Varm luft

Jeg glemmer aldrig den nu flere år gamle portrætartikel om og med kulturministeren i Politiken. Det var på sektionsforsiden og den fik ikke for lidt. Man var på besøg i privaten, og til sidst blev luften så tyk af panegyrisk lobhudling, at den pæne mand følte trang til at punktere sig. Han gav journalistens spørgsmål: om ministeren dog ikke havde bare den mindste lillebitte karakterbrist, videre til sin familie. Det skal man vare sig for. Et af hans børn var straks klar med et svar til direkte citat. At hans fars prutter lugter. Sådan kan man styrtdykke fra parnasset til proletariatet, når det ellers drejer sig om alt andet end at fise den af.

At give vind fra sig er ikke velset i vores kultur. Slet ikke hvis den er fuld af ildelugt. Til gengæld kan det udløse mange pudsige scener, når naturen insisterer på at få luft. Jeg glemmer aldrig en særlig lejlighed fra min gymnasietid, hvor en uskyldig fjært fra en iøvrigt meget velformet bagdel, var ved at koste afsenderen både liv og førlighed. Jeg vil ikke nævne hendes navn, men vi kan jo kalde hende Dina. Hun var som sagt en smuk ung kvinde, som jeg holdt meget af på grund af hendes ligefremme humør og evne til at få alle til at føle sig i godt selskab. En dag hoppede hun trampolin i gymnastiksalen. Jeg var en af dem, der stod langs siden af det store redskab, for at tage imod hvis hun skulle nærme sig kanten med de bløde blå puder. Dina prøvede at sætte meget kraftigt af, så hun kunne få stor højde på sine hop.

Ved en af kontakterne med springdugen slap hun en lille, men absolut hørbar prut. Hun fnisede, men krisen kom da næste afsæt udløste en sejlerskid af format. Pludselig skulle hun mestre mange følelser på samme tid, i en situation der krævede balance og kontrol adskillige meter oppe i luften. Flovheden og latteren fik hendes muskler til at slappes, og det var det modsatte hun behøvede. Jeg kunne se hendes panik, og blev iskold af rædsel for at hun ville tumle ned med hovedet forrest. Heldigvis lykkedes det hende i sidste sekund at tage sig sammen, så hun kom helskindet ned i de sidste hop.

De ti sekunder, hvor hun kæmpede for at få hold på lemmerne, og hvor hendes stemme sloges med hendes sind for ikke at grine hende til et fatalt styrt, er noget af det mest skræmmende jeg har været vidne til.

Langt værre end den lille fis i en hornlygte som kom i avisen.   

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s