Det niende møde

– Kom bare ind. Døren er åben.
– Okay. Du skal vide, at jeg er dig mege’…
– Undskyld jeg afbryder, men lad mig lige tænde lampen herovre i hjørnet og sætte lidt varme på. Jeg er selv lige kommet.
– Okay…
– Sådan. Det var bedre. Du har det ikke så godt, sagde du i telefonen?
– Nej, det er helt sort.
– Jeg kunne i hvert fald høre på dig, at det ikke var for sjov du ringede til mig på så sent et tidspunkt?
– Nej, og jeg er dig meget taknemmelig for at du svarede.
– Selv tak. Mit tilbud om at du altid kunne ringe mig op på mobilen var alvorligt ment.
– Ja.
– Vil du ikke have frakken af?
– Nå jo…jeg havde helt glemt den.
– Det sker tit når man tænker på noget vigtigt.
– Ja.
– Jeg synes det er godt du giver dig selv lov til at bede om hjælp, når du kan mærke at det presser på.
– Presser på…ja, det skal jeg love for.
– Det er jo også et stykke tid siden vi mødtes sidst. Du tog dig en lille tænkepause?
– Ja. Jeg var pissesur på dig efter sidste gang!
– Fint…det har jeg intet imod.
– Sikkert ikke. Og jeg var helt sikker på at jeg ikke skulle herhen mere.
– Det er meget almindeligt. Men hvad skete der så?
– Tja. Jeg arbejdede jo bare videre, og nød at blive fri for dine provokationer. Og så sparede jeg jo de penge!
– Intet er så galt…som du ved.
– Næh, det er rigtigt.
– Men nydelsen varede ikke ved?
– Nej. Der gik lige præcis en uge, så begyndte jeg igen ikke at kunne sove om natten.
– Aha.
– Nemlig. Jeg følte mig som en idiot. Som om jeg passerede Start og selv skulle betale 500 kr.
– Ak ja.
– Ja, men jeg ville ikke indrømme det over for mig selv. Jeg kørte bare på, og det endte med sovepiller for at kunne sove.
– Nå da da.
– Ja…og det kunne være gået helt galt. Så sent som her i morges.
– Ja?
– Ja. Jeg havde mange kunder på listen, og kunne ikke rigtigt ryste virkningen af sovemidlet ud af hovedet. Så drak jeg en firdobbelt mocca med en masse sukker i, og troede at jeg kunne klare mig med det.
– Men?
– Først følte jeg mig totalt frisk, men så må jeg være døset hen alligevel lidt senere, efter det første kundebesøg. Jeg vågnede igen, da…
– Ja?
– …
– Er det svært at få ud?
– Ja.
– Tag dig bare god tid.
– Er tiden ikke ved at være gået?
– Ikke denne gang. Nu er det os to, der bestemmer.
– Okay. Jeg vågnede, da jeg…hørte en vogn skride ud, og det første jeg så var to rædselsslagne ansigter i bilen foran mig.
– Hvordan?
– Jeg var kommet forkert ned på motorvejen.
– Spøgelsesbilist?
– Ja. Og der sad børn bag i den anden bil. Små børn. Sådan et…barnesæde?
– Ja.
– Heldigvis skete der ikke noget. Jeg fik vendt om, og skyndte mig væk igen.
– Hvad har du så lavet resten af dagen?
– Siddet i bilen og overvejet om jeg ville leve videre.
– Hvad med resten af dine kundebesøg?
– Dem droppede jeg bare.
– Jaså.
– Ja, det har jeg aldrig gjort før. Og ved du hvad? Jeg var ligeglad!
– Aha.
– Ja…det er helt mærkeligt. Jeg holdt nede på Kystvejen, udfor den dér skulptur af ham manden, der står og ser ud over vandet. Og jeg vidste med mig selv at inden dagen var forbi, måtte jeg beslutte mig.
– Til hvad?
– Om jeg ville leve eller ej.
– Hvad fik dig så til at vælge at leve?
– Dit telefonnummer.   

Reklamer

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s