Krig og Kærlighed

København. Jeg holder for rødt på Sølvtorvet på min lysbeigefarvede bedstemorcykel og venter på at kunne fortsætte ligeud ad Webersgade. Jeg hører radio og skriver en SMS, mens jeg venter på grønt lys. Pludselig lyder der et skingert HEY!-skrål bagfra, og jeg ved med det samme hvad der er tale om. Det er en kvindelig cyklist som føler at jeg holder i vejen for hende. Det er muligt at jeg er kommet for langt frem i forhold til lyskurven, altså forbi fodgængerfeltet, men jeg holder ikke til gene og ulempe for de biler som kommer fra Øster Farimagsgade bag mig. Jeg gider ikke reagere på hendes råb, da der er rigeligt plads til at hun kan køre udenom. Der er grønt lys for hende. Hun er kommet fra Øster Farimagsgade og skal ligeud og videre ligeud mod Lille Triangel. Hvis man tager selve hendes sigtelinje er jeg måske lidt i vejen, men selve cykelstien er faktisk ikke begyndt endnu, dér hvor jeg holder i krydset. Endvidere holder jeg ikke engang på tværs i forhold til hende, men på langs, idet jeg har vendt fronten ind mod cykelforretningen på hjørnet. Derfor ignorerer jeg hende bevidst. Hun skråler sit HEY! to-tre gange. Jeg orker ikke den form for regelrytteri, som ikke har et vigtigt formål. Men hun insisterer på at jeg skal flytte mig. Hun råber HEY! HALLOOOH!? Jeg lader som ingenting. Er ikke i for godt humør i forvejen. Til sidst tager hun fat i min bagagebærer og rusker i den, idet hun gør mig (og ikke mindst de andre holdende cyklister) opmærksom på at jeg spærrer for cykelstien. Så ryger låget af min riskoger: HOLD DIN KÆFT KÆLLING! – brøler jeg, og ser op for første gang. Hun er på min alder og har en meget solid metalcykelhjelm på. Smart cykel, tynde hjul. Hun har meget  kortklippet grånende hår. Briller. Mager. BARE FORDI DU HAR SÅDAN EN HJELM PÅ SKAL DU IKKE TRO AT DU KAN HIVE FAT I ANDRES CYKLER!, fortsætter jeg, og sørger meget nøje for at hun ikke kan komme ind med modargumenter: DU HAR ET STYR OG EN HJERNE – SÅ BRUG DEM DOG, OG KØR UDENOM, snerrer jeg, alt hvad jeg overhovedet formår. Den emsige er forlængst kørt forbi. Hun ville åbenbart bare håndhæve sin opfattelse af færdselsloven, for det viste sig jo at hun sagtens kunne komme udenom. Flere gange vender hun sig og ryster smilende på hovedet efter mig. Jeg er så vred, at jeg suser hjem i Tour de France-tempo og tænker voldelige tanker hele vejen op ad Bispebjerg Bakke.

Køge. Jeg står i en kassekø i et supermarked. En yngre mand i rød t-shirt og blå jeans kommer tæt hen til mig, rækker hånden frem og siger pænt ‘hej’. Heldigvis når jeg at se, at han er udviklingshæmmet, og i øjenkrogen observerer jeg at hans medfølgende hjælperinde (hvorfor er den slags altid så supersexede?) tager det stille og roligt, uden at beordre ham til at retirere. Derfor lader jeg ham vade ind over min intimgrænse, tager hans fremstrakte hånd og siger pænt goddag tilbage. Nu er han glad, Han omfavner mig varsomt og blidt og stryger bagefter forsigtigt min ene kind med håndryggen. Hans tandsæt er et kaos af uenighed om hvilke tænder, der skal være hvor, men smilet er ægte. Han siger PIGE! Det tager jeg ikke så tungt. Min kind er såmænd blød nok til den association. Mødet er forbi. Min datter, som har set det hele, synes han var klam. Det forstår jeg godt hun synes. Det er også voldsomt at blive mødt med så megen ligefrem kærlighed, og han vil  kunne rende ind i mange skuffelser med den metode. Men hans hilsen er ægte nok. Synes jeg. Pænt farvel.       

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s