Det går stærkt i Metroen. Jeg bruger den, så jeg hurtigt kan komme fra
Bjerget til Christianshavns Torv, og derfra videre med bus eller ben til Holmen og arbejdet. Jeg tager typisk bussen ind til Nørreport og går ned i Metroen dér, men ofte kører jeg på tværs helt ud til den store Flintholm
station. Så suser det hvide tog ned under Frederiksberg og videre under
City til Havnen. Omvejen kan sagtens betale sig. Intet slår Metroen, når det kommer til hastighed gennem byen. En trækfugl, måske, men ellers intet.
I mine egne tanker står jeg så dér i undergrunden mellem Nørreport og Kongens Nytorv, da en lille sort flue kommer bimsende og sætter sig på min ene hånd. Den er så lille, at jeg spekulerer på om den er en slags flyvende loppe. Måske er den en knot. Vinger har den i hvert fald, og den kan samle dem pænt sammen. Min første indskydelse er selvfølgelig at flæske den, lissom jeg gør med dens små fætre hjemme på badeværelset, hvor jeg forlængst har gjort mig fortjent til betegnelsen massemorder.
Jeg begynder jeg at tænke på, om den overhovedet fatter hvad den har gang i. Her står jeg og er benovet over hvordan det førerløse tog i høj fart skærer gennem den udborede tunnel. Der er enorme jordmasser mellem
mig og gadeplanet. Størrelsesforholdet mellem mig og toget og det hele er i forvejen uoverskueligt, og jeg forsvinder ellers ikke i mængden. Og så sidder der en lille flue som er 1:100.000 i forhold til mig, på min hånd. Den må jo tro den er landet i et helt nyt land. Jeg tænker over hvordan den ville opfatte Nørreport. Eller Rådhuspladsen. Det ville være lisså svært for den, som hvis jeg skulle overskue den centralasiatiske steppe.
Og så kommer den. Følelsen. Jeg forestiller mig at der findes tilsvarende størrelsesforhold den anden vej. Mellem mig og noget større, som jeg har lige så svært ved at overskue som fluen med hånden og mig og Metroen og Nørreport og Rådhuspladsen. Tænk, hvis der er dimensioner hvor jeg er mindre end et sandskorn (dejlig tanke) og hvor jeg til enhver tid kan mases ihjel med et fingerknips.
Jeg lod den flyve videre.
Beologisk Institut 