Ørenlyd

I aftes var den glade enke ved at blive til en gal enke. Jeg var den ene af tre vagter i salen i operaen, og midt i første akt forstyrres publikum på flere af de bagerste rækker i min side af en høj og konstant hyletone. Forsigtigt rejser jeg mig og går søgende rundt langs de yderste pladser for at lokalisere kilden. Jeg ved allerede hvad der er tale om. Et lille smil breder sig i mit ansigt.

Jeg husker stadig da jeg skulle optræde i et skuespil på højskolen på Ærø i 1979. Det var en dramatisering af udvalgte digte fra Edgar Lee Masters ‘Spoon River’-antologi, som består af tekster fra gravsten i en lille by. Vi var vel ti elever som sad musestille på hver vores platform og ventede på spotlyset, som ville få os til at vågne kortvarigt op og deklamere vores tekst. Jeg var vist byens tidligere redaktør og…præst? Da forestillingen går igang begynder hyletonen med det samme. Vores publikum består af inviterede pensionister. En af dem vil ikke gå glip af noget. Når hun drejer hovedet svinger tonen op og ned. Det er næsten uudholdeligt. Der går lang, lang tid inden torturen bliver stoppet (her tænker jeg på hyletonen!) og det værste er næsten at høreapparatets indehaver ikke selv kan høre den meget høje diskant-tone. Men vi kæmpede os igennem. Heldigvis var det en kort forestilling. Undervejs spekulerede jeg på om man ville kunne vække døde til live med en sådan tone ude i virkeligheden.

I aftes fandt de nærmest omkringsiddende og jeg i fællesskab frem til høreapparatets indehaver, der ikke selv vidste at hans hjælpemiddel hylede. Vi gjorde det uden at forstyrre forestillingen. Da hyletonen forsvandt lød der et lille lettelsens suk. Det er nemlig en meget, meget ubehagelig lyd. Selvfølgelig er det synd for den hørehandicappede hvis teknikken ikke fungerer optimalt, men det går ikke at have så høj en tone i en sal hvor der ind imellem skal være helt, helt stille.

Mit lille 1979-smil sad stadig på mig da jeg kørte hjem til Emdrup med Bus 66. Tænk at det snart er tredive år siden jeg var højskole. Jeg ved at man overvejer at skræmme unge mennesker væk fra gadehjørner og indkøbscentre ved at sætte små lydbokse op, der udsender hyletoner som kun opfanges af unge menneskers ører. Næste gang jeg er med i en sag om irriterende hyletoner fra et høreapparat, så er det mig der har det på mig.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s