Monthly Archives: april 2008

Lapsus (2)

Jeg fandt en hvid lap fra et måske ti år gammelt interview med præsten Johannes Møllehave. På de seksten korte spaltelinjer fortælles at han finder livsgnist ved samværet med de fem børnebørn. De er et skatkammer af
inspiration. Det giver ham livsgnist, og han forbavses konstant ved skønheden i deres umiddelbarhed og sprogblomster. En dag fortæller han eventyr til Rosa på seks år: “Der var engang en familie som havde fem sønner. Den ældste kaldte de den ældste, den næste den næst-ældste, den tredje den tredje-ældste, den fjerde den næstyngste og den femte den yngste.” Rosa: “Hvad sagde kommunen til det?”

Preben, Preben, Preben dog…

I går tonede en mand frem på skærmen. Over for ham sad en kvinde, som ville have hans hjælp til at forstå hvorfor hendes mand forlod både hende og deres lille barn. Samtalen er en del af en serie, kaldet Kærlighedens Bud, hvori biologen og forfatteren Sissel-Jo Gazan bygger videre på den fine lille interviewbog Sig Ja! – hvad præster ved om kærlighed, som hun udgav i 2005.

I aftes talte hun med præsten Preben Kok om forskellen mellem mænd og 
kvinder. Uanset hvilket køn man har og hvilke holdninger man har til det 
modsatte, så vil man – påstår jeg – ikke kunne se den samtale uden at få 
sine egne meninger og erfaringer sat i perspektiv.

Preben Kok siger f.eks. at kvinder er grænsesprængende, mens mænd er grænsesættende. Jeg troede egentlig det var omvendt. At kvinder prøver at holde sammen på det hele, mens mænd bimser rundt i tykningen. Jeg kan 
stærkt anbefale at se samtalen, hvor Sissel-Jo spiller sig selv fornemt ud, 
og hvor Kok kloger sig helt derud hvor man simpelthen er nødt til at mærke 
efter hvor man er, var eller ønsker sig. 

Jeg havde det sådan efter udsendelsen at mange ting rumlede. Meget.

Lapsus

Jeg ryddede op forleden i nogle bunker og fandt kvitteringen for købet af mit digitalkamera. Jubii. Nu kan jeg måske snart få det repareret og derefter taget det billede af nærværsalarmknappen som jeg har lovet en af instituttets selvbetjenerinder. Når man rydder op i bunker drysser de herligste gamle småsedler ud, fyldt med anekdoter og pudsige idéer. Jeg har allerede brugt den ene lap til at skrive om stivstikkerens døgnrytme. Der var også en hvid een med noget Møllehave og en mørkere avislap med noget Nordbrandt. Dem tager vi een af dagene. Først skal jeg lige gengive indholdet på en gul post-it fra 3. juli 2000, som jeg har brugt til at huske et vidunderligt udbrud fra min datter. Hun er seks år på det tidspunkt og ikke tilfreds med at jeg forlanger at hun skal i seng og sove. Der står godt nok intet som helst på sedlen om de nærmere omstændigheder, men jeg går
ud fra at hun forud for situationen har modtaget præcis den samme service som andre aftener. Alligevel har hun bemeldte aften set sig nødsaget til at gribe endog meget dybt i posen med børnenes allerhårdeste argumenter for ikke at skulle opfylde kravet. I hvert fald har jeg noteret, at hun har brølet mig lige ind i hovedet, da jeg kræver at hun skal sove, og hvor klokken er 21.30: – Det’ pisse ulovligt!

Citat (4)

Når man er ung, tror man at det eneste, der skal til, er at slippe fri af én kasse og komme ind i en større kasse ude i hovedstrømmen. At hvis man skifter vand i akvariet, bliver man en anden fisk. Men sådan er det ikke.

                              (Fra romanen ‘Som Landet Ligger’ af Richard Ford)

Min biografi uventet på vej

Ifølge Gyldendals just indpoppede kundgørelse, debuterer den senere så berømte forhenværende ene halvdel af heavygruppen Olesen-Olesen – nemlig Olesen – som romanforfatter med noget jeg kun kan opfatte som et portræt af mig og mit liv. Korrekturlæseren  udkommer i morgen og er ifølge nyhedsbrevet:  

“…en kompakt portrætfortælling om en korrekturlæser sidst i 30’erne, som har indgående styr på tilværelsen i sin halvanden-værelses lejlighed. Hver morgen toast og pulverkaffe. Så i gang med arbejdet. Korrekturen ligger til højre, originalen til venstre. Nyspidset blyant, viskelæder og rød tusch til højre for korrekturen. Han går sjældent ud. Har sjældent selskab bortset fra, når hans lille datter fra et forlist ægteskab kommer på besøg. Sådan kan han li’ det. Hader at tale i telefon. Uventede gæster skræmmer ham. Socialt samvær kalder han ‘en rædsel’. Han nyder gentagelsen, ritualerne, ensomheden. Og opdager ikke, at han styrer direkte imod krise og sammenbrud.”

Udgivelsen føles ekstremt ubehagelig, for nu at bruge en kendt råvarekonsulents udtryk. Olesen kunne godt lige have spurgt mig først, men det er omvendt smigrende at han tror jeg er sidst i trediverne.

Jeg tror ikke jeg vil læse den, men jeg er spændt på hvem der skal spille titelrollen i en eventuel filmudgave.

Lyrikernes hardliner

På litteraturmagasinet Senturas hjemmeside har Tina Charlotte Møller lavet et interview med digteren Pia Tafdrup

Der er gode spørgsmål og interessante svar. 

Jeg måbede dog, da Tafdrup i ramme alvor siger, at hun ville ønske at 
læserne var lidt bedre til at læse: “Som skrivende kunne jeg undertiden godt ønske mig læsningens kunst mere udviklet.”

Det kalder jeg godt nok ellers kunstnerisk selvtillid!

Tænk hvis man/jeg turde fyre den af til forlag, anmeldere og legatudvalg?

Stivstikkeren

Han var en rigtig stivstikker, når han om dagen reagerede vrissent på bittesmå afvigelser fra de vedtagne normer og regler for hvordan så godt som hvert eneste minut skulle forløbe på hans arbejde. Hans kolleger frygtede ham, fordi de vidste at han med sin skarpe iagttagelsesevne omgående ville kunne afsløre selv de mindste fejl og mangler, og at han ikke nærede sig for at indberette eventuelle fodfejl uden at det på nogen måde ville påvirke hans egen indsats, som havde været plet- og dadelfri i de samfulde tretten-og-trekvart år han havde været ansat. De afskyede hans stabilitet og gøs over hans mangel på personlig ambition, selvom hans målbare resultater gang på gang løftede sig til nye højder, hvilket tvang ledelsen til igen og igen at lokke med mulige forfremmelser og spændende frynsegoder på baggrund af hans bemærkelsesværdige præstationer.

Selv var han ligeglad med titler og afslog altid chefernes tilbud.

Han var en rigtig stivstikker, når han om natten betjente den kvinde han havde udvalgt sig med den mest udsøgte form for elskovskunst en mand er i stand til at præstere. Fra det sekund han fastholdt hendes blik på det danseetablissement han frekventerede, og til hun næste morgen med et bælgøjet babysmil lettere vaklende satte sig ind i den taxi han på forhånd havde bestilt og betalt, havde han givet hende en seksuel overhaling som hun aldrig havde fået før og aldrig siden ville kunne komme i nærheden af. Hans unikke evne til at sanse hendes behov og sætte sig ind i netop hendes krops måde at bygge rytme efter rytme op, der kulminerer i en altomfattende ind- og overskyllende flodbølge af frydefulde rystelser som bliver stærkere og stærkere for hver gang, var uden sidestykke i noget møde mellem mand og kvinde i vores tid.

Selv følte han ikke noget særligt under sine egne udløsninger.

Tutsi-nutsi sprog

Efter at have analyseret mænds ekstremiteter, må vi hellere skynde os over i den modsatte grøft til de smukke, tynde, kloge, smarte unge kvinder. I lang tid har jeg ladet mig irritere over klummeskriveren Mia Christensen på Nyhedsavisen. Hun er så hip at det halve kunne få verdenshavet til at stige. Selvfølgelig er min reaktion ikke rationel overhovedet, men derfor kan den jo godt have en pointe for andre. Den handler nemlig (også) om en ny tendens i skriftsproget.

Når Mia skriver zuperzmarte sætninger på sin smutske og ultraheppede bærbare, så har hun virkelig ikke tid til at indsætte alle de små hjælpeord som gør læsningen til at holde ud. Batteriet kunne jo løbe tør for strøm!

Her er en række tilfældigt udvalgte sætninger fra hendes hånd:

For er nu mere forelsket og elsker mere, end jeg nogensinde troede var muligt.

Lørdag var det kvindernes internationale kampdag. Og kæmpede min helt egen af slagsen.

Handlede vist til sidst bare om, at jeg var sur over, jeg var sur.

Kæreste og jeg er nemlig meget forskellige.

Og VIL have lov til at forvente, at kæreste tager over og er den stærke, når verdenen falder ned om ørerne på mig.

Kæreste løb ikke efter mig lørdag aften.

Men handler jo i bund og grund om, hvad man vil investere af tid i et andet menneske, og så er ’en kaffe’ altså, ja, nærig – på alle planer!

Hovedsætninger uden hoved, men med masser af hale.

Virkemidlet er sikkert bevidst, og skal få sætningen til at fremstå som en slags impulstanke, der kommer lige efter nogle andre tanker.

Metoden bruges også af nogle af de gode, sjove og skæve kvindelige klummeskrivere. Her er en af flere sætninger med samme besynderlige 
grammatiske opbygning fra Charlotte Heje Haases Urban-klumme om 
dating fra forleden:

“…er så træt at jeg troede reol var et menneske.”

Selv om jeg gennemgående er ret vild med indholdet i hendes klummer, så er denne ubestemte sætningsform bestemt ikke min kop latte.
Måske virker stilen topfeminin og mælkeskumssmart i målgruppen?
Jeg synes den er for tutsi-nutsi – og at den hurtigt bør gemmes væk i den nærmeste LV-taske.

Omvendt kan jeg spørge mit spejl om hvem af Mia og Charlotte og mig,
der tjener penge på at skrive? Eller som de måske ville have formuleret sætningen:

Ka’ spørge spejl hvem Mia, Charlotte, jeg tjene penge på skriv?