Harpevrang og opklang

Jeg fik en klage forleden fra en person, der står mig meget nær. Om hvorfor jeg altid driller. Det blev sagt på en måde, så jeg tog klagen til mig, selv om jeg principielt ikke tager imod klager fra den person. Klagen var nemlig berettiget, hvis jeg skal vurdere den nøgternt. Problemet er nu, at hvis jeg skal lade være med at drille den person, så vil jeg have det dårligt med det. Meget dårligt.

Sagen er bare, at det handler om noget helt andet end drilleriet. Det handler om mig. Jeg kan ikke forklare det mere præcist, men jeg kan fortælle noget andet som også har med det at gøre. Forleden mødte jeg en engel. Den var hverken hvid eller havde vinger. Bevingede ord havde den ellers nok af. Da jeg mødte den, vidste jeg ikke at den var en engel. De kan nemlig godt være lidt generte.

Engang var Tammi Øst og Henrik Kofoed engle, men det var jo bare som skuespillere i en film, så det gælder ikke. Tammi Øst var ikke specielt genert i den rolle. Som engel altså. Hun har blå øjne. Tror jeg nok. Det er først nu, det går op for mig at det menneske jeg mødte forleden er en engel. Måske er jeg ved at blive vanvittig, men hvis det skulle passe ville jeg ønske at hele verden havde knald i låget.

Englen var meget venlig til at begynde med, men dens budskab var umisforståeligt. Den syntes jeg skulle gøre nogle anstalter. Jeg burde aktionere meget aktivt for at forandre den platform jeg opfører mine små danseforestillinger på. Man kan ikke slå kraftspring i en telefonboks, sagde den, og hvis man prøver alligevel, og måske endda lykkes med det, så gør det ondt. Alt, alt for ondt.

Englen så på mig med et meget blidt og kærligt blik. Den spurgte mig, om jeg ikke i stedet for hele tiden at ringe til en ven, kunne tænke mig at slå kolbøtter og vejrmøller og flikflak på en af de der helvedes smarte oppustelige springpuder, som de unge springfyre bruger meget nu til dags? Endda under kyndig og kammeratlig vejledning af tiltrækkende instruktører i kortærmede trøjer og faconsyede knickers? Et kort øjeblik fik jeg en fornemmelse af, at det var englen som var mentalt overbebyrdet, men på det tidspunkt vidste jeg jo ikke at det var en engel.

Og pludselig kunne jeg mærke suget i maven. Længslen efter at hoppe og danse og springe og lande blødt. Jeg kunne også mærke, at jeg er ved at nå grænsen for hvor meget lort jeg kan klare at indoptage, uden selv at komme til at lugte dårligt. At jeg måske skulle overveje at få støvet harddisken af. Hovedrengøring. Grundrens. Karmaknofedt. Trykspuling. Løveklunker. Sol over Gudhjem. Den store svaber. Rå løg. 

Englen spurgte mig så sent som i forgårs om hvor længe jeg vil ydmyge mig, og den ville gerne have et hurtigt svar, for den skulle videre til en anden aftale. Jeg åbnede munden – og du ved selvfølgelig godt hvad jeg ville sige – men der kom ikke nogen lyd ud. Jeg rømmede mig, og prøvede igen. Forgæves. Englen trak på skuldrene, og sagde at nu kunne jeg jo tænke over det indtil vi mødtes igen. Hvis vi mødtes igen. Det var op til mig. Sagde den.

Det var forresten også før jeg vidste den er en engel. Det er først gået op for mig i går. Der er så meget man kan miste. Det er noget af det bedste ved livet.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s