i virkeligheden.

I aftes fandt de nærmest omkringsiddende og jeg i fællesskab frem til høreapparatets indehaver, der ikke selv vidste at hans hjælpemiddel hylede. Vi gjorde det uden at forstyrre forestillingen. Da hyletonen forsvandt lød der et lille lettelsens suk. Det er nemlig en meget, meget ubehagelig lyd. Selvfølgelig er det synd for den hørehandicappede hvis teknikken ikke fungerer optimalt, men det går ikke at have så høj en tone i en sal hvor der ind imellem skal være helt, helt stille.

Mit lille 1979-smil sad stadig på mig da jeg kørte hjem til Emdrup med Bus 66. Tænk at det snart er tredive år siden jeg var højskole. Jeg ved at man overvejer at skræmme unge mennesker væk fra gadehjørner og indkøbscentre ved at sætte små lydbokse op, der udsender hyletoner som kun opfanges af unge menneskers ører. Næste gang jeg er med i en sag om irriterende hyletoner fra et høreapparat, så er det mig der har det på mig.

Kære dagbog

Der kom en dame gående imod mig på samme fortov med en lillebitte hvid klump hund i snor. Jeg var på vej hen til Døgn Netto’en på Emdrupvej for at købe nougatis baseret på planteolie. Det var i skumringen i aftes. Langs ringvejen. Jeg havde det sådan lidt halvvejsagtigt. Lørdagens konfirmation i den nære familie havde udløst en regning som jeg stille og roligt betalte af på. Frisk luft er revitaliserende, især på en dag hvor der ikke kommer fem millioner biler drønende i minuttet. Solen har smilehuller. Midt i hovedet drøner et aftenklart remix af Julie Marias ‘Også om dagen’: “De må godt være her/Dine mørke sider også”.

Jeg tænker at det fanme ikke kan være rigtigt at jeg overvejer at krydse ringvejen på grund af så lille en hund. Heldigvis har jeg solbriller på, så den kan ikke se hvor bange jeg er, og den vil aldrig kunne forstå at jeg egentlig er mere bange for hundeejerens dybdepsykologiske grunde til at gå rundt med sin aggression og seksualitet i snor. Snoren kan knække og kæden hoppe af. Midt i disse tanker, eller rettere, midt på ringvejen får jeg pludselig en slags åbenbaring.

Jeg mærker den frihed som er så svær at få indpasset i et parforhold, især hvis man bor sammen. Det går op for mig at jeg ikke har haft nødigt at afstemme denne aftentur med nogen. Jeg er bare stået op efter at have sovet eftermiddagslur, med ‘Sport på 3’eren’ som sengetæppe, og så greb jeg min lærredspose (den hvide – og den valgte jeg også helt selv) og dalrede afsted. Jeg skal heller ikke spørge nogen om det er i orden at erstatte et fuldkornsbaseret, biodynamisk og salat-armeret aftenmåltid med en…og lad os bare være helt frimodige her: ganske pæn portion nougatis.

Ingen vidste at jeg havde kurs mod Emdrupvej, bortset fra damen og hunden. Jeg kunne mærke friheden. Det kunne jeg sgu. En glæde. Det ødelægger selvfølgelig ærgrelsen over de ting man går glip af. Men jeg kan godt klare de der skift. Det kan jeg. Hvis bare jeg kan skaffe mit stof. Bagefter kan jeg klare alt, føler jeg, men det er der jo så bare ingen andre der ved, og det passer så i øvrigt heller ikke. Slet ikke.

Nu er det så mandag.