Monthly Archives: maj 2008

mit sukkedigt

på vej suk til mit arbejde efter en i øvrigt begivenhedsløs morgen med de suk sædvanlige ritualer eller nej vent suk jeg begynder lige forfra for nu ved jeg hvad det er for en situation jeg vil suk skrive om inden jeg om lidt vil gå til ro for natten suk for natten er det eneste sted hvor jeg ved at hun lever for natten suk og det kan gøre mig så glad at jeg næsten vågner og i hvert fald smiler suk eller det tror jeg i det mindste suk og det mindste er hvad jeg har nemlig håbet suk og drømmen som jeg tager med mig på vej til arbejdet suk og det var på vej hjem fra arbejdet jeg så hende sammen med en anden som jeg også kender suk og han kyssede hende ret hårdt på rulletrappen suk syv trin nede suk og det var først da jeg selv nåede helt ned at jeg forstod at det suk slet ikke var hende og heller ikke ham og det er da fuldstændig urimeligt suk at jeg nåede at blive ked af noget som ikke skete i virkeligheden suk men det beviser bare at ting kan opleves uden at de egentlig finder sted suk på samme måde som suk her 

Advertisement

sikke ellers et dejligt vejr

på stående fødder ser det ikke særlig godt ud
indefra er der måske ikke noget at komme efter
mørket har tabt runden men fører stort på point
vejviseren har sat sig fast midt i et mudret skel
varslingen om efterskælv tror ingen på længere
jeg kan bare ikke komme nærmere ind på det
aftalen om ikke at afsløre detaljer er bindende
hver aften får et suk lov til at køre hjem alene

Blodig kamp i festivalbyen

Forleden var min datter på besøg og hun havde taget sin nye bærbare HP med. Vi chattede med hendes storebror og hans forlovede i Køge, og på et tidspunkt ville jeg reklamere lidt for bloddonorkorpset. Der var webcam på, så vi kunne sidde og se hinanden. Stolt rakte jeg mit hvide kaffekrus frem mod kameraet. Jeg fik det for nylig ved tapning nr. 25. Udenpå er der tegnet en bloddråbe og der står: ‘giv blod’. Jeg måbede derfor, da man på skærmen i stedet så en reklame for fodbold i Odsherred. Der stod nemlig ‘vig bold’. Spejlvendt! Jeg håber den mobile blodbank kommer op på de kanter ved lejlighed, og historien gjorde pæn lykke da jeg var i blodbanken i går til tapning nr. 26.   

surt sommerdigt

tv-stationen som aldrig laver tv sang engang en sang
hvornår ville ruderne dugge hvis det ellers skulle være
når først vi har fået betalt vores bil poppede datiden       
det skulle man høre fra en pæn mand i saltvandssko
beat gjorde mig vild og jeg blev også vildt provokeret
hvorfor skal man udsætte smukke og positive følelser 
hvis jeg nu møder en dejlig kvinde som jeg synes om
følelsen er der men jeg har ikke lige plads i kalenderen
vil det ikke vanære evnen til at mærke noget som helst
burde det ikke få nogen til at skrive et surt sommerdigt 

Holmens sejeste mormor

Vi havde travlt på Holmen i går. Meget travlt. Matador musical klokken 15 og 20. Tre tusind gæster skulle vise billet, aflevere overtøj i garderoben, bestille drikkevarer til pausen, rundt på etagerne og kigge ud på havnen og til sidst ind i salen, hvor Skjold Hansen holder skansen, Mads Skjern er skambidt af fremskridt, Fru Varnæs har pip og Kvik ikke tænker på andet end Tommy Kenter.

Første akt tager en time og fyrre minutter. Imens er der som regel ro i forsalen. På en solfyldt søndag kommer en del besøgende spontant ind til os, bare for et syns skyld, og vi må skuffe mange som bare ellers lige vil et smut rundt på balkonerne for at nyde udsigten, nyde en forfriskning i caféen, eller blot beskue de tre kuglerunde storladne nedhængende eliasonsianske lamper. Man kan kun komme helt ind hvis man skal se en forestilling, eller deltage i en arrangeret rundvisning. Kaffetørstige turister henviser vi til Skuespilhuset på den modsatte bred, som havnebussen sejler direkte over til på tre minutter.

Ud af øjenkrogen ser jeg pludselig en ældre dame med gangstativ kæmpe en ulige kamp mod de automatisk drejende døre halvvejs inde i den ene svingdør. Bag hende ser et midaldrende ægtepar hjælpeløst til med alarm i blikket. Jeg råber til min kollega Camilla, som er tættest på, at hun skal standse dørens pres på kvinden ved at skynde sig hen og trykke på en stopknap. Det gør hun, og mormor slap heldigvis for et af de fald, som man ikke skal have for mange af på sine ældre dage. 

Alle tre kommer uskadte indenfor. Ægteparret siger venligt at de lige ville vise mormor Operaen. Nej da, de skal ikke ind og se aftenforestillingen. Kun vise mormor Operaen. Det ville hun nemlig gerne, havde hun sagt. Inden jeg når at få sat mundtøjet på autopilot, med info om hvorfor de heller ikke kan komme længere ind end til de blå spærrebånd, så siger den ene af de to medfølgende, at mormor jo er 101 år.

Jeg måber.

Mormor, født 1907, ser på mig med et kækt smil og siger pænt goddag.

Jeg måber videre.

Så vågner jeg og tænker, at det her kræver lidt kongelig konduite. Jeg inviterer dem undtagelsesvis indenfor, hvis de har lyst til at købe lidt kaffe og en af de gode cookies henne i caféen. Det vil de meget gerne, og i den næste halve time hygger de sig ved et af de store sorte borde vi har stående i foyeren.

Mormors datter og svigersøn takker mig mange gange. Mormor smiler uafbrudt. Jeg er bare glad og sender en tanke til min salige farfar, der blev 99 år. Og til Tante Møhge, der ikke er med i den redigerede nyversion af DR’s musical, som ved premieren sidste år var lige lovlig lang.

Mormor lader sig ikke redigere. Mormor lader sig ikke uden videre stoppe af nymodens svingdøre, blå bånd og nævenyttige almanakker. De unge skal ikke tro de styrer mere end et velsmurt gangstativ og et smil kan vifte væk. Mormor ville se Operaen. Mormor har set Operaen. Hun synker den sidste mundfuld kaffe. Forleden besteg en 76-årig Mount Everest, har hun hørt lidt om. Ku’ man mon få sig et sæt bjergvinterdutter i skriggult eller chocking pink til stativet? Er der søndagsåbent i Silvan?

Jeg håber mormor får set ‘Rock, Rynker og Rabalder’ på TV 2 til efteråret. Den er bl.a optaget i Operaen og har mange medvirkende unge styrvolter på 85 og 92 år. Virkeligheden i forsalen kan sagtens byde fiktionen inde i auditoriet trods. Der skal bare en god gammel mormor til. Og et lille smil.

Superliga med World Cup fejl

Kender du den canadiskfødte poptøs Shania Twain?

Har du hørt hendes kælensprøde stemme når hun spiller vildt op til sin date, ved at spørge ham om han nu også er i stand til at holde hende varm hele natten, selvom han i sit dayjob er raketvidenskabsmand, bilekspert, Brad Pitt eller Elvis…hvilket ikke imponerer hende synderligt.

Hun har altid provokeret mig. Både fordi hun er så hundehamrende smuk, set udefra, og fordi hendes pophits så direkte har spillet på hendes skønhed og selvsikkerhed. Og på grund af en sladderhistorie, jeg engang hørte på en vandretur mellem vinstokkene.

Hun og hendes mand var angiveligt så optagede af at hun skulle være så blændende bedårende og naturfrisk, at de droppede at dyrke sex i en lang periode. Det var en del af et eller andet inferiørt sundhedssystem, de dyrkede. I min optik handlede det i stedet om at de skulle fremstå mere viljestærke end menneskeligt muligt, så alle vi andre kun kunne opnå en bleg afglans af deres mirakuløse liv ved at købe hendes plader. Som hendes mand producerede.

Smukke, stærke mennesker kan sagtens forsage og spæge. Hallelujah. Jeg troede dem ikke over en dørtærskel. Nå ja, de boede naturligvis på et kæmpeslot i en øde bjergregion i Schweiz. Det giver også bedre genklang i gratisaviserne end hvis man fremlejer en atriumgård i Smørum. Jeg blev mere og mere harm, samtidigt som jeg i smug beundrede dem og deres arbejde, idet jeg faktisk godt kunne lide den småaggressive sildepop, de biksede sammen.

Nu læser jeg så at hun og manden, der har et barn sammen, skal skilles efter fjorten års ægsteskab, fordi han har været utro. Det er altså nu, jeg skal skadefryde mig over at den slags også kan overgå en af verdens toplækreste kvinder, så den nu 42-årige mangemillionær i hvert fald i en halv time er lisså mismodig som mig/jeg.

Det gør jeg så. Jeg gnækker og godter mig. Hæ-hæ-hæ-hæ. Mærkeligt nok holder glæden over hendes ulykke kun ganske kort. Måske burde jeg skynde mig at se kongeligt bryllup fra Tøndermøgel i stedet for, og begynde at glæde mig til hvornår det ægteskab måske også går neden om? Eller også skulle jeg, som de unge siger, anskaffe mig et liv. Hvor længe har Føtex mon åben i dag? Der er billige boxershorts.