Monthly Archives: juni 2008

banke banke langhalm

jeg har brækket udstikkerne af og smidt dem ned i haven
det er muligt det gjorde ondt i knopperne og livet er hårdt 
ikke om jeg fatter den vildvins altomsigkalfatrende udfald  
årligt bliver den klippet og trimmet og stynet og studset
alligevel ses selvsamme safttableau sommer efter sommer
grønlange fangarme rækker ud efter mine helt nye vinduer
vinker flirtende i vinden og tjatter flagrant til termoruden
sådan nogle liandaskere skal ikke smide slyngtrådene ind                  
livløse ligger de nu dernede på græsset og kan ikke andet
naturen tyr til skamløst billige tricks men jeg er stærkere
endelig kan jeg igen uforstyrret høre radio om kærlighed

Nouvelle Nord-Ouest

                                                Dette skilt skal lokke sultne kunder indenfor i kvarterets nye Deli, som er flyttet ind i en tidligere slagterbutik ved et busstoppested i et travlt kryds. Jeg har ikke været inde i den endnu, men har stor sympati for dem, der vil højne den danske madkultur en anelse. Og da ikke mindst her i 2400 NV. Alligevel er der noget ved det skilt, der larmer. Jeg forestilller mig den arme stakkels lille lune delle, som skal ligge der og forsvare en pris på tretten kroner. Kiloprisen må være af gogolske dimensioner. Nå ja, måske er dellen klædt pænt på med lidt grønt og lidt brød og lidt smørelse samt lidt surt og noget slutkrymmel. Men alligevel. Det værste er næsten overskriften. Jeg nægter simpelthen at kende normalprisen. 

det er det det var

først nu kan jeg forstå hvad det er i virkeligheden
jeg kan sætte ord på hvad jeg gør og siger og er
det har bare taget mig for lang tid at opfatte det
efterhånden har det også fundet sted i for lang tid
isoleret set forekom selve hændelsen forbigående
den kunne være diffunderet bort helt uden postyr
da en sideværts forskydning knapt nåede halvvejs  
erkendelsens bundfrosne lyn gennemflækkede mig 
lige siden har det været et satans mas at bære på
her kom jeg og følte og formulerede og poserede
og så var ikke bare det men også jeg en tilsnigelse

stående ovation

det har tordnet lidt i slagelse for nylig
beologen græder i sit køkken
brødpriserne er vist på vej nedad igen
beologen græder i sit køkken
en gul mand med hjelm taber det hele
beologen græder i sit køkken
dronningen prøver at flyve ind i huset
beologen græder i sit køkken
bus niogtyve har kun gamle køreplaner
beologen græder i sit køkken
egernet foran opgangen er ikke bange
beologen græder i sit køkken
en høj mand med rødt hår synger om håb
beologen græder i sit køkken
en lille mand med mørkt hentehår lytter
beologen græder i sit køkken
lykkeligere end nogen sinde rejser han sig

tilbageblik

jeg kan godt prøve at beskrive det der fandt sted 
du skal bare forstå hvor svært det er at få has på 
kun i glimt kan jeg genkalde mig billeder og lyde
sekvenser maser sig på og flyder til sidst sammen
at jeg ankom stående i vand er jeg helt sikker på
det mærkelige var at følelsen af at sejle fortsatte
alting virkede ellers ganske normalt på overfladen
de cirkler jeg bevægede mig i var de sædvanlige
ingen kunne på det tidspunkt præstere et overblik
fra da af kniber det for alvor med præcise detaljer
men måske skete der i virkeligheden slet ingenting
hvis det er tilfældet så kan jeg godt se det for mig
så er det ikke første gang jeg kun kan rekapitulere 

Fru Ledvogter Hannibal Olsen

Titler er noget spøjst noget. Hvornår er man noget? Hvilket niveau skal man være på, før man selv synes at man seriøst kan kalde sig det, man beskæftiger sig med? Hvornår er man det, man gør? 

Er man digter når man har skrevet sit første digt? Eller ti? Hundrede? Er man det når man har udgivet – eller har fået udgivet – en bog med digte? Er man kunstner, når man har fået en anmeldelse i en morgenavis, eller opnået et arbejdslegat? Eller handler det om hvordan man indretter sin hele tilværelse, så man kun beskæftiger sig med det man vil lave og intet andet?

Jeg har glædet mig over at se min flittige blogbekendte Charlotte udvide kampzonen fra spacet aliasfænomen til fuldblodsforfatter, og leverandør af klummer under eget navn og billede i Urban og Femina. Hun kan efterhånden godt tillade sig at skrive både det ene og det andet på sit visitkort, uden at der er en påståelig undertone af wannabee i det.

Grunden til at jeg nævner frøken Heje Haase, er at jeg i går studsede over en af hendes klummesøstre i Urban. Hun hedder Sanne Søndergaard. Jeg må indrømme at jeg ikke på forhånd kendte hende – hverken af navn eller gavn. Jeg fik heller ikke læst klummen om hendes fredag den trettende-erfaringer.

Det, jeg reagerer på, er hendes titel. At hun kalder sig ‘Stand-up-komiker og klummeskribent’. På en måde synes jeg det er sejt. At man lisså godt kan tro på det fra starten af. Hun ser sandelig også målrettet og fokuseret ud på portrætbilledet.

Det er udfordringen, når man er ny. Tør man give trompeten et ordentligt trut lige fra begyndelsen. Kan en ambitiøs vinterbleg dansker stille sig op og råbe ‘I am the greatest!‘ – hvis vedkommende indtil videre kun har haft en artikel i kirkebladet og skrevet to fællessange til personalerevyen på kransekagefabrikken?

Måske skal jeg overveje at bruge et lidt større mundstykke? Skifte Bach-trompeten ud med en ordentlig tuba og blæse en masse mel ud af munden? Mon det er på tide, at jeg kalder mig ‘Lyriker og Nobelpriskandidat’?

Lad mig sige det helt klart: måske.    

Dumme, dumme Lomborg..?

I københavnermagasinet Citadels juni-juli nummer bliver Bjørn Lomborg interviewet.

Du ved godt hvem han er, ikke sandt? Ham samfundsfagslæreren med perlesmilet og de stramme t-shirts? Ham som er pisseligeglad med hele klodens fremtid, og som ikke kan komme hurtigt nok hjem til sin Playstation og lytte til lydbøger med sin egen stemme?

Jeg er kun lægmand, så jeg kan ikke vide om han er så spadeåndssvag som de mange renskurede og velduftende miljøforkæmpere vil vide, men jeg vil blot sige at hvis manden har ret, så får man noget at spekulere på i de sidste sekunder af ens liv. Her et par lunser fra interviewet:

“De jeans, I har på, har formentlig kostet mere end det ville koste at redde et liv i Afrika. Men vi er heldigvis også en race, som bekymrer os lidt om fremtiden og lidt om mennesker som vi ikke kender meget til. Vi bruger måske en eller to procent af vores bruttonationalprodukt på at gøre noget ved det. Det er jeg glad for! Jeg kunne godt tænke mig, det var noget mere. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi brugte dem nogle steder hvor de gjorde rigtig meget godt.”

“Hvis du skal bruge fem milliarder, hvad vil du så helst? Vil du redde 300.000 mennesker fra malaria hvert eneste år? Vil du redde en halv millard mennesker fra fejlernæring, eller vil du udsætte den globale opvarmning i ti dage?”

“Det er vigtigt at sige, at der er flere ulemper end fordele ved den globale opvarmning. Men det er dumt kun at fortælle os om ulemperne. Hvis du kigger på f.eks. hededødsfald, så er det oplagt, at der bliver flere af dem når temperaturen stiger, men der bliver også færre kuldedødsfald. Økonomisk set bliver den globale opvarming globalt set først et problem mellem 2050 og 2075. Faktisk er den formentlig alt i alt en fordel indtil da. Det er typisk en af de ting, vi ikke får at vide.”

men

men jeg forstår selvfølgelig godt at du ikke uden videre kan reagere følelsesmæssigt på noget som i sig selv ikke indeholder andet end hensigtserklæringer og løfter om at hvis du og jeg på en eller anden måde beslutter os for at smelte sammen vil det nærmest ske af sig selv og alene fordi vi befaler det, og jeg må altså også snart se at få lært at det ikke er ved at tale eller skrive om kemiske reaktioner at man får dem til at ske, men at der skal helt andre og langt mere autonome kræfter i spil, og her tænker jeg selvfølgelig ikke på ballademagere eller husvilde, selv om jeg på en måde godt kunne tænke mig at råbe op og svinge med armene og gøre hvad som helst for at kunne føle mig hjemme på enhver tænkelig måde, eller rettere, nej, der var den igen med mig og mit tænkeri, som blokerer for evnen til at se og mærke og opleve og lade følelserne flyde frit, for det kan de, kan jeg forstå på dig, de kan bevæge sig og de kan bevæge dig og mig hvis ellers de kan få lidt fred og ro til at bygge en stemning op, som til sidst kan få bevidstheden om hvem vi er og hvor vi er og hvorfor vi er, og hvor mange vi er, til at opløses og blive til ren tilstedeværelse uden andet formål end sig selv, men