Tommelfingerregel

Jeg har arbejdet ti timer i Operaen i dag (torsdag). Meget tidligt i morges skulle jeg lukke nogle teknikere og event-folk ind, der skulle forberede et seminar med brunch for en ekstern kunde, som havde lejet forsalen indtil klokken 12. Vi skulle have besøg af 320 mennesker som skulle komme sejlende til Holmen.

Jeg skulle tage stilling til mange ting, som jeg ikke har ret megen erfaring med. Måtte man f.eks. bruge malertape på granitgulvet? Havde vi noget bred tape? Kunne jeg veksle 400 kroner til mønter, så tre biler kunne parkeres et stykke væk fra indgangen. Hvor skaffede man strøm fra til et el-piano midt i foyeren? Hvordan transporterer man otte store malerstaffelier fra stuen op til 1. Balkon uden at elevatordørene hele tiden smækker i og siger alarmlyde? Hvordan får man kontakt til brunch-kokken klokken 07.30? Kunne de to kirsebærtræer med duer og drager fra børnekonkurrencen i forbindelse med Brd. Løvehjerte flyttes lidt væk?

Mens jeg stod og overvejede om jeg for tiende gang på en halv time kunne tillade mig at ringe ud til Vagten, og spørge om noget som jeg måske selv burde kende svaret på, fik jeg øje på en bil, der var ved at bakke væk fra den vej som den ellers skulle køre ind ad, hvis den ellers lige ville afvente at Vagten sænkede spærreanordningen ned i asfalten. Jeg tænkte, at hvis jeg lige smuttede ud og vinkede til bilisten, så ville jeg spare vedkommende for en lang omvej rundt om hele Operaen. Jeg vendte mig hurtigt en halv omgang og ville tage et langt skridt fremad, men blev effektivt standset fordi jeg bragede lige ind i den panoramarude jeg havde stået en halv meter fra, mens jeg tænkte.

Det er ikke et ukendt fænomen i forsalen, at hvis man står i sine egne tanker, og pludselig får en handlingsimpuls som drejer sig om noget udenfor huset – f.eks. noget om bussen henne ved holdepladsen eller om en person man får øje på – så kan man glemme at orientere sig i forhold til de nærmeste omgivelser, og gå lige ind i glasruden. Flere af mine kolleger har prøvet det. Især i dagslys kan man narre sig selv til at tro, at der er åbent ud til det fri – selvom man jo godt kan mærke at man står indendørs. Det er et særegent optisk bedrag, som man kan udsætte sig selv for.

Jeg hamrede hånden ind i ruden og resten af kroppen fulgte med. Ruden holdt selvfølgelig, så jeg forstuvede tommelfingeren i leddet nede ved håndroden. Jeg har ikke store smerter eller noget, men leddet er hævet – og jeg kan ikke røre min egen mayonaise i de næste par dage…det er helt sikkert.

Jeg ville gerne krydse fingre for at uheldet ikke sker igen, men det gør for ondt at gøre det. Heldigvis kunne jeg godt gennemføre min vagt i aften. En god middagslur gav nye kræfter og frisk humør. Men jeg kan knapt nok dreje nøglen om i min egen gadedør.

Det er simpelthen…flovt. Man (læs: jeg) går da ikke sådan lige bardus ind i rude, der adskiller indendørs fra udendørs? Reglen bør da være at man (læs: jeg) ser sig for? Distraktion kan tilsyneladende være en blind 
makker med en syg form for humor.

Thumbs up!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s