Monthly Archives: maj 2008

blød hæl mod hård granit du

der lød sytten skridt fra midten hen til hjørnet
at memorere det præcise tal var en dårlig ide
jeg var i centrum og hun skridtede fronten af
hvert nedslag slog sin egen afstandtagen fast
sytten fod gange en lille størrelse syvogtredive   
det burde hverken distanceres eller tælles op
hun vendte sig smilende i det tyvende skridt
hvordan vi kom videre kan jeg så ikke huske
slukkede ører hører jo ikke efter hjemme her

Udkommer på lørdag

  
“Jeg håber at mine digte kan forvandle den med rette frygtede obligatoriske analyse af lyrik i folkeskolens ældste klasser, til at være elevernes yndlingshadefrilæsning. Man lærer mindst lige så meget om en frø ved at se den springe og høre dens kvækken, som ved at dissekere den med en skalpel i faget biologi. At se dens lårmuskel og lugte til dens indvolde forøger vel ikke ligefrem lysten til at kysse den? Så hellere synge duet med en klokkefrø efter et par Bacardi Breezers. Beologi kan blive skolens dejligste hadefag.” 

Reddet af kapitalismen

Perronen ligger skyhøjt over gadeniveau. Min datter og jeg har ventet på toget i det sommerlige vejr, og jeg er glad for at komme afsted. I et par dage har jeg haft feber og været forkølet, så det er ubehageligt at være ude i varmen, som ellers er så hjertelig velkommen.

Feberen gør mig lidt sløv, og det går op for mig at jeg ikke fik klippet kortet på perronen. Næste stop er Ishøj. Jeg går ud i mellemgangen for at se hvor mange klip jeg skal have dér, hvis jeg spæner ud og klipper. Vi skal helt til Køge, og jeg skal returnere med det samme. Så klippes skal der. Jeg gyser ved tanken om at der skulle vise sig en togrevisor, for jeg har ingen brugbar undskyldning. Kontrolafgiften er på 600 kr. I forvejen har jeg månedskort til de to inderste zoner. Ville bare lige vente med at klippe de ekstra zoner til Ny Ellebjerg. 

Langt, langt nede i togsættet ser jeg til min rædsel to gule veste på to blåskjortede og kaskettede DSB-mennesker, der henvender sig til hver enkelt passager. Åh nej. Billetkontrol. Jeg ryster på hovedet over min dumhed og græmmer mig. Beslutter ikke at prøve med andet end den stille og rolige sandhed, helt uden anglen eller tryglen eller plæderen. Resignationen er væmmelig. De når helt sikkert hen til mig før Ishøj.

Mens jeg venter, prøver jeg at gætte på om det bliver manden eller kvinden, der får fornøjelsen af at vende blade i den latterlige dobbeltlags blanketblok. Men hov. De har fart på. Det ser ud som om de deler noget ud? Ja, det gør de. Da turen kommer til mig, får jeg i hånden stukket en lille reklame for et samarbejde mellem DSB og Telia, hvor man kan spare penge på månedskortet hvis ellers man skifter bredbåndsforbindelse.

Måbende siger jeg verdens spageste lillebitte tak. På Ishøj spurter jeg ud og ind igen, med tre friske blå klip. Efter afskeden med datteren i Køge kørte jeg hjem igen. Og der var selvfølgelig billetkontrol. Gys. Hurra for det frie initiativ. Hurra for marketing og reklamebranchen som sådan. 

Hjem igen og svede. Af feber og af lettelse.    

Til kamp for at styre uden bøvl og bavl

Min søde gamle astmatisk anlagte bærbare HP-computer ligger nu og keder sig nede hos Føtex i Mimersgade på Nørrebro. Den har været en tur ude hos Info Care i Ballerup, hvor man har nægtet at ville reparere den.

Man mener ikke at de opståede problemer med styresystemet dækkes af reklamationsretten, som jeg stadig har nogle måneder at køre på. En overmåde venlig ung mand fra Føtex har ringet til mig og givet mig link til en hjemmeside, hvorfra jeg formedelst små tre hundrede kroner kan bestille nogle genopstandelsesdiscs til netop min HP’er. Med dem vil jeg kunne få styresystemet og maskinen genoprettet, siger han mens tilbudsjægerne pludrer lystigt i baggrunden, omend uden de gemte data (som jeg s-e-l-v-f-ø-l-g-e-l-i-g i forvejen har gemt på noget back up-noget, somewhere in outer space).

Jeg var lige ved at bide på den krog. Eller rettere…jeg bed, jeg blødte og spytter den nu ud igen. Efter at have talt med Forbrugerstyrelsen vil jeg i stedet fastholde mit krav om at Føtex skal reparere den, bytte den eller lignende. Styrelsens rådgiver sagde nemlig, at hvis maskinen er født med styresystemet, så dækker “garantien”. Havde jeg selv downloaded nogle programmer, som havde forårsaget balladen – så var det mit eget ansvar.

Til sidst kunne den jo ikke engang gå tilbage til START ved hjælp det indbyggede genopretningsprogram, men sendte et lakonisk udu-skilt om et eller andet. Og det, må jeg fastholde, er en fejl ved det i forvejen installerede styresystem som maskinen blev leveret med. Og der kom jo også en fejl på skærmen ret hurtigt efter at jeg havde købt maskinen, som medførte at Info Care udskiftede hele skærmen (eller var det grafikkortet?) på garantien. Allerede dér var der en medfødt fejl.

Rådet fra Styrelsen er, at jeg skal skrive et brev til Føtex og give dem fjorten dage til at reparere maskinen, og ellers kan jeg vælge at anke sagen til Styrelsen. Det pudsige er, at ankegebyret er det halve af hvad de to discs vil koste. Så jeg skriver et brev til Føtex. Det gør jeg. Stol på det.  

En klog kvinde

“Med årene stiller vi os de samme, grundlæggende spørgsmål: Hvordan vil jeg leve resten af mit liv, er jeg troende, hvad kræver jeg af mine medmennesker, hvad kan jeg give dem, hvilken verden vil jeg give videre?” 

                         (Forfatteren Hanne-Vibeke Holst, 49 år, i DSB’s ‘Ud & Se’)

Billigt salgstrick?

Min ærkesolide og nære jyske ven Poul og hans ejegode hustru Anette (med den smittende latter) overvejer at sælge og købe fast ejendom. De tager derfor rundt og ser på huse. Under en af disse fremvisninger fik de i en vindueskarm øje på noget som de spontant tillod sig at forevige. Desværre var boligejeren ikke hjemme, så vi får nok aldrig svar på om hændelsen var et genuint udtryk for smag, eller om der blot er tale om en form for udsmykning fra mæglerens side, i et desperat forsøg på at fastholde den udbudte pris. Jeg tænker mit. De købte ikke huset.

Grims Eventyr

Der var engang en mand som havde tre sønner. Ingen fattede hvordan det var gået til. Vel var der ofte meget mørkt i det land han boede i, og en enkelt smutter, måske efter lidt for meget Mateus Rosé, kunne man til nød gå med til omkring de runde borde i sladrecaféerne.

Men tre gange?

Manden var nemlig grim. Meget grim. Når han stod i et vindue og kiggede ud over byen vendte husene facaderne væk fra ham. Det var lidt synd, for han var både proper og ordentlig og når lyset blev slukket fejlede hans evner intet.

Til sidst blev det ham for meget. Han begyndte at myrde smukke kvinder ved at udgive sig for at være postbud eller hjem-is sælger. Politiet fangede ham til sidst i en tykning nær Kajerød, lænet op ad isbilens ene hjul, hvor han spiste direkte fra en rund Dannevang-metalæske.

Inde i bilen fandt man syv iskolde kvinder. Det lykkedes heldigvis at tø dem op. Lige så snart de havde fået varmen, stod kæften ikke stille på dem. Flere af de mandlige medlemmer i lægeteamet, og enkelte af de kvindelige, ærgrede sig i det skjulte over at have brugt så mange kræfter og ressourcer på at genoplive dem.

Manden var ligeglad. Hans tre sønner besøgte ham tit i fængslet. Sønnerne havde arvet deres mødres nydelige ydre og deres faders intelligens og humor, så det var en lykkelig historie.

Det er uligt bedre at være kold i røven end lam i roen.

 

PS. Jeg ved godt, at det måske kan virke som om jeg påstår, at det var politiet som sad lænet op ad isbilen, samtidigt med at de fangede manden – hvilket i sig selv ville være lidt af en præstation – men jeg gider ikke lave det om. Desuden er der 2,7 liter i en Dannevang, så han har sikkert budt dem på en skefuld eller to. Han var faktisk ganske skikkelig, når bare han fik lidt fred og ro, og den slags.